De kjøbenhavnske Kommunelærerinders Løn

Marcus Rubin og Anne Bruun gav i deres indlæg udtryk for to forskellige holdninger til lærerindernes aflønning. Anne Bruun mente, at kvinder og mænd skulle have lige løn for lige arbejde; Marcus Rubin, at man i fastsættelsen af lønninger skulle tage hensyn til, at mændene var familieforsørgere..

Marcus Rubin: "De kjøbenhavnske Kommunelærerinders Løn" i "Kvinden og Samfundet", 1889 s. 9-13

Spørgsmaalet om de kjøbenhavnske Kommunelærerinders Løn, i Forhold til Lærernes, plejer man hyppig at blive hurtig færdig med ved den Betragtning, at for lige godt Arbejde skal der ydes samme Løn, og at det derfor er uretfærdigt, at Lærere og Lærerinder faa forskjellig Løn.
Begyndelsesgagen for fast ansatte Lærere og Lærerinder er nemlig 1400 Kr. aarlig, men hines Gage kan stige til 2500, disses kun til 1600 Kr. aarlig.
Det maa imidlertid erindres, at under den bestaaende økonomiske Samfundsordning bliver ved alt personligt Arbejde Vederlaget ikke blot givet i Forhold til det ydede Produkt, men ogsaa under Hensyn til den Person, der har foretaget Arbejdet. Dette gjælder ikke blot mellem Mand og Kvinde, men ogsaa mellem Mand og Mand. Det beror paa, at det menneskelige Arbejde ikke kan betragtes som en Vare, løsreven fra Mennesket, thi det har Menneskets Existens som Formaal, og ved dets Betaling maa der derfor ogsaa gjøre sig det Hensyn gjældende, hvad Samfundssædvanen anser for de nødvendige Existensbetingelser for Arbejderen. Et vist Kvantum af Varer som Kaffe, Sukker, Korn betales, naar Arten er den samme, omtrent ens i alle Lande, men en Læges Honorar er højst forskjelligt hos de forskjellige Folkeslag; en Operation, der foretages lige godt af en tysk og en engelsk Læge, vil Englænderen faa langt bedre betalt end Tyskeren paa Grund af Levefodens Forskjellighed, d. v. s. paa Grund af, at det engelske Samfund anlægger et højere Budget for en Læge end det tyske. Man vil finde den samme Forskjel hos alle personlige Arbejdere, lige fra Ministeren til Daglejeren. Selv om Arbejdet vitterlig er det samme, og selv om det Kvantum Fødevarer m. m.. man kan indkjøbe for et vist Pengebeløb, i tvende Lande er ens, ville dog Lønsatserne kunne være væsentlig forskjellige paa Grund af Samfundssædvanerne.
Overføre vi altsaa dette paa indenlandske Forhold og paa Forholdet imellem Mand og Kvinde, vil det sige, at det samme Arbejde, udført af en Mand og en Kvinde, betales forskjellig, naar det forudsættes, at de to Parters Behov er forskjelligt. For den ugifte Mand og den ugifte Kvinde er Behovet maaske ikke væsentlig forskjelligt - i hvert Fald ikke saa meget, at Forskjellen er let at udmaale -, og derfor er Begyndelseslønnen for de kommunale Lærerinder ogsaa rigtig sat lig Begyndelseslønnen for Lærerne. Men efter nogle Aars Forløb, forudsættes det, gifter Læreren sig og faar Familie at forsørge, og hans Løn maa da stige mere end Lærerindens, for at han og hans kunne friste Livet. At gjøre en Forskjel paa den gifte og ugifte Lærer vilde være paa en noget nærgaaende Maade at blande sig ind i private Forhold og kunde som Følge medføre endnu mere vidtgaaende Indblandinger med Hensyn til Børnenes Antal o. s v., man har derfor med Rette nøjedes med at gaa ud fra den afgjørende Deling, den imellem Mænd og Kvinder, af hvilke de første almindeligvis ere Familieforsørgere, de sidste ikke.
Hvordan man vil komme til at stille sig, naar det bliver saaledes, at ikke blot Manden, men ogsaa Hustruen skal forsørge Familien, bliver et Spørgsmaal for sig, der ikke ligger for. Det vil dog være rigtigt i nærværende Sammenhæng udtrykkelig at betone, at samtidig med Bestræbelserne for at udvide Kvindens Adgang til Erhverv og i saa Henseende stille hende lige med Manden gaar der lige saa moderne og kulturmæssige Bestræbelser ud paa saa vidt muligt at skaane Hustruen og Moderen for en Opgivelse af Hjemmet til Fordel for Erhvervet. Det er baade sandsynligt og ønskeligt, efter de mange Lettelser, der ere komne i den huslige Gjerning, at Udviklingen i nogle Kredse vil gaa i Retning af Hustruens Deltagelse eller forøgede Deltagelse i Erhvervet, men det er at haabe, at den i andre Kredse, de brede Lags, vil gaa i Retning af formindsket Deltagelse i Erhvervet, og fremfor alt bør Hustruens og Moderens Hovedvirksomhed i alle Samfundslag være i og for Hjemmet; det er ogsaa en Misforstaaelse at tro, at Husmoderens Forvaltning af Midlerne og Vedligeholdelse af Hjemmet indeholder en ringere Opgave end Mandens Tilvejebringelse af Midlerne. Men, i hvert Fald, foreløbig er Manden i Reglen Familiens Forsørger, og saa længe dette er Tilfældet, er der, som sagt, intet uretfærdigt i, at den gifte Mand har større Løn for sit Arbejde end Kvinden.
Des værre kan en saadan Forskjel i Lønningerne ikke overalt gjennemføres. I alt privat og en stor Del offentligt Arbejde vil man være mere tilbøjelig til at betragte Arbejdet som en Vare og betale det derefter end til at tage Hensyn til Arbejderens Person. Herved fremkommer netop en af de vanskeligste Sider ved Arbejderspørgsmaalet: man gjør selv imellem de mandlige Arbejdere ingen Deling imellem gifte og ugifte Arbejdere og betaler - hvor man kan gjennemføre det ved stor Arbejderkonkurrence - hellere den gifte Arbejder med, hvad der kun er tilstrækkeligt for den ugifte, end omvendt. Heri ligger ogsaa en af Hovedindvendingerne mod Kvindens Adgang til Erhverv, man frygter, at den usle Pris, hun i Reglen faar for sit Arbejde, og som knapt nok dækker de ringe Fordringer, hun under fattige Vilkaar er bleven vænnet til at stille til Livet, skal blive normgivende for Betalingen i de forskjellige Erhverv. Indvendingen er dog ikke afgjørende. Thi for det første kan man overhovedet lige saa lidt berøve Kvinden som Manden en af de uomtvisteligste Menneskerettigheder, Retten til at arbejde for at leve - til hvilken Ret Pligten at leve for at arbejde danner Komplementet -; hvilke som helst opportunistiske Indvendinger maa her vige for den ubetingede Ret. Men dernæst bør Kvinden, for ikke at ødelægge Arbejdslønnen, netop uddannes i de forskjellige Erhverv. Hun vil derved opnaa at skaffe sig selv en højere Løn, ved ikke i overvættes Grad at konkurrere i enkelte Erhverv og ved at kunne optræde mere teknisk uddannet, hendes Konkurrence vil saaledes ikke blive saa faretruende, og den vil i Længden blive modvirket af den Forøgelse i Rigdommene, der skabes ved Kvindernes forøgede og dygtigere Arbejde, hvormed følger større Prisbillighed ogsaa for de Varer, Arbejderne skulle kjøbe, samt ved den Frigjørelse af Kapital, som selve den nedsatte Arbejdsløn fremkalder, en Kapital, der da kan benyttes til at skaffe de ny tilkomne Hænder Arbejde, hvad der atter vil formindske Arbejderkonkurrencen og højne Arbejdslønnen. Endelig ville Kvinderne, naar de ere heldigere økonomisk stillede end nu, ophøre at falde Mændene til Byrde, og ville derved opveje den foreløbige Nedgang i disses Arbejdsfortjeneste, hvad der selvfølgelig ikke mindst vil spille sin Rolle over for den Del af Erhvervsbyrden, de gifte Kvinder for Tiden have paa sig, og som de jo - efter det oven anførte - ogsaa delvis maa vedblive at bære. (Se i øvrigt om dette Spørgsmaal i sin Almindelighed og om det vanskelige ved Overgangsperioden min Afhandling "Om Kvindens Adgang til Erhverv", udgivet af Dansk Kvindesamfund, Kjøbenhavn 1886).
Men det bliver altsaa et farligt Udgangspunkt for de kjøbenhavnske Kommunelærerinder at forlange højere Løn paa Grundlag af deres Arbejdes lige Godhed med Mændenes. Thi, som Forholdene endnu ere nu til Dags, vilde en Udbyden af deres Arbejde efter de almindelige Grundsætninger for Kjøb og Salg af Varer muligvis nok kunne føre til, at deres Arbejde blev betalt lige med Mændenes, men det vil da sige lige slet, for alle Parter lavere end nu, eftersom Konkurrencen er stor nok til, at Varen kunde faas billigere. De kjøbenhavnske Kommunelærerinders Løn er bestemt efter et Skjøn om, hvad en ugift Kvinde af Middelstanden kan leve for, et Skjøn, der paa tilsvarende Maade, som ovenfor fremstillet, i nogen Grad kommer ind ved alt personligt Arbejde, men som der des værre langt fra overalt tages berettiget Hensyn til.
Man kan selvfølgelig oprigtig ønske, at Niveauet for Lærerindernes Løn hæves, og at de faa det langt bedre, end de have det, men de kunne, under den bestaaende økonomiske Samfundsordning, kun være glade ved, at deres Løn ikke udmaales som Prisen for en Vare, der skal betales lig den samme Vare, fra hvad Kant den end kommer, men at Lønnen i hvert Fald bliver fastsat med væsentligt Hensyn til deres samfundsmæssige Existensvilkaar.
Marcus Rubin.

 

Anne Bruun: "De kjøbenhavnske Kommunelærerinders Løn"
i "Kvinden og Samfundet", 1889 s. 65-70
Under denne Overskrift har Hr. Kontorchef Rubin i Januarhæftet af „Kvinden og Samfundet" gjentaget og yderligere fastslaaet sine Udtalelser om denne Sag fra Mødet i „Dansk Kvindesamfund" den 7de December 1888. I den Anledning maa det maaske være mig tilladt at komme med et Par Bemærkninger. Men først maa jeg forudskikke, at naar jeg tager Del i Diskussionen om denne Sag, da er det ikke i den Tanke, at en saadan Diskussion for nærværende Tid kunde faa praktiske Resultater, thi jeg ved vel, at denne Sag kun er et enkelt Led af et større Samfundsspørgsmaal og først vil faa sin Løsning sammen med saa mange andre sideordnede Spørgsmaal, naar Tiden kommer. Men jeg tror dog, at ethvert Bidrag til en bedre Forstaaelse af denne Sag vil have Betydning, da selve det store økonomiske og sociale Spørgsmaal jo dog er sammensat af en Række mindre, som hvert for sig have Betydning som Dele af det hele.
Hr. Rubin hævder, at ved personligt Arbejde ydes Vederlaget ikke blot "i Forhold til det ydede Produkt, men ogsaa under Hensyn til den Person, der har foretaget Arbejdet". Og han tilføjer: „Dette gjælder ikke blot mellem Mand og Kvinde, men ogsaa mellem Mand og Mand". Det forstaar jeg ikke! Ja, at det gjælder mellem Mand og Kvinde, det ved jeg; men at det gjælder mellem Mand og Mand, det har jeg aldrig set. Selv et saa tilsyneladende tydeligt Exempel som „Ministeren og Daglejeren" kan ikke overbevise mig. Jeg har kun set, at Samfundsordningen er denne, at de forskellige stillinger lønnes forskjellig, altsaa selvfølgelig ogsaa Ministerens og Daglejerens. Men lad os tænke os en Minister, som af en eller anden Grund, vi kunne jo være høflige imod ham og tænke os meget ideale Grunde (husk paa Grev Tolstoy), gav sig til at være Daglejer. Mon Samfundsordningen da vilde have den Agtelse for hans Person, at den som Dagløn vilde tilstaa ham noget lignende, som hans Ministergage indbragte ham? Det tror vist ingen af os. Nej - hans Person vilde i Lønspørgsmaalet være ligegyldig; men hans Stilling - Daglejerstillingen - vilde blive lønnet i Forhold til, hvor meget og hvor godt Arbejde han som simpel Arbejder kunde præstere. Og om vi tænke os det omvendte Forhold, saa vilde nøjagtig det samme gjentage sig der:
Var det umuligt i et demokratisk Land at tænke sig, at en Arbejder kunde - om end maaske gradvis - ved erhvervet Dygtighed eller af andre Grunde naa en Ministers Stilling? Hvad indtræder saa? Vil han i saa Fald blive lønnet efter samme Skala, som da han indtog Arbejderens Stilling. Nej, sikkert ikke! Hans Person vilde i Lønspørgsmaalet være ligegyldig; man vilde lønne ham efter den Stilling, han nu indtog, og man vilde aldeles ikke tage Hensyn til, hvilken Stilling han tidligere havde indtaget. - Nej, der gjøres ringe Forskjel paa Mand og Mand, men der gjøres Forskjel paa Stilling og Stilling, og Mændene lønnes derefter. Men der gjøres Forskjel paa Mand og Kvinde, selv om Stillingen er ganske den samme. Og det er denne Forskjel, jeg tilvisse tror, en Gang vil forsvinde, hvornaar, det er jeg ikke Profet nok til at kunne se.
Naar Hr. R. dernæst nævner, at det samme Arbejde lønnes forskjellig i forskjellige Lande og saa overfører dette Forhold paa Forholdet mellem Mand og Kvinde, saa forekommer denne Overførelse mig lidt mærkelig. Det lyder for mine Øren, som om nogen f. Ex. sagde: Fordi Arbejdslønnen er langt lavere i Frankrig end i andre Lande, derfor skulle de franske Kvinder have lavere Løn end de franske Mænd. Var Arbejdslønnen særlig lav i Frankrig, saa vilde vel et saadant Forhold trykke baade de franske Mænd og de franske Kvinder, og jeg forstaar derfor ikke den Slutning, at de af den Grund skulde have lavere Løn.
Det Vaaben, der hyppigst anvendes mod Principet: samme Løn for samme Arbejde, og som ogsaa Hr. R. i stor Udstrækning har benyttet, er, at Arbejdet bør lønnes efter Behovet, og at Mands og Kvindes Behov er forskelligt, hvorfor ogsaa deres Løn bør være forskjellig. Lad os derfor ogsaa undersøge dette Behov lidt nærmere. Som Hovedgrund til Mandens større Behov nævnes jo sædvanlig, at han er Familieforsørgeren. Men - efter at Hr. Overretssagfører Høgsbro paa given Foranledning paa Mødet i D. Kv. S. oplyste, at begge Forældrene efter Loven have lige Forsørgelsespligt mod Børnene, undrer det mig at se Hr. R. skrive : „Hvordan man vil komme til at stille sig, naar det bliver saaledes, at ikke blot Manden, men ogsaa Hustruen skal forsørge Familien, bliver et Spørgsmaal for sig, der ikke ligger for". Det forekommer mig, at dette netop er et Spørgsmaal, der ligger for, eftersom Hustruen dog altsaa allerede - efter Loven - har en ikke lille Del af Familieforsørgelsen. Dertil kommer, at vi have en Lov om gift Kvindes Raadighed over, hvad hun selv erhverver, og at Spørgsmaalene om Ægtefællernes formueretlige Stilling debatteres ivrig. Hvem ved, hvor længe det varer, inden en Omordning kommer.
Men selv om vi holde os til „Samfundssædvanerne", som jo dog ogsaa ere underkastede Forandringens Love, at Manden er Familieforsørgeren, ere vi saa ogsaa visse paa, at han virkelig er det i det overvejende Flertal af Hjem? Hr. R. taler om „moderne og kulturmæssige Bestræbelser, der gaa ud paa saa vidt muligt at skaane Hustruen og Moderen for en Opgivelse af Hjemmet til Fordel for Erhvervet". - Er det kun mig, der ikke kjender disse Bestræbelser? Jeg maa tilstaa, at jeg ikke ved, hvortil der sigtes. Men derimod har jeg i en Aarrække paa temmelig nært Hold iagttaget, hvorledes netop i de brede Lag Hustruen af Forholdenes Magt tvinges til at tage en meget stor Part af Forsørgerens Pligt paa sig for at opretholde Hjemmet. Ogsaa af den Grund maa man inderlig ønske Kvinders Adgang til Erhverv betydelig udvidet; thi som Forholdene nu ere, ere disse Hustruers Arbejdsmarked saa indskrænket og derfor ogsaa saa overfyldt, at en Mængde af dem maa ty til Fattigvæsenet blot for at existere med deres Børn. Men ville vi aabne dem nye Erhvervskilder, da nytter det ikke at byde dem saa lav en Løn for deres Arbejde, at de dog ikke kunne existere, thi derved bringes de kun fra Dynen i Halmen. Jeg giver selvfølgelig Hr. R. ubetinget Ret i, at „fremfor alt bør Hustruens og Moderens Hovedvirksomhed i alle Samfundslag være i og for Hjemmet"; men netop derfor er det ogsaa absolut nødvendigt, at det Erhverv, hun af Forholdene er tvungen til at søge (vel netop for Hjemmets Skyld), at det lønnes saa godt som muligt. Jo daarligere det lønnes, des mere maa hun nemlig arbejde, desto længere Tid maa Hjemmet savne hendes personlige Nærværelse og personlige Støtte.
Det sidste Argument, at Kvindearbejdet skulde trække Mandslønnen ned, lader det til, at Hr. R. ikke selv lægger synderlig Vægt paa; men hvorfor saa nævne det? - Hvis det er et Argument, som har nogen Betydning, saa skulde altsaa virkelig Strømningen gaa i Retning af: Samme Løn for samme Arbejde. Men hvis det er Tilfældet, hvad jeg ganske vist ogsaa tror, hvorfor saa ængste sig for en uheldig Konsekvens, som sikkert aldrig vil indtræde. For Mændenes Vedkommende gaar Strømningen jo stærkt i Retning af Organisation og Sammenhold netop for at forhindre Arbejdslønnen fra at være underkastet den vilde Konkurrence. Denne Mændenes Sammenhold og Respekt for deres eget Arbejdes Værd, skulde den virkelig blive mindre, hvis Kvinderne vilde være med? Vi Kvinder trænge netop haardt til en lignende Respekt for vort eget Arbejde, saa vi ikke falbyde det til den laveste Pris. Naar Mænd og Kvinder enedes om at værne Arbejdet mod dem, der uden Hensyn til det heles Vel, blot for i Øjeblikket at faa fat i noget, underbyde deres Arbejdsfæller, saa tror jeg ubetinget, at meget vilde være naaet. Og jeg er vis paa, at Strømningen gaar i denne Retning, saa jeg nærer aldeles ingen Frygt for, at Fordringen om samme Løn for samme Arbejde skal trække Arbejdslønnen ned, lige saa lidt som jeg deler Hr. R.s Frygt for, at en Udbyden af Kommunnelærerindernes Arbejde efter de almindelige Grundsætninger for Kjøb og Salg af Varer skulde føre til, at Lærernes Løn vilde blive trukken ned til Lærerindernes. Hvis en Lærer ved Kjøbenhavns Kommuneskole som højeste Løn kun kunde opnaa 1700 Kr., tror jeg nok, at Konkurrencen fra den Side vilde mindskes betydelig.
Endnu blot et Par Ord om denne specielle Sag, Kommunelærerindernes Løn. - Der tales saa meget om, at Behovet er forskjelligt for Mand og Kvinde og forskjelligt for Folk paa forskjellige Samfundstrin. Men mener Hr. R. dog ikke, at til en Lærerindes Behov maa høre et Hjem? Man lønner Læreren saaledes, at han kan stifte et Hjem; men man lønner en Lærerinde saaledes, at hun, hvis hun ingen andre Hjælpekilder har, som Formue, Slægtninge eller meget nære Venner, som hun kan danne Hjem sammen med, er nødt til at bo i et Pensionat hele sit Liv. Det lyder ganske vist stort, at „en enlig Kvinde" kunde have 1600 Kr. i Løn, og for den Sum kunde hun vel nok med Sparsommelighed danne sig et Hjem. Men vi maa ikke glemme, at naar hun bliver gammel og ikke længere er arbejdsdygtig, saa er den højeste Pension, hun kan opnaa, 1066 Kr., og maaske mange maa nøjes med den lavere, 800 Kr. Af en saadan aarlig Indtægt kan hun intet Hjem danne, tilmed hvis hun - som rimeligt er - efter saa anstrængende en Gjerning kan trænge til Pleje i sin Alderdom.
De 1600 Kr., som hun en Tid af sit Liv havde i Gage, har hun derfor ikke Lov til at bruge; der maa gaa ikke saa lidt fra til Hjælp for Pensionen til de gamle Dage. Og derfor er den Lærerinde, som helt er henvist til sig selv, og som maaske ikke har været saa heldig at finde en ligestillet, med hvem hun sympatiserede saa fuldt, at de to kunde danne Hjem sammen, i Reglen henvist til at leve sit Liv i et Pensionat, baade mens hun er i sin Gjerning, og naar hun bliver gammel. Idet Læreren - hvad Lønnen angaar - virkelig kan skaffe sig et Hjem, saa er ogsaa hans Garanti for de gamle Dage betydelig større end en Lærerindes. Han har sandsynligvis Børn, der under almindelige Forhold ikke ville lade ham leve et ensomt og uhyggeligt Liv paa hans gamle Dage, medens Lærerinden er „en enlig Kvinde"; det er den store Forskjel.
Jeg er Hr. R. taknemlig for hans Paavisning af, hvorledes netop det, at Kvinder faa Adgang til flere Erhverv, svækker Konkurrencen og hjælper til at dygtiggjøre dem, ligesom den ogsaa i al Almindelighed vil fremkalde en Forøgelse i Rigdommen, og at Kvinderne, naar de blive bedre stillede i økonomisk Henseende, ikke længere ville falde Mændene til Byrde. Ja, jeg vil gaa videre endnu! Jeg tror, at naar Kvinderne var friere stillede i økonomisk Henseende, havde lært et Arbejde, hvorved de kunde ernære sig, saa de altsaa ikke var tvungne til at gifte sig for at blive forsørgede, saa vilde vi faa flere og bedre Ægteskaber, end vi nu have; flere, fordi Mændene ikke vilde være saa bange for at gifte sig af Frygt for denne Forsørgelsespligt, og bedre, fordi i hvert Fald Forsørgelsestanken var borte ved Indgaaelsen af Ægteskabet.
Til Slutning vil jeg blot have Lov til at understrege Hr. R.s Ord, at man lige saa lidt kan berøve Kvinden som Manden en af de uomtvisteligste Menneskerettigheder, Retten til at arbejde for at leve; men denne Menneskeret have Kvinderne ikke fuldt, saa længe deres Arbejde i mangfoldige Grene lønnes saaledes, at de umulig kunne leve deraf. Masser af Kvinder berøver Samfundet denne „uomtvistelige Menneskeret" og tvinger dem derved til at gaa til Grunde. Ethvert Forsøg paa at lønne Kvinder bedre end hidtil, ethvert lille Skridt i Retning af: samme Løn for samme Arbejde er derfor ogsaa et Skridt hen imod alle Kvinders „uomtvistelige Menneskeret".
Anne Bruun.

N O T E R

1.Marcus Rubin
Marcus Rubin (1854-1923) var nationaløkonom og historiker. Fra 1895-1902 var han leder af Statistisk Bureau, fra 1902-1913 generaldirektør for skattevæsenet og fra 1913 direktør for Nationalbanken. Marcus Rubin var stærkt optaget af kvindesagen og var i en periode medlem af Dansk Kvindesamfunds styrelse.

2. Grev Tolstoy
Lev Tolstoj (1828-1910) var russisk forfatter og godsejer. Han arbejdede bl.a. for bøndernes rettigheder og deltog, trods datidens normer, i markarbejdet på lige fod med daglejerne.

3. Høgsbro
Svend Høgsbro (1855-1910) var højesteretssagfører og politiker. Fra 1895-1909 var han medlem af Folketinget for partiet Venstre. I 1905 blev han minister for de offentlige Arbejder og i 1908 justitsminister. Svend Høgsbro var en varm tilhænger af kvindesagen og sad i Dansk Kvindesamfunds styrelse fra 1884-1900.

4. Anne Bruun
Anne Bruun (1853-1934) var lærer og kvindesagsforkæmper. Som første kvindelige medlem af Danmarks Lærerforenings styrelse fra 1900-1915, arbejdede Anne Bruun for, at de kvindelige lærere fik samme ansættelses- og lønvilkår som de mandlige. Derudover var hun bl.a. aktivt medlem af Dansk Kvindesamfund og Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed.
Læs mere om Anne Bruun i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

 

Moderpublikation: Kvinden og Samfundet, 1889, nr 1, s. 9-13 og nr 3, s. 65-70

Forfatter: Rubin, Marcus og Anne Bruun

År: 1889