Kilde 203 - Something is happening, but you don't know what it is, do you, Mr. Jones?

I kronikken "Something is happening, but you don´t know what it is, do you, Mr. Jones?" giver Lisbeth Dehn Holgersen, Åse Lading, Ninon Schloss og Marie-Louise Svane et bud på hvad den nye kvindebevægelse står for.

 

Lisbeth Dehn Holgersen, Åse Lading, Ninon Schloss og Marie-Louise Svane: "Something is happening, but you don´t know what it is, do you, Mr. Jones?". Informations kronik 6.5.1970, s 4

Something is happening, but you don´t know what it is, do you, Mr. Jones?

- spørger en gruppe Rødstrømper, der er trætte af at lave the til revolutionen og af at leve under det gamle kønsrollemønster, som det fortsætter ikke bare hos de ældre og konservative, men også hos de frelste venstreorienterede, hippierne og "paneldrengene"
Af LISBETH DEHN HOLGERSEN, ÅSE LADING, NINON SCHLOSS OG MARIE-LOUISE SVANE

HVAD er en rødstrømpe? Hvis man skal dømme efter pressen er det nogle fjollede piger, der laver grin med garden og stejler op og ned ad strøget med balloner i brystholderen. Hvad faen vil de piger? kunne hr. Jensen med rette spørge, for han har aldrig nogensinde fået ordentlig besked. Det får han heller ikke i denne omgang, men vi skal gøre vort bedste, for i det mindste at "tune" ham ind på en lille del af problematikken.

Baggrunden for vor adfærd er, at vi ønsker nogle nye spilleregler, for vi er gennemgående møgvrisne over de gamle. Men desværre befinder vi os i samme situation, som alle andre revolutionære før os: der er en lang række ting vi siger absolut nej til, men hvad nyt vi vil sige ja til, er stadig en noget uafklaret sag for os. Til undskyldning herfor kan fremføres, at eftersom vor bevidsthed er skabt af vor hidtidige væren, så er det en vanskelig sag at stable en stor saftig vision på benene, som ikke bare vil være en negation af det bestående kønsrolle mønster, men som også er et konstruktivt alternativ til det. Alligevel fremturer vi på den mest ublufærdige måde, eftersom vi mener, at vi har det historiske betingede øjeblik på vor side.

Medlemmerne af den første rødstrømpegruppe tilhører en generation, som har sparket ret kraftigt i løgsovsen. Vort mål er at sparke i løgsovsen både inden for og uden for vor egen generation, eftersom kønsrollemønstret næsten er det samme begge steder. Vi vil lægge en bombe under såvel de frelste venstreorienterede og hippierne som de fortabte højreorienterede. Ingen skal føle sig sikker, for ingen er sikker.

Man har inden for vore egne kredse beskyldt os for at lave falske skillelinjer, fordi vi hævder, at der er en interessemodsætning mellem mænd og kvinder. Vi mener naturligvis, at der ikke burde være nogen, men de faktiske forhold viser, at det er der. Hvis man definerer mennesker ud fra det de gør, så kan det menneske, der laver the til revolutionen ikke have samme interesse som det menneske, der laver revolutionen. Samme interessemodsætning mellem mand og kvinde eksisterer også i alle andre samfundsgrupper. Derfor mener vi, at før vi virkelig kan tage stilling til, om vi vil have en revolution eller ej, så må kvinderne lave en revolution på tværs af alle samfundsklasserne og så kan vi ellers begynde at snakke om tingene som menneske til menneske. Hvis man definerer kultur som problemløsningsmekanisme, så kræver vi , at kønsrolleproblemet løses på en ny måde, og derfor mener vi, at en kulturrevolution på dette område er på sin plads nu.

HVAD der faktisk vil komme ud af nyordningen mellem kønnene, efter at den kapitalistiske produktion er ophørt, er ikke til at forudse det kan egentlig kun ses negativt, nemlig som det der måtte falde bort.
Fr. Engels

Mona Lisa rider ranke

DA JEG var omkring fire år, var min yndlingsbog "Peter Plys". Han gik altid rundt og besøgte sine venner og spiste honning. Sådan en tilværelse var lige noget for mig. En dag sad jeg sammen med min mor og kiggede på billederne. Det var et særligt godt et med Peter Plys og pigen, der havde dyrene. De sad sammen med grislingen i regnen. Den dreng er vel nok heldig, sagde min mor. Sikker i min sag påpegede jeg, at det da var en pige. Hun havde langt hår og gik med en slags kjole. Så forklarede min mor at drenge så sådan ud i gamle dage og desuden hed han Jacob. Jeg sad længe og tænkte på, at det måske var rigtigt, at kun drenge hed Jacob og at folk i det hele taget så mærkelige ud i gamle dage. Pludselig følte jeg at det så alligevel ikke var mig, der sad der i regnen med mine venner. Det var jo en dreng. Og så græd jeg.

Hvordan Mona Lisa lærte at smile sit anemonesmil
DA VI var mindre fik vi udover Peter Plys også fortalt en masse gode historier om små modige og raske Hansemander, der kørte rundt i fabelagtige universer, gættede svære gåder, mødte mærkelige dværge, fældede enorme drager, og som så på sidste side blev gift med den overjordisk labre prinsesse. De oplevede en masse spændende ting, klarede en masse farlige situationer, havde det i det hele taget skideskægt.

Der var også andre historier: Anders And og hans for det meste mande-kollegaer: Von And, Guf, Højben, Gearløs, Mickey, Fedtmule, Stygge Ulv. (Walt Disney-ligningen går op på denne måde: dyr (and) = menneske = mand). Eller også Gjøngehøvdingen eller Ivanhoe eller…dem alle sammen.

Det gik med alle disse små og store mænd eller ænder nogenlunde efter samme mønster. De oplevede verden, handlede i den, rejste fra sted til sted, flyttede forhindringer, vandt over det slette og fik så prinsessen.

Naturligvis oplevede vi heltens med- og modgang lige så entusiastisk som vore medlæsende brødre. Vores fantasi og identifikationsevne var ikke forskellig fra deres. Men til forskel fra dem kom vi til at identificere os med et køn, der ikke var vores eget. Verden eksisterede kun gennem den omkringfarende helts øjne, vi var ikke kløgtige nok til at distancere vores hun-jeg fra fortællingen og først sætte identifikationen ind på sidste side, hvor prinsessen blev set og ikke så, blev fået, og ikke fik.

På et eller andet tidspunkt lagde vi historierne på hylden og gik ud i verden for endelig at gøre noget ved den. Og her blev vi så for første gang overrumplet af det evindelige bagslag, man får i hovedet i mændenes verden. Vi var mægtig opsatte på at gøre noget, men opdagede nu at mange af de ting, vi gerne ville gøre, på forhånd var reserverede: MEN ONLY.

Man (mænd) kan tage ud og sejle, tage på tommelen til Tibet piger kan ikke, de kan tage på husholdningsskole og, når det går højt, på højskole. Man (mænd) kan spille sammen i orkestre på steder, hvor der sker noget piger kan hækle trøjer og huer sammen med veninderne fra høj- og husholdningsskolen. Men (mænd) kan gå på bæverdinger, møde "folk" og jagte "damer" pæne piger kan blive hjemme.

PÅ DETTE tidspunkt er det, vi bliver klar over, at vi godt kan pakke alt vores energi og vilje sammen, at vi simpelthen har taget galt bestik af vores identitet. At vi ikke er subjekter der skal realisere os selv i verden, men at vi skal vente, VENTE passivt om til den sidste halve side af historien, hvor vi så fanden gale mig skal vise os i al vores prinsesseglamour, i vores objektrolle, men så fanden gale mig flatterende objektrolle.

Kommet så langt i vores indsigt, og inden frustrationen blokerer os totalt, begynder vi at spekulere på, hvordan man bedst udnytter en frustration og tømmer den for muligheder. Nød lærer nøgen kvinde. Hvordan kan man handle, samtidig med at man ikke-handler, hvordan kan man ikke-bare-vente, samtidig med at man faktisk-bare-venter. Kvindelist er uden ende.

Eftersom vor rolle i historien er diminutiv og nøje fastlagt, investerer vi al vores ventetid og energi i at kunne leve prima-super op til den for dog at få nogen identitet at bide i. Rollen er seksuel, vores identitet bliver seksuel. Vi er skide seksuelle for ikke at skuffe den hårdtprøvede helts forventninger, for ikke at risikere at blive droppet i sidste øjeblik. Derfor tilbringer vi ventetiden med at hækle smarte trøjer og sjaler, som vi ser labre ud i. Nød lærer nøgen kvinde. Derfor snakker vi med højskoleveninderne om, hvordan vi skal få det (os) til at lykkes, hvilken make-up, hvilken frisure, hvilken attrap. Vi stiver hinanden af med gossip om alle vores erfaringer med mænd, vi sidder og prøver sammen at beregne situationen og lægge strategien. Vi udvikler en umådelig psykologisk sans i kærlighedsanliggender kvinder har nu mere forstand på følelser vi spinder et psykologisk net, som vi snedigt forsøger at sænke ned over vores stakkels omkringfarende og rænkeløse helt, hovedperson og bedre halvdel. Det plejer oven i købet at lykkes.

Så selv om vores forhold til verdenskortet er et andet end da vi var tolv og endnu troede vi kunne erobre det hele, fordi vi glemte at tage vores køn i betragtning, så har vi dog nu gjort en større erobring, ved at lade os erobre af helten. Han er nemlig blevet hele vores verden. Thi det er ikke uden grund, som det gamle mundheld siger, at kvindelist er uden ende.

Mona Lisa på røven
HOVEDANGREBSPUNKTET er ikke kvindediskrimination, men kapitalismen med alle dens følger: forbrugerisme, militarisme, racisme, sexisme etc. Vi nægter at se kvindesagen isoleret, det er en atomisering, som kun tjener det bestående samfund. "Den ulykkelige krig i Vietnam", "historien" har forfordelt kvinderne det er en aflledningsmanøvre fra ondets rod til dets resultater. Krigen og diskriminationen er ingen naturkatastrofe, men en logisk følge af systemet.

Parlamenteren med tørre tal og facts, som beviser , at kvinderne er udsat for diskrimination lønmæssigt, uddannelsesmæssigt, seksuelt, psykologisk, politisk nytter ikke. Det har Dansk Kvindesamfund forsøgt i 50 år. Kvinderne må handle, organiserer sig, solidarisere sig, udvide deres egen selvbevidsthed, udvikle en ny kollektiv bevidsthed om deres fælles situation. Vi de pæne borger døtre indoktrineres til at acceptere et socio-økonomisk system, der tildeler kvinder en underordnet position. Passiv, underlegen, afhængig, isoleret og den mest udsatte af alle: den hjemmearbejdende husmor.

Isolationen af den enkelte kvinde er en forudsætning for mandens overherredømme. Fra små af har vi fået at vide af vores mødre, hvordan vi skal være: blide, eftergivende. Og selv om man ikke var det, skulle man spille det, det kom man længst med, sagde mødrene. Der begyndte indlæring af vaginalmagt-begrebet. Kan du ikke nå dit mål ad den lige vej, så prøv bagvejen. Og i øvrigt, selv om du kunne nå det ad den lige vej, så tag hellere bagvejen, det kan mændene bedst lide. Det gir dem følelsen af at være noget, og så kan du sno dem om din lillefinger og få dem til alt bagefter.

Den almindelige uddannelse af piger lægger vægt på service fagene: madlavning, maskinskrivning, sprog. Vi styres ind i lavere indtægtsgrupper og bliver ude af stand til at opretholde en levestandard, der ækvivalerer med mandens, og tvinges således til at anskaffe en forsørger, hvis vi ønsker samme økonomiske forhold. Midlet dertil er indbyrdes konkurrence, målet høj social status.

Hvis man føler sig lost i det ræs? Ikke vil gå ind på de præmisser, føler sig nedværdiget af dem, hader andre kvinder, fordi de har haft mere succes, frygter konkurrenterne, foragter dem under et, og griner sit indoktrinerende grin over kvindesagskvinder? Så har man nået nulpunktet. Man er slaven med slavemoral, tante Tom the good nigger, som hader sig selv og kun elsker Massa den hvide, hvide mand. Nulpunktet.

Forfra. Hvorhen? Ud i ræset igen? Nej. Ødelægge ræset, hade Massa. En fjendtlig holdning til fjenden er et sundhedstegn. Men siger man: er kapitalisten ikke offer for kapitalismen, såvel som manden for mandssamfundet? Og er fjenden da ikke systemet? Nej. Kapitalisten kan opgive kapitalen og manden sin rolle. Den hvide kapitalistmand er ikke et offer. Han opretholder et system, han selv også har visse gener af, men trods alt flere privilegier, og derfor skal kampen føres mod ham. Thi kapitalisme, kønsdiskriminering eksisterer ikke som platoniske ideer uafhængig af eksistensen af mennesker. Kapitalismen forudsætter kapitalisten, mandsherredømmet manden. At hade et system er totalt ufarligt for systemet. Vi må komme så vidt at vi tør hade Vorherre, den Vorherre der opretholder de uværdige forhold. Vort masochistiske selvhads passivitet må omformes til udadrettet følelsesaktivitet.

I næste fase kan vi så igen gå i rette med os selv, fordi vi i 6000 år fandt os i det. Så meget frigjort selvhad forenet med så megen søstersolidaritet er vores lunte under det teknokratisk-bureaukratisk-kapitalistiske hvide mandssamfund.

DET (= det monogame ægteskab) var den første familieform, som ikke var grundet på naturlige, men på økonomiske hensyn, nemlig privatejendommens sejr over den oprindelige naturlige fællesejendom. Mandens herredømme i familien og avlingen af børn, som kun kunne være hans, og som var bestemt til at arve hans rigdomme det var de eneste formål med enkeltægteskabet. (Fr. Engels: Kvindekønnets verdenshistoriske nederlag).

MIN Ole-mand er herlig, og af og til besværlig, travl med dit og dat, arbejde, hobby og tusind andre ting. Men jeg kender hans store svaghed, og det er min bedste lokkemad…Duftende hjemmebagt så dukker han ligesom tilfældigt op ja vejen til mandens hjerte…

Mona Lisa på venstrefronten
SÅ ER der venstrefronten med alle de rare progressive drenge, der sidder i panelerne og fortæller os alt det rigtige. Pigerne sidder nemlig ikke i panelerne, vi sidder dernede og mener alt det rigtige.

HØJ HYLDEST til den elskede kvinde:
Og aldrig lukkede dine kys mine læber
Så at jeg ikke højt kunne udskrive sandheden
i de sagte undertrykkelsens år.
(Wolf Biermann)

Vi sidder blandt andet og mener noget om, at borgerlige kønsroller er latterlige og ubrugelige paneldrengene analyserer også fænomenet fra tid til anden og fremstiller den borgerlige kønsmoral i privat kapitalistiske termer. Det forstår vi jo mægtig godt, og vi har også sat os ud over borgerlige roller, borgerlig moral og hele lortet. Vi er frigjorte. Endelig er vi blevet fri for at simulere kyske og kostbare, endelig tør vi tilstå, at vi har lyst til sex. Vi tør faktisk ikke mere tilstå, at vi ind imellem rent undtagelsesvis måske ikke lige har lyst til sex. Hvis vi f.eks. har mere lyst til at snakke med ham end absolut ha noget med hans pik at gøre. Men vi vil hellere alt andet end misforstås og opfattes som bornerte, ufrie og (venstrefrontens væmmeligste smædeord) frustrerede. Vi sætter alt ind på at holde positionen som venstrefrontens dejlige frigjorte damer, og paneldrengene elsker os, fordi vi vil, når de kan.

Frihed? Skæg og blå briller, kære venner og veninder. Mændenes frihed. Vores indoktrinerede frigjorthed. Mændene har løst problemerne i panelfællesskab og egenmægtigt frigjort både sig selv og os. Endnu engang er det mændene, der har "gjort" et eller andet ved kvinderne, vi er blevet gjort "fri" til afbenyttelse for hans seksuelle frihed. Vi har endnu ikke selv taget vores egen seksuelle frihed. For det er hans og ikke vores egen uborgerlighed, vi bliver brugt til at bevise, når vi faktisk ikke gider, når vi faktisk ikke har lyst til ham, men alligevel siger ja, fordi vi ved, det er god tone.

Og vi tror gudhjælpemig selv på den. Vi tror at vi også beviser vores egen frigjorthed for mændene har nu siddet i årevis og propaganderet for sig selv i panelerne, de har defineret friheden, frigjortheden på mændenes egne præmisser så længe at vi nu uforvarende også opfatter dem (præmisserne) som vore. Deraf vores falske bevidsthed, deraf vores falske frigjorthed. Men det er endnu engang den gamle traver: et eller andet sted vi manifestere os, og når det ikke kan blive i panelet, må det, nu som i 6000 år, blive i sengen.

Og de rare progressive drenge er magelige nok og naive nok til at synes, at kvindernes nye seksuelle frigjorthed (= tvang) er revolution nok til både ham og hende. I hvert fald løber situationen ikke fra ham, og status quo er (mellem venner) god nok.

THI det tilstedes dem ikke at tale, men de skal underordne sig, som også loven siger. Er der noget, de ønsker oplyst, lad dem så spørge deres mænd hjemme.

(Paulus 1.brev til korinterne, 14, 34)

Mona Lisas syresmil
PIGER bliver ikke "høje"(= en sjælstilstand a la den man må formode, at Lao-tse og Buddha m. fl. befandt sig i, dvs. en sjælstilstand der ikke nødvendigvis er forårsaget af euforiserende stoffer) på samme måde som mænd", sagde hippien. "Mænd læser og mediterer og tager ud på "høje" rejser, der er så mange, der spiller musik og skriver og tegner og på den måde bliver de "høje". De "høje" piger, jeg har kendt, har ikke gjort nogen af disse ting, de har bare simpelthen været "høje", de har haft en mystisk tilknytning til det oprindelige, til naturen. Og den tilknytning tror jeg de har fået ved at beskæftige sig med virkelige "naturlige" ting så som at føde børn og lave mad…"

MAN MÅ skelne mellem falske og ægte hippier. I dag er der en fantastisk masse falske hippier, der render rundt med alle de ydre hippie-attributter, men i deres adfærd er mere småborgerlige end "høje". Vi ser i denne omgang bort fra de falske hippier, eftersom de falder ind under højrefronten, og koncentrerer os om de ægte hippier.

Man bliver hippi, fordi man føler stor lede ved den fremmedgjorte verden, man befinder sig i. Rundt omkring sig ser man at det drejer sig om magt og penge, alt lige fra menneskelige relationer til knappenåle måles i penge og så er det man siger nej, hopper af karrusellen og famlende forsøger at blive klar over, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Man griber tilværelsen an på en ny måde, idet man holder op med at sige "jeg skal rigtig til at leve, når…, når…, når,…" og i stedet siger "jeg skal rigtig til at leve lige nu". De "høje" nu-oplevelser er imidlertid kun en nødvendig men ikke en tilstrækkelig forudsætning for, at verden kan komme til at se anderledes ud, for lige så stor betydning de har for den indre revolution, lige så lidt betydning har de for den ydre, hvilket medfører kravet om et dialektisk forhold mellem disse to former for revolutionær virksomhed.

Lige som alle andre sociale grupper er også hippiegruppen tegnet af mænd. Disse mænd ser ganske vist androgyne ud, men det skal man ikke lade sig narre af, for de er lige så meget mænd som ulve i fåreklæder er ulve. Det er stadig manden der er hovedet, og kvinden, der er kroppen. Stadig manden, der taler, og kvinden, der lytter. Stadig manden, der kommer, og kvinden, der venter. Stadig manden, der stræber ud over sig selv, og kvinden, der ikke stræber længere end til manden.

Dette reaktionære kønsrollemønster inden for en ellers forholdsvis progressiv samfundsgruppe kan skyldes tre ting: For det første at der må sidde en masse rester af en indoktrineret borgerlig kønsrolleopfattelse i enhver hippie. For det andet at hippierne, idet de forsøger at skabe sig et nyt verdensbillede på indisk og kinesisk filosofi, samtidig kommer til at overføre disse kulturers kønsrollefordeling på deres egen tilværelse. For det tredje at hippiegruppens romantiske livsholdning får hippiemændene til på samme måde som romantikkens mænd at projicere alle deres poetiske og mystiske forestillinger ud i kvinden. Det sidste afspejles tydeligt i beat-tekster, der tit handler om mærkværdige objektdamer ("Lucy in the sky with Diamonds", "Shes like a Rainbow", "pat Song" osv.) samt om de eksistensbesværende subjektmænds problematiske forhold til objektdamer i al almindelighed ( "It aint me, Babe", "Just Like a Women" osv.).

HUN ER den altforbundne moder jord. Hendes ocean har tidevand, føler månens trækken, der inspirerer hundens hylen og som lokker hendes søvngængere til at strejfe om besatte og ubevidste, og bevæger kvinden til at menstruere hendes krop modtager budskabet og giver hyldest til sin datter månen.

(Fra "Sammen", nr.1, oversat tekst fra The Oracle of Southern California).

NÅR MAN starter sin karriere som hippi-pige, gør man det ud fra de samme forudsætninger som hippi-fyrene, men man opdager hurtigt, at man ikke uden videre kan træde ind i en gruppe på samme måde som en fyr med langt hår og chillum kan. Hippi-grupperne er mandsgrupper som man som pige kan kneppe sig ind i og ud af, og derved er disse grupper lige så reaktionære som det samfund de postulerer at være et alternativ til.

Her som alle andre steder er det naturligvis pigernes egen skyld, at de finder sig i deres egen passivitet og øjensynlig elsker den. Men en dag må skellene falde fra deres øjne, og de må se at deres egen tilværelse indeholder de samme muligheder som mændenes tilværelse, og at det bare er et spørgsmål om at udnytte mulighederne i stedet for at blive ved med at tilhøre den gruppe af mennesker, der aldrig selv laver noget, men kun beundre at andre gider, tør, har talent osv. Den dag bliver skøn, hvor det er lige så naturligt, at piger laver en beatgruppe, et kollektiv eller foretager en rejse til Himalaya som det er at mænd gør de ting.

"Look at that stupid girl", synger Rolling Stones, og at pigen er stupid, det har de fuldstændig ret i, men at pigen skal blive ved med at være det, det må hun gøre alt muligt for at forhindre.

 

N O T E R

1. Fr. Engels
Friedrich Engels (1820-95) var tysk socialist og teoretiker. Engels samarbejdede gennem 40 år med Karl Marx om det praktiske og teoretiske arbejde for socialismen. Hans bog "Familiens, privatejendommens og statens oprindelse", 1884, har været af særlig interesse for kvindebevægelsen. Heri forsøger Engels at forklare familiens, klassesamfundets og statens oprindelse i lyset af den kapitalistiske økonomiske udvikling, og han mener, at familien ikke er en naturlig og uforanderlig størrelse.

2. Dansk Kvindesamfund
Dansk Kvindesamfund er Danmarks ældste kvindeorganisation, stiftet i 1871 af bl.a. Matilde Bajer og Fredrik Bajer.

3. tante Tom the good nigger
Udtrykket hentyder til romanen "Uncle Tom´s Cabin", 1852, af den amerikanske forfatter Harriet Beecher Stowe (1811-96). Romanen skildrer den gode sorte slave Tom der bliver groft mishandlet og dræbt af sin hvide slaveejer uden at protestere og gøre oprør mod sin situation.

4. Wolf Biermann
Wolf Bierman (1936- ) er tysk forfatter og sangskriver. Som overbevidst socialist flyttede han i 1953 til Østtyskland men hans satiriske sange og antiautoritære stil gjorde ham ubekvem for magthaverne og hans musik blev forbudt. Efter en koncert i Vesttyskland blev han i 1976 nægtet indrejse til Østtyskland.

 

Moderpublikation: Information 6.5.1970, s 4

Forfatter: Holgersen, Lisbeth Dehn, Åse Lading, Ninon Schloss og Marie-Louise Svane

År: 1970

 

 

KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K · Tlf: 33 13 50 88 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk