Ligestillingspolitik

Ligestillingspolitik 1960-85

Også efter at kvinderne opnåede valgret i 1915 støttede politikere det traditionelle familiemønster, fx med institutioner som Statens Husholdningsråd og Mødrehjælpen, begge oprettet i 1930'erne. Og igen, da regeringen for at lette de forsatte problemer med rationeringer og vareknaphed i 1940'erne udnævnte Fanny Jensen til ekstraordinær minister med ansvar for "Hjemmenes, Husførelsens og Børnenes Interesser".

Først i 1960'erne fremtvang et massivt pres fra internationale organisationer og den kraftige vækst i kvinders beskæftigelse en ny kønspolitisk dagsorden. Nu blev modsætningen mellem formel og reel ligestilling udgangspunktet for en radikal nyorientering, og begreber som chancelighed og resultatlighed, positiv særbehandling og kønskvotering bredte sig fra kvindesags- til politiker- og embedsmandskredse. I midten af 1980'erne havde udvalg og kommissioner, konsulenter og forskere forvandlet ligestilling fra et holdningsspørgsmål til et vidensfelt.

At mennesker med ulige forudsætninger opnår forskellige resultater, selvom de starter fra samme udgangspunkt, er selvindlysende i løbekonkurrencer og på mange andre områder. Men i kønssammenhænge har forsøg på at definere formel og reel særbehandling mødt hård modstand.

Hvor kvindeorganisationerne frem til 1960'erne havde haft banen for sig selv, fik de nu med- og modspil af stadigt flere institutionelle aktører: Offentlige myndigheder, politiske partier, fagforeninger og internationale organisationer. Og selv ændrede de karakter fra medlemsfinansierede foreninger til offentligt støttede N(on) G(overmental) O(rganisations)'ere, som det hedder i den statsfeministiske periode, der i 1980'erne afløste græsrodsfeminismen.

Open

Internationale organisationer i front

FNs ligestillingspolitik var længe et ikke-emne i Danmark Men som Bodil Begtrup, en af nøglepersonerne i udformningen, tidligt fremhævede, indvarslede FN en ny epoke ved at gøre ligestilling til en del af sit værdigrundlag. Med Verdenserklæringen om Menneskerettigheder 1948 blev det klassiske feministiske krav om udtrykkeligt at inkludere kvinders rettigheder for første gang opfyldt.

Ligestillingspolitisk ekspertise samlede FN i Commission of The Status of Women, hvor grunden blev lagt til den stribe konventioner, der fra 1949 specificerede kvinders rettigheder på udvalgte områder som stemmeret, ligeløn, forbud mod tvangsægteskaber og handel med kvinder.

1967 samlede Deklarationen om Afskaffelse af Forskelsbehandling af Kvinder de tidligere vedtagne bestemmelser. Med sit forsøg på at beskrive kønsdiskrimination som et strukturelt problem var erklæringen en forløber for Konventionen om Afskaffelse af Forskelsbehandling af Kvinder, 1979, hvor hele repertoiret af ligestillingspolitiske midler, bl.a. positiv særbehandling, udfoldes. FN ændrede dermed målsætningen fra ligestilling på mandssamfundets præmisser til forandring af kønssystemet og dets fundament i den patriarkalske familie.

FN-systemet taler om CEDAW-konventionen, fordi der blev oprettet en Committee on the Elimination of Discrimination against Women til at kontrollere, om medlemslandene opfyldte bestemmelserne. Andre har fremhævet dokumentets betydning med benævnelsen Kvindernes internationale grundlov.

Danmark ratificerede rutinemæssigt de fleste konventioner, men ignorerede dem om trafficking og tvangsægteskaber, der dengang betragtedes som os uvedkommende problemer. Først med udnævnelsen af 1975 til internationalt kvindeår slog FN igennem på den danske dagsorden. Det internationale kvindeår udløste en hidtil uset mængde statsstøttede aktiviteter, spændende fra en landsdækkende rødstrømpeagitationsturne til de første fagforeningspjecer om ligestilling.

I modsætning til CEDAW-konventionens begrænsede gennemslagskraft i Danmark, fik den ligelønskonvention, Den Internationale Arbejdsorganisation ILO vedtog 1951, umiddelbart indflydelse på dansk politik, ligesom Romtraktatens ligelønsparagraf blev højaktuel, da Danmark i 1961 søgte om optagelse i Det europæiske Fællesskab. Indtrædelsen i EF i 1973 betød for alvor et gennembrud i dansk ligestillingslovgivning på grund af den danske stats forpligtigelse til at følge EF-standarderne også på ligestillingsområdet.

Open

Flere, yngre og radikaliserede kvindelige politikere

Da kvinder kom i Rigsdagen i 1918, tog de ansvaret for ligestillingspolitikken. Kvindeandelen var dog yderst beskeden og lå ved valget i 1960 endnu under 10 procent. Bortset fra Nina Bang, som var undervisningsminister fra 1924-26, var ministrene fortsat mænd. Siden 1947 har der dog været mindst en kvindelig minister i alle regeringerne.

Selvom de fleste kvindelige politikere var feministisk engagerede - fx havde otte af de ti første ministre også ledende poster i kvindeorganisationer - fulgte de partilinjen i kønspolitiske spørgsmål, og de lod kvindebevægelsen tage initiativet til valgkampagner for større repræsentation.

Ungdomsoprøret ramte Christiansborg ved valget 1966, hvor Socialistisk Folkeparti, SF, fordoblede sit mandattal fra 10 til 20. Blandt de nyvalgte folkesocialister hæftede man sig især ved Hanne Reintoft og Pia Dam på henholdsvis 32 og 33 år, langt yngre end deres kvindelige kolleger. I den forudgående samling lå de kvindelige folketingsmedlemmers gennemsnitsalder på 55 år.

Foryngelsen forsatte ved de følgende valg sammen med en markant stigning i kvindeandelen, der i slutningen 1980'erne rundede 30 procent. Fra denne styrkede position erobrede den nye generation af kvindelige politikere lederposter, fx valgtes Hanne Reintoft i 1968 til Danmarks første kvindelige gruppeformand for det nye parti Venstresocialisterne, VS, i 1971 blev den 33-årige Dorte Bennedsen udnævnt til kirkeminister, og samtidig gled den 30-årige Ritt Bjerregaard som nyvalgt folketingsmedlem direkte ind i det prestigefyldte finansudvalg.

Ligestillingspolitisk repræsenterede den nye generation en radikalisering. Fx indtog Hanne Reintoft, Gunhild Due og Lene Christensen markante progressive holdninger i periodens centrale spørgsmål: Abort og ligeløn. I et interview har Ritt Bjerregaard fortalt om de unge kvinders modtagelse på Christiansborg og om deres strategier for at sætte sig i respekt.

Generationsskiftet fik organisatoriske konsekvenser for de politiske partier. De fleste af de kvindeudvalg, der stammede fra mellemkrigstiden, blev nedlagt og erstattet af rødstrømpeinspirerede kvindegrupper. Kvindegrupperne fik størst succes i SF, som ved valget i 1979 skrev Danmarkshistorie med en kvindeandel i folketingsgruppen på 63,6 procent.

SFs kvindegruppe udsprang af rødstrømpebevægelsens kampagne mod EF. Efter nederlaget ved folkeafstemningen i 1972 besluttede en del aktivister at fortsætte kampen i dette parti. I et tilbageblik har Mette Kunøe beskrevet den kollektive indmeldelse i Århus og den furore, feministiske arbejdsformer, specielt koblingen af det private og det politiske, skabte. Det rystede den gamle garde, at kvinder under en sundhedspolitisk debat illustrerede sammenhængen mellem livmoderkræft og intim hygiejne med en tegning af en penis og en skurebørste under sloganet: "Hold pikken ren - bekæmp kræften".

Med det kraftige tilskud af feministisk skolede medlemmer indtog SF en suveræn kvindepolitisk førerposition. Partiet vedtog i 1974 det første moderne ligestillingsprogram med krav om blandt andet kortere arbejdstid, gratis daginstitutioner og barselorlov til mænd, og i 1976 indførtes kønskvotering ved alle valg til tillidsposter. Denne udvikling kulminerede med kvindeflertallet i Folketingsgruppen, som gruppeformanden Ebba Strange har beskrevet som en enestående erfaring.

Også i Socialdemokratiet og Venstresocialisterne blev der dannet kvindegrupper og indført kønskvotering.

Velfærdsstat og ligestilling

Den danske velfærdsstat har rødder tilbage i 1930'erne, hvor Socialdemokratiet blev toneangivende og stod i spidsen for den ene regering efter den anden. Oprindeligt omfattede de sociale reformprogrammer ikke ligestilling. Som det bl.a. fremgår af partiets valgplakater, betragtede socialdemokraterne den traditionelle kønsarbejdsdeling som det selvfølgelige grundlag for velfærdssamfundet.

Det gjaldt også efter 1960, da partiet anbefalede deltidsarbejde for gifte kvinder som løsning på problemerne med at forene familie- og arbejdsliv. Parolen blev fulgt langt op i 1970'erne, hvor under halvdelen af de selverhvervende gifte kvinder havde fuldtidsarbejde.

Denne strategi afhjalp imidlertid ikke den akutte mangel på børnepasningsordninger. Staten havde fra begyndelsen af 1900-tallet ydet tilskud til driften af børnehaver, men de var hidtil betragtet som sociale institutioner, beregnet for børn af enlige og mindrebemidlede forældre og reguleret i love om børne- og ungdomsforsorg. Frem til 1960 gik under 10 procent af de 3-6-årige i børnehave, og der var endnu længere mellem vuggestuer og fritidshjem.

Nu satte flere ministerier eksperter til at kuglegrave området og foreslå reformer, der afvejede erhvervslivets behov for kvindelig arbejdskraft mod familiens trivsel. Meningerne delte sig især på spørgsmålet, om det var skadeligt eller gavnligt for småbørn at være i institutioner. Socialministeriets familiepolitiske udvalg anbefalede i en betænkning 1964, at man satsede på pasning i hjemmet, mens Børne- og ungdomsforsorgens pædagogiske nævn gik ind for en kraftig institutionsudbygning, og det blev denne linie, der slog igennem i lovgivningen.

Da Folketinget i 1963-64 reviderede loven om børne- og ungdomsforsorg, skiftede vuggestuer, børnehaver og fritidshjem navn fra "forebyggende institutioner" til "daginstitutioner", og de blev åbnet for alle børn. Ved forelæggelsen af lovforslaget erklærede socialminister Kaj Bundvad, at det var en offentlig opgave at skaffe det antal institutionspladser, der var behov for som følge af kvindernes inddragelse i arbejdsstyrken, også til de helt små børn. Foruden pladsgaranti foreslog regeringen derfor oprettelse af en kommunal dagplejeordning som supplement til vuggestuerne.

Selvom der var betænkeligheder ved de mindste børns pasning uden for hjemmet, familier uden husmoder og de store omkostninger ved institutionsbyggeriet, fik forslaget bred opbakning. Alle partier gav erhvervslivets behov for arbejdskraft første prioritet.

20 år senere var der plads til 70 procent af 3-6-årige og 47 procent af de 0-2-årige i offentlige børnepasningsordninger, og småbørnspædagogik var blevet et af de kvindeerhverv, som fik den offentlige sektor til at vokse voldsomt fra slutningen af 1960'erne.

Men diskussionen fortsatte. Fx dukkede forslag om at betale mødre for at passe deres småbørn hjemme op igen i forbindelse et større familiepolitisk lovkompleks i 1967, hvor det for første gang blev afvist med decideret ligestillingspolitiske argumenter af SF.

For Socialdemokratiet overskyggede familiepolitikken stadig ligestillingspolitikken, som det også fremgår af oprettelsen af et Ministerium for familiens anliggender under ledelse af Camma Larsen-Ledet i 1966. Dette andet forsøg i genren varede endnu kortere end det første og blev selv i Dansk Kvindesamfund kritiseret for at være ude af trit med tiden.

Kvindekommissionen 1965-74

For at skabe overblik over, hvor omfattende ændringer i kønssystemet var, og hvor politiske indgreb var nødvendige, nedsatte statsminister J.O. Krag i 1965 Kommissionen vedrørende kvindernes stilling i samfundet. Det umiddelbare forbillede var præsident Kennedys Commission on the Status of Women 1961-63, ledet af Eleonor Roosevelt, den tidligere formand for FNs menneskerettighedskomite. Desuden havde de regerende socialdemokratiske partier taget initiativ til tilsvarende udredninger i Norge og Sverige.

Udgangspunktet var ifølge kommissoriet, at kvinder trods formel ligestilling havde dårligere uddannelse, fik lavere løn og var ringere repræsenteret i det politiske system, og opgaven derfor at undersøge mulighederne for at opnå reel ligestilling. Man skulle især fokusere på uddannelse, specielt erhvervsuddannelse, og på familien, hvor konsekvenser af kvinders erhvervsarbejde for børn og enlige kvindelige forsørgeres vilkår krævede særlig opmærksomhed.

De faglige organisationer, kvindeorganisationerne, de politiske partier, staten og kommunerne fik ret til at indstille medlemmer, dertil kom en række personligt udpegede. I alt nåede man op på 55 personer i, hvad der også derfor kaldes Den store Kvindekommission. Frem til 1974, da den afsluttende rapport blev afleveret, udkom der otte udvalgsbetænkninger med over 80 forslag, hvoraf mange blev gennemført.

Alligevel har hverken samtiden eller eftertiden tillagt kommissionen større betydning. Heller ikke formanden Edel Saunte, socialdemokratisk folketingsmedlem og tidligere formand for Dansk Kvindesamfund. På hendes ønskeseddel stod en lille kommission, domineret af eksperter, ikke af interesseorganisationer, og arbejdet blev efter hendes mening mere præget af politiske holdninger end af saglighed.

Kvindeorganisationerne delte Sauntes skepsis, men fulgte projektet med stor interesse. Især de første udvalgsrapporter fik fyldig dækning i den kvindesaglige presse. I 1970'erne kom arbejdet imidlertid til at stå i skyggen af Rødstrømpebevægelsens direkte aktioner og revolutionære retorik, der havde mere mediebevågenhed end offentlige betænkninger og realpolitik. Det gik derfor i glemmebogen, at Kvindekommissionen var tidligt ude med flere forslag, fx om kollektive livsformer og gratis daginstitutioner. Forslag, somr få år senere fremtrådte som mærkesager for den nye kvindebevægelse.

Kvindekommissionens største fortjeneste var, at den samlede eksisterende og skaffede ny viden om køn. Gang på gang måtte medlemmerne konstatere, at relevante data ikke fandtes eller var meget usikre. Selv på så vitale områder som arbejdsstyrken var kvaliteten af statistikken om kvinder ringere end om mænd.

Derfor rekvirerede udvalgene adskillige undersøgelser af fx kønsopdelt statistik og kønsteorier, ligesom de arbejdede tæt sammen med Danmarks Statistik, hvor den kvindesagligt engagerede økonom Rita Knudsen var kontaktperson, og andre forskningsinstitutioner, især Socialforskningsinstituttet.

Siden oprettelsen i 1958 havde Socialforskningsinstituttet udgivet flere kønsrelevante rapporter, hvis resultater ofte opsummeredes som arbejdsbilag, fx. de første analyser af arbejdsdelingen i hjemmet i Gifte kvinder i familie og erhverv, 1965. Heri dokumenteres, at udarbejdende gifte kvinder brugte 4,5 timer dagligt på husarbejde, hjemmearbejdende 7, mænd nærmest ingenting. Og at der stadig blev bagt, syltet og syet på livet løs i husholdningerne.

Som det særligt tydeligt fremgår af Betænkning vedrørende ligestilling, 1972, der skulle sætte de øvrige delbetænkninger ind i en teoretisk ramme, magtede kommissionen ikke at levere en politisk operationel definition af ligestilling. Underudvalget bestod af eksperter, som for flertallets vedkommende ikke havde nogen feministiske forudsætninger og som derfor ikke var i stand til at anlægge en kønskritisk optik på deres sociologiske og psykologiske teorier.

Resultatet blev på den ene side traditionelle refleksioner om kønsforskelle, hvor forestillingen om køn som natur ganske vist afvises, men kvindelig følsomhed og mandlig aggressivitet alligevel endte med at lande i afsnittet om Medfødte psykiske og biologiske forskelle. På den anden side fortænkte ligestillingsdefinitioner, der førte til konklusioner som, at der ganske vist var statistisk signifikant ulighed på arbejdsmarkedet og i politik, men derimod ligestilling i familien.

Kvindekommissionens mange konklusioner og forslag var således ikke udtryk for en sammenhængende overordnet ligestillingspolitisk forståelse. Tværtimod afspejlede de store holdnings- og vidensforskelle blandt deltagerne, blandt andet udtrykt i mange mindretalsudtalelser. Fx argumenterede kvindesagligt kyndige, inklusive formanden Edel Saunte, mod de fremherskende forestillinger om, at kvinder havde frit valg mellem en traditionel og en moderne livsform.

Ligestillingsrådet

Kvindekommissionens hovedforslag - oprettelse af et ligestillingsråd - skabte også splid. Ofte opdyrkes nye politiske områder ved etablering af administrative enheder som FNs Commission of the Status of Women, blandt andet kopieret af den amerikanske kvindekommission i 1960'erne. I 1972 oprettede Norge, Sverige og Finland statslige ligestillingsorganer, og der var et stigende pres på alle medlemslande for tilsvarende initiativer.

Undervejs havde flere af Kvindekommissionens underudvalg foreslået arbejdet videreført i råd med virkefelter varierende fra diskrimination i bred almindelighed til den særlige kønsdiskrimination på arbejdsmarkedet og sammensat af eksperter og organisationsrepræsentanter i forskellige blandinger. Men hverken disse eller et kompromisforslag fandt opbakning i den samlede kommission, og det påvirkede den politiske proces, at slutrapporten 1974 ikke indeholdt en autoritativ anbefaling.

Den model flest gik ind for, afgrænsede virkefeltet til ligestilling mellem kønnene på de områder, kommissionen fokuserede på: Familie, uddannelse, politik og ikke mindst arbejdsmarkedet. Rådet skulle bestå af 12 medlemmer, fire repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, to fra kvindeorganisationerne plus seks uafhængige eksperter, og dets hovedfunktion være at fremme ligestilling gennem oplysning og forskning, rådgivning af politikere og offentlige myndigheder samt behandling af klager fra borgerne.

Imidlertid havde Folketingsvalget i 1973 forvandlet det politiske landskab. Tre nye partier, Fremskridtspartiet, CentrumDemokraterne og Kristeligt Folkeparti, erobrede henholdsvis 28, 14 og 7 mandater, og Venstre overtog regeringsmagten med Paul Hartling som statsminister. Kønspolitisk betød dette jordskredsvalg et tilbageslag. Kristeligt Folkeparti var dannet i protest mod feministiske mærkesager som fri abort og nye familieformer, og Fremskridtspartiet betragtede ligestilling som en privatsag. De nye fronter blev tydelige, da spørgsmål fra SF om regeringens planer for opfølgning af Kvindekommissionens arbejde udløste periodens første principielle ligestillingsdebat.

Ligestillingspolitik blev simpelthen afvist af såvel De Uafhænge som Fremskridtspartiet, hvis ordfører Kirsten Jacobsen forsøgte at lukke diskussionen med følgende dagsordensforslag: "Idet folketinget med tilfredshed konstaterer forskellen mellem de to køn, går tinget over til næste punkt på dagsordenen". Kristelig Folkeparti forestillede sig, at det foreslåede ligestillingsråd ville blive talerør for den nye socialistiske kvindebevægelse og undergrave den heteroseksuelle kernefamilie med propaganda for seksuelle minoriteter.

Foruden SF gik kun Socialdemokratiet helhjertet ind for et ligestillingsråd. Ordføreren Ritt Bjerregaard støttede også flere andre kommissionsforslag, bl.a. kønsrolleundervisning i skolen, lettere adgang til del- og flekstid i den offentlige sektor og barselsorlov til mænd. Desuden pegede hun på svenske planer om særbehandling af det underrepræsenterede køn på arbejdspladser som en vej til ligeløn. Positiv særbehandling var ifølge kommunisternes ordfører Hanne Reintoft det eneste effektive middel til reel ligestilling. Hun affejede Kvindekommissionens arbejde som ligemageri, der skabte ny ulighed, fordi "der ikke findes nogen større uret end at skabe lige regler for ulige mennesker".

Da Socialdemokraterne i 1975 igen overtog regeringsmagten, oprettede statsminister Anker Jørgensen Ligestillingsrådet administrativt med den begrundelse, at det internationale samarbejde i FN, EF og Nordisk Råd nødvendiggjorde et statslig ligestillingsorgan. Året før havde han som den første mandlige politiker fået Dansk Kvindesamfunds Mathildepris, efter han i en grundlovstale havde kaldt ligelig politisk repræsentation en forudsætning for ægte demokrati.

Derfor endte Ligestillingsrådet med at bestå af en skrabet model på otte medlemmer, alle organisationsrepræsentanter, uafhængige eksperter var droppet. Til gengæld fik kvindeorganisationerne fire repræsentanter, tre valgt af Danske Kvinders Nationalråd, der hermed placerede sig som den førende kvindepolitiske NGO'er på bekostning af Dansk Kvindesamfund. Den moderate Karen Dahlerup blev rådets første formand og først i 1982 kom der med Helle Degn en mere markant formand fra den unge politikergeneration. Trods den vanskelige start fik rådet stor betydning. Ligestilling var fra 1975 blevet et officielt politikområde.

Ligestillingsrådet fulgte mange af de spor, Kvindekommissionen havde lagt ud. Et af dets første projekter var dokumentation af kønsfordelingen i offentlige råd, nævn og udvalg: 91,4 procent mænd og 8,6 procent kvinder.

Fra den første årsberetning var kønsopdelt statistik et fast indslag, og disse afsnit udviklede sig efterhånden til meget brugte statistiske kompendier. Dyberegående analyser af enkelte områder som daginstitutioner og deltid blev publiceret i en serie arbejdspapirer. Mange henvendelser fra enkeltpersoner og organisationer om bl.a. kønsdiskriminerende annoncer underbyggede også rådets eksistensberettigelse, og i 1978 blev Ligestillingsrådet lovfæstet med stemmer fra Socialdemokratiet, Radikale, Konservative, SF og CentrumDemokraterne.

Ligestillingslove

Som aktør i lovgivningsprocessen kom Ligestillingsrådet i spil allerede ved Ligelønsloven 1976, og lovfæstelsen skete i forbindelse med vedtagelsen af Ligebehandlingsloven, den første danske lov med forbud mod kønsdiskrimination. FNs krav om at konfirmere internationale kvinderettigheder med national lovgivning blev omsider imødekommet, men den afgørende aktør var igen EF, der i et direktiv i 1976 indskærpede princippet om at behandle mænd og kvinder lige i arbejdsmarkedsforhold.

Danmark var herefter forpligtet til at lovfæste direktivets bestemmelser, inklusive retten til at fravige ligebehandlingsprincippet, når særbehandling fremmede ligestilling. I Ligebehandlingsloven forudsatte positiv særbehandling dispensation, og Ligestillingsrådet skulle inddrages i behandlingen af dispensationsansøgninger.

Det var imidlertid ikke kønskvotering, men ændring af stillingsannoncer, der vakte mest opsigt. Hidtil havde kønsstereotyper floreret på jobmarkedet, delt op i rubrikkerne "Stillinger til mænd", "Stillinger til kvinder" og "Ledige stillinger". Nu skulle annoncerne være kønsneutrale. Vittigheder af typen "smørrebrødsjomfru m/k", "flyttemand m/k" osv. blev en landeplage. Også folketingsmedlemmer, blandt andre Mette Madsen fra Venstre, bidrog til løjerne. I 1984 blev Ligebehandlingsloven justeret efter indsigelser fra EF om, at den ikke var fuldt dækkende.

Periodens tredje nye ligestillingslov var et produkt af Ligestillingsrådets ihærdige arbejde med kønsrepræsentation i råd nævn og udvalg. Ifølge den skulle myndigheder og organisationer indstille lige mange kvinder og mænd, hvorefter det var op til ministrene at vælge mellem kandidaterne. Loven om ligelig repræsentation fra 1985 mødte kun modstand fra Fremskridtspartiet, hvis ordfører Pia Kjærsgaard protesterede mod, at den konservative statsminister Poul Schlüter fortsatte, hvad hun opfattede som socialdemokratisk ligestillingspolitik.

Blandt de traditionelle ligestillingstemaer udviklede barselsorlov sig til det højest prioriterede. Efter at barselshvile i 1901 var blevet et politisk spørgsmål, stod forbedringer som et fast punkt på fag- og kvindebevægelsens dagsorden. I 1960 blev barselsorloven udvidet til 14 ugers orlov på sygedagpenge for alle kvindelige lønmodtagere, og i 1970'erne kastede alle partier sig ind i sagen med over 20 forslag i Folketinget, hovedparten om længere orlov og orlov til mænd. Inspirationen kom blandt andet fra en betænkning som Ligestillingsrådet var medforfatter til.

Debatten kulminerede omkring 1980 med, at fagforeninger, venstrefløjspartier og kvindeorganisationer gik sammen om en landsdækkende barselsorlovskampagne, hvis hovedkrav var 26 uger til moderen og 13 til faderen med fuld lønkompensation betalt gennem en central barselsfond. Kravene blev delvis imødekommet gennem lovændringer i 1980, 1984 og 1985, så orlovsperioden i 1985 nåede op på 24 uger. Forældrene kunne dele de sidste ti, og faderen fik 14 dages orlov i forbindelse med fødslen, alt forsat finansieret af staten på dagpengeniveau.

Forløbet illustrerer en konsensus blandt de mange nye ligestillingsaktører om, at kvinder hørte til på arbejdsmarkedet, lige som mænd hørte til i familien og børn var et offentligt anliggende. Og det pegede, som blandt andre Informations lederskribent Karen Jespersen fremhævede, frem mod 1990'ernes skifte i ligestillingspolitisk fokus fra kvinder til mænd.

Forslag til videre læsning om ligestillingspolitik:

Betænkning vedrørende kvindernes stilling i samfundet: slutrapport afgivet af den af statsministeren nedsatte Kommission vedrørende kvindernes stilling i samfundet. Kbh., Statens Trykningskontor, 1974. 222 s. Betænkning nr. 715.

Borchorst, Anette og Christina Fiig: Plads til forbedring: dansk ligestillingspolitik 1975 til 2000.
Aalborg Universitetscenter. GEP working papers ; Nr. 2, 2000

Borchorst, Anette: Køn, magt og beslutninger: politiske forhandlinger om barselsorlov 1901-2002.
Århus, Magtudredningen, 2003.152 s.

Comparative state feminism. Red.: Dorothy McBride Stetson, Amy Mazur. Thousand Oaks, CA, Sage Publications, 1995. 333 s.

Den sociale dimension i kvinderetlig perspektiv. Red.: Kirsten Ketscher, Jytte Lindgaard og Ruth Nielsen. Kbh., Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1995. 294 s.

Gender equality and welfare politics in Scandinavia: the limits of political ambition? Red.: Kari Melby, Christina Carlsson-Wetterberg, Anna Birte-Ravn. Bristol: Policy, 2008. 244 s

Lige nu: nyt fra Ligestillingsrådet. Kbh., Ligestillingsrådet, 1981-2000.

Ligestillingsrådets årsberetning. København, Ligestillingsrådet, 1976-1999.

Ligestillingspolitik som diskurs og praksis. Red.: Anette Borchorst og Drude Dahlerup. København, Samfundslitteratur, 2003. 260 s.

Likestilte demokratier?: kjønn og politikk i Norden. Red.: Christina Bergqvist. Oslo, Universitetsforlaget, 1999. 327 s.

Nielsen, Ruth: Equality legislation in a comparative perspective : towards state feminism?
Kbh., Kvindevidenskabeligt Forlag ,1983. 310 s.

Roser og sten: rapport fra kvindeåret. Red.: Karen Dahlerup ... [et al.]. Kbh., Fremad,1976. 186 s.

The Nordic model of marriage and welfare state. Red.: Kari Melby, Anu Pylkkänen, Bente Rosenbeck, Christina Carlsson Wetterberg. Kbh., Nordic Council of Ministers, 2000. 268 s. Serie Nord 2000-27.

Politisk repræsentation:

Christensen, Ann-Dorte og Poul Knopp Damkjær: Kvinder og politisk repræsentation i Danmark. Aalborg, Aalborg Universitetscenter, 1998. 40 s.

Dahlerup, Drude: Vi har ventet længe nok: håndbog i kvinderepræsentation. Kbh., Nordisk Ministerråd, 1988. 279 s.

Faldborg, Hanne: Kvinder & magt: samfundskrønike 1915-2000. Septem International, 2000. 207 s.

Kvinder på tinge: kvinder i landspolitik i 75 år. Red.: Drude Dahlerup og Kristian Hvidt. Kbh., Rosinante, 1990. 247 s.

Kilder:

"Arbejdsstyrken fordelt på køn, 1960-1991" i "Ligestillingsrådets årsberetning", 1992 s. 149-50. Se pdf.

Dansk kvindesamfund: "Positiv særbehandling", 1979 s. 4-8 Se pdf.

Ruth Nielsen og Jytte Thorbek: "Ligestillingslovgivning", 1976 s. 6-13 Se pdf.

Bodil Begtrup: "FN og kvinderne". Berlingske Tidendes Kronik 14.6.1975 Se pdf.

"Konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder" Folketingstidende 1982-83. Tillæg A s. 1075-1106 Se pdf.

"Skematisk oversigt over aktiviteter" i "Roser og sten. Rapport fra Kvindeåret", 1976 s. 169-87. Se pdf.

"Forslag til folketingsbeslutning vedrørende den af den internationale arbejdskonference i Genève i året 1951 vedtagne konvention nr. 100 om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdere for arbejde af samme værdi" i "Folketingstidende 1959-60". Tillæg A s.3099-3104. Se pdf.

"Artikel 119 i Romtraktaten" i Dorthe la Cour: "Listillingslove", 1992 s. 122 Se pdf.

"Kvinderepræsentationen i Folketinget 1918-2001" i "Ligestilling som diskurs og praksis" 2003, s. 238. Se pdf.

"Kvindelige ministre i Danmark" i "Alle Tiders Danske Kvinder", 2000, s. 189-90 Se pdf.

Drude Dahlerup og Kristian Hvidt: "Kvinder på tinge: kvinder i landspolitik i 75 år", 1990, s 85 Se pdf.

"Politiske partier og valg" i "Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie", nr. 16, 1991, s. 98-99 Se pdf.

"Folketingets 17 kvinder april 1965" i "Kvinderne og valgretten", 1965, s. 218 Se pdf.

Hanne Reintoft: "Kvindeliv" i "Et liv - manges liv", 1996, s. 52-67. Se pdf.

"Folketingets forhandlinger om forslag til folketingsbeslutning om indførelse af lige løn for kvinder og mænd" i "Folketingstidende 1970-71", s. 2593-99. Se pdf.

"Rødstrømper i Folketinget: Vi vil have ligeløn nu". Politiken 17.12.1970 s 16 Se pdf.

Drude Dahlerup: "Blomster & spark: samtaler med kvindelige politikere i Norden om deres historiske rolle - og deres dagligdag". 1985, s. 208-14 Se pdf.

"De politiske partiers kvindearbejde" i "Betænkning vedrørende Kvinders deltagelse i det offentlige liv", 1971 s. 31-33 Se pdf.

Sesse Søgaard: "Da kvinderne blev synlige" i "Socialisme på dansk - SF gennem 25 år", 1984 s 100-11 Se pdf.

"Farvel til ligelønnen i EF". Demokraten 20.4.1972, s. 1-2 Se pdf.

Mette Kunøe: "Tressernes strømninger nåede SF i halvfjerdserne" i "Socialisme på dansk - SF gennem 25 år", 1984 s. 88-90 Se pdf.

Socialistisk Fokeparti: Ligeretsprogram, 1974 Se pdf.

Drude Dahlerup: "Blomster & spark: samtaler med kvindelige politikere i Norden om deres historiske rolle - og deres dagligdag". 1985, s. 208-14 Se pdf.

"10 partier med regler om kønskvotering" i Drude Dahlerup: "Vi har ventet længe nok: håndbog i kvinderepræsentation". 1988, s. 83-85 Se pdf.

"Deltidsarbejdendes andel af arbejdsstyrken 1967-1979" i Britta Foged m.fl.: "Deltid - Kvindetid", 1980 s. 76. Se pdf.

"Asyler og børnehaver. Antal pladser og dækningsprocenter for hele landet 1828-1960". Grete Korremann: "Børnehave og socialisering, Om kvinders erhvervsomfang og børnehavens udvikling i Danmark efter 1960", 1977, s. 41 Se pdf.

"Betænkning om familiepolitik". Afgivet af et af socialministeren nedsat udvalg. 1964, s. 42-43 Se pdf.

"Fremsættelse af Forslag til Lov om børne- og ungdomsforsorg i Folketinget 13.12.1963" i "Folketingstidende 1963-64", s. 1894-95 Se pdf.

"1. behandling af Forslag til Lov om børne- og ungdomsforsorg i Folketinget 23.1.1964" i "Folketingstidende 1963-64" s. 2206-07 Se pdf

"2. behandling af Forslag til Lov om børne- og ungdomsforsorg i Folketinget 26.5.1964" i "Folketingstidende 1963-64" sp. 5488 pdf.

"Indskrevne børn i daginstitutioner, dagpleje og skolefritidsordninger pr. 100 i pågældende alder" i "Kvinder og mænd 1995". 1995, s. 23 Se pdf.

"Antallet af beskæftigede i offentlige tjenester 1948-1996" i "Stat, forvaltning og samfund efter 1950", 2000, s. 25 Se pdf.

"Betænkning over forslag til lov om børnetilskud og andre familieydelser" i "Folketingstidende 1966-67". Tillæg B s. 1276-77 Se pdf.

"Kvinder og politik, kunstig ligestilling og traditionel kønsrolleopfattelse" i "Kvinden og samfundet" nr. 1, 1967, s. 3 Se pdf.

"Amerikanske kvinder" i "Betænkning vedrørende familiens og børnenes tilpasning", 1970 s. 158-59 Se pdf.

"Nu er det kvindernes tur!" i "Frie Kvinder "nr. 5, 1964, s. 85-86 Se pdf.

"Kommissionens kommissorium og medlemskreds" i "Betænkning vedrørende Kvindernes stilling i samfundet", 1974 s. 7-11 Se pdf.

"Oversigt over forslag i kvindekommissionens betænkninger og de modtagne bemærkninger hertil" i "Betænkning vedrørende Kvindernes stilling i samfundet", 1974, s. 97-104 Se pdf.

Interview med Edel Saunte. Taget af Eva Lous d. 24-4-86. Kvindehistorisk Samling s.17-18 Se pdf.

"Kvindekommissionen" i "Kvinden og Samfundet" nr. 2, 1965, s. 19 Se pdf.

"Uddannelse er alt afgørende" i "Kvinden og Samfundet", nr. 12, 1968, s.162, 173-174 Se pdf.

"Udvalgets synspunkter vedrørende boligforhold og familiemiljø" i "Betænkning vedrørende familiens og børnenes tilpasning", 1970, s. 16-18 Se pdf.

"Betænkning vedrørende familiens og børnenes tilpasning", 1970, s. 35 Se pdf.

"Kvindernes stilling i erhvervslivet" i "Betænkning vedrørende ligestilling", 1972, s. 56-57 Se pdf.

"Kommissionens øvrige arbejder" i "Betænkning vedrørende Kvindernes stilling i samfundet", 1974, s. 12-13 Se pdf.

"Udearbejde og familien" i "Betænkning vedrørende familiens og børnenes tilpasning", 1970, s. 143 Se pdf.

"Mulige årsager til ulighederne" i "Betænkning vedrørende ligestilling", 1972, s. 84-86 Se pdf.

"Er kvinde og mænd ligestillede" i "Betænkning vedrørende ligestilling", 1972, s. 78-83 Se pdf.

"Mindretalsudtalelse af Inga Dahlsgård" i "Betænkning vedrørende kvinders stilling på arbejdsmarkedet", 1972, s. 75-76 Se pdf.

"Arbejdet med ligestillingsspørgsmål i de nordiske lande" i "Betænkning vedrørende Kvindernes stilling i samfundet", 1974, s. 105-09 Se pdf.

"Forslag om oprettelse af et permanent ligestillingsorgan" i "Betænkning vedrørende Kvindernes stilling i samfundet", 1974, s. 91-96 Se pdf.

Birgit Busks indlæg i "Forespørgsel angående kvindekommissionens arbejde" i "Folketingstidende 1974-75", s. 2419 Se pdf.

Kirsten Jacobsens indlæg i "Forespørgsel angående kvindekommissionens arbejde" i "Folketingstidende1974-75", s. 2391-92 Se pdf.

Bent Honorés indlæg i "Forespørgsel angående kvindekommissionens arbejde" i "Folketingstidende1974-75", s. 2422-27 Se pdf.

Ritt Bjerregaards indlæg i "Forespørgsel angående kvindekommissionens arbejde" i "Folketingstidende1974-75", s. 2387-92 Se pdf.

Hanne Reintofts indlæg i "Forespørgsel angående kvindekommissionens arbejde" i "Folketingstidende1974-75", s. 2411-12 Se pdf.

"Overrækkelse af Mathildeprisen på Dansk Kvindesamfunds landsmøde 1974" i "Kvinden og Samfundet", nr. 6, 1974 Se pdf.

"Ligestillingsrådets nedsættelse kommissorium og sammensætning" i "Beretning om Ligestillingsrådets virksomhed fra beskikkelsesdatoen den 26. november 1975 til 31. december 1976", 1977 s. 1-4 Se pdf.

"Kvinders repræsentation i råd, nævn, udvalg og kommissioner" i "Beretning om Ligestillingsrådets virksomhed fra beskikkelsesdatoen den 26. november 1975 til 31. december 1976", 1977, s. 5-7 Se pdf.

"Kvinder/Mænd - Nogle tal" i "Ligestillingsrådets Årsberetning 1985", 1986, s. 93-120 Se pdf.

"Ligestillingsrådets publikationer" i "Ligestillingsrådets Årsberetning 1985", 1986, s. 132 Se pdf.

"Beretning om Ligestillingsrådets virksomhed i perioden 1. januar - 31.december 1977", 1978, s. 114-21 Se pdf.

"Lov om ligestillingsrådet" i "Folketingstidende 1977-78". Tillæg C, s. 387-88 Se pdf.

"Forslag til lov vedr. lige løn til mænd og kvinder" i "Folketingstidende1975-76". Tillæg A, s. 1506-10 Se pdf.

"Ligelønssagen" i "Beretning om Ligestillingsrådets virksomhed fra beskikkelsesdatoen den 26. november 1975 til 31. december 1976", 1977, s. 5-7 Se pdf.

"Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v.." i "Folketingstidende 1977-78". Tillæg C, s. 398-92 Se pdf.

"Ligebehandlingsdirektiv" i "Folketingstidende1977-78". Tillæg A, s. 3099-3103 Se pdf.

"1. behandling af forslag til lov vedrørende ligebehandling af mænd og kvinder" i "Folketingstidende 1977-78", s. 5293-94, 5336 Se pdf.

"Rødstrømpebladet" nr. 16, 1974, for- og bagside Se pdf.

"Kvinden og Samfundet " nr. 3-4, 1975, bagsiden Se pdf.

"Lov om ligestilling mellem mænd og kvinder ved udpegning af medlemmer til offentlige udvalg, kommissionr o. lign." i "Folketingstidende1984-85". Tillæg C, s. 348-49 Se pdf.

Pia Kjærsgaards indlæg ved "3. behandling af forslag til lov om ligestilling mellem mænd og kvinder" i "Folketingstidende1984-85", s. 8986-87 Se pdf.

"Lov- og beslutningsforslag, som ikke er vedtaget" i Anette Borchorst: "Køn, magt og beslutninger. Politiske forhandlinger om barselsorlov 1901-2002", 2003 s. 54-56 Se pdf.

"Fødsler og fisketure". Informations leder 15.1.1980 Se pdf.

"Bedre barselsorlov". Barselorlovskampagnens pjece, ca 1980 Se pdf.

Ophavsret:

KVINFO har indhentet tilladelse fra rettighedshaverne til kildetekster og illustrationer. I enkelte tilfælde har det ikke været muligt for redaktøren at finde frem til rettighedshaverne. Hvis du kan påberåbe dig ophavsret til tekster eller billeder i KVINDEKILDER og ikke er blevet kontaktet, beder vi dig om at henvende dig til KVINFO.