De sendte en dame

  Lise Nørgaard var som gift kvinde, mor og journalist en central medspiller i den ideologiske kamp mellem husmødre og erhvervskvinder. Her beskriver hun sine reaktioner på et morgenradioprogram med gode råd og moralske opsange om husførelse, rengøring, sparsommelighed og tilberedning af melon. Men hun beskriver også den evige dårlige samvittighed over for børnene som de udearbejdende kvinder blev, og måske stadig er, offer for.

 

Lise Nørgaard: ”De sendte en dame”, 1993, s. 242-44 og s. 248-51

Gode skattekroner bliver også investeret i Husholdningsrådets bestræbelser for at holde kvinden på kvindens plads. Ganske vist er det fortrinsvis ældre husmødre fra Vesterbro, der fordriver tiden ved rådets demonstrationer i lokaler i Lyrskovgade, men for at ingen skal gå fri, har institutionen blandt andet haft held til at lægge sig på to minutters daglig sendetid midt i radioens morgenmusik. Bedst som den danske befolkning sidder ved dagens første måltid og lader tonerne sive, siger det pling, og så er frk. Vestergaards disciple over de sagesløse lyttere for at fortælle hjemmets kvinder, hvori deres pligter består lige her og nu. En nidkær skare af husholdningslærerinder henter en ekstra hyre ved disse man-bør programmer. De manende pegefingre nærmest stritter ud af højttaleren, husmødre kommanderes hid og did med koste og spande, klude og børster. Ingen skal være i tvivl om, at husligheden er et heltidsjob, og at det stadig er syndigt at springe over, hvor gærdet er lavest. Dagsbefalingerne om rengøring er lidet appetitvækkende, lune kryddere og ostemadder stivner mellem lytternes tænder i dette morgentræf med slimede karklude, møl og mider, boreorm og sølvkræ, og kaffen og teen antager smag af brun sæbe og klor når nidkære rådgivere fortæller om de våben, hvormed krigen her og nu skal føres mod dette uvæsen, hvad enten man kan få øje på det eller ej.

Af og til indeholder udsendelserne særpræget inspiration til familiens affodring. Uforglemmelig i vide kredse bliver det morgenbudskab, der handler om, at hvis husmoderen finder de danske tomater for dyre i forhold til de udenlandske, skal hun bare skære dem i tyndere skiver, før de fordeles på brødet. En anden mindeværdig morgen-opsang fra det samme år formidles af den konsulent, som jeg længe troede var identisk med den på det tidspunkt berømte Snøvlesofie. Udsendelsen starter med følgende erklæring:

- Der findes noget i nivet, der hedder de små skuffenser...

Her er der sikkert mange lyttere der slår ørerne ud i håb om, at der til en afveksling vil komme lidt psykologisk bistand til overvindelsen af sådanne skuffelser. Men damen fortsætter:

- En af dem synes jeg person-nigt det er at få menon som eftermad!

Herefter er der så anvisning på, hvordan man ved at investere arbejdstid i at udskære, snaske, bakse og sukre, kan destruere selv den bedste melon.
Den morgen, jeg bestemmer mig til at gå ind på bladet og gå i gang med at kvæle Husholdningsrådets to morgenminutter, er det først lykkedes rådet at kvæle min madlyst med en dagsbefaling om, at enhver husmor med respekt for sig selv omgående bør undersøge sine vandlåse, og rense dem for slim og slam samt udrydde det dyreliv, der uden tvivl trives under køkkenvasken. Da sådanne operationer hjemme hos os forestås af husets blikkenslager, kan jeg med selvrespekten i behold sætte mig ved mit skrivebord og skrive en artikel om, at nu kan det være nok. Vi gider ikke høre mere, og slet ikke på den tid af morgenen.

Afskaffelsen af de to minutter bliver uventet let, for det viser sig, at jeg har en væsentlig del af befolkningen bag mig. Selv radiorådets medlemmer har gjort sig deres tanker, og jeg mangler ikke opbakning under aflivningsprocessen.

(…)

Sammen med en skare af kvindelige kolleger og andre udvalgte overværer jeg som relativt ny københavner-journalist et foredrag om husmoderlige emner. Det ledsages til al overflod af lysbilleder, der ser ud, som om de er optaget med et stykke madpapir foran linsen. Pludselig vækkes det tvangsindlagte publikum af sin slummer af et nødskrig fra det dunkle lokales mellemste stolerækker.
HJÆLP ... jeg kan overhovedet ikke tåle at kede mig sådan!
Udbruddet viser sig at komme fra Socialdemokratens nye udsendte, Eva Bendix. Jeg flytter hen ved siden af hende, så vi kan yde hinanden moralsk støtte indtil lidelserne er forbi og således indledes et livslangt venskab, ikke blot mellem Eva og mig, men også mellem vores familier.
At Eva og jeg var og er politisk uenige på adskillige punkter skal ikke skille os ad. Der er det særlige ved Eva, at hun er så overbevist om vigtigheden af sine egne meninger, at hun til enhver tid tager det som en god spøg, hvis jeg mener det modsatte. Det kan ikke være mit alvor, når jeg siger, at jeg ikke er socialdemokrat, og det er, i hendes øjne, udtryk for momentan sindsforvirring, hvis jeg ikke - som hun - siger nej til de Europæiske Fællesskaber. Hun går ud fra som givet, at jeg nok kommer på bedre tanker, hvis jeg når så vidt som til at være ved mine fulde fem. Derfor er der ingen grund til diskussioner om vores divergerende synspunkter, især ikke, fordi der ellers er så meget, vi er enige om. For eksempel om det regelsæt, hvorefter vores familieliv skulle styres i de år, vi foruden mand og hjem havde små eller mindre børn. Vores hede stræben gik ud på at bevise, at vi godt kunne klare denne væsentlige side af tilværelsen sideløbende med et krævende arbejde.
Vi blev yderligere heppet af, at omgivelserne stedse havde øjnene på os og forventede, at vores hjem var beskidte og ufremkommelige, vores unger forsømte og snottede og vores madprogram elendigt og at vores ægtefæller, Claus Becker og Jens Nørgaard, gik rundt i evig længsel efter at udskifte os med et par hjemmearbejdende husmødre, som alene helligede sig opgaven som permanente serviceforanstaltninger og lod mændene om det med forsørgelsen.
Som formanden for De sjællandske Landboforeningers Husholdningsudvalg, fru Ellen Villemoes Andersen kærligt udtrykte det, når vi havde skrevet et eller andet, der ikke passede hende:

- I er nogle værre tøser, jeg gad nok vide, hvordan der ser ud hjemme hos jer!

Ja, det skulle hun faktisk vide, for så ville hun blive meget forbavset. Netop fordi det ikke skulle spørges, at vi forsømte det ene for det andet, herskede der faktisk en forbilledlig orden i vores hjem. Vi gik højt op i den rette ernæring og i køkkenets permanent ryddede tilstand, vi brugte sammen med vores mænd den væsentligste del af vores fritid på at divertere børnene med udflugter til seværdige og lærerige steder, og ingen rendte så ofte som vi til forældremøder, ingen bagte så mange småkager til jul og malede så mange æg til påske. Vi piskede af sted, vel vidende, at vi ikke bare skulle være på omgangshøjde med det store flertal af hjemmearbejdende koner, men også lidt bedre. For hvis noget gik i kuk for de mødre, der havde hele dagen til deres rådighed, hvis deres unger var forsømte og uopdragne, deres køkkener lignede et bombenedslag og deres hjem en rodebutik, så havde de utallige undskyldninger at vælge imellem. Men om os ville man - som et argument mod kvindens frigørelse og selvforsørgelse - påstå, at enhver brist på den huslige orden udelukkende skyldtes, at vi på egoistisk vis havde forladt kødgryderne for at hellige os karrieren.
Af samme grund var det regelsæt, vores børn skulle rette sig efter, nok også et nummer strengere end det, de fleste andre børn måtte leve med, for ingen skulle sige, at de strejfede rundt uden opsyn og da de blev større skulle de være hjemme præcis på aftalte tidspunkter og det forventedes også, at de, som de voksede op, påtog sig egne pligter i husførelsen. Således lærte alle mine fire børn til eksempel at lave aldeles glimrende mad, længe før de fik deres egne hjem.
Der er ikke tvivl om, at ungerne af og til syntes, at vi i vores nidkærhed var et nummer for skrappe og de kunne til enhver tid hente bekræftelse på, at det forholdt sig sådan, når de kom i kammeraternes hjem, hvor den gode mor gik rundt og ydede heldagsservice. Det er ikke længe siden, min søn Christian betroede mig, at hans kammeraters mødre altid gav udtryk for, at de havde meget ondt af ham. De levede også - som fru Villemoes Andersen - i håbet om, at det stod frygteligt til hjemme hos den udearbejdende mor. Mange af vores kvindelige kolleger var ofre for de samme holdninger, men sært nok fungerede deres hjem og deres familieliv også aldeles storartet.

Nu, mange år efter kan jeg se, at det er dette pres fra omgivelserne, der har udmøntet sig i det levedygtige begreb, der hedder den udearbejdende mors samvittighedsnag. Selv om langt de fleste unge og yngre koner i dag har udearbejde, selv om i hvert fald de bedre uddannede har mænd, der arbejder på mere eller mindre lige fod med dem i hjemmet, forfølges de stadig af denne stinkbombe fra hullet, den dårlige samvittighed, som de ikke kan bruge til noget som helst og som de derfor burde befri sig for.

 

N O T E R

1. Lise Nørgaard
Lise Nørgaard (1917- ) er forfatter og journalist. Bedst kendt er hun som forfatter til tv-serien Matador, men også hendes erindringsbøger ”Kun en pige”, 1992 og ”De sendte en dame”, 1993, der også er filmatiseret, har nået et stort publikum. Heri fortæller hun vittigt om opvæksten i et højborgerligt hjem og kampen for uddannelse og arbejde som journalist, på trods af ægteskab og familie.

Læs mere om Lise Nørgaard i Dansk Kvindebiografisk Leksikon:http://www.kvinfo.dk/side/171/bio/1083/

2. Husholdningsrådet
Statens Husholdningsråd blev oprettet 1935. Rådets formål var at vejlede befolkningen og at drive forsøgsvirksomhed for at fremme husholdningernes ernæringsmæssige, hygiejniske, økonomiske og tekniske forhold. Husholdningsrådet blev nedlagt 1999 og erstattet af Forbrugerinformationen.

3. Eva Bendix
Eva Bendix (1925- ) er journalist og forfatter. Eva Bendix har arbejdet på Aktuelt og andre socialdemokratiske aviser gennem hele karrieren. Hun er aktiv socialdemokrat, har været opstillet som folketingskandidat og var medlem af Ritt Bjerregaards strikkeklub. Eva Bendix har også været aktiv inden for kvinde- og fredsbevægelsen.

4. Ellen Villemoes Andersen
Ellen Villemoes Andersen (1895-1984) var formand for De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger, 1934-66. Allerede fra 1920’erne gik hun i gang med at oprette husholdningsforeninger rundt om på Sjælland.

Læs mere om Ellen Villemoes Andersen i Dansk Kvindebiografisk Leksikon:http://www.kvinfo.dk/side/171/bio/1515/

 

Moderpublikation: De sendte en dame, 1993, s. 242-44 og s. 248-51

Forfatter: Nørgaard, Lise

År: 1993