Hvad er en Rødstrømpe?

Hvad er en rødstrømpe? Overskriften stiller spørgsmålet, men teksten giver intet definitivt svar. Ifølge forfatteren vil en definition af formål og målsætning reducere bevægelsen. Den mindste fællesnævner for rødstrømperne er, at de er kvinder og socialister.

 

”Hvad er en ”Rødstrømpe”? I Qak. Mak. 6. juli 1970, s. 3-5

Hvad er en "Rødstrømpe"?
er det spørgsmål, der næsten altid følger efter det uundgåelige: "Hvor er de røde strømper?" Ingen forventer i og for sig svar, og indtil nu har jeg ikke drømt om at forsøge - men desværre ser det ud til, at omstændighederne efterhånden kræver en nærmere diskussion af hvad "Rødstrømpebegrebet" dækker.
 Alene det, at formulere en definition er i modstrid med min opfattelse af en RS, fordi definitionen - i stedet for at blive opfattet som min personlige - vil blive taget til indtægt for RS som sådan, og måske endog blive optaget som et principprogram, der senere ved en anden lejlighed i en helt anden sammenhæng kan hives frem og bruges til, at slå os oven i hovedet med under devisen: "Sådan plejer I ikke at sige". Og der står man, midt i en handling og bliver fravristet sin aktivitet, fordi man er bundet af nogle ord, der ikke gælder her og nu, eller i sin videste konsekvens allerede er gjort overflødige. Et principprogram tvinger enhver gruppe til at gå baglæns ind i fremtiden, fordi man hele tiden skal holde øje med sine principper for især at passe på, at de ikke bliver misbrugt af andre.
 Kravet om et principprogram (Hvad er en RS?) hænger nøje sammen med kravet om konstruktiv kritik. Det er samfundets krav, og forsøger en gruppe at honorere kravet gavner det først og fremmest samfundet i det stadige forsøg på en omklamring af enhver, der er i opposition.
 Det vil altså være en fordel for den man bekæmper at vide helt nøjagtigt, hvordan man opfatter sin egen modstand. Det er langt mere frugtbart og realistisk kun at udtrykke sig i handlinger som en konsekvens af, at virkeligheden er dynamisk og i stadig forandring... Det er vigtigt, at få modstanderen til at befinde sig i en konstant tilstand af usikkerhed. Den konstruktive kritik er absurd, fordi den altid i sin formulering vil være bundet til de eksisterende tilstande, som man netop ønsker at ændre.
 Det er som at spørge en kristen: "Hvem er din Gud?´´ Svaret kan kun blive et, det svar som man udmærket kender selv, i form af et billede lige bag næseroden: Den gamle mand i den lange kofte med det blide, stærke blik og det hvide skæg. Eller det er som at svare en hvid sydafrikaner på det spørgsmål om, "hvad man havde tænkt sig, de så skulle gøre”, der som regel er eneste svar på en kritik. Her er spørgsmålet så helt tydeligt absurd, der gives intet svar, for alternativet til de kritiserede tilstande eksisterer ikke. Der eksisterer kun en løsning på helt andet plan: De undertryktes oprør - revolutionen.
 De negative følger af et principprogram er ikke alene de to her skitserede, men en tredje kommer til, så snart det er udtryk for en gruppes mening. Skal flere mennesker udtale sig under et, må det naturligt ske på grundlag af en række kompromisser, der er ligefrem proportional med antallet af mennesker ... Den endelige konsekvens bliver et udvandet og supergenerelt principprogram, der dels vil virke enormt pacificerende på gruppen (jeg ser mig selv i en evig bladren i principperne, mens støvet sagte lægger sig), dels vil nedsætte størstedelen af medlemmernes aktivitet til et absolut minimum, kun at skelne fra O ved et medlemskort. Og så er vi hjemme igen – hjemme i foreningen, og der var det bestemt ikke meningen at vi, RS, ville havne.
 Altså det var den definition: En RS er af hunkøn - en RS er socialist.
 Skønt det faktisk er tilstrækkeligt, vil jeg kort forsøge at uddybe de to punkter.
 Der har været en det irritation hos mænd, der ikke kunne blive RS. Fornærmet satte de næsen i vejret "hvad ligner det". Her kom de, alle disse (der har faktisk været en del) velmenende mænd for at hjælpe os piger med at frigøre os af vores kønsrolle. Nogle måske med det (godt skjulte) håb, at kvindernes frigørelse samtidig ville medføre, at mændenes kønsrolle gik i opløsning. Men de fleste kom med den overbevisning, at nu skulle de her damer lige frigøres (og skal der GØRES noget, må der mænd til), så var det lille problem med kønsrollerne ordnet. Endelig var der nok et par mænd der havde en dårlig samvittighed, de gerne ville slippe af med på en nem måde.

 Men vi vil ikke have Jer med, I hjælpsomme forstående mænd,vi vil ikke længere samarbejde på jeres betingelser, vi vil ikke være mænd. REJS JER, MÆND! og fordom jeres egen kønsrolle. Først når I åbent tør erkende, at I sidder nøjagtigt lige så forbander fast i den umenneskelighed, der hedder kønsrolle, kan vi begynde at samarbejde på lige fod og fælles betingelser.
 Socialisme er nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Arbejder vi for revolutionen, er det mændenes revolution, derfor lader det sig ikke gøre blot at arbejde indenfor allerede eksisterende socialistiske partier og grupper. Først når kønsrollekampen bliver accepteret af både mænd og kvinder som en integreret del af klassekampen, er vi, RS, gjort overflødige. Det er åbenbart en så fast forankret opfattelse, at kvindesag er
entydig og derfor upolitisk, at vi i hvert fald bliver nødt til, at erklære os som socialister. Det bedste havde naturligvis været, om denne definition var blevet fremtvunget hos andre i kraft af vores handlinger. Men så stærkt har vi desværre ikke kunnet handle endnu, eftersom kvinder med den stik modsatte målsætning (at blive mænd på det etablerede systems betingelser) - som f.eks. Ulla Dahlerup - bliver slået i hartkorn med RS. For slet ikke at tale om de kvinder, der ganske troskyldigt opfatter sig selv som RS, som Kirsten Ketchup, der var medlem af Venstres Ungdom og RS udtalte sig på DSF’s årskongres , der netop er blevet afholdt.
 En sådan holdning kunne måske opfattes som værende i modstrid med vores krav om søstersolidaritet. Det er blot ikke tilfældet, al den stund sådanne damer er at betragte som mænd. Kravet om søstersolidaritet kan kun forklares i lyset af vores organisationsform – eller mangel på samme. RS bevægelsen består af en række basisgrupper, der er autonome og uafhængige. Hver enkelt gruppe står således alene til ansvar for sine egne handlinger. Ønsker en gruppe samarbejde med andre grupper, er det nødvendigt at alle der skal deltage i den aktuelle handling aktivt har medvirket til at udforme forløbet og indholdet. På den måde skulle det være muligt, at undgå hierarki og styring. En sådan decentralicering kræver et højt bevidsthedsniveau og aktivitet fra hver enkelt deltager.
 For at øge bevidstheden og accelerere aktiviteten, der hos kvinder, i kraft af deres kønsrolle ofte er lav, er det påkrævet, i fællesskab at frigøre sig fra en tro på, at en række problemer er rent personlige, for i stedet at se dem i en større sammenhæng, hvor de i langt de fleste tilfælde hører hjemme. Det er ikke en frigørelse, der alene vedrører kvinder som kvinder, men et opgør med menneskets uformåen som en usand myte, der bliver stadig mere påkrævet, fordi de står stadig skarpere tegnet, at den i hvert fald er uforenelig med demokrati.
 Denne tro på sin egen og enhver af de andres formåen, der kræver fri handleret på lige vilkår og med samme ansvar for alle uden forudgående kontrol, kalder vi søstersolidaritet.
 Den efter almindelig praksis logiske og forventede afslutning på det her skrevne er noget i retning af: "RS´ nes mål er bla., bla., bla.,….. Men hvorfor fortælle hvad jeg tror kunne være mit mål lige netop i dag, når jeg ved det i morgen vil være et andet, udfra den betragtning at hverken min egen bevidsthed eller den virkelighed jeg lever i - de to faktorer, der er bestemmende for min målsætning - er i stadig forandring. Det eneste jeg kan give, er en anti-målsætning, men ikke i form af et manifest, kun i kraft af mine handlinger, som et udtryk for hvilken udvikling eller tilstand jeg i hvert fald ikke kan tolerere.

 

N O T E R

1. Ulla Dahlerup
Ulla Dahlerup (1942-) er journalist, forfatter og debattør. Ulla Dahlerup agiterede i 1960´erne for kvinders ret til at bestemme over egen seksualitet. Hun blev landskendt som Pessar-Ulla, da hun i et tv-program i 1963 argumenterede for at piger, når de blev 15 år, skulle kunne anskaffe pessar uden forældrenes samtykke. Ifølge loven var grænsen 18 år. I begyndelsen af 1970´erne var hun aktiv rødstrømpe. Her blev hun bl.a. kendt fra billedet hvor hun blev båret ud af en bus af en politimand under en aktion hvor rødstrømperne nægtede at betale mere en 80 procent af billetprisen i protest mod uligelønnen.

Læs mere om Ulla Dahlerup i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon: http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/473/

 

Moderpublikation: Qak. Mak. 6. juli 1970, s. 3-5

Forfatter:

År: 1970