Kilde 305 - Sommer. Kvindehøjskolens Sommerkursusprogram 1983

Kvindehøjskolen udbød sommeren 1983 kurser i så forskellige emner som drømmetydning, gadeteater, kvindeforskning, snedkerkursus og internationalt kursus. Sommerkurserne var på 1-2 uger og arbejdsformen var emnegrupper og basisgrupper med kvindebevægelsens arbejdsformer; talerunder og kritik/selvkritik. Markarbejde, madlavning, rengøring og opvask var kursisternes fælles ansvar.

"Sommer". Kvindehøjskolen Sommerkursusprogram 1983.

 

Hvad er Kvindehøjskolen?
Kvindehøjskolen arbejder i tilknytning til den nye kvindebevægelse - Rødstrømpebevægelsen, Lesbisk Bevægelse, kvindegrupper i provinsbyer, faggrupper, partier, og mange fler´ endnu. Højskolen er både for kvindebevægelsens kvinder, men OSSE for kvinder, som ikke har haft kontakt med kvindebevægelsen - endnu.
På højskolen kan du: gå i dybden med et emne du interesserer dig for og vil vide mere om.
Du vil: lære noget om kvindebevægelsens arbejdsmetoder, og diskutere hvordan disse kan bruges nu og her - og i fremtiden.
Du vil: opleve en ny måde at arbejde og leve på - finde dig selv og gennem det få styrke til at leve DIT liv.

Arbejdsløse
Er du arbejdsløs - og får dagpenge - eller modtager penge fra bistandskontoret, kan du bevare din dagpenge ret, mens du er på højskolen. Du skal blot i forvejen bede din A-kasse/Arbejdsformidling eller dit socialkontor om lov til at komme på kursus. Husk at få tilsagnet skriftligt. Som arbejdsløs skal du erklære dig indforstået med at afbryde dit kursus, hvis du bliver anvist arbejde.

Kursusafgift
for 1-ugeskurser 750 kr.
for 2-ugeskurser 1750 kr.
for kurser over 2 uger 700 kr. pr. uge.

Statsstøtte
Reglerne gælder for kurser på 2 uger og derover.
Statsstøtten til kurser i 1983 beregnes ud fra din forudberegnede socialindkomst 1983.
For kvinder over 21 år er det egen indkomst plus evt. ægtefælles indkomst, der gælder. For kvinder under 21 år er det egen indkomst plus forældrenes samlede indkomst.

Socialindkomst Statsstøtte
0-56904 357 kr./uge
56905-75954 306 kr./uge
75955-81879 255 kr./uge
81880-109154 204 kr./uge
109155-128154 153 kr./uge
128155-151904 102 kr./uge
151905-170904 51 kr./uge

Kommunetilskud
Reglerne for kommunetilskud er forskellige fra kommune til kommune. De fleste kommuner yder mellem 50-120 kr. om ugen i tilskud.
Supplerende kommunetilskud kan søges af arbejdsløse under 25 år.

Kvindehøjskolen
Visby, 6270 Tønder
Tlf. (04) 76 34 93

Praktiske oplysninger
Du må være indstillet på, at vi er fælles om opvask, madlavning og rengøring. Og der hører jord til højskolen, som vi selv dyrker. Vi regner med at se dig på markarbejde indimellem. Det er nu også helt hyggeligt.
Vi lever vegetarisk, fordi vi mener, det er det sundeste og det mest ressourcevenlige.
Rygningen har vi af hensyn til ikkerygerne henlagt til rygerum. Højskolen ligger tæt ved den tyske grænse, så det er en god idé at tage pas med!
Husk at du ikke må tage husdyr med! Og sidst men ikke mindst: Du skal indstille dig på, at sove på sovesal sammen med de andre fra dit kursus.

Sådan arbejder vi
Vi arbejder i grupper - emnegrupper og basisgrupper, som også fungerer som praktiske arbejdsgrupper. Vi bruger kvindebevægelsens arbejdsmetoder: runder, kritik/selvkritik og lægger vægt på at inddrage egne behov og erfaringer.

Børn-energi-koks- og kærlighed
Vi har det hele - og det er specielt svært at følge med og finde sig selv i det hele, når man er barn. Stort eller lille - og det er svært at være mor, når der sker så meget i én selv. Men børnene er her og de skal være her - og de skal også have noget rart ud af højskoleopholdet. Ta´ dem med! - børnene - og oplev energien, koksene og kærligheden sammen med dine børn.
Børnenes basis på højskolen er børnegruppen, hvor der fast er tilknyttet 2 børnepassere - og så rammerne som er opgivelserne, miljøet og vores dejlige børnehus.
Børnepasserne vil i ca. 6 timer dagligt være sammen med børnene - med begrænsning på, at de er over 3 år. Det er i højskolekredsen besluttet, at drenge over 12 år ikke kan komme på højskolen.

Kvinder og vold
Undertrykkelse og vold mod kvinder skal bekæmpes! - men hvordan? Hvordan forsvarer vi os mod fysiske og psykiske overgreb? - og hvorfor er vi overhovedet nødt til et kursus om vold?

5-11/6 (1 uge)
Fotokursus
BLITZ!!! - og så blev billedet helt rødt??!! Ideen med kurset er bl.a. at snakke om, hvad fotografiet har betydet - betyder - og skal betyde for os som kvinder. Brug! Misbrug! - og muligheder - og så selvfølgelig at lære hele teknikken omkring fotografering og fremkaldelse.

Drømmetydning
"Hvad mon det betyder, at jeg fløj i tog hele natten og at jeg havde 3 arme og lynlås i panden?" "Jeg drømmer kun i sort/ hvidt!"
"Jeg drømmer slet ikke mere!" "Hvad drømmer vi? - hvorfor? - hvorfor ikke? - hvornår? - Hvad betyder det for os? - og hvordan bruger vi det, vi drømmer?

12-25/6 (14 dage)
Astrologi
Vi vil ved at belyse astrologiens historiske rødder genopdage og videreudvikle kvinders åndlighed.
Vi skal lære at udregne, opstille og fortolke horoskoper.
Vi vil diskutere astrologiens anvendelighed i hverdagen, for ikke bare at overtage populærastrologiens fordumsfulde og tit kvindefjendske holdninger
Terapi
Hvad er terapi? - og hvilke alternative terapiformer kan vi bruge i vores hverdag og i kvindebevægelsen? Kan vi frigøre os fra samfundets patriarkalske, psykiatriske system ved at tage terapien i egne hænder. Desuden vil vi give en grundig introduktion til selvhjælpsterapi og derigennem lære en helt række terapeutiske teknikker.

Lesbiske i provinsen
Lesbisk i provinsen - er det noget specielt? - Hvilke tanker, følelser og handlingsmuligheder fører det med sig? - og hvilke begrænsninger? - holdninger? -miljø? - muligheder? - og umuligheder? Og hvordan kan vi fra provinsen støtte hinanden i vores næsten fælles situation?

 

26/6-2/7 (1 uge)
Kvinder, teknik - biler
Nu skal det være os: der lige ved, hvad der måske er at gøre, når bilen går i stå - eller ikke kan køre og som straks går i gang - med at rode og smøre. For vi kan sgu´ også! - Hvis vi bare ku´ få lov!

Healing
Vores højskoletræ symboliserer grokraft, intuition og kreativitet - de muligheder, vi som kvinder har tæt kontakt til. På kurset vil vi forsøge at udvikle og bruge disse energier og sider af os selv, så vi kan få en bedre forståelse af verden og os selv - og gi´ denne viden ud til andre.

3-9/7 (l uge) Dramapædagogik
Hvordan kan vi benytte drama som et frigørende element i undervisningen i gymnasiet og HF. Specielt i forhold til de kvindelige elever og deres kønsspecifikke problemer.

10-23/7 (14 dage)
Snedkerkursus
Vi vil modbevise myten om, at kvinder ikke dur til håndværksfag og vise hvordan den hænger sammen med vores pigesocialisering.
Vi vil arbejde med værktøjslære og materialelære samt prøve at snedkerere nogle fine ting.
Desuden vil vi analysere kvinders placering i de traditionelle håndværksfag.

Vi vil ha´ det hele
Hvordan får vi de enkelte dele af vores liv til at hænge sammen; Arbejde, kæresterne, vennerne og eventuelle børn? Hvad betyder henholdsvis arbejde og kærlighed for vores identitet og selvværd?
Hvordan skal fremtidens samfund se ud og hvilken rolle skal kvinderne spille i det?

Kvinder - krop -bevægelse
Vil du undersøge dine fysiske og psykiske styrker/svagheder, dine kropslige udtryk for frigørelse/undertrykkelse - finde din egen måde at bruge din krop på - finde nye måder at handle på? Vi arbejder kropsbevidsthedsøvelser med og uden musik - sanser kropsoplevelse - fantasirejser - sol, sommer, grønt græs...

24/7-6/8 (14 dage)
Selvhelbredelse
Vi vil arbejde med basale sygdomsteorier såvel på det fysiske som det psykiske plan.
Vi vil analysere sammenhængen mellem kropskemi og psykisk tilstand. Vi vil arbejde med alternative helbredelsesmetoder såsom faste og zoneterapi. Vi vil diskutere om der findes en dybere mening med vores sygdomme, og hvordan vi kan bruge den vished i vores personlige udvikling.

Musik
Vi skal synge sammen! - vi skal spille sammen! - danse sammen og snakke sammen! - Og vi skal lære om musik i teori og praksis - og så skal vi lave musik. Masser af musik og masser af kvindemusik. Vi kan simpelthen ikke få nok af vores egen musik. Medbring instrumenter - og egne melodier og sange.

Gadeteater
Historie - vilkår - udtryksmidler - træning af krop og stemme - musik - improvisation - dramatik - rekvisitter osv. Hvordan kan vi klart vise for andre, hvad vi mener? - Hvordan skal det formidles? - og tør vi? Selvfølgelig gør vi det!

7-13/8 (1 uge)
Kvindeforskning
Hvor står kvindeforskningen i dag? Er kvindeforskningen radikal eller er den bare en videreudvikling af den traditionelle forskning garneret med et par kønne ord?
Hvilke forbindelser har kvindeforskningen med kvindebevægelsen. Hvordan formidler vi vores forskningsresultater.

14-27/8 (14 dage)
Kvinder/kunst/ kultur
Vi har skrevet, tegnet, malet, syet, sunget, danset, bygget, dyrket og elsket altid - men hvad? Meget af fortidens kvindekunst, heksekunst og kultur er glemt, fortrængt, gemt eller brændt. På kurset vil vi prøve at genfinde og bruge denne kunst - og vi vil lade den fortælle sin egen historie - og så vil vi fortsætte...

Kvinder over 40
Et højskoleophold for os "gamle", som slet ikke er så gamle endda. Vi skal mødes og udveksle erfaringer, ideer og fremtidsvisioner. Vi vil snakke familie, arbejde, børn, seksualitet, moderrolle og meget mere. Og så skal vi prøve at gøre alt det, vi før kun har tænkt på at gøre.

Internationalt kursus 28/8-24/9
(4 uger)
Der vil i tilknytning til dette kursus blive udsendt særskilt pjece.

Andre kurser!
1/8-29/10 (13 uger): Jordbrugskursus
2/10-17/12 (11 uger): Kvindekamp i 80´erne
2/10-17/12 (11 uger): Kvinder og medier
30/10-17/12 (7 uger): Kvinder, krop og idræt
Ring efter flere oplysninger og pjecer.

 

Moderpublikation:

Forfatter:

År: 1983

 

 

KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K · Tlf: 33 13 50 88 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk