Rødstrømperne
Rødstrømperne kommer på banen
Omkring 1970 ventede alle på en dansk version af det internationale kvindeoprør. Spørgsmålet var kun, hvornår det brød løs. Der var fokus på Individ og Samfund, Dansk Kvindesamfunds nye aktivistiske ungdomsgruppe og tre grupper, der poppede op i universitets- og kunstnermiljøer: Kanonklubben, Kældergruppen og Rødstrømperne.
Rødstrømperne bestod af en håndfuld studerende, bl.a. Ninon Schloss, Karen Syberg og Vibeke Vasbo. I et interview har Vasbo fortalt om inspirationen fra de amerikanske Redstockings, hvis første manifest fra 1969 blev internationalt toneangivende. Bluestockings/ blåstrømper var en af de mange betegnelser for den gamle kvindebevægelse. At skifte fra blåt til rødt for markere den politiske venstredrejning var et sprogligt kup, og selvom de forskellige grupper i begyndelsen optrådte under egne navne, blev rødstrømper snart samlebetegnelsen for alle aktivister. Navnet Rødstrømpebevægelsen var således givet, da der blev skabt rammer om samarbejdet mellem grupperne.
Op til den første aktion svirrede det med rygter om et forestående angreb på livgardens ugentlige parademarch den 8. april 1970. I den anledning var livgardens repertoire udvidet med Her kommer Pippi Langstrømpe, og der var udkommanderet ekstra politibeskyttelse og et vældigt presseopbud. Gardisterne fik dog lov til at gå i fred. I stedet demonstrerede et dusin kraftigt opdullede kvinder med et par mandlige håndlangere mod tøj- og kosmetikforretninger op gennem Strøget. På Rådhuspladsen smed de udklædningen i affaldssække med påskriften: Hold Danmark ren og tog ud til Tuborg for at diskutere ligeløn med de kvindelige bryggeriarbejdere.
Avisernes store billeder og reportager viste, at der var fest i gaden, men ikke hvorfor. Mikset af traditionelle politiske paroler om ligeløn og fri abort, fed ironi og syret absurditet, fx Jeg, en lokkedue, Vask kun din egen sok og Et køleskab for daglige varme knald, tegnede et nyt politikbegreb, som journalisterne ikke kunne afkode. De kunne heller ikke begribe filosofien bag de enkelte gruppers autonomi, medlemmernes følelse af kollektivitet og ønske om anonymitet, men gik som sædvanlig på jagt efter ledere, talsmænd og formålserklæringer.
Overraskelse over den voldsomme effekt går igen i initiativtagernes tilbageblik på aktionen. De havde sat en lavine i gang og stod uden den masterplan, som offentligheden afkrævede dem. Deres første bud på, hvad de havde gang i, kom med kronikken Something is happening, but you dont know what it is, do you, Mr. Jones?, der er lige så mangetydig som aktionen.
Titlen er hentet fra en Bob Dylansang. Andre af tidens mandlige venstrefløjsikoner, marxismens fædre, Bibelen og tegneserier citeres i et væk og citater flettes sammen med erindringsbrudstykker. På bundlinien står der, at forfatterne har fået nok af deres pigeopdragelse, deres mødres liv, deres kæresters chauvinisme, den gamle kvindebevægelse, machokulturen. Nu skal hele bulen ryddes, så noget nyt kan opstå. "Ingen skal føle sig sikker, for ingen er sikker". Slet ikke drengerøvene på venstrefløjen.
Samme stil finder man i Qak, julinummer af tidsskriftet MAK, som rødstrømperne fik overladt redaktionen af. Uvilje mod at blive omklamret af systemet og låst fast af programerklæringer gennemsyrer de indledende artikler En historie om hvordan rødstrømperne blev rødstrømper, Om revolutionære kanariefugle og Hvad er en "Rødstrømpe"? og får forfatterkollektivet til at lande på minimumsdefinitionen: "En rødstrømpe er af hunkøn en rødstrømpe er socialist". Rødstrømperne profilerede sig som en del af en international bevægelse gennem oversættelser, bl.a. af et engelsk undergrundsblad, og eksperimenterede med mange genrer, fx klassikere med feministiske kommentarer.
Kvindetegnet med den knyttede næve er måske det mest kendte symbol for den nye kvindebevægelse.
Fortsatte aktioner og begyndende koordinering
Rødstrømperne kommunikerede dog først og fremmest med flere aktioner og demonstrationer over temaerne: Ligeløn og fri abort, hvor de deltog i 1960ernes vigtigste kvindepolitiske kampagner, EF, hvor de fulgte venstrefløjens nej-linje - plus deres egen mærkesag: Befrielse af den koloniserede kvindelighed.
Da de skrottede bher, parykker, make-up osv. på Rådhuspladsen, indledte demonstranterne et oprør mod snærende dresskoder og stereotype skønhedsidealer. Et oprør der nærmest blev et ritual i bevægelsen. Fx handlede en af de mest populære rødstrømpesange om at rydde tøj- og kosmetikskabet, inden man meldte sig ind, og ved store sammenkomster stod kvinderne i kø for at blive klippet.
Traditionel kvindelighed blev betragtet som en spændetrøje, der fastholdt kvinder i rollen som seksualobjekter for mænd og profitobjekter for, hvad rødstrømperne kaldte skønhedsindustrien. Derfor eksperimenterede de langt mere end de meget omtalte langhårede mænd med grænseoverskridende iscenesættelser af køn. Kort hår og lilla ble, overalls og kedeldragter, nøgne overkroppe og ubarberede ben blev sammen med usminkede ansigter og frit svingende bryster tegn på frigjorte kvinder - subjekter, der definerede sig selv.
På aktionsplanet fortsatte demaskeringen af kvindeligheden i udstillinger og demonstrationer mod centrale agenter som modebutikker, ugeblade og skønhedskonkurrencer. Fx åbnede en gruppe lærere og studerende på Kunstakademiet, blandt andre Kirsten Justesen og Jytte Rex, samme dag som Strøgaktionen udstillingen Seks levende Damebilleder, hvor de selv sammen med familie og venner indgik som modeller i tableauerne: Luderen, Skønheden, Opvasken, Forsvaret, Kjortlerne og Lejren.
I starten opererede aktionsgrupperne under deres oprindelige gruppenavne. Fx kaldte Karen Jespersen sig selv for en repræsentant for Individ og Samfund, da hun i en kronik forklarede, hvorfor Dansk Kvindesamfund og ligestilling på mandsamfundets præmisser ikke duede og måtte erstattes af en ny kvindebevægelse på socialistisk grundlag med frigørelse som målsætning.
Et par uger senere besatte hun og et par andre Individ og Samfund-aktivister talerstolen ved LOs 1. majmøde, og nu proklamerede medierne, at rødstrømperne slog til igen. Rødstrømpe blev lynhurtigt samlebetegnelse for rebelske kvinder - uanset politisk ståsted, organisatorisk tilhørsforhold og alder. Selv krasse kritikere af kvindebevægelsen som Kvindeligt Arbejderforbunds formand Edith Olsen, født 1901, kunne udråbes til rødstrømpe.
Under Strøgaktionen annoncerede demonstranterne et offentligt debatmøde den 14. april 1970. Det blev et tilløbsstykke både for kvinder og mænd, og man kan sige, at Rødstrømpebevægelsen blev stiftet den aften, fordi deltagerne spontant tog nogle beslutninger med vidtrækkende, principielle konsekvenser. Først blev mændene bedt om at gå igen og bevægelsen dermed erklæret separatistisk. Derefter fordelte kvinderne sig på nye grupper og valgte dermed en antihierarkisk netværksstruktur. Endelig besluttede de fremover at holde kontakt med hinanden gennem regelmæssige fællesmøder.
De nu i alt 13 grupper var autonome og kunne i princippet handle helt på egen hånd. Alligevel opstod der snart diskussioner om, hvem der var "rigtige" rødstrømper, og man distancerede sig især fra "stjernerødstrømper", der blev anklaget for at bruge bevægelsen til personlig profilering. Fx haglede kritikken ned over Ulla Dahlerup efter et tæt pressedækket anti-Mors Dag-stævne i Fælledparken den 10. maj 1970.
Ulla Dahlerup bliver båret ud af en bus under en en rødstrømpeaktion for ligeløn. Foto: Lars Hansen
På vej hjem nægtede en flok demonstranter med henvisning til uligelønnen at betale fuld pris for busbilletten, og da de ikke ville forlade bussen, blev politiet tilkaldt for at fjerne dem. Forsidebilleder af en storsmilede Dahlerup i favnen på en lige så fornøjet politibetjent udløste vrede over, at hun flirtede med de kønsroller, bevægelsen bekæmpede.
Ulla Dahlerup var den mest kendte rødstrømpe. Men stjerneproblemet ramte mange andre, bl.a. Suzanne Giese, der valgte at sætte sin journalistiske karriere på standby for at undgå konflikter med idealet om kollektivitet. Som stærkt efterspurgte foredragsholdere og kommentatorer risikerede alle de første aktivister at ende som mediedarlings - og uformelle ledere. Ifølge en stor spørgeskemaundersøgelse, Drude Dahlerups Rødstrømpeenquete, var medlemmerne meget opmærksomme på tendensen til, at de mest aktive kom til at køre hele bevægelsen.
Der findes ikke pålidelige tal på antallet af rødstrømper i de første år med den meget løse organisation. Men tilstrømningen fortsatte, og fællesmøderne opfyldte slet ikke det voksende behov for udveksling af informationer, evaluering af aktioner, oprettelse af nye grupper, teori- og strategiudvikling.
Hen over sommeren og efteråret 1971 arrangerede en gruppe kvindelejr på Femø, andre besatte et par faldefærdige bygninger, der blev indrettet til Københavns første kvindehus, og nogle udgav det første nummer af Rødstrømpebladet alt sammen for at skaffe bedre rammer for bevægelsen. I bladet, der udkom indtil 1974, kan man følge de mange forskellige aktiviteter, fx gennem oversigter over emnegrupper.
I Århus fik rødstrømperne fodfæste allerede i 1970, og med teoretisk stærke frontfigurer som Drude Dahlerup og Mette Kunøe kom de til at øve stor indflydelse, ikke mindst på kvindeforskningen. Men ellers var Rødstrømpebevægelsen de første år først og fremmest et Københavnerfænomen.
Basisgruppen: Det private er politisk
Basisgruppen med 4-8 medlemmer blev kernen i bevægelsen, fordi den anti-elitære gruppestruktur var en optimal ramme for deltagerdemokrati. Nye medlemmer blev indsluset gennem basisgrupper, og rødstrømperne lagde så stort vægt på denne form for politisk skoling, at to af de tre første pjecer i deres Serie af grundhæfter til brug i kvindekampen var guiden En basisgruppe, 1975 og basisgruppeseminarrapporten En dag med 120 kvinder, 1976.
Grupperne fungerede som tænketanke eller med bevægelsens egne ord som støtte-, analyse- og handleenheder, for da alle eksisterende forestillinger om kvinder blev forkastet som undertrykkende myter, var der et kæmpebehov for reel viden. Den skulle uddestilleres af kollektive erfaringer i små, tæt samarbejdende teams.
Foruden basisgrupperne bestod bevægelsen af ad hoc grupper, der varetog administrative funktioner, fx bogcafé-gruppen, eller koncentrerede sig om særlige emner, fx abortgruppen. Grænserne mellem de forskellige typer var flydende, og i princippet skulle de alle fungere som basisgrupper for at styrke sammenholdet og undgå magthierarkier og politiske kortslutninger.
Inspirationen kom ifølge Juliet Mitchell fra "en kinesisk revolutionær praksis", hvor fæstebønderne fortalte om godsejernes grusomhed med enorm effekt. Når de, ofte for første gang i deres liv, satte ord på undertrykkelsen, opstod der en stærk følelse af fællesskab og tro på politiske ændringer.
Amerikanske feminister koblede teknikken "at tale bitterhed" med en stærk national tradition for psykoterapi og udviklede detaljerede programmer for kvindepolitisk skoling eller consciousness-raising i bitch- eller rap-sessions, som de sagde.
Deltagerne begyndte med at præsentere sig ved at fortælle deres livshistorier, som med de mange lighedspunkter eksponerede et kvindeligt skæbnefællesskab. Det videre arbejde var typisk studier af socialistiske og feministiske nøgletekster, læst i lyset af medlemmernes personlige erfaringer. Fx beskrev en basisgruppe i Rødstrømpebladet synergien mellem Germaine Greers Den kvindelige eunuk eller Friedrich Engels Familiens, privatejendommen og statens oprindelse og personlige erfaringer med seksualitet og familierelationer. Den faste indledende Siden sidst-runde og afsluttende Kritik/selvkritik-runde sikrede, at alle kom til orde og lagde op til evaluering af, om analyserne blev omsat til politisk handling.
Basisgruppen blev et vendepunkt i mange kvinders liv. I tilbageblik taler deltagerne om en erkendelses- og følelsesmæssig revolution og voldsom energiudladning. Begejstring over ny indsigt, vrede over undertrykkelsen og glæde over fællesskabet løb sammen i overbevisningen om, at verden kunne ændres over en nat, når de selv pludseligt forandrede sig radikalt.
Tabuerne lå særlig tungt over seksualiteten, og basisgrupperne arbejdede intenst med at afdække undertrykkelsesmekanismerne her. I en brevveksling med litteraten Jette Lundbo Levy om begreberne politisk og privat har filminstruktøren Mette Knudsen reflekteret over, hvor grænseoverskridende det trods 1960ernes frigørelse stadig var at konfrontere sig med sin egen og andres seksualitet.
Det ugelange uafbrudte samvær i fri natur på Femølejren var en optimal ramme om basisgruppearbejdet. Som det fremgår af Suzanne Gieses rødstrømperoman På andre tanker, 1978, diskuterede kvinder, der netop havde mødt hinanden, her onani og orgasme med samme selvfølgelighed som uddannelse og arbejde.
I rødstrømpernes ordbog betød privatlivets ukrænkelighed mænds grundlovssikrede ret til at begå overgreb i fred. Basisgrupperne var i sig selv en krænkelse af freden, og nogen gik meget håndfast til værks, som Ulla Dahlerup beskriver i sin roman Søstrene, 1979. Da en højgravid kvinde under et møde fortæller om sin mands utroskab, tager hele gruppen ud til elskerindens lejlighed, hvor de giver hende en grundig lektion i søstersolidaritet og smider ham ud.
De stærke følelser, som bevidstgørelsen om den hidtil fortrængte, bagatelliserede og privatiserede undertrykkelse vakte, var dynamoen i den nye kvindebevægelse, hemmeligheden bag rødstrømpernes høje aktivitetsniveau og karismatiske udstråling. Forvandlingen til feminist og forskellen i opfattelsen af verden før og efter er omdrejningspunktet i bevægelsens selvforståelse og motiv for mange tegninger og sange, spændende fra det patetiske i Kvinde kend dit eget værd til selvironi i Jeg er blevet bevidstgjort. Og med numre som Vi har smidt returbillen væk og Storebælt bragte folkesangeren Trille budskabet ud på den professionelle musikscene.
Det private er politisk. Plakat for 8. marts 1981
Separatisme og kønskamp
De traditionelle kvindeforeninger var åbne for mænd - et tilbud meget få tog imod. Dansk Kvindesamfund havde fx kun et par procent mandlige medlemmer. Men selvom man altid havde betragtet kønspolitiske problemer som kvinders egen sag, blev separatisme som organisatorisk princip det mest kontroversielle træk ved den nye kvindebevægelse.
Paradoksalt nok førte rødstrømpernes fokus på fællesskabet mellem kvinder til en voldsom interesse for deres forhold til mænd, og de blev konstant konfronteret med anklager for mandehad. Overskriften Vi hader ikke mænd, men de skaber problemer på en reportage fra den første Femølejr afstikker positionerne i debatten.
Bevægelsen valgte selvstændig kvindeorganisering, fordi mænd i kraft af deres strukturelt betingede magtposition dominerede kønsblandede grupper og blokerede for en politisk bevidstgørelsesproces på kvinders præmisser. Som det fremgår af afsnittet Er det virkelig synd for mændene? i debatbogen Med søsterlig hilsen, 1971, tog rødstrømperne udgangspunkt i interessemodsætninger mellem kønnene, og de gjorde den enkelte mand personligt ansvarlig for kvindeundertrykkelsen.
Dansk Kvindesamfund fastholdt trods radikalisering på andre punkter medlemspolitikken. Thilderne, Dansk Kvindesamfunds nye aktivistgruppe, som ellers lå tæt op ad Rødstrømperne, optog mandlige medlemmer. Holdningen til separatisme i Dansk Kvindesamfund fremgår bl.a. af et referat fra en studiekreds, der kritiserer den "mands-aggressive holdning" i Qak.
Fra kvindesagligt aktive politikere som Hanne Reintoft var der heller ingen opbakning. I Kvinden i klassesamfundet, 1972, fastholdt hun med direkte adresse til den nye kvindebevægelse, at solidaritet med deres mandlige kammerater var vigtigere for arbejderkvinder end søstersolidaritet på tværs af klasseskel. Da bogen var det første større danske indlæg i feminisme/socialismedebatten, gjorde rødstrømperne meget ud af at forklare sig i deres grundige anmeldelser.
Kunstner Birthe Dalland
De nye venstreorienterede bevægelser som fx Venstresocialisterne viste større forståelse for den separatistiske linje, specielt kredsen omkring det toneangivende tidsskrift politisk revy, hvor Bente Hansen var bannerfører for en progressiv kønspolitik. Under overskriften Det er sgu svært at være mand i en kvindebefrielsestid kaldte tidsskriftets mandlige skribenter til solidaritet med kvindekampen. Rent praktisk anbefalede de deres kønsfæller fx at påtage sig mere end halvdelen af husarbejdet og oprette egne basisgrupper.
Men den offensive stil slog også benene væk under rødstrømpernes kærester og kampfæller på venstrefløjen, og det skabte særlig stor frustration, når der kom offentlig kritik af bevægelsen fra den kant. Fx udløste en artikel i Information, der omtalte deltagerne på Femølejren i 1972 som "hystader" og "en samling frustrerede, frelste kællinger", trusler om boykot af avisen og hidsige indlæg i debatten, som selv avisens maskot Trolden Teddy blev involveret i.
På højrefløjen var afvisningen massiv. Fx fandt teologen Søren Krarup det ikke umagen værd at nævne den nye kvindebevægelse, da han i 1971 ved Dansk Kvindesamfunds 100 års jubilæum erklærede, hvad han kaldte Damesagen for totalt irrelevant.
Rødstrømperne kunne ellers ikke klage over at blive ignoreret, men de var meget kritiske over for kvaliteten i mediedækningen. En opsamling af erfaringerne fra det første år konkluderede, at pressen udelukkende gik efter profit, kogte bevægelsens budskaber ned til banaliteter og kun stillede skarpt på stjernerødstrømper.
Lesbisk Bevægelse
Under angrebene på Rødstrømpebevægelsen lurede en overbevisning om, at den virkelige begrundelse for separatismen var seksuel frustration, på bundlinjen lesbianisme. Der var formentlig også lesbiske blandt de mange kvindesagskvinder i den gamle kvindebevægelse i slutningen af 1800-tallet, der aldrig giftede sig og ofte levede i kvindekollektiver. Men de skiltede ikke med det. Det gjorde de lesbiske rødstrømper. I en bevægelse, der baserede sig på politisering af det private, kunne man simpelthen ikke skjule sin seksuelle orientering.
Homoseksualitet var stadig omgærdet af fordomme og uvidenhed, fx figurerede det på Sundhedsstyrelsens liste over sygdomme indtil 1980. Med oprettelsen af Forbundet af 1948, senere Landsforeningen for bøsser og lesbiske, begyndte kampen mod diskrimination af seksuelle minoriteter, fortrinsvis ført af mænd. De få kvindelige aktivister blev derfor tiltrukket af Rødstrømpebevægelsen.
Selvom lesbiske rødstrømper kun udgjorde et lille mindretal, tegnede de ofte bevægelsen i kraft af deres høje aktivitetsniveau, som det fremgår af Rødstrømpeenqueten. Familieforpligtelser trak mange heteroseksuelle ud i periferien, mens de lesbiske flokkedes i centrum sammen med kæresten og hele deres sociale netværk.
Efter en af de store kvindefester beskrev Suzanne Giese og Jette Lundbo Levy udstrålingen fra den lesbiske indercirkel og tilskyndelsen til at udvide det seksuelle repertoire. Hittet Du er så smuk og dejlig med Anne Linnet og bandet Shit og Chanel blev opfattet som en lesbisk kærlighedssang og blev et eksempel på homoseksualitetens forvandling fra afskyvækkende abnormitet til fascinerende mulighed.
Fra 1972 opstod der lesbiske tværgrupper, der bl.a. udgav bladet Kvinder Kvinder for at aflive myterne om homoseksuelle og afklare sammenhængen mellem den generelle kvindeundertrykkelse og undertrykkelse af lesbiske. Forbilledet var den amerikanske gruppe Radicalesbians, hvis manifest Den kvindeidentificerede kvinde, 1970, introducerede begrebet tvangsheteroseksualitet. Ifølge dem var heteroseksualitet et resultat af pigers opdragelse til underordning og lesbianisme det ultimative oprør mod kvindeundertrykkelsen.
Forside fra tidsskriftet Kvinder Kvinder, nr. 4, 1975.
Rødstrømpebevægelsen profilerede sig fra starten på militant kønskamp med mænd som fjendebillede og kastrationsmetaforer. Fx indeholdt Qak knækprosadigtet Vi er en hær af undertrykte trusler om at ”kastrere kongen” og ”skære pikken af panserne”. Denne linie fortsatte lesbiske rødstrømper i sange som Blot et hug af vore hvasse tænder og foredragsgruppens beskrivelser af heteroseksuelles forunderlige vaner, fx at gå i seng med deres fjender.
De lesbiske fremstod som særlig rabiate, fordi den dobbelte outsiderposition - som kvinde og homoseksuel - skærpede blikket for betydningen af seksuelle fordomme, magtforhold og arbejdsdelinger. Det demonstrerede etnologen Karin Lützen eksemplarisk i en beskrivelse af sit studenterjob som hotelreceptionist, hvor hun forvandlede indcheckningen fra en ligegyldig rutine til en absurd komedie om køn.
Radikaliteten i de lesbiskes patriarkatskritik og den konsekvens, hvormed de omsatte teorier om kvindefællesskab til praksis, udfordrede også internt i bevægelsen. Rødstrømpernes andet smertepunkt var forholdet mellem feminisme og lesbianisme og uenigheden her skabte lige så mange dybe konflikter som feminisme/socialisme-spørgsmålet.
Strukturseminarer, fraktionsdannelser og geografisk spredning
For at holde sammen på de stadig flere og mere forskellige grupper arrangerede rødstrømperne fra 1972-81 løbende weekendseminarer om bevægelsens indhold og form - eller som den første arrangørgruppe spurgte: "Hvem er vi?"og "Hvordan synes I bevægelsens nuværende struktur virker?". Diskussionerne tog udgangspunkt i skriftlige oplæg fra grupperne, og rettidigt indsendte oplæg blev efterhånden en betingelse for deltagelse.
Organisatorisk skete der en gradvis stramning fra det første seminar, hvor der blev fremlagt forslag om at udsende en programerklæring, indføre medlemskontingent og centralisere beslutningsprocesserne, til det sidste, hvor kompetencefordelingen mellem den enkelte gruppe og koordinationsmødet, som fællesmødet kom til at hedde, fandt sin endelige form.
I 1972 var frygten for at ende med en traditionel foreningsstruktur stadig så stor, at man valgte at udbygge den decentrale model. Funktionsgrupperne fik større vægt, og bl.a. Kontorgruppen mobiliserede den selvdisciplin, fortsættelsen af den flade struktur krævede. Først to år senere var der flertal for at begrænse gruppeautonomien og opbygge en form for repræsentativt demokrati, hvor udadvendte aktiviteter skulle godkendes af fællesmødet, kontingentbetaling være obligatorisk, og kommunikationen sikres gennem et medlemsblad.
Struktur- og indholdsdebat var vævet tæt sammen. De fleste rødstrømper var unge studerende på vej ind i middelklassen, og de kunne ifølge den fremherskende marxistiske historieopfattelse ikke udgøre en revolutionær avantgarde. Derfor skulle kontakten til arbejderklassens kvinder styrkes, og det mente mange krævede en mindre anarkisk organisation og et politisk program med større vægt på den økonomiske kvindeundertrykkelse. Andre stod vagt om basisgruppernes arbejde med nye feministiske definitioner af politik og afviste, hvad de opfattede som knæfald for klassisk socialisme.
Da der i 1976 endelig blev enighed om en programerklæring, undgik man det omstridte begreb socialisme og fastslog blot, at kapitalisme og patriarkat var kilder til kvindeundertrykkelsen. Erklæringen sluttede "Ingen kvindekamp uden klassekamp. Ingen klassekamp uden kvindekamp", der blev bevægelsens hovedparole, selvom det aldrig formelt blev besluttet.
Rødstrømperne havde heller ikke noget officielt logo. Socialisternes knyttede næve indskrevet i det biologiske tegn for hunkøn og kussetegnet, formet med begge hænder som en omvendt V, var de mest brugte og pryder fx for- og bagside af bogen Kvinder og kvindebevægelse, 1974, som var pionerernes egen fortælling om, hvordan og hvorfor det hele startede.
Undervejs blev nogen så trætte af uoverensstemmelser og tunge beslutningsprocesser, at de dannede fraktioner eller helt nye organisationer. På den socialistiske fløj blev fx Kvindefronten oprettet af en gruppe, der ikke kunne komme igennem med organisatoriske ændringsforslag og som derfor i 1974 meldte sig helt ud. På den anarkistiske fløj var der Lesbisk Bevægelse, der etablerede sig samme år, men bevarede en base i kvindehuset i en slags partnerskab med Rødstrømpebevægelsen.