Den internationale borgerretskamp og kvindebevægelse i 1700- og 1800-tallet
...
Moderne demokrati fik sin første udformning, da Englands nordamerikanske kolonier i 1775 gjorde oprør mod, at de uden videre blev pålagt nye skatter. Året efter udråbtes USA som selvstændig stat med den berømte uafhængighedserklæring, der indledes med ordene: "Vi anser disse sandheder for at være selvindlysende: at alle mennesker er født lige, at de af deres skaber er udstyret med umistelige rettigheder som liv, frihed og stræben efter lykke." I 1789 fulgte Den Franske Revolution under slagordene Frihed, lighed og broderskab, og op gennem den første halvdel af 1800-tallet indførtes der under mere eller mindre fredelige former demokratiske forfatninger i de fleste europæiske lande, bl.a. Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849.
...
Den franske revolution som Eugene Delacroix malede den i 1830.
Fra Louvre, Paris.
Menneskerettigheder blev opfattet snævrere i 1700- og 1800-tallet end i dag. De gjaldt kun borgere med særlige forudsætninger for politisk deltagelse, og det vil sige modne mænd med selvstændig husholdning og ofte også en vis indtægt. Denne fortolkning nærmest kaldte på protester fra de udelukkede grupper, deriblandt kvinderne. Moderne feminisme har sine rødder i 1700-tallets revolutioner, hvor kvinder kæmpede side og side med mændene og derfor krævede at få del i vundne rettigheder.
...
Den danske kvindevalgretskamp var stærkt inspireret af den internationale udvikling, som blev fulgt nøje og beskrevet i tidsskrifter og aviser. Fx trak Elna Munch linien helt fra Den Franske Revolution til International Women's Suffrage Alliance's møde i København i artiklen Kvindernes Valgretskamp i Det ny Aarhundrede, 1906.
...
1908 lykkedes det at nå til enighed om Lov om kommunalvalg, og kvinderne kunne for første gang deltage i kommunalvalgene i 1909. Den nye grundlov, der omsider indførte almindelig valgret og demokratiserede adgangen til Landstinget, trådte i kraft 1915. Samtidig skiftede Højre navn til Det Konservative Folkeparti. For at rette op på partiets blakkede kvindesaglige image, stiftede man i 1914 Danske kvinders konservative Forening, landets første partipolitiske kvindeorganisering.
...
Valgret var det vigtigste spørgsmål i den kamp for ligeret, der mobiliserede tusindvis af kvinder fra slutningen af 1800-tallet. De samlede sig i en række nye kvindeorganisationer, som havde politiske rettigheder som en del af deres - eller i stigende grad deres eneste - formål. Dansk Kvindesamfund (DK) blev stiftet i 1871 på initiativ af ægteparret Matilde Bajer og Fredrik Bajer.
...
Valgplakat fra 1909.
...
Med bladet "Kvinden og Samfundet", udgivet fra 1885, skabte Dansk Kvindesamfund en feministisk offentlighed, hvor bl.a. den internationale og nationale udvikling i valgretssagen blev refereret grundigt. I 1884 foreslog Caroline Testman, der havde afløst Mathilde Bajer på formandsposten, at Dansk Kvindesamfund skulle indføje krav om valgret i formålsparagraffen, men forslaget blev nedstemt som for radikalt. Bortset fra en kort periode i foråret 1887 lykkedes det ikke at skaffe flertal for ændringen før i 1906. I praksis agiterede medlemmerne dog for valgretten gennem foredrag, underskriftsindsamlinger og deltagelse i valgkampe.
Kvindelig Fremskridtsforening (KF) blev grundlagt omkring årsskiftet 1885/86 af en gruppe kvinder, der ønskede en mere radikal linie end Dansk Kvindesamfund og fra starten indskrev kvindevalgret i sin formålsparagraf. Matilde Bajer blev også denne forenings første formand. Den havde indtil 1892 kun adgang for kvindelige medlemmer og udgav 1888-94 bladet "Hvad vi vil", redigeret af Johanne Meyer.
I november 1886 forhandlede Folketinget om ændring af reglerne for valg til Borgerrepræsentationen i København. Fredrik Bajer, der også var folketingsmedlem for Venstre, benyttede lejligheden til at foreslå kvinder inkluderet i vælgerkorpset. Forslaget fik en forholdsvis velvillig behandling i Folketinget, men nåede ikke frem til Landstinget, da der blev udskrevet valg i januar 1887. Bajer fremsatte derfor et nyt forslag, nu om kommunal kvindevalgret for hele landet, men kun for ugifte kvinder. Dette forslag blev vedtaget i Folketinget i oktober 1887, men afvist under behandlingen i Landstinget i februar 1888.
Både Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Fremskridtsforening lancerede en valgretskampagne i forbindelse med Bajers lovforslag. De satsede især på underskriftsindsamlingen blandt kvinder i København, siden over hele landet. Allerede i december 1886 afleverede Kvindelig Fremskridtsforening en støtteerklæring til Rigsdagen. Dansk Kvindesamfunds Adresse til støtte for Fredrik Bajers forslag om kvindevalgret til Borgerrepræsentationen kom i februar 1887. På landsplan indsamledes der over 20.000 underskrifter i løbet af året. Aktivisterne samlede underskrifter ved at stemme dørklokker og på store offentlige møder, der blev forberedt gennem indlæg i dagspressen. Caroline Testman, som stod i spidsen for Dansk vindesamfunds underskriftsindsamling, havde fx en stor artikel i Dagbladet 9.1.1887.
Kampagnerne fortsatte med uformindsket styrke i 1888, hvor Kvindelig Fremskridtsforening i forbindelse med en nordisk udstilling arrangerede et nordisk kvindesagsmøde 14-16. juli. Forsamlingen vedtog en resolution med krav om politisk ligestilling i kommuner og i Rigsdagen.
1889 blev Kvindevalgretsforeningen (KVF) som den første organisation, der udelukkende havde valgret på programmet, stiftet. Den holdt sit første offentlige møde 15. februar med deltagelse af ca. 1.500 diskussionslystne deltagere. Intiativtageren var Line Luplau, der afløste hende på formandsposten. Der var lige som i Kvindelig Fremskridtsforening tale om kvinder med tilknytning til Dansk Kvindesamfund, og der var tæt kontakt mellem Kvindelig Fremskridtsforening og Kvindevalgretsforeningen, der fra 1890 blev medudgiver af bladet "Hvad vi vil".
Dansk Kvindesamfund og Kvindevalgretsforeningen gik i samarbejde om spørgsmål til kandidaterne ved valgmøder, de såkaldte interpellationer, og kvinderne kom på denne måde til at præge den politiske diskussion i et forum, mændene tidligere havde haft for sig selv.
Stagnationen i det politiske liv under forfatningskampen førte imidlertid også til dødvande i kvindevalgretskampen. Kvindelig Fremskridtsforenings og Kvindevalgretsforeningens aktiviteter ebbede ud i 1890'erne. Det eneste nye initaitiv kom fra den yngste af stemmeretspionererne Louise Nørlund, der i 1898 oprettede Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg, en paraplyorganisation med 8 medlemmer, fortrinsvis kvindefagforeninger. Dansk Kvindesamfund kørte på vågeblus, men forberedte sig dog på det kommende systemskifte ved i 1894 at vælge en ny formand, Jutta Bojsen-Møller, som havde tætte forbindelser til partiet Venstre.
...
I 1903 fremsatte indenrigsminister Enevold Sørensen fra den nye Venstreregering et forslag om kommunal valgret. Der var nu udsigt til et forlig med Højre, men forhandlingerne tog år og dag, og det var en udbredt følelse i kvindesaglige kredse, at man havde ventet længe nok. Den første generation af kvindelige akademikere var kommet på banen og deltog med større selvfølgelighed i den offentlige debat. Der blev oprettet nye valgretsorganisationer, og den internationale udvikling blev fulgt med stor opmærksomhed.
Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg, der var kommet op på 22 medlemmer og skiftede navn til Danske Kvindeforeningers Valgretforbund, meldte sig i 1904 ind i International Woman Suffrage Alliance. På stiftelseskongressen i Berlin deltog en dansk delegation under ledelse af Louise Nørlund.
To andre deltagere blev inspireret til at opbygge nye foreninger efter hjemkomsten: Politisk Kvindeforening under ledelse af Anna Hude og Kvindevalgrets-Klubberne under ledelse af Johanne Münter. I en offentlig tale i Ålborg, arrangeret i forbindelse med Dansk Kvindesamfunds årsmøde i byen, gav Anna Hude udtryk for den nye generations frustration over, at de skønt bedre kvalificeret end mange mænd ikke havde borgerrettigheder.
For at støtte de danske kvinder, der som de eneste i Norden stadig ventede på valgret, efter at kommunal kvindevalgret blev indført i Norge 1902, blev København valgt som vært for International Woman Suffrage Alliance's kongres i København i 1906. Det blev som forventet en saltvandsindsprøjning til valgretskampen: I Dansk Kvindesamfund fik den fraktion, der ville have politisk ligestilling på programmet, endelig flertal. Politisk Kvindeforening omdannedes til Københavns Kvindevalgretsforening, den første lokalforening i Landsforbundet for Kvinders Valgret (LKV), der fra 1907 med Elna Munch som primus motor blev en landsdækkende organisation med over 10.000 medlemmer.
Den nye lov om kommunevalg blev vedtaget i 1908. Kvinder deltog for første gang i kommunalvalgene i 1909 og opnåede 127 pladser, svarende til 1,3%. De kvindelige kommunalbestyrelsesmedlemmer blev genstand for stor interesse i den kvindesaglige presse, der foruden "Kvinden og Samfundet" også omfattede Landsforbundet for Kvinders Valgrets medlemsblad "Kvindevalgret" og "Kvindestemmerets-Bladet", som Kvindevalgretsklubben udgav.
I 1907 behandlede Folketinget det første forslag om kvindevalgret til Rigsdagen. Det blev stillet af Socialdemokratiet og afvist af de øvrige partier med henvisning til, at kommunallovrevisionen endnu ikke var vedtaget. Forslaget fra regeringspartiet Det Radikale Venstre kom så i 1909, men heller ikke det skulle få en let gang på jorden mellem splittede rigsdagsmænd og vrede feminister. Gyrithe Lemche foreslog i en tale på Skamlingsbanken 4.6.1912 under Dansk Kvindesamfunds landsmøde i Kolding, at man indførte kvindevalgretten, førend man reviderede resten af Grundloven. Derved ville kvinder også få indflydelse på den nye grundlov og blive ligestillet med junigrundlovens fædre.
Ideen om grundloven i to tempi var tidligere uden held lanceret af venstreformanden I.C. Christensen, og Gyrithe Lemche havde ikke større succes. Hun sørgede da også for, at ordet tak ikke indgik i den resolution, et stor kvindedemonstration overrakte til konge og Rigsdag 5. juni 1915.
Dansk Kvindesamfund markerede også sejren ved at plante egetræer rundt om i landet, bl.a. på Himmelbjerget, hvor Jutta Bojsen-Møller holdt festtalen.
...
Mathilde Bajer og Juta Bojsen-Møller i valgretstoget, 1915.
Statsbiblioteket.
...
Referat fra det stiftende møde for Danske Kvinders konservative Forening d. 17. juni 1914 i "Dansk Kvindeblad" 1.7.1914 Se pdf.
Liste over kvindeorganisationer og valgretsforeninger, udarbejdet af Jytte Larsen Se pdf.
...
Ændringer i Dansk Kvindesamfunds formålsparagraf i årene 1871-1915 fra Gyrithe Lemche: "Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar", 1939 Se pdf.
Love for Den kvindelige Fremskridtsforening 1886, Småtryksafdelingen, KB Se pdf.
Uddrag af Folketingets 1. behandling af ændringsforslag til lov om valg af borgerrepræsentanter 9.11.1886 I "Rigsdagstidende" 1886 s. 541-42, s. 561-62, s. 564-65, s. 574-76 Se pdf.
...
"Resolution fra Nordisk Kvindesagsmøde 14.7.1888" i "Hvad vi vil" nr. 2, 1889 Se pdf.
"Referat af Kvindevalgretsforeningens første offentlige møde 15.2.1889 i "Hvad vi vil" nr. 5, 1889 Se pdf.
"Spørgsmaalene til Rigsdagskandidaterne 21. Januar 1890" i "Kvinden og Samfundet", 1890 s. 57-58 Se pdf.
"Forslag til lov om kommunale valg af 11.11.1903" i "Rigsdagstidende 1903-04. Tillæg A" s. 2577-2578 og uddrag af Landstingets 1. behandling af forslag til lov om kommunale valg 12.4.1904 i "Rigsdagstidende 1903-04. Landstinget" s. 469 Se pdf.
...
Thora Knudsen om arbejdet i Borgerrepræsentationen ved møde i Kvindevalgretsklubben 27.10.1909 i "Kvindestemmerets-Bladet ", nr. 9, 1909 Se pdf.
Forslag til lov om ændring af grundloven af 9.10.1907 i "Rigsdagstidende1907-08. Tillæg A" s. 3203-06 og Frederik Borgbjerg forelæggelsestale i Folketinget d. 9.10.1907 i "Rigsdagstidende1907-08" s. 76-83 Se pdf.
Gyrithe Lemches tale på Skamlingsbanken 4.6.1912 i "Kvinden og Samfundet" 1912 s. 178-182 Se pdf.
"Danske Kvinders Adresse til Regering og Rigsdag d. 5. Juni 1915" i "Kvinden og Samfundet", 1915 s. 178 Se pdf.
Uddrag af Jutta Bojsen-Møllers tale på Himmelbjerget 6.7.1915 i "Træk fra et langt liv", 1924 s. 115-118 Se pdf.