Nyt kvindeoprør

Den anden feministiske bølge 1960-85

I Danmark har kvindebevægelsen foreløbigt oplevet to store feministiske bølger, den gamle kvindebevægelse i 1870-1920 og den nye kvindebevægelse i 1970-85.

Kvindebevægelsen har haft et ujævnt, ikke-lineært forløb i modsætning til for eksempel arbejderbevægelsen, som den opstod samtidig med. Arbejderbevægelsens indflydelse var støt stigende, indtil den nåede sit højdepunkt i sidste halvdel af 1900-tallet. Kvindebevægelsens indflydelse var stærkt svingende. Derfor beskrives dens historie ofte som en bølge. Når den topper, skyller der ligestilling ind over hele den politiske dagsorden. På bunden af bølgen bliver ligestilling et ikke-emne.

Den første feministiske bølge var båret af et mylder af kvindeorganisationer med Dansk Kvindesamfund i spidsen og kulminerede med grundlovsændringen i 1915 og en stribe ligestillingslove i 1920'erne. Med valgret, adgang til uddannelse og arbejde, samme ægteskabelige rettigheder og forpligtelser var kvinder juridisk ligestillet med mænd.

Mod forventning ændrede den formelle ligestilling imidlertid ikke den skæve fordeling af magten. For eksempel kom der kun ganske få kvinder i Folketinget. Frem til 1945 svingede kvindeandelen mellem 4% og 1%, i 1960 havde den sneget sig op på 10%. De allerfleste levede fortsat i adskilte verdener, kvinder i den lille og mænd i den store.

Uden for snævre kvindesaglige kredse blev den reelle ulighed betragtet som et privat problem. Politikere havde gjort deres, nu var det op til kvinder selv at udnytte retten til uddannelse, erhvervsarbejde og politisk deltagelse. Først da integrationen af kvinder i arbejdslivet blev nødvendig for at sikre udviklingen af et moderne velfærdssamfund, kom ligestilling igen på den politiske dagsorden.

Open

Den anden feministiske bølge 1960-85

Efter krise i 1930'erne og kaos under Anden Verdenskrig fulgte der i slutningen af 1950'erne et stærkt økonomisk opsving. Industrien overhalede landbruget som vigtigste erhverv, og der var stor efterspørgsel efter arbejdskraft i de ekspanderende byerhverv. Man hentede folk i landbruget og i udlandet. Men det var kvinderne, som bidrog med den afgørende tilvækst. Fra 1960-90 voksede den danske arbejdsstyrke med knap 1 million, heraf var ca. 850.000 kvinder.

Open

Det blev acceptabelt, at gifte kvinder tog erhvervsarbejde. Kvindebevægelsen havde kæmpet for ugiftes ret til uddannelse og selvforsørgelse, men gik i øvrigt ind for den traditionelle kønsarbejdsdeling. Selvom alle unge kvinder efterhånden fik uddannelse og arbejde, betragtedes det indtil 1960 som en selvfølge, at de ved indgåelse af ægteskab forlod arbejdsmarkedet og blev husmødre. At mange gifte kvinder i virkeligheden måtte supplere familiens indtægt, rokkede ikke den officielle holdning, og da der ofte var tale om irregulære jobs, blev det heller ikke registreret i statistikken.

Forfatteren Lise Nørgaard har i de filmatiserede erindringsbøger Kun en pige, 1992 og De sendte en dame, 1993, beskrevet sine vanskeligheder med at bryde denne norm. Kvindebevægelsens, og især husholdningsforeningernes, bestræbelser på at opgradere husarbejde til en profession på linie med andre erhverv opfattede hun som et forsøg på at banke kvinderne på plads i hjemmet. Prisen for at forsætte karrieren på trods af mand og børn var konstant dårlig samvittighed, og det var særlig svært at håndtere omverdenens forestilling om, at selverhvervende kvinders børn gik for lud og koldt vand.

Den mandlige forsørgermodel blev også undergravet indefra af strukturelle ændringer, der lettede kvinders muligheder for at forene familie- og arbejdsliv. Statistisk set blev kvinderne tidligere gift, fik færre børn og levede længere. Alt i alt førte det til, at antallet af "børnefri" år voksede med 20 i perioden 1900-65.

Kvindernes indtog skabte tilpasningsproblemer på arbejdsmarkedet, der var designet til mænds liv og virkelighed. I familierne forrykkede overgangen fra eneforsørger til toforsørgermodellen magtbalancen, og det udløste forhandlinger om en ny fordeling af husarbejdet. Staten og kommunerne måtte, som en forudsætning for kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, overtage opgaver som pasning af børn, syge og gamle.

Forestillingen om at ligestillingspolitik var et overstået kapitel, blev altså grundigt dementeret, da kvinderne skiftede jobbet som husmoder ud med lønarbejde. Det blev meget synligt, at samfundet var baseret på systematisk forskelsbehandling af de to køn.

Den anden feministiske bølge opstod i dette spændingsfelt mellem et gammelt kønssystem i opløsning og et nyt under udvikling. Den blev sat i gang af de gamle kvindeorganisationer, som med begreber som kønsroller og mandssamfund opdaterede deres strategier og udløste en kvindepolitisk debat af et omfang, der ikke var set siden valgretskampen. Og den tog for alvor fart, da der omkring 1970 opstod nye, radikale kvindegrupper, organiseret i Rødstrømpebevægelsen.

Rødstrømpebevægelsen toppede i løbet 1970'erne. Den blev afløst af den moderne ligestillingspolitik, hvor stat, kommuner, politiske partier og faglige organisationer efterhånden overtog kvindeorganisationernes rolle som hovedaktører. Som følge af denne udvikling kan man i dag tale om statsfeminisme og mainstreaming af ligestilling.

Trods kvindebevægelsens atypiske forløb betragtes den i dag som den vigtigste af 1900-tallets politiske bevægelser, fordi den førte til forandringer af hele tilværelsen for alle mennesker. Gennemslagskraften skyldes først og fremmest en ny forståelse af sammenhængen mellem den offentlige sfære og privatlivet. Det er betegnende, at epokens to mest politiserede spørgsmål var den gamle feministiske mærkesag ligeløn og fri abort, som hverken kvinde- eller fagbevægelsen hidtil havde betragtet som deres, men som den enkelte kvindes private sag.

Udenlandsk inspiration

Dansk kvindebevægelse har altid hentet ideer og metoder fra udlandet. Både i den første og anden feministiske bølge førte USA an. Under Anden Verdenskrig havde kvinderne i de krigsførende lande overtaget mændenes opgaver på hjemmefronten, ligesom nogle havde meldt sig til militærtjeneste eller deltaget i modstandskampen. I 1945 sagde den engelske premierminister Winston Churchill, at det var kvinderne, der vandt krigen. Bagefter søgte man ganske vist at genoprette den traditionelle arbejdsdeling. Men krigserfaringerne bekræftede kvindesagens påstand om, at kvinder og mænd havde samme intellektuelle og faglige potentialer.

Feministisk orienterede forfattere påviste i videnskabelige afhandlinger, at kønsforskellene fortrinsvis var socialt bestemte og ikke kun biologiske, som tidligere havde været den fremherskende mening. I denne begyndende kvindeforskning var den amerikanske antropolog Margaret Meads Male and female og den franske filosof Simone de Beauvoirs Le deuxieme sexe pionerarbejder. Begge udkom i 1949 og blev oversat til dansk som Køn og kultur og Det andet køn i henholdsvis 1962 og 1965. Gennem studier af forskellige øsamfund i Stillehavet kunne Mead påvise, at forestillingerne om mandlighed og kvindelighed varierede fra kultur til kultur. Beauvoir nåede til samme konklusion i sine historiske, psykologiske og sociologiske kønsstudier: "Man fødes ikke som kvinde, det er noget, man opdrages til".

Mens den første feministiske bølge var en del af en international bevægelse, der også kæmpede for at udvide borgerrettigheder til andre underprivilegerede grupper som tyende og slavearbejdere, var den anden feministiske bølge en del af det internationale ungdomsoprør.

Det økonomiske boom havde bud efter unge som arbejdskraft og forbrugere, og de benyttede ligesom kvinderne deres styrkede samfundsmæssige position til et stormløb på patriarkalske værdier. Rock og beat blev ungdomsoprørets tydeligste kulturelle manifestation, politisk markerede det sig i basisdemokratiske græsrodsbevægelser, der udfordrede partierne og det parlamentariske system.

Det begyndte i USA med hippiebevægelsen, der gennem eksperimenter med stoffer, seksualitet og samlivsformer bidrog til radikaliseringen af kønsrolledebatten. Samtidig mobiliserede kampen mod racediskrimination og vestlig imperialisme mange unge, særlig i universitetsmiljøerne. I 1968 spredtes de nye aktionsformer over hele den vestlige verden af marxistisk inspirerede studenteroprør mod autoritær og elitær ledelse af universiteterne.

Nationalstatens storhedstid endte med Anden Verdenskrig. I anden halvdel af 1900-tallet overførte de enkelte lande stadig flere beføjelser til internationale organisationer. Sammenhængen i det nye verdenssamfund blev skabt af fælles værdier, hvor menneskerettigheder, herunder forbud mod kønsdiskrimination, udgjorde kernen. Medlemslandene forpligtede sig således også ligestillingspolitisk ved at tiltræde FNs og Europarådets menneskerettighedserklæringer fra henholdsvis 1948 og 1950.

I 1973 tilsluttede sig Danmark det europæiske fællesmarked og derefter blev EF/EU den vigtigste spiller på banen. Gennem tilslutningen til EF forpligtede Danmark sig til at følge fællesskabets lovgivning, der med hensyn til ligestilling på arbejdsmarkedet gik videre end den danske.

Kildeliste

"Arbejdsstyrken fordelt på køn". 1960-1991. Ligestillingsrådets årsberetning 1992 s. 149-50 Se pdf.

"De gifte kvinders andel af samtlige kvinder i arbejdsstyrken 1911-91" i Mogens Nygaard Christoffersen: "Familiens ændring", 1993 s. 112 Se pdf.

Lise Nørgaard: "Kun en pige", 1992 s. 309-13 Se pdf.

Lise Nørgaard: "De sendte en dame", 1993, s. 242-44, s. 248-51 Se pdf.

"Betænkning vedrørende Kvindernes stilling i samfundet", 1974 s. 15-17. Se pdf.

"Antal levendefødte pr 1.000 kvinder" i Mogens Nygaard Christoffersen: "Familiens ændring", 1993 s. 62 Se pdf.

"Beregnet middellevetid for mænd og kvinder, 1895-1965" i "Betænkning vedrørende kvinders sundhedsforhold afgivet af det under kommissionen vedrørende kvindernes stilling i samfundet nedsatte udvalg om sundhedsforholdene", 1971, s. 10 Se pdf.

Margaret Mead:
http://www.mead2001.org/biography.html

Simone de Beauvoir:
http://www.leksikon.org/art.php?n=270

FNs deklaration om menneskelige rettigheder:
http://www.unhchr.ch/udhr/lang/dns.htm

Europarådets konvention om menneskelige rettigheder Se pdf.

Ophavsret:

KVINFO har indhentet tilladelse fra rettighedshaverne til kildetekster og illustrationer. I enkelte tilfælde har det ikke været muligt for redaktøren at finde frem til rettighedshaverne. Hvis du kan påberåbe dig ophavsret til tekster eller billeder i KVINDEKILDER og ikke er blevet kontaktet, beder vi dig om at henvende dig til KVINFO.