Kampen om grevindens hus, 1980 s. 2-9

Den 2. november 1979 besatte en gruppe kvinder fra forskellige kvindeorganisationer Dannerstiftelsen i Nansensgade 1. Siden fulgte en lang kamp med at forhandle med myndigheder og ejere, skabe opmærksomhed i medierne og opbakning i befolkningen. Gennem en stor indsamling lykkedes det kvinderne at købe huset for 2,8 millioner og starte Danmarks første krisecenter for voldsramte kvinder.

"Kampen om grevindens hus", 1980 s. 2-9

 

KAMPEN OM GREVINDENS HUS HUSETS HISTORISKE BAGGRUND
Der var engang en pige som hed Louise Rasmussen, født 1815 i København, hvor hendes mor var fattig ugift tjenestepige. Som 10-årig kom Louise til teatret som balletpige, en måde at få sin pige forsørget på i de tider.
Som ung lærte hun kronprins Frederik at kende. Da han havde prøvet et par mislykkede ægteskaber, ville han giftes med sin Louise, uanset hvor meget hoffet og overklassen var imod det. Hun blev ophøjet til Grevinde Danner - og gift med kongen.
Uanset hendes ihærdige anstrengelser for at blive accepteret af de fine, blev hun det aldrig. Men hun arvede en masse penge efter kongen, da han døde i 1863.
For pengene lod hun bl.a. bygge et hus for uforsørgede fattige fruentimmere af arbejderklassen. Det ligger på hjørnet af Gyldenløvesgade og Nansensgade, og lige siden indvielsen i 1873 har huset været et kvindehus.

FORHANDLINGERNE FØR BESÆTTELSEN
Helt tilbage i begyndelsen af 60´erne har stiftelsens bestyrelse haft planer om at sælge huset til nedrivning. I 16-18 år kom der ikke nye kvinder ind i bygningen. Den tømtes langsomt. I efteråret 1979 boede der kun 4 ældre kvinder.

Entreprenørfirmaet Jespersen & Søn havde budt 5 mio kr, men da de erfarede, der var en fredningssag undervejs og at de derfor ikke måtte rive huset ned, gik buddet ned til 2,5 mio kr.
Firmaet skaffede sig forkøbsret ved at yde tilskud til driften, og således havde firmaet administreret huset som sit eget i flere år.
I september 1978 fik Dansk Kvindesamfund tilbudt at købe huset for 3,5 mio kr. Stiftelsen havde beregnet, at en istandsættelse ville koste 6-7 mio kr. Selvfølgelig var tilbudet ikke alvorligt ment, for de vidste godt, at Dansk Kvindesamfund ikke var i besiddelse af de 10 mio kr.
Hvad man(d) nok ikke havde regnet med var, at Dansk Kvindesamfund henvendte sig til andre kvindeorganisationer - og sammen bad de om forhandlinger.
I perioden september 1978 til foråret 1979 forhandlede repræsentanter for 20 kvindeorganisationer om overtagelse af huset - ikke køb, men videreførelse i fundatsens ånd.
Men Vi blev holdt hen med tågetale og fornemmede, der foregik en masse ting bag vor ryg. Vort tilbud om overtagelse blev ikke taget alvorligt.
Man skal kende lidt til kvindegruppernes økonomi, for at billedet rigtigt kan slå igennem. Vi er glade, når vi har til frimærkerne. Hvis vi skulle slide pengene hjem til istandsættelsen, kunne vi ikke også betale for huset.
Mens vi troskyldigt måned efter måned rykkede for lovede møder, erfarede vi, at der foregik realitetsforhandlinger om salg til Jespersen & Søn. Og den 22. oktober 1979 underskrev de så et betinget skøde.
Men salget skulle endeligt godkendes af justitsministeriet. Dette er lov, når det gælder testamentariske stiftelser.
Vore chancer lå i at få sagen gjort politisk, at få skabt en folkelig opponion omkring sagen, der kunne påvirke ministeren. Men vi manglede mediernes bevågenhed.

 

 

Fakta om huset: Matr.nr. 63, 64, 66 og 84 af Nørrevold kvarter.
Grundens areal ca. 3ooo m .
Husets grundareal, dvs udvendige mål: 566 m2.
Husets indvendige mål, dvs boligareal:
Kælderetage: 4o6 m
Stueetage: 463 m2
l.sal: 463 m2
2.sal: 4o3 m2
3.sal: 463 m2
2198 m2
etageareal ialt:
Ejendomsværdi (17.alm.vurdering): grundværdi 2.452.oookr.
ejendomsværdi 4.ooo.ooo kr. På grund af den særlige kontantvurdering dog sat til hhv
1.716.4oo kr.
2.8oo.ooo kr.
Huset opført i 1873 efter projekt af J.Th.Zeltner. Bygningen er udført med tykke røde teglstensydermure og med tag af sort skifer.
Der var 52 små lejligheder på 18-22 m .
Bygningen er fredet ved skrivelse af 21/12-79 fra Fredningsstyrelsen. Journal nr. F 66-15-531/77.
I januar -82 er der tinglyst bevaringsdeklaration, hvilket efter en ny lov af 1/1-82 betyder fritagelse for ejendomsskat.

Besættelsen
Da vi ad omveje erfarede, at salget var en realitet, sammenkaldte vi i hast til møde alle de involverede kvindeorganisationer. Tiden var knap, hvad skulle vi gøre?
Sådan kunne vi ikke bare lade vor arv glide os af hænde. Med over
vældende flertal blev det besluttet at besætte huset. Vi måtte
tage vort eget hus i besiddelse. .
Der blev mobiliseret i hemmelighed - seminar i medborgerhuset i Ahlefeldtsgade kl. 21 fredag d. 2/11, hed det sig. Sent om aftenen strømmede så holdvis næsten 3oo kvinder med soveposer under armene op ad Nansensgade og ind ad gitterlågen i den gamle mørke have.
De 4 kvinder i huset vidste godt, vi kom, og var enige med os i, at sådan skulle grevinde Danners hensigt med at bygge et hus for kvinder ikke bare kvæles i dølgsmål. Så vi havde ingen problemer med at komme pænt ind ad døren.
Det var simpelthen den mest lovlige besættelse, der nogensinde er sket. Følte vi. Og selv om vi kun havde få dage til at forberede os i, var den godt organiseret. Vi havde nedsat funktionsgrup´per: en el-gruppe der medbragte materiale til genetablering af det nedbrudte el-net, en rengør singsgruppe medbringende rengøringsartikler, en kakkelovngruppe medbringende petroleum, osv.
I højtidelig stemning ved blafrende stearinlys erklærede vi huset for besat. Klapsalverne bragede, og vor sang overdøvede vindens sus ind ad de utætte vinduer. Efter få minutter strømmede lyset ned over os´.- el-gruppen var allerede i fuld sving.
Det gamle før så spøgelsesagtige hus blev levende som en myretue. Efter en kold nat i soveposerne tog vi i dagslys vort hus i øjesyn og begyndte at indrette os på at blive et stykke tid.
Snart brændte en lystig ild i den gamle ærværdige kakkelkamin i
fællesstuen. Vi begyndte at organisere hverdagen - madhold, pres-
segruppe, vagtlister osv. Kvinder kom og gik alt efter hvor megen
fritid, de kunne lægge i huset. Ved de daglige fællesmøder gentog
vi sikkerhedsreglerne: "Hvis politiet kommer ..." En mobiliserings-
telefonkæde kunne sættes i gang udenfor huset. Vi var forberedt
på indtil flere genbesættelser. ´
Flere grupper blev nedsat. Der skulle laves informationsmateriale, underskriftlister, indsamlingslister, PR-gruppe, økonomigruppe, osv.
Stemningen var høj, geisten stor, efterhånden som opgaverne, viste sig, blev der nedsat grupper til det. Og NU havde ´vi mediernes bevågenhed.´

 

 

Underskriftindsamling
f °r D"mer-stif teisen
25 fagforbund støtter besættelse af stiftelse

Men for at skabe størst mulig sikkerhed for de ydede pengegaver og fjerne enhver uvished mht hvad pengene blev brugt til, oprettede vi en fond under kulturministeriets tilsyn. Det ville give folk, der ydede os en større pengegave en større tryghed, at de vidste vi var regnskabspligtige overfor en offentlig myndighed og kontrolleret af statsautoriseret revisor osv.
Den 8. januar -80 fik vi "konfirmeret" vores fundats, og fondens bestyrelse blev valgt således, at kulturministeriet udpeger de 2 af de 5 medlemmer, kvindecenterforeningen vælger 3 medlemmer samt suppleanter til disse.
Se iøvrigt afsnittet om husets struktur og arbejdsform.
Vi sdgte og fik ligningsmyndighedernes godkendelse af, at gavebidrag til fonden er fradragsberettiget på selvangivelsen.
Alt formelt var således i orden til at gå i gang med en storstilet indsamlingsindsats. Vi arbejdede hårdt, men var også godt bakket op af pressen, der i det store og hele var meget positiv.

Det strømmede ind med støtteresolutioner. Der foregik hektisk kontaktsøgning og forhandling hele november -79. Vi var blevet optimistiske mht muligheden for at påvirke ministeren.
MEN. Den 1. december meddeltes det, at ministeren havde godkendt salget til Jespersen og Søn. Der skulle altså nu være kontorhus og ikke kvindehus.
Harmen var stor over hele landet. Jespersen & Søn , der pludselig i medierne var blevet til et grumt uhyre, søgte at redde sit ima-Vf-Dr, fia}ant" at tilbyde os at købe huset af dem for TRE MILLIO-
KKONtR" o o
Indsamling
Opbakning i form af penge fra folk havde allerede været meget stor, s.i stor at vi vovede at satse på køb gennem indsamling.
Så førte vi forhandlinger om det. Købesum samt omkostninger ved kø-het: ca 2,9 mill kr. Første rate skulle falde 15/2-8o, den sidste million skulle falde l/4-8o.
Allerede d. 11. november havde vi dannet en egentlig forening med bestyrelse og vedtægter. Ellers havde justitsministeriet ikke nogen at forhandle med, påstod de.´ De involverede kvindeorganisationer blev medlemmer - KVINDECENTERFORENINGEN kaldte vi den.
Reelt er det de aktive funktionsgrupper i huset, der klarer arbejdet, disse grupper består af kvinder på tværs af organisations-skel og af uorganiserede kvinder.

Det strammede ind med lo-ere, So-ere, loo-ere fra nær og fjern,
og fagforeninger, fonds og kommuner gav bidrag.
n. 1.april var de 3 mio skaffet - huset var købt og betalt.
De mange bække små var blevet til en stor å. Bortset fra enkelte meget store bidrag, var hovedparten indsamlet ved at rasle på gaden, ved at holde støttefester, loppemarked, kunstauktion og sælge støttemateriale. Også gå-ud-gruppens foredragsvirksomhed gav penge i form af honorarer, der gik ubeskåret til indsamlingen

Og vi var ikke længere godt stof for pressen. Derfor vidste vi godt, at de sidste penge var meget sværere at indsamle end de første. Men vi håbede meget på offentlig støtte til det arbejds-løshedsprojekt for kvinder, vi satsede på til en stor del af ombygningen.
Folk i Danmark havde storstilet støttet huset - og havde på den made givet deres mening til kende om vore ideer overfor landets politikere. Det mente vi måtte forpligte.
Vi fortsatte sommeren igennem med at skrive utallige ansøgninger til fonds og foreninger, brugte enhver anledning til at rykke ud med vort støttemateriale - Roskilde Festival, International Kvindekonference, Kvindefestival i Fælledparken osv.

 

DANNER-KVINDER
l .NIKOLAJ
13.-19. februar
Dagligt f rå 11-18: Kunstudstilling og forskellige aktiviteter

 

Moderpublikation:

Forfatter:

År: 1980