Kilde 318 - Kære KVINDER

Pernille Kløvedal Helwegs alternative ministerliste med kun kvindelige ministre.

Pernille Kløvedal Helweg: "Kære KVINDER". Kvinders hæfte, 1984, bagsiden

Kære KVINDER
Jeg tilslutter mig helt, at I vil lave et nyt KVINDER, til gengæld håber jeg også at I vil bakke min fremtidsplan op´ i jeres nye månedsblad. Jeg (forhåbentligt snart vi) vil lave en bredere, varmere, frækkere og mere aktuel og fremtidsorienteret regering, hvor det er lysten der driver landet, og ikke som den nuværende gamle regering: flugten fra rotter, børn og Eros.

Den nye regering i 1985 vil I overgangsfasen bestå af de samme ministerier med undtagelse af Grønlandsministeriet, - der selvfølgelig er overgået til selvstyre og dermed giver os ressourcer nok til selvfølgelig med det samme at danne et ministerium for børn og unge.

Ministerposterne vil blive betjent af:

Statsminister Ritt Bjerregård
Kulturminister Helle Ryslinge
Socialminister Else Sander
Indenrigsrninister Annette Westrup
Udenrigsminister Anne Marie Helger
Finansminister Janni Spies
Justitsminister- Gitte Berg
Landbrugsminister CLEO
Undervisningsminister Tine Bryld
Kirkeminister Suzanne Brøgger
Forsvarsminister Jytte Abildstrøm
Industri-og
handelsminister Anne Grethe Holmsgard
Boligminister Susanne Ussing
Søfart/fiskeriminister Inger-Lise Wagner
Økonomi/skatteminister Hanne Reintoft
Miljøminister Anne Linnet
Trafikminister Kirsten Delholm
Minister for børn og unge Anni Pape
Folketingets forkvinde Elsa Gress

Kærlig hilsen
Pernille Kløvedal Helweg

 

N O T E R

1. Pernille Kløvedal Helweg

Pernille Kløvedal Helweg (1946- ) er maler, grafiker og forfatter. Hun har arbejdet som bladtegner og skrevet og illustreret bøger og børnebøger.

2. Ritt Bjerregaard
Ritt Bjerregaard (1941- ) er politiker og lærer. I 1971 blev hun valgt til Folketinget for Socialdemokratiet og har siden bl.a. været undervisningsminister, socialminister og EU-kommissær.
Læs mere om Ritt Bjerregaard i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon:
http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/149/

3. Helle Ryslinge

Helle Ryslinge (1944- ) er skuespiller og instruktør. I 1979 blev hun kendt med two-women-showet "Dameattraktioner" sammen med Anne Marie Helger. Showet var en satire over de samfundsskabte kvindeidealer. Hendes debutfilm "Flamberede hjerter", 1986 blev hendes gennembrud som instruktør.
Læs mere om Helle Ryslinge i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon:
http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/1643/

4. Else Sander
Else Sander (1943- ) er journalist. Hun har bidraget til en række debatbøger og bl.a. skrevet "Provocatus: fra fosterdrab til fri abort", 1983.

5. Annette Westrup

Annette Westrup (1944- ) er lærer og skribent.
Læs mere om Annette Westrup i i Kvinder på Linjen:
http://www.kvinfo.dk/side/383/?action=2&profilid=2207

6. Anne Marie Helger

Anne Marie Helger (1946 - ) er skuespiller. Hun slog igennem som komiker i 1970´erne, blandt andet med two-women-showet "Dameattraktioner", sammen med Helle Ryslinge. Politisk satire har været hendes foretrukne genre gennem hele karrieren.
Læs mere om Anne Marie Helger i biografien i Dansk Kvindebiografisk Leksikon:
http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/402/

7. Janni Brodersen

Janni Brodersen (1962- ) blev som 21-årig gift med den 61-årige rejsekonge Simon Spies i 1983. I 1984 døde Simon Spies og Janni arvede koncernen. Efter en lang økonomisk krise blev selskabet solgt i 1996.

8. Birgitte Berg
Birgitte Berg (1937- ) er præst. Hun blev landskendt som fængselspræst i Vridsløse statsfængsel fra 1973-79.

9. Cleo
Cleo Jensen (1928- ) er bakkesangerinde, kendt for sine vovede sange på Bakkens Hvile i 1950´erne. Hun blev også populær for sin medvirken i Danmarks Radios program "Spørg bare" hvor hun var med i panelet sammen med bl.a. Simon Spies og Erhard Jacobsen i 1960´erne. I en periode havde Cleo et kaffehus på Djursland.

10. Tine Bryld
Tine Bryld (1939 - ) er socialrådgiver og forfatter. Hun har altid arbejdet for de svage og udstødte i samfundet. Mest kendt er hun for radioprogrammet Tværs, hvor unge kunne ringe ind og få råd. Hendes ungdomsbøger, bland andet trilogien om Liv er læst af mange unge siden bøgerne udkom 1982-84. Hun startede sin karriere i Mødrehjælpen og var aktiv i kampen for fri abort i 1960´erne og 1970´erne.
Læs mere om Tine Bryld i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon:
http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/329/

11. Suzanne Brøgger
Suzanne Brøgger (1944 - ) er forfatter. Hun debuterede i bogform i 1973 med "Fri os fra kærligheden", en blanding af essays, fiktion, erindringer, erotiske oplevelser og fantasier. Bogen var en skarp kritik af den vestlige verdens livsform med skytset rettet mod patriarkatet og kernefamilien. Bogen blev en kultbog for feminister verden over. I den selvbiografiske føljeton, bøgerne "Creme fraiche", 1978, Ja, "1984", og "Transparence", 1993, gennemskriver Suzanne Brøgger en udvikling væk fra rollen som den fri seksualitets ypperstepræstinde til en tilværelse som hustru og mor.
Læs mere om Suzanne Brøgger i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon:
http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/242/

12. Jytte Abildstrøm
Jytte Abildstrøm (1934 - ) er skuespiller og teaterdirektør. Hun startede med dukketeater for børn i 1960´erne. Siden 1970´erne har hun været leder af Jytte Abildstrøms Teater/Riddersalen med forestillinger for både voksne og børn.
Læs mere om Jytte Abildstrøm i biografien i Dansk Kvindebiografisk Leksikon
http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/267/

13. Anne Grete Holmsgaard
Anne Grete Holmsgaard (1948 - ) er politiker. Hun blev valgt ind i Folketinget for Venstresocialisterne i 1979. I 1986 skiftede hun parti til Socialistisk Folkeparti. Hun var formand for Ligestillingsrådet 1993-95 og derefter direktør for Danmarks Tekniske Universitet fra 1995-2001. Hun er medlem af Folketinget for SF fra 2001-.
Læs mere om Anne Grete Holmsgaard i ekspertdatabasen Kvinder på Linjen:
http://www.kvinfo.dk/side/383/?action=2&profilid=545

14. Susanne Ussing
Susanne Ussing (1940 - 98) var arkitekt og keramiker. Hun deltog i Kvindernes Udstilling på Charlottenborg i 1975. Susanne Ussing arbejdede fortrinsvis med arkitektoniske eksperimenter og ofte i organiske materialer. Hun har opbygget børneudstillinger på museer landet over.
Læs mere om Susanne Ussing i biografien i Dansk Kvindebiografisk Leksikon:
http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/1362/

15. Inge-Lise Wagner
Inge-Lise Wagner (1950- ) er præst. I 1980´erne blev hun kendt for sin utraditionelle stil og provokerende synspunkter. I 1988 blev hun fyret fra sin stilling som præst i Hanstholm efter en lang strid med menighedsrådet. Læs mere om Inge-Lise Wagner i bogen "Præsten og divaen: Inge-Lise Wagners liv og tanker fortalt til Preben Østerfelt", 1999.

16. Hanne Reintoft
Hanne Reintoft (1934- ) er socialrådgiver, forfatter og brevkasseredaktør. Hun blev valgt ind i Folketinget for Socialistisk folkeparti i 1966. I 1967 forlod hun SF og var med til at danne Venstresocialisterne som hun repræsenterede 1967-1968. I 1970 blev hun medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og indgik i partiets Folketingsgruppe 1970-1971 og 1973-76. I 1983 blev Hanne Reintoft formand for den nystiftede Mødrehjælpen af 1983, fra 1987-95 fungerede hun som daglig leder. Mest kendt er Hanne Reintoft dog nok for radioprogrammet "Hvad er min ret og hvad er min pligt", hvor hun fra 1976-87 ugentlig fortolkede sociallovgivningen for lytterne.
Læs mere om Hanne Reintoft i biografien i Dansk Kvindebiografisk Leksikon:
http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/1773/

17. Anne Linnet
Anne Linnet (1953- ) er komponist og sanger. Som komponist, sanger og digter var Anne Linnet en af drivkræfterne i udviklingen af 1970´ernes danske rytmiske kvindemusik. Hun slog igennem med kvindegruppen Shit og Chanel i 1970´erne. Senere etablerede hun musikgrupperne Anne Linnet Band og Marquis de Sade. Anne Linnet har ved siden af den musikalske karriere også drevet sit eget pladeselskab.
Læs mere om Anne Linnet i biografien i Dansk Kvindebiografisk Leksikon:
http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/1902/

18. Kirsten Delholm
Kirsten Delholm (1945- ) er kunstner og leder af Hotel Pro Forma fra 1985- . I Hotel Pro Formas produktioner kombinerer hun teater, performance, billedkunst og arkitektur til ny eksperimenterende scenekunst.

19. Anni Pape
Anni Pape (1951- ) er journalist på Danmarks Radio og forfatter. Hun har blandt andet skrevet "I kærlighedens favn: samtaler og historier om kvinders seksuelle lyster, begær og drømme", 1982 sammen med Susi Frastein.

20. Elsa Gress
Elsa Gress (1919-88) var forfatter. Foruden romaner, erindringer og skuespil skrev hun debatbøger, essays og kronikker om samfundsspørgsmål, kunst og køn. Hun var en af sin tids skarpeste debattører. Hun tog afstand fra feminismen og talte i stedet for humanisme med fokus på det enkelte individ.
Læs mere om Elsa Gress i biografien i Dansk Kvindebiografisk Leksikon:
http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/956/

 

Moderpublikation: Kvinders hæfte, 1984, bagsiden

Forfatter: Helweg, Pernille Kløvedal

År: 1984