Kilde 282 - Lesbisk bevægelse

Gruppen Lesbisk Bevægelse blev grundlagt 10. marts 1974 som et fælles forum for de lesbiske inden for Rødstrømpebevægelsen.

"Lesbisk bevægelse". Jordmorpjecen: en håndbog i Rødstrømpebevægelsen i København, Grundhæfte nr. 4. 1981 s. 88-90

 

LESBISK BEVÆGELSE Lesbisk bevægelse startede 10. marts 1974
LB blev startet i 74 af lesbiske i Rødstrømpebevægelsen og enkelte kvinder fra Forbundet af 1948, landsforeningen for bøsser og lesbiske.
Vi var efterhånden så mange, som havde fået behov for at skabe et fælles forum for at bekræfte hinanden i de livskvaliteter og dermed de politiske muligheder, som vi havde opdaget som lesbiske, og som vi ville dele med andre kvinder.
I Rødstrømpebevægelsen oplevede vi, at vi hele tiden skulle forklare os, og at vi helst skulle holde kæft med, at vi var lesbiske for sagens skyld, man kunne jo gå hen og tro, at alle i Rødstrømpebevægelsen var lesbiske.

Den kvindeidentificerede kvinde
Når vi siger, at det er politisk at være lesbisk, så er det fordi vi gennem vores lesbianisme bliver kvindeidentificerede. At vi er kvindeidentificerede betyder

- at vi ser verden gennem kvinders øjne

- at vi har vores basis i kvindesammenhænge

- at vi arbejder på at skabe en kultur på kvinders vilkår - kvindemusik, kvindeteater, andre måder at bo og leve på osv.

Kvinders øjne ser verden anderledes
Da vi er opdraget i et mandssamfund (patriarkat) er vi opdraget til at se verden gennem mandens virkelighed. Den vigtige del af virkeligheden er mænds virkelighed - vores og andre kvinders virkelighed er vi vænnet til at se som uvæsentlig og betydningsløs. Vi tager udgangspunkt i vores eget og andre kvinders liv og virkelighed.

Vores basis er kvindesammenhænge
Vi er undertrykt som kvinder, vi rammes som andre kvinder af dårligere løn, dårligere arbejdsvilkår, manglende daginstitutionspladser osv. Vi arbejder i Lesbisk Bevægelse

- fordi det er det eneste sted i kvindebevægelsen, hvor vi ikke skal forklare vores lesbianisme, men tager udgangspunkt i den

- for at vise at vi er virkelige og dermed bryde fortielsen

- for at nedbryde den traditionelle kvinderolle

- for at bekæmpe vold mod kvinder

Vi arbejder også i andre sammenhænge f.eks. på arbejdspladser, uddannelsessteder, Kvindehøjskolen. Vi kæmper enkeltvis og i grupper sammen med andre, men vores basis er bevægelsen, basisgrupperne, kollektiverne og bofællesskaberne.

Lesbisk Bevægelses organisation
LB har flad struktur. Vi har fællesmøder kl. 19.30 den 1. og 3. fredag hver måned, de holdes i Kvindehuset. Det er på fællesmøder og på seminarer, som vi holder ca. hver 3. måned, at beslutninger for hele bevægelsen tages.
Vi arbejder i grupper - i basisgrupper og funktionsgrupper, f.eks. bladgruppe, gå-ud-gruppe, lesbiske mødre osv.
Alle kan komme til fællesmøder. Vi betaler ikke kontingent, de af os der ønsker at få tilsendt referater fra fællesmøder o. lign. betaler for det engang imellem, nærmere bestemt når kassen er tom.
Vi har introduktion til bevægelsen mandage efter et fællesmøde.
Du kan læse videre om os i:
"Fra isolation til bevægelse"
"Kvinder, stol på egne kræfter"
og sidst men ikke mindst i bladet "Kvinder-Kvinder" (der udkommer som vinden blæser).
Kærlig, søsterlig, lesbisk hilsen
Lesbisk Bevægelse, tlf.: 01-145171, ti: 17.30-19.30.

 

N O T E R

1. Forbundet af 1948
Forbundet af 1948 skiftede i 1982 navn til Landsforeningen for bøsser og lesbiske. Det er en seksual- og kønspolitisk interesseorganisation, der arbejder for lesbiskes, bøssers og biseksuelles politiske, sociale, kulturelle og arbejdsmarkedsmæssige ligestilling i samfundet.

2. Den kvindeidentificerede kvinde
Den amerikanske lesbiske gruppe Radicalesbians, også kendt under navnet Lavender Menace, eksisterede kun kort fra 1970-71 men fik stor betydning for den lesbiske bevægelse internationalt gennem deres manifest "The Woman-Identified Woman". Ifølge manifestet er heteroseksualitet et resultat af pigers opdragelse til underordning og lesbianisme det ultimative oprør mod kvindeundertrykkelsen.

3. "Fra isolation til bevægelse"
"Lesbiske: fra isolation til bevægelse". Grundhæfte nr. 2. Rødstrømpebevægelsen, 1975.

4. "Kvinder, stol på egne kræfter" "Vil du noget - må du kæmpe for det! Kvinder - stol på egne kræfter!!" Lesbisk bevægelse, 1980.

5. Kvinder kvinder Tidsskriftet "Kvinder kvinder" udkom fra 1972 - 1981

 

Moderpublikation: Jordmorpjecen: en håndbog i Rødstrømpebevægelsen i København, Grundhæfte nr. 4. 1981 s. 88-90

Forfatter:

År: 1981

 

 

KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K · Tlf: 33 13 50 88 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk