Kilde 239 - En offentlig brevveksling om det private
Jette Lundbo Levy og Mette Knudsen udveksler synspunkter på det private som politisk stofområde. Mette Knudsen konstaterer, at jo skarpere grænserne mellem intimsfæren og offentlighedssfæren bliver trukket op jo mere bliver problemerne i intimsfæren kvindernes egne, individuelle problemer.
Jette Lundbo Levy og Mette Knudsen : ”En offentlig brevveksling om det private”. I HUG 1/ 1974, s 34-38
Jette Lundbo Levy og Mette Knudsen En offentlig brevveksling om det private Når vi har brugt brevformen til at skrive om nogle af de politiske problemer omkring det private, så er det ikke bare for at lave en efterligning af en litterær form eller for at bringe overensstemmelse imellem form og indhold. Det er mest, fordi det var en god arbejdsform - den der mest lignede en samtale.
Kære Jette,
Det er faktisk trist, at der er gået så lang tid siden vores møde, for jeg følte mig meget oplagt og inspireret til at kaste mig ud i forsøget på at få hold på det privates betydning, da vi skiltes. Nu er der gået så lang tid, men måske vender den oplagte nysgerrighed tilbage, mens jeg sidder og skriver.
På trods af at jeg har gennemlevet hele perioden med sludregruppe, basisgruppe, Femø og alt, hvad dette medfører af totalomvæltning i ens egen bevidsthed, og på trods af at de største forandringer rent faktisk fandt sted i forbindelse med den offentliggørelse - eller blottelse om du vil - af ens privatliv, som møderne resulterede i, så havde jeg ikke helt (hvor mærkeligt det end lyder) intellektuelt forstået - men i højere grad bare gennemlevet - at den enorme kraft, der blev frigjort igennem kvindebevægelsen, ene og alene skyldtes en offentliggørelse af det private. Jeg havde simpelthen ikke konkretiseret det i ord, sådan at jeg kunne bruge det.
Det "woom" og den euforiserende følelse af, at ens verden krakelerede og faldt i stumper og stykker for så at stykkes på plads i et ganske anderledes mønster, udsprang i første række af så simpel en ting som at gøre det private offentligt. Det er en svimlende tanke. At så meget er sket ved så simpel en ting for så mange tusinde kvinder.
Hm, - jeg skynder mig at tage det "simple" i mig igen. For selvfølgelig er det absolut ikke en enkel eller bare let handling at bryde med århundredgamle tabuer. Og jo "bedre" man har det på overfladen, jo sværere er det. Den svenske skuespillerinde, Ingrid Thulin, der bor i Italien, sagde i et interview til mig, at hun faktisk ud fra et kvindebefrielses-synspunkt fandt det lettere at bo i Italien end i Sverige. For i Italien kunne man da se undertrykkelsen - dens fede patriarkalske mure stod lige op i ansigtet på een hver dag - og så kunne man lettere bekæmpe den. I Sverige derimod var alt så fint på overfladen med alle mulige rettigheder på papiret, men med den skjulte diskrimination akkurat lige så levende. Og hvor svært er det ikke at bekæmpe en undertrykkelse, som størsteparten af omgivelserne påstår ikke eksisterer, og som, hvis den erkendes, bliver reduceret til et spørgsmål om at "tage sig sammen". De fleste af os har hørt bemærkningen om, at det er kvindernes egen skyld, hvis de er undertrykte. Punktum.
Men jo mere man begynder at grave i problemstillingen: offentlighed kontra intimsfære, jo flere forhold får man selvfølgelig konkretiseret. Jeg kommer f.eks. i tanke om nogle afslørende citater fra "Kvindernes bog", hvor en pige nævner den fuldstændig irrationelle ANGST, der griber folk, når de anbringes i en situation, hvor handlinger tilhørende intimsfæren flyttes over i offentlighedsfæren: "Selv om vi går på lokum, så står døren åben. Katten kan ikke fordrage, at den er lukket. Folk er altid så hysteriske, første gang de er her, fordi der ikke er en nøgle til (. . .) Friheden er ikke noget, man har alene, det er kun noget man har sammen med andre." (p. 258). Og: "Tidligere har jeg altid syntes, at seksuel udfoldelse er noget, der sker hemmeligt, lukket inde i nogle rum, og man må ikke høre eller se eller lugte noget som helst - jeg er simpelthen blevet skræmt, når jeg hørte andre, der kneppede." (p. 233). Denne følelse af panik og angst kan selvfølgelig kun udryddes ved, at privatfikseringen afskaffes, men jeg skynder mig at tilføje, at jeg mener, at offentliggørelse af det private ikke har nogen mening, hvis ikke frigørelsen osse dækker andre områder. - Jeg tænker f.eks. på situationer som konebyt