Kilde 83 - Nutidens sædelige Lighedskrav

I foredraget "Nutidens sædelige Lighedskrav" bakkede Elisabeth Grundtvig op om "handskemoralen", der krævede seksuel afholdenhed for begge køn inden giftermål.

Elisabeth Grundtvig: "Nutidens sædelige Lighedskrav" i "Kvinden og Samfundet", 1887, s. 81-93

Indledning til en Forhandling i Dansk Kvindesamfund 16de Marts 1887
Der er i denne Verden Strid og Uenighed om mange Ting, ja, om de allerfleste, og der gives maaske kun en eneste Ting, som alle Mennesker uden Undtagelse er fuldt enige om. Men den har der ogsaa været Enighed om, saa længe der har været Mennesker til, og Enigheden vil vare, saa længe der er Mennesker paa Jorden. Dette ene Punkt, hvor De og jeg mødes i Enighed baade med Simon Søjlehelgen og med Alexander den store, baade med Zulukafferen og Pariseren, ja, med alle Mennesker, hvor forskjellige fra os de end ellers kan være, det er, at vi vil være lykkelige. Hver Tid, hvert Folk og hvert Menneske søger ganske vist Lykken paa sin Maade og giver den sit Navn, nogle kalder den Ære, andre Rigdom, og andre Kjærlighed, andre igjen Arbejde i Menneskehedens Tjeneste; nogle søger den her paa Jorden, andre i en Tilværelse efter denne; men hvad vi saa kalder vor Stræben og vort Maal, saa er det dog det samme for os alle: Lykke. - Nu er der Tider, hvor denne Stræben har en ensartet Form, hvor et helt Folk eller mange Folk, stundum hele den civiliserede Verden, samler alt, hvad de mener, de trænger til for at ære lykkelige, i et eneste Ord. Engang raabte alle: Gud vil det! og drog til det hellige Land, en anden Gang lød Raabet: Oplysning, Oplysning! fra Land til Land; nu i det sidste Aarhundrede har Løsenet hele vor Verdensdel over været Frihed og Lighed. Der har vist aldrig været noget Feltraab, som har samlet flere om sig end dette, og der har vist aldrig været knyttet mere Haab til noget.
Det samler ogsaa dem, som før kun paa anden Haand var med i den almene Stræben efter Lykke, det samler Kvinderne om sig. De sad hjemme, da Mændene drog paa Korstog, dem tænkte man ikke meget paa, da man raabte paa Oplysning - men Lighed og Frihed for alle Mennesker, det gjælder ogsaa dem. Og de har rejst sig - ikke alle, desværre, langt fra alle, men dog mange - og de har sagt: Ja, det er det, vi vil, Frihed og Lighed; vi vil være fri for alle Fordomme og Indskrænkninger, der før har hæmmet os, og vi vil stilles lige med Manden i alt, hvad der er menneskeligt, vi vil staa ved hans Side i Familien, i Kommunen, i Staten, i Samfundslivet, vi vil staa lige for Loven, og vi vil have den samme Moral. Det er denne sidste Fordring: Lighed mellem Mand og Kvinde i sædelig Henseende, som vi vil tale sammen om i Aften.
Der er for Tiden Ulighed, det ved vi alle saa godt, at det her ikke behøver nærmere at paavises, men kun at nævnes. Vi ved alle, at Samfundsbevidstheden hidtil har krævet Kyskhed af den ugifte Kvinde og Troskab af den gifte, mens den samme Samfundsbevidsthed hverken har krævet Kyskhed eller Troskab af Manden. Og vi har alle set de Misforhold og den Ulykke, som denne forskjellige Samfundslov for de to Kjøn har ført til. Men vi har tillige set, at Samfundsbevidstheden paa dette Punkt var i Færd med at forandre sig; vi har set flere og flere faa Øjnene op for, at der var noget forkert ved denne Ulighed, og nu tilsidst hører vi ogsaa paa dette Omraade Raabet: Lige Ret for Mand og Kvinde.
Lige Ret - ja, det er mange enige om, men hvordan? Lighed kan jo her naas ad to Veje: Kvinderne kan blive som Mænd, og Mændene kan blive som Kvinder. Hvilken Lighed er det, vi ønsker?
Ja, her er Svaret forskjelligt, her staar baade i Danmark, Norge og Sverige Mand mod Mand og Parti mod Parti, og nu er Striden saa stærk og Sindene saa opfyldte af den, at det er paa Tiden for os Kvinder at prøve os selv og finde ud, hvad det er, vi trænger til, og hvad det er, vi vil, og tale ud og sige det. Selv om det er pinligt for os at tale, saa er det dog endnu pinligere at tie stille og lade Mændene alene - eller saa godt som alene - forhandle om vor Natur og vore Drifter og vore Længsler. Har vi end ingen Stemme, naar det gjælder vor Bys Anliggender eller Styrelsen af vort Land, saa har vi dog baade Stemme og Myndighed, naar der er Tale om at fastslaa en ny Opfattelse af vort Væsen og dets inderste Trang og ny Former for vor Livsførelse. Og lad os bruge den Stemme og den Magt, vi har. Lad os sige: Det er sandt, og det er Løgn, det vil vi, og det vil vi ikke; det er for os Lykke og det Ulykke.
Men for at kunne tale med nogen Myndighed maa vi ikke nøjes med Følelsesudbrud eller Dydsprædikener; vi maa prøve paa rolig at undersøge de forskjellige Lighedsfordringer, der stilles, veje, hvad der kan siges for og imod dem, og slutte os til den ene eller den anden, ikke i Kraft af en uklar Sympati eller Antipati, men i Kraft af Grunde.
Den ene Lighedsfordring lyder saadan: Kjønsdriften er uimodstaaelig, ikke blot for Manden, men ogsaa for Kvinden. Hun har hidtil ikke været sig dette fuldt bevidst, har været hildet i Fordomme og systematisk forkuet paa Kjønslivets Omraade. Dette bør forandres.
Maa jeg minde Dem om nogle af de Udtalelser, som ligger til Grund for min Gjengivelse af denne Fordring.
Arne Garborg siger i „Nyt Tidsskrift" i en Anmeldelse af "Constance Ring":

"Læger og andre sagkyndige siger, at Kvinder med svagt udviklet Sanselighed forekommer temmelig hyppig." Thi "Kvinderne opdrages, som om de ikke var Kjønsvæsener. Den Side af deres Natur søges ved all