Valgret

Den internationale borgerretskamp og kvindebevægelse i 1700- og 1800-tallet

Enevælde var den dominerende statsform i Vesteuropa i perioden 1500-1800. Den danske konge blev enevældig i 1660. I 1700-tallet voksede kritikken af systemet sig stærk, og i argumentationen for en demokratisk styreform spillede forestillingen om menneskerettigheder en væsentlig rolle.

Moderne demokrati fik sin første udformning, da Englands nordamerikanske kolonier i 1775 gjorde oprør mod, at de uden videre blev pålagt nye skatter. Året efter udråbtes USA som selvstændig stat med den berømte uafhængighedserklæring, der indledes med ordene: "Vi anser disse sandheder for at være selvindlysende: at alle mennesker er født lige, at de af deres skaber er udstyret med umistelige rettigheder som liv, frihed og stræben efter lykke." I 1789 fulgte Den Franske Revolution under slagordene Frihed, lighed og broderskab, og op gennem den første halvdel af 1800-tallet indførtes der under mere eller mindre fredelige former demokratiske forfatninger i de fleste europæiske lande, bl.a. Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849.

Open

Menneskerettigheder blev opfattet snævrere i 1700- og 1800-tallet end i dag. De gjaldt kun borgere med særlige forudsætninger for politisk deltagelse, og det vil sige modne mænd med selvstændig husholdning og ofte også en vis indtægt. Denne fortolkning nærmest kaldte på protester fra de udelukkede grupper, deriblandt kvinderne. Moderne feminisme har sine rødder i 1700-tallets revolutioner, hvor kvinder kæmpede side og side med mændene og derfor krævede at få del i vundne rettigheder.

Den franske forfatter Olympe de Gourges offentliggjorde i september 1791 Déclaration des droits de la femme et de la citoyenne- Erklæring om kvindens og borgerindens rettigheder. Revolutionsgrundloven var netop endeligt vedtaget, og hun reagerede prompte på, at kvinder var udelukkede fra det nye borgerskab. Hendes version er kopieret fra Déclaration des droits de l'homme et du citoyen, den franske borgerrettighedserklæring, bortset fra, at hun alle de steder, hvor der stod mænd, tilføjede "og kvinder". Olympe de Gourges blev dødsdømt og henrettet 1793. Først i 1944 indførtes kvindevalgretten i Frankrig.

I USA kom kvindernes protester senere, til gengæld organiserede de sig tidligt og blev i anden halvdel af 1800-tallet sammen med englænderne den drivende kraft i den internationale kvindevalgretsbevægelse. Startskuddet gik med Declaration of Sentiments, en indskrivning af kvinder i Den amerikanske Uafhængighedserklæring efter sammen mønster, som Olympe de Gouges havde brugt, vedtaget i 1848 på et kvindemøde i Seneca Falls. 1868 stiftedes National Woman Suffrage Association som verdens første nationale kvindesagsforening, og valgret stod på programmet fra første færd. Amerikanske delstater var som led i bestræbelserne på at tiltrække kvindelige indbyggere først med indførelsen af kvindevalgretten: Wyoming 1869, Utah året efter, og ved indgangen til 1900-tallet var flere andre i fuld gang med behandling af lovforslag. I 1920 fik amerikanske kvinder stemmeret på forbundsstatsniveau.

Engelske kvinder begyndte at agitere for valgret på et offentligt møde i London 1869 og The National Society for Women's Suffrage blev dannet i 1871. Der kom også hurtigt delsejre i England: Kvinderne fik kvindevalgret til lokale råd i 1869 og til skolekommissioner i 1870, på øen Man, der havde eget parlament, i 1880 og i kolonierne New Zealand og Australien. Men det trak ud med den lovændring, der åbnede det engelske parlament for kvinder. I 1905 mistede de tålmodigheden og indledte en kampagne, der omfattede militante aktioner som brandbomber og sultestrejker. Suffragetterne, som de kaldtes, indstillede deres aktioner ved udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Da havde de vakt stor international opsigt. Kvindevalgretten blev indført i 1928.

Den amerikanske National Woman Suffrage Association forsøgte i 1888 som led i fejringen af Seneca Falls-deklarationen at oprette en international paraplyorganisation bestående af de nationale kvindesagsforeninger, der efterhånden var opstået i de fleste europæiske lande. Det viste sig at være for tidligt, men i 1899 lykkedes det at etablere International Council of Women med 8 medlemsstater, deriblandt Danmark. 1904 blev International Women's Suffrage Alliance dannet for at sætte turbo på de nationale valgretskampagner.

Den danske kvindevalgretskamp var stærkt inspireret af den internationale udvikling, som blev fulgt nøje og beskrevet i tidsskrifter og aviser. Fx trak Elna Munch linien helt fra Den Franske Revolution til International Women's Suffrage Alliance's møde i København i artiklen Kvindernes Valgretskamp i Det ny Aarhundrede, 1906.

Den politiske udvikling i Danmark 1849-1915

Danmarks Riges Grundlov blev til i en periode med stærke brydninger i den danske stat, der også omfattede Slesvig og Holsten. Denne nationale konflikt udløste Treårskrigen 1848-51, og grundlovens indførelse af, hvad man dengang forstod ved almindelig valgret, var en cadeau til de danske soldater i felten.
Den lovgivende magt blev placeret i Rigsdagen, der bestod af to kamre: Folketinget og Landstinget med forskellige valgregler.

Folketinget fik en vis fortrinsstilling ved, at finansloven, der danner basis for alle andre love, først skulle behandles her. Men uenigheden mellem de to ting, der i lange perioder havde forskelligt politisk flertal, blev et centralt problem i den danske forfatningsdebat sammen med regeringsdannelsen. Kongen havde retten til at udnævne regeringen, også reelt, indtil det såkaldte systemskifte i 1901, hvor folketingsparlamentarisme, dvs. princippet om, at regeringen skal støttes af folketingets flertal, blev indført.
Grundloven foreskrev også kommunalt selvstyre, og der blev vedtaget love om henholdvis Borgerrepræsentationen i København i 1863, og love om byråd i købstæderne og sogneråd i landdistrikterne, 1865. Den kommunale valgret havde flere begrænsninger end valgretten til Rigsdagen.

Nationalitetsproblemet overskyggede alle andre i perioden op til den anden slesvigske krig i 1864, som danskerne tabte. Slesvig-Holsten, inklusive det nuværende Sønderjylland, blev en del af Tyskland. Grundloven blev revideret i 1866 for at afspejle den nye statsretlige situation, og stemningen efter nederlaget førte desuden til en ændring af valgreglerne til Landstinget i en mere konservativ retning.

I 1872 organiserede den politiske venstrefløj sig i partiet Venstre, der havde flertallet i Folketinget. Dets mål i forfatningsspørgsmålet var folketingspalamentarisme og genindførelse af valgreglerne fra 1849. Socialdemokratiet blev dannet i 1876 og repræsenteret i Folketinget i 1884. I 1905 opstod Det Radikale Venstre som en udspaltning af det efterhånden temmelig moderate Venstre, der dannede regering fra 1901. For Socialdemokraterne og de radikale var kvindevalgret fra starten en del af programmet. Partiavisen Social-Demokraten agiterede allerede i 1870'erne for sagen, og Det Radikale Venstre var arnested for Landsforbundet for Kvinders Valgret, den største kvindevalgretsforening. Venstre støttede fra 1886 kommunal kvindevalgret, og efter gennemførelse af denne i 1908 valgret til Rigsdagen, den såkaldte politiske valgret.

Højre sad på regeringsmagten og flertallet i Landstinget, og i perioden 1884-94 var grundloven sat ud af kraft. Folketingsflertallet nægtede at godkende finansloven, og regeringen administrerede på grundlag af såkaldte provisoriske love, der efter grundloven kun var beregnet til særlige krisesituationer. Partiet var imod kvindevalgret og opgav kun nødtvungent sin modstand mod den efter Systemskiftet, således at den nye Venstreregering kunne indføre nye lokale, demokratisk valgte organer, hvor kvinder også havde valgret: Menighedsråd, 1903, Værgeråd, 1905 og Hjælpekasser, 1907.

Når det kom til demokratisering af valgreglerne til kommunalbestyrelser og Rigsdagen, blev den antifeministisk begrundede modstand mod kvindevalgret overskygget af de store klasseinteresser, der var på spil. De gældende regler udelukkede op mod halvdelen af mændene - dem, der ikke tjente nok, ikke havde egen bolig, havde modtaget offenlig understøttelse, altså potentielle socialdemokratiske vælgere. Ændring af valgreglerne til Rigsdagen krævede vedtagelse af en ny grundlov, og så stod man midt i striden om Landstingets sammensætning.

1908 lykkedes det at nå til enighed om Lov om kommunalvalg, og kvinderne kunne for første gang deltage i kommunalvalgene i 1909. Den nye grundlov, der omsider indførte almindelig valgret og demokratiserede adgangen til Landstinget, trådte i kraft 1915. Samtidig skiftede Højre navn til Det Konservative Folkeparti. For at rette op på partiets blakkede kvindesaglige image, stiftede man i 1914 Danske kvinders konservative Forening, landets første partipolitiske kvindeorganisering.

Open

Valgretskampen i Danmark

1. fase 1884-1901

Valgret var det vigtigste spørgsmål i den kamp for ligeret, der mobiliserede tusindvis af kvinder fra slutningen af 1800-tallet. De samlede sig i en række nye kvindeorganisationer, som havde politiske rettigheder som en del af deres - eller i stigende grad deres eneste - formål. Dansk Kvindesamfund (DK) blev stiftet i 1871 på initiativ af ægteparret Matilde Bajer og Fredrik Bajer.

Industrialisering og urbanisering ændrede betingelserne for kvinders traditionelle arbejde i hjem og småbedrifter. Dansk Kvindesamfund fokuserede på at skabe nye uddannelses- og jobmuligheder, især inden for undervisning, sygepleje og adminstration, og førte en energisk lobbyvirksomhed for at sætte fart på den ligestillingslovgivning, der var indledt med, at ugifte kvinder i 1857 havde opnået myndighed.

Med bladet "Kvinden og Samfundet", udgivet fra 1885, skabte Dansk Kvindesamfund en feministisk offentlighed, hvor bl.a. den internationale og nationale udvikling i valgretssagen blev refereret grundigt. I 1884 foreslog Caroline Testman, der havde afløst Mathilde Bajer på formandsposten, at Dansk Kvindesamfund skulle indføje krav om valgret i formålsparagraffen, men forslaget blev nedstemt som for radikalt. Bortset fra en kort periode i foråret 1887 lykkedes det ikke at skaffe flertal for ændringen før i 1906. I praksis agiterede medlemmerne dog for valgretten gennem foredrag, underskriftsindsamlinger og deltagelse i valgkampe.

Kvindelig Fremskridtsforening (KF) blev grundlagt omkring årsskiftet 1885/86 af en gruppe kvinder, der ønskede en mere radikal linie end Dansk Kvindesamfund og fra starten indskrev kvindevalgret i sin formålsparagraf. Matilde Bajer blev også denne forenings første formand. Den havde indtil 1892 kun adgang for kvindelige medlemmer og udgav 1888-94 bladet "Hvad vi vil", redigeret af Johanne Meyer.

I november 1886 forhandlede Folketinget om ændring af reglerne for valg til Borgerrepræsentationen i København. Fredrik Bajer, der også var folketingsmedlem for Venstre, benyttede lejligheden til at foreslå kvinder inkluderet i vælgerkorpset. Forslaget fik en forholdsvis velvillig behandling i Folketinget, men nåede ikke frem til Landstinget, da der blev udskrevet valg i januar 1887. Bajer fremsatte derfor et nyt forslag, nu om kommunal kvindevalgret for hele landet, men kun for ugifte kvinder. Dette forslag blev vedtaget i Folketinget i oktober 1887, men afvist under behandlingen i Landstinget i februar 1888.

Både Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Fremskridtsforening lancerede en valgretskampagne i forbindelse med Bajers lovforslag. De satsede især på underskriftsindsamlingen blandt kvinder i København, siden over hele landet. Allerede i december 1886 afleverede Kvindelig Fremskridtsforening en støtteerklæring til Rigsdagen. Dansk Kvindesamfunds Adresse til støtte for Fredrik Bajers forslag om kvindevalgret til Borgerrepræsentationen kom i februar 1887. På landsplan indsamledes der over 20.000 underskrifter i løbet af året. Aktivisterne samlede underskrifter ved at stemme dørklokker og på store offentlige møder, der blev forberedt gennem indlæg i dagspressen. Caroline Testman, som stod i spidsen for Dansk vindesamfunds underskriftsindsamling, havde fx en stor artikel i Dagbladet 9.1.1887.

Kampagnerne fortsatte med uformindsket styrke i 1888, hvor Kvindelig Fremskridtsforening i forbindelse med en nordisk udstilling arrangerede et nordisk kvindesagsmøde 14-16. juli. Forsamlingen vedtog en resolution med krav om politisk ligestilling i kommuner og i Rigsdagen.

1889 blev Kvindevalgretsforeningen (KVF) som den første organisation, der udelukkende havde valgret på programmet, stiftet. Den holdt sit første offentlige møde 15. februar med deltagelse af ca. 1.500 diskussionslystne deltagere. Intiativtageren var Line Luplau, der afløste hende på formandsposten. Der var lige som i Kvindelig Fremskridtsforening tale om kvinder med tilknytning til Dansk Kvindesamfund, og der var tæt kontakt mellem Kvindelig Fremskridtsforening og Kvindevalgretsforeningen, der fra 1890 blev medudgiver af bladet "Hvad vi vil".

Dansk Kvindesamfund og Kvindevalgretsforeningen gik i samarbejde om spørgsmål til kandidaterne ved valgmøder, de såkaldte interpellationer, og kvinderne kom på denne måde til at præge den politiske diskussion i et forum, mændene tidligere havde haft for sig selv.

Stagnationen i det politiske liv under forfatningskampen førte imidlertid også til dødvande i kvindevalgretskampen. Kvindelig Fremskridtsforenings og Kvindevalgretsforeningens aktiviteter ebbede ud i 1890'erne. Det eneste nye initaitiv kom fra den yngste af stemmeretspionererne Louise Nørlund, der i 1898 oprettede Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg, en paraplyorganisation med 8 medlemmer, fortrinsvis kvindefagforeninger. Dansk Kvindesamfund kørte på vågeblus, men forberedte sig dog på det kommende systemskifte ved i 1894 at vælge en ny formand, Jutta Bojsen-Møller, som havde tætte forbindelser til partiet Venstre.

I Rigsdagen havde Fredrik Bajer startet en strid af nærmest rituel karakter. Fra 1886 til 1901 foreslog folketingsmedlemmer fra Venstre og Socialdemokratiet jævnligt kvindevalgret. Folketinget vedtog forslaget, Landstinget forkastede det. Variationerne indskrænkede sig til rettighedernes omfang - skulle kvinder både have valgret og være valgbare, skulle de dreje sig om ugifte kvinder eller alle kvinder?

Debatten i forbindelsen med lovforslagene 1886-88 trak de fronter op, som aktørerne forskansede sig bag, indtil feministerne fik overtaget i 1915. De byggede på menneskeretstænkningen og hævdede, at den måtte gælde uanset køn. Kvinder - især ugifte - var fuldgyldige borgere og gode skatteydere, og deres interesser kunne kun varetages af dem selv. Desuden havde kvinder særlige kompetencer inden for fx. opdragelse og undervisning af børn og socialt arbejde, og det burde komme hele samfundet til nytte.

Danmark stod tilbage for nabolandene, hvor man havde gode erfaringer med kvindelige vælgere og kvindelige politikere.
Omvendt sagde modstanderne, at kvinder - i hvert fald de gifte - på bedste vis var repræsenterede af deres mænd, og at de særlige kvindelige evner udfoldede sig lykkeligst i hjemmet. Den internationale feminisme var et vildspor, som Danmark skulle holde sig fri af.

Valgretskampen i Danmark

1. fase 1901-15

I 1903 fremsatte indenrigsminister Enevold Sørensen fra den nye Venstreregering et forslag om kommunal valgret. Der var nu udsigt til et forlig med Højre, men forhandlingerne tog år og dag, og det var en udbredt følelse i kvindesaglige kredse, at man havde ventet længe nok. Den første generation af kvindelige akademikere var kommet på banen og deltog med større selvfølgelighed i den offentlige debat. Der blev oprettet nye valgretsorganisationer, og den internationale udvikling blev fulgt med stor opmærksomhed.
Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg, der var kommet op på 22 medlemmer og skiftede navn til Danske Kvindeforeningers Valgretforbund, meldte sig i 1904 ind i International Woman Suffrage Alliance. På stiftelseskongressen i Berlin deltog en dansk delegation under ledelse af Louise Nørlund.

To andre deltagere blev inspireret til at opbygge nye foreninger efter hjemkomsten: Politisk Kvindeforening under ledelse af Anna Hude og Kvindevalgrets-Klubberne under ledelse af Johanne Münter. I en offentlig tale i Ålborg, arrangeret i forbindelse med Dansk Kvindesamfunds årsmøde i byen, gav Anna Hude udtryk for den nye generations frustration over, at de skønt bedre kvalificeret end mange mænd ikke havde borgerrettigheder.

For at støtte de danske kvinder, der som de eneste i Norden stadig ventede på valgret, efter at kommunal kvindevalgret blev indført i Norge 1902, blev København valgt som vært for International Woman Suffrage Alliance's kongres i København i 1906. Det blev som forventet en saltvandsindsprøjning til valgretskampen: I Dansk Kvindesamfund fik den fraktion, der ville have politisk ligestilling på programmet, endelig flertal. Politisk Kvindeforening omdannedes til Københavns Kvindevalgretsforening, den første lokalforening i Landsforbundet for Kvinders Valgret (LKV), der fra 1907 med Elna Munch som primus motor blev en landsdækkende organisation med over 10.000 medlemmer.

Den nye lov om kommunevalg blev vedtaget i 1908. Kvinder deltog for første gang i kommunalvalgene i 1909 og opnåede 127 pladser, svarende til 1,3%. De kvindelige kommunalbestyrelsesmedlemmer blev genstand for stor interesse i den kvindesaglige presse, der foruden "Kvinden og Samfundet" også omfattede Landsforbundet for Kvinders Valgrets medlemsblad "Kvindevalgret" og "Kvindestemmerets-Bladet", som Kvindevalgretsklubben udgav.

I 1907 behandlede Folketinget det første forslag om kvindevalgret til Rigsdagen. Det blev stillet af Socialdemokratiet og afvist af de øvrige partier med henvisning til, at kommunallovrevisionen endnu ikke var vedtaget. Forslaget fra regeringspartiet Det Radikale Venstre kom så i 1909, men heller ikke det skulle få en let gang på jorden mellem splittede rigsdagsmænd og vrede feminister. Gyrithe Lemche foreslog i en tale på Skamlingsbanken 4.6.1912 under Dansk Kvindesamfunds landsmøde i Kolding, at man indførte kvindevalgretten, førend man reviderede resten af Grundloven. Derved ville kvinder også få indflydelse på den nye grundlov og blive ligestillet med junigrundlovens fædre.

Ideen om grundloven i to tempi var tidligere uden held lanceret af venstreformanden I.C. Christensen, og Gyrithe Lemche havde ikke større succes. Hun sørgede da også for, at ordet tak ikke indgik i den resolution, et stor kvindedemonstration overrakte til konge og Rigsdag 5. juni 1915.
Dansk Kvindesamfund markerede også sejren ved at plante egetræer rundt om i landet, bl.a. på Himmelbjerget, hvor Jutta Bojsen-Møller holdt festtalen.

Forslag til videre læsning om kvinders valgret:

Bisgaard, Nina: Kvindevalgretskampen 1870-1898. København: Københavns Universitet, 1975, 101 s.

Højgaard, Lis: Bidrag til den danske kvindebevægelses historie 1870-1900. Akademisk Forlag, 1979,131 s.

Kvinder på tinge: kvinder i landspolitik i 75 år. Udgivet af Folketingets præsidium. Red. Drude Dahlerup og Kristian Hvidt. Rosinante, 1990, 247 s.

Kvinderne og valgretten. Red. Ellen Strange Petersen. København: Schultz, 1965, 274 s.

Kvindestemmer: Red: Gretelise Holm og Lene Pind. Gyrithe, 1990, 167 s

Lemche, Gyrithe: Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar: Med Tillæg 1912-1918. Udgivet af Dansk Kvindesamfund. København, 1939. 379 s.

Nørregaard Hansen, Hanne: Landsforbundet for kvinders valgret 1907-15. København: Københavns Universitet, 1992, 104 s.

Kilder til valgretten:

Olympe de Gouges: "Déclaration des droits de la femme et de la citoyenne" Se pdf.

"Declaration of Sentiments" Se pdf.

Elna Munch: "Kvindernes Valgretskamp" i "Det ny Aarhundrede", 1906 Se pdf.

"Kvindens Stemmeret". Leder i "Social-Demokraten" 4.10.1878 Se pdf.

Valgretsbestemmelserne i grundloven 1849/ ? 35, 36, 39, 40, 1866/ ?30, 31, 34, 35, 1915/? 30, 31, 34, 35, 36 i "Danmarks Riges Grundlove" udgivet af Henning Koch og Kristian Hvidt, 1999 Se pdf.

Referat fra det stiftende møde for Danske Kvinders konservative Forening d. 17. juni 1914 i "Dansk Kvindeblad" 1.7.1914 Se pdf.

Liste over kvindeorganisationer og valgretsforeninger, udarbejdet af Jytte Larsen Se pdf.

Ligestillingslovgivning i Danmark 1845-1908. En årstalsliste udarbejdet af Jytte Larsen Se pdf.

Ændringer i Dansk Kvindesamfunds formålsparagraf i årene 1871-1915 fra Gyrithe Lemche: "Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar", 1939 Se pdf.

Love for Den kvindelige Fremskridtsforening 1886, Småtryksafdelingen, KB Se pdf.

Uddrag af Folketingets 1. behandling af ændringsforslag til lov om valg af borgerrepræsentanter 9.11.1886 I "Rigsdagstidende" 1886 s. 541-42, s. 561-62, s. 564-65, s. 574-76 Se pdf.

"Forslag til lov til om kvinders kommunale valgret og valgbarhed af 7.10.1887" i "Rigsdagstidende. Tillæg A s. 2383-84" og Fredrik Bajers forelæggelsestale d. 7. 10.1887 i "Rigsdagstidende 1887-88" s. 60 Se pdf.

Carl Plougs tale ved Landstingets 1. behandling af forslag til lov til om kvinders kommunal valgret og valgbarhed 10.2.1888 I "Rigsdagstidende 1887-88. Landstinget" s. 677-82 Se pdf.

Dansk Kvindesamfunds underskriftsindsamling til støtte for Fredrik Bajers forslag om kvindevalgret overdraget til Rigsdagen 17.2.1887 i "Kvinden og Samfundet", 1887 s. 28 Se pdf.

Caroline Testman "Om Kvindens Stemmeret ved de kommunale Valg" i "Dagbladet" 9.1.1887 Se pdf.

"Resolution fra Nordisk Kvindesagsmøde 14.7.1888" i "Hvad vi vil" nr. 2, 1889 Se pdf.

"Referat af Kvindevalgretsforeningens første offentlige møde 15.2.1889 i "Hvad vi vil" nr. 5, 1889 Se pdf.

"Spørgsmaalene til Rigsdagskandidaterne 21. Januar 1890" i "Kvinden og Samfundet", 1890 s. 57-58 Se pdf.

"Forslag til lov om kommunale valg af 11.11.1903" i "Rigsdagstidende 1903-04. Tillæg A" s. 2577-2578 og uddrag af Landstingets 1. behandling af forslag til lov om kommunale valg 12.4.1904 i "Rigsdagstidende 1903-04. Landstinget" s. 469 Se pdf.

"Kvinderne". Anna Hudes tale ved et offentligt møde i Ålborg 12.7.1905 i "Aalborg Stiftstidende" 13.7.1905 Se pdf.

"Løbeseddel fra Landsforbundet for Kvinders Valgret", 1911. Småtryksafdelingen, KB Se pdf.

Thora Knudsen om arbejdet i Borgerrepræsentationen ved møde i Kvindevalgretsklubben 27.10.1909 i "Kvindestemmerets-Bladet ", nr. 9, 1909 Se pdf.

Forslag til lov om ændring af grundloven af 9.10.1907 i "Rigsdagstidende1907-08. Tillæg A" s. 3203-06 og Frederik Borgbjerg forelæggelsestale i Folketinget d. 9.10.1907 i "Rigsdagstidende1907-08" s. 76-83 Se pdf.

Gyrithe Lemches tale på Skamlingsbanken 4.6.1912 i "Kvinden og Samfundet" 1912 s. 178-182 Se pdf.

"Danske Kvinders Adresse til Regering og Rigsdag d. 5. Juni 1915" i "Kvinden og Samfundet", 1915 s. 178 Se pdf.

Uddrag af Jutta Bojsen-Møllers tale på Himmelbjerget 6.7.1915 i "Træk fra et langt liv", 1924 s. 115-118 Se pdf.