Kilde 324 - Fra kernefamilie, til kernevåben

Suzanne Brøggers debutbog "Fri os fra kærligheden", 1975, var et voldsomt opgør med kernefamilien og ægteskabet. Bogen vakte stor opsigt bl.a. på grund af dens usædvanlige åbenhjertige beskrivelser af forfatterens egne seksuelle oplevelser. Den blev læst som et feministisk frihedsmanifest og er i dag en klassiker der er oversat til 20 sprog.

Suzanne Brøgger: "Fra kernefamilie, til kernevåben". Fri os fra kærligheden, 1973 s. 21-22 og s. 25-30.

Fra kernefamilie, til kernevåben

"Families, je vous hais"
André GideEt årstid igennem fløj jeg hver måned omtrent ned til Loiredalen for at tale med Guy om ægteskab og familie, og hvad det skal gøre godt for. Kernefamilien gav mig koldsved, og jeg læste og læste for at få underbygget mine aversioner teoretisk. Men det var Guy, der allermest hjalp mig med at få sat facon på min vrede og system i galskaben.
Alle utopister er enige om, at den institutionaliserede tosomhed - kernefamilien - ikke vil eksistere i utopia. I det daglige må vi alligevel konstatere en vis tilbageholdenhed overfor utopia, idet kernefamilien meget sjældent gøres til genstand for kritik udover den, man finder i de gamle socialistiske skrifter. Denne mangel på kritik skyldes, 1) at de fleste nulevende utopister er gift eller lever i tosomhed, og deres koner/mænd vil blive sure, hvis de begynder at kritisere familien offentligt.

Utopister, der er blevet skilt, og som giver sig til at kritisere familieinstitutionen, kan man ikke regne med, for de har jo bare haft dårlige erfaringer.
Utopister, som aldrig har været gift, kan man slet ikke regne med, for enten er de så dumme og grimme, at ingen har villet ha´ dem - og rønnebærrene er sure - eller også udmærker de sig ved en fuldstændig mangel på ""menneskelige" følelser.

Jeg selv hører til den sidste kategori. Men vel også til den anden - den med de dårlige erfaringer - idet jeg jo er vokset op i en kernefamilie. Dog undrer det mig, at det subjektive og personlige skal stå i så lav en kurs og behæftes med suspekte motiver. Så må man jo også mistænke Freud for at ha´ fundet på det med neuroserne, "bare" fordi han selv var neurotisk - og kernefysikernes trang til at splitte atomer "bare" fordi de var personligt nysgerrige.
Min fortvivlelse over kernefamilien skyldes "bare" at:

Jeg har tilbragt min barndom i en ulykkelig familie,
begge mine forældres familier var ulykkelige,
mine forældres venners familier var ulykkelige,
de fleste af mine venners familier er ulykkelige.

Nej, livet er ingen dans på roser, er der nogen der siger, og sådan er der så meget. Men jeg synes nu at det er for lidt. Jeg har aldrig sat mine ben indenfor en kernefamilie-dør og tænkt "sådan vi jeg gerne leve". Jeg har følt: "dette kan ikke være muligt."

[…]

For hvordan går det med livet?
Lad os starte med den lejlighed eller parcelhus, man flytter ind i, som den rent geografiske baggrund for parrets fremtidige isolation. "Hjemmene", der tilbydes idag er indrettet som militær-fæstninger, for så vidt som alle de relationer man hver især havde udadtil, nu nødvendigvis bliver fælles. Ens venner skal også være ægtefællens venner. Hvis man skal besøge et menneske, der er kommet til at leve i en tosomhed og ringer på døren, bliver man nødt til at besøge dem begge - med mindre man på forhånd har "arrangeret" sig andenlunde. Hvis en af parterne ikke bryder sig om indbryderen, er der to muligheder. Enten går tosomheden i opløsning, hvilket ikke er meningen med den, eller også bryder man med den, der kommer udefra. Det er det mest almindelige. Dette ændrer klart tonen i tosomheden, for snart begynder den ene at sige: "det er din skyld at jeg ikke ser mine venner mere". Men ligesom atmosfæren forværres, "styrkes" parforholdet gennem de små selvopofrelser, der efterhånden bliver selve livets mening. Parret er nødt til at bryde med omverdenen udover det arbejdsmæssige og rent selskabelige for at sikre tosomhedens fortsatte eksistens. Sociologerne fortæller os, at vi i 40-års alderen her i landet kun har gennemsnitligt 1½ ven tilbage, som man virkelig kan kalde ven. Nogle må nøjes med den halve ven, andre har ingen overhovedet. Dette er delvis et geografisk problem, fordi alle boliger er så snedigt indrettet, at mennesker der lever sammen ikke har muligheder for selvstændig udfoldelse.
Men parrets isolation beror næppe på arkitekturen alene. Det berømte fællesskab ville næppe opstå, dersom arkitekterne lavede to døre med to ringklokker i hver lejlighed. Der er også den faktor, at når parret går ud og møder andre mennesker, så ved de hver især, at ligegyldigt hvad der end sker, så vil de tage hjem sammen. Som de samme mennesker uden at have forandret sig. Det bedste der kan ske, når man møder nogle "sympatiske" mennesker, er at man bagefter kan gå hjem og snakke om dem: "gud hvor var de søde, dem må vi invitere". Han ved godt, og hun ved godt på forhånd, at de ikke vil komme til at kende nogle af de mennesker, de møder, på nærmere hold - udover det rent selskabelige, med mindre man indlader sig på løgn og bedrag, tavshed og forstillelse. Alt i alt er man ikke indstillet på at true sit parforhold. Det parforhold der altid er truet af at komme udenfor en dør. Men så indendørs da! Lad det straks være sagt: man er ikke ulykkelig HELE tiden. Der findes virkelig lyse lykkelige stunder, hvor man hygger sig. De lykkelige stunder er gerne resignationens øjeblikke. For det sømmer sig ikke - undtagen for masochister - at erklære: jeg har et lorte-arbejde, og en lorte-bil og et lorte-hus og en lorte-kone. Nej, jeg har et godt job, en dejlig vogn, et ordentligt hus og en skøn kone. Og hermed starter lykke-ræset. Det har to former. Lykke-erklæringerne udadtil (for man har brug for lykke-vidner): "Vi vil skide på hvordan I har det, men VI er altså lykkelige". Denne erklæring bekræfter ligesom at tosomheden er mulig. Dernæst lykke-erklæringerne indadtil, der skal tage fremtiden og varigheden i ed: "Hvor er vi lykkelige"! Det gør ikke så meget, at den anden er ved at kede røven ud af bukserne, det vigtigste er, at man således engagerer den anden i lykken og stabiliteten på længere sigt. Desuden er lykken jo ikke altid løgn. Der ER stunder, hvor man har det rart, og da man ved, at de er sjældne, har man behov for at markere dem. Som der står i bladene: "Ja, så køber vi os en flaske vin og en saftig bøf og sidder i timevis og sludrer og hygger os - det er lykken".
Jeg tvivler på, andre tider i historien har kendt en sådan opreklamering af den ægteskabelige lykke, som den vi er vidne til idag. Alle de ægteskaber man læser om i bladene er stjerne-lykkelige, indtil de opløses. Jeg tror, at denne desperate lykke-reklame bunder i et kæmpe behov for at få bekræftet, at ægteskabet er muligt, at det kan lade sig gøre for andre - i det mindste - at leve i det. Det gør ikke så meget, hvordan man selv har det - det vigtigste er at bevare troen.
En af årsagerne til at man ved så lidt om, hvordan ægtefæller har det med hinanden er, at al intimitet er reserveret parterne indbyrdes. Dette er just en af parrets funktioner. For hvis man ikke kan sige, hvad man tænker til ens egen mand, så skulle da pokker. Men det skal pokker heller ikke, for man siger det meste til ægtefællen, andet ville være illoyalt. Desuden er det et tegn på svaghed at føle noget mal-a-propos, og det skal ikke komme omverdenen til gode. Man skal ikke blotte sig. Men intimiteten i tosomheden er kompliceret. For det, jeg siger til min mand, fortæller jeg i henhold til de reaktioner, jeg ved, han vil ha´. På denne måde opbygger man et kodesprog. Men det gør ikke så meget. Så længe ægteskabet vil yde mig beskyttelse, er jeg også indstillet på at tænke og føle i koder. Resten kan jeg sige til min psykiater. Parforholdet isoleres og dør, bl. a. fordi man er eksklusiv og reserverer alle problemer til ægtefællen i deformeret form. Anti-psykiateren David Cooper skriver: "Noget af det værste, der kan ske for et forhold mellem to personer - og dette gælder frem for alt ægteskabelige forhold gennem størstedelen af den periode, de fungerer - er at de to mennesker indgår et symbiotisk forhold til hinanden, sådan at forstå, at de hver især bliver parasitter på hinanden, at de begge går i skjul i hinandens bevidsthed. (...) Dette er virkelig det lykkelige ægteskab og prisen er ganske enkelt, at man forsvinder som menneskeligt væsen."
Isolationen viser sig også sådan: Parret har lige været oppe at skændes. Det ringer på døren, og et andet ægtepar kommer på besøg. De begynder at holde om hinanden og smile. Det er ikke fordi, de nødvendigvis har glemt alt, hvad der skete for 5 minutter siden, men pludselig mister det betydning. Nu kan de pludselig li´ hinanden igen. Og det er ikke helt løgn. For en af årsagerne til deres skænderi var, at de var alene. Der skulle ikke mere til at få dem til at smile, end at de ikke mere var alene.
Selvom ægteskaber ikke bliver, hvad man havde filosoferet sig til i starten, selvom det bliver kvinden, der kommer til at stå med hovedansvaret for hjemmet, selvom ingen af dem bliver selvstændig og "frie", selvom de mister deres venner, selvom den sexuelle monotoni bliver dræbende, og selvom alle opskrifterne på "fornyelse" fejler, bliver man i reglen stoisk ved for BØRNENES SKYLD. Men det bevægende er jo, at kernefamilien generelt er uegnet til at tage sig af børn. Ifølge flere undersøgelser foretaget af The National Mental Institute i USA burde de fleste ægteskaber ikke have børn. Skilsmisser forekommer hyppigst hvor der er børn. De barnløse ægteskaber er de lykkeligste, og hvert nyt barn repræsenterer en yderligere trussel mod den ægteskabelige lykke, skriver Dr. Liebermann, direktør for instituttet. Det betyder ikke, at ALLE forældre er ulykkelige, nogle ER lykkelige og bør have børn, men ifølge undersøgelsen drejer det sig kun om ca. 13-17 pct. af samtlige par i studiet.
Når det nu viser sig, at det på det nærmeste er umuligt at realisere eller udleve de ideer, man havde fra starten, så er det hverken hæren eller politiet, der forhindrer os i det. Det er først og fremmest den historiske arv, ægteskabet er. Jeg tror det er vanskeligt at fatte tidens misere uden at gøre sig misforholdet klart mellem vores ideer og adfærd. Og kløften er hverken universel eller generel, men tids- og geografisk bestemt til lønmodtager-epoken i velfærdssamfundene. Det kvikke hoved vil sige, at man bare kan smide ideerne væk og leve i ro og mag på ruinerne. Men ideerne har vi jo selv lavet. De er vel et udtryk for nogle behov i den konkrete situation, vi lever i, og det er som bekendt traumatisk at smide noget af sig selv væk, selvom mange forsøger ihærdigt hermed.
Naturligvis findes der "harmoniske" ægteskaber. Det er dem, hvor det traditionelle kønsrollemønster applikeres til punkt og prikke. Det er efter min mening også den eneste måde man kan være gift på. Man kan gøre sig ligeså mange "progressive" tanker, om hvad man vil bruge ægteskabet til, og hvordan man vil give det et nyt indhold. Men ægteskabet er en historisk arv og dermed følger hele den åndelige bagage med monogami, troskab, patriarkat og gensidig opofrelse.
Ægteskabet bygger på Mathæus´

ord for at 1 + 1 = 1 - hvilket jo er et spidsfindigt facit udfra den matematik, vi lærer i skolen idag. Men det var altså meningen, at manden og kvinden skulle blive til een gennem ægteskabet. Det var der også mange, der blev, viser historien, mænd og kvinder af væsensforskelligt køn, der "supplerede" hinanden. Det gik vældig godt, så længe
kvinden var 0. Thi 0 + 1 = 1. Men idag forsøger man at revidere regnestykket, idet man er tilbøjelig til at sige: 1 + 1 = 2. Dette er en stor ulykke. For ægteskabet. Thi ægteskabet er baseret på at en kvinde skal være en kvinde (0) for at en mand kan være en mand (1).
Ægteskabet gik så længe parterne havde ganske bestemte funktioner, der ikke var til at tage fejl af - baseret på kønnet. Hver især vidste nøjagtig, når de havde forsyndet sig mod reglementet. Man havde noget at holde sig til. Men den facon er der næsten ingen der ønsker at være gift på idag. Nu har man smidt reglerne og kønnene væk, idet man regner med at kunne ændre de ægteskabelige normer indefra.

N O T E R

1. Suzanne Brøgger
Suzanne Brøgger (1944 - ) er forfatter. Hun debuterede i bogform i 1973 med "Fri os fra kærligheden", en blanding af essays, fiktion, erindringer, erotiske oplevelser og fantasier. Bogen var en skarp kritik af den vestlige verdens livsform med skytset rettet mod patriarkatet og kernefamilien. Bogen blev en kultbog for feminister verden over. I den selvbiografiske føljeton, bøgerne "Creme fraiche", 1978, Ja, "1984", og "Transparence", 1993, gennemskriver Suzanne Brøgger en udvikling væk fra rollen som den fri seksualitets ypperstepræstinde til en tilværelse som hustru og mor.

Læs mere om Suzanne Brøgger i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Moderpublikation: Fri os fra kærligheden, 1973 s. 21-22 og s. 25-30

Forfatter: Brøgger, Suzanne

År: 1973