Kvindernes Valgretskamp

Elna Munchs artikel "Kvindernes Valgretskamp", 1906 er en gennemgang af kvindernes kamp for borgerrettigheder fra den franske revolution 1789 og op til 1906. Artiklen, der også diskuterer den danske valgretsbevægelses organisering, var et led i Elna Munchs forberedelser til stiftelsen af Landsforeningen for Kvinders Valgret i 1907.

 

Kvindernes Valgretskamp
Af ELNA MUNCH.
I Dagene fra den 6. til 11. August samles Kvinder rundt om fra alle Lande til Møde i København, for at drøfte Midlerne til at opnaa, at Kvinder faar samme Del i Styrelsen af det Samfund, de tilhører, som Mændene har. Mødet har ikke paa Forhaand vakt den store Interesse, som Danske i saa rigt Maal plejer at ødsle paa de Kongresser, der drager Mænd fra fremmede Lande til vor Hovedstad. De fleste, baade Mænd og Kvinder, har læst Avisnotitserne om Mødet med et Skuldertræk. "Herregud", har de tænkt, "nu holder saamænd Kvinderne Møde igen; det kunde de vist ligesaa godt spare sig, for det kommer der jo dog aldrig noget ud af." Kvindebevægelsen har, her som andre Steder, længe stødt paa en uigennemtrængelig Mur af Ligegyldighed; man har ikke rigtig taget den alvorlig; der syntes at være noget vagt og virkelighedsfjærnt over den, af og til maaske ogsaa noget lattervækkende; Møder, Adresser og Artikler, alt føltes det som Slag i Luften; man havde ikke den umiddelbare Følelse af, at, der stod baade Vilje og- Magt bag Kvindernes Krav, som nu en Gang er Betingelsen for, at Interessen skal vækkes for en Sag. Ligegyldigheden blev den farligste Fjende, Kvindebevægelsen fik at bekæmpe, langt farligere end den argumentfattige Modstand fra den konservative Lejr.
Den, der lidt lydhør følger Bevægelserne ude i Verden, kan dog ikke være i Tvivl om, at denne Fjende er ved at blive besejret. Den Ligegyldighedens Periode, som enhver Bevægelse, der ikke begynder med opsigtvækkende Voldsomhed, skal igennem, er ved at rinde til Ende for den internationale Kvindebevægelse. I det sidste Tiaar eller saa er der umiskendelig kommet ny Fart og Energi over hele Arbejdet; der er kommet mere Plan og Sikkerhed i Arbejdsmaaden; man staar paa fastere Grund end før med en stærkt voksende Følelse af, at Arbejdet dog nok vil komme til at bære Frugt. De Resultater, der er naaet i de sidste Aar, er store, saa store, at Kvindernes Frigørelse ikke længere er en Utopi, men at man med Fortrøstning kan se frem mod den Tid, da det afgørende Gennembrud kommer, da Kvindernes lige Ret med Mændene anerkendes i hele den civiliserede Verden. Det er nu mere end 100 Aar siden, at Kravet om kvindelig Valgret rejstes. Det var i Frankrig, Fanen hejstes under den store Revolution, der skaffede Mændene deres Valgret. Det var i "Menneskerettighedernes" Navn, Mændene fik denne Ret. Hvad var da naturligere, end at Kvinderne meldte sig og hævdede, at de var Mennesker saa godt som Mændene, at havde hver Mand en naturlig og umistelig Ret til at have Del i Statens Styrelse, saa havde hver Kvinde det ogsaa. I Oktober 1789 indgav en Kreds af Pariserinder til Nationalforsamlingen en Adresse om lige politisk Ret for begge Køn. I de følgende Aar stiftedes der en Mængde Kvindeklubber, der tog livlig Del i hele det politiske Røre, og som Gang efter Gang rejste Lighedsfordringen. Blandt Lederne var Mme Roland. En af de ivrigste, den opbrusende og stridbare Olympe de Gouges, udgav en lille Brochure dediceret til Marie Antoinette, med Titlen "Erklæring om Kvindens og Borgerindens Rettigheder." Den var affattet i 17 Artikler ligesom den berømte Menneskerettighedserklæring´, stillet op som Sidestykke til denne. Det hedder bl.a. deri: § l. Social Forskel kan kun bygges paa Hensyn til Almenvellet. § 2. Loven maa være Udtryk for den fælles Folkevilje; alle Borgerinder og Borgere maa personlig have Del i dens Tilblivelse. Den maa være den samme for alle: alle Borgerinder og Borgere maa have samme Adgang til alle offentlige Værdigheder, Stillinger og Embeder, efter deres Evner og uden anden Forskel end den, der skyldes deres Dyder og deres Begavelse. § 10. Kvinden har Ret til at bestige Skafottet; hun maa ogsaa have Ret til at bestige Talerstolen. Ogsaa hos enkelte Mænd fandt disse Krav Anerkendelse. Den berømte Filosof Condorcet havde allerede 1787 i en lille Pjece skrevet: Er det ikke som Væsner, der er modtagelige for Følelsesindtryk, i Besiddelse af Fornuftens Gave og moralske Begreber, at Mændene har deres Rettigheder ? Kvinderne bør da have ganske de samme Rettigheder." 1788 gentog han dette under Diskussionen om de nye Provinsforsamlinger, som Frankrig den Gang var ved at faa, og nu udgav han i 1790 et lille Skrift med Titlen: "Kvindernes Adgang til Borgerretten." Han skriver her: I Kraft af hvilket Princip, med hvilken Ret fjerner man i en republikansk Stat Kvinderne fra de offentlige Hverv? Det ser jeg ikke. Ordet Nationalrepræsentation betyder Repræsentation for Nationen. Men er Kvinderne da ikke en Del af Nationen? Denne Forsamling har den Opgave at fastslaa og hævde det franske Folks Rettigheder. Retten til at vælge og blive valgt bygges for Mændenes Vedkommende derpaa, at de er frie og tænkende Væsner. Den eneste Begrænsning af denne Ret er en vanærende Straffedom eller Mindreaarighed. Men har da alle Kvinder været i Konflikt med Straffelovene, og lærer man ikke i vore Love denne Regel: enhver Person, uden Hensyn til Køn, som er 21 Aar gammel, er myndig? Anfører man Kvindernes svage Legemer som Grund? Da burde man stille alle Repræsentanterne for en Lægedomstol og kassere dem, der har Gigt hver Vinter. Indvender man mod Kvinderne, at de er uoplyste og mangler politisk Begavelse? Det synes mig, at der er svært mange Folkerepræsentanter, som klarer sig uden det. Jo mere man undersøger den sunde Fornuft og de republikanske Grundsætninger, des mindre finder man nogen alvorlig Grund til at udelukke Kvinderne fra det politiske Liv. Den Hovedindvending, som er paa alles Læber, er, at det at aabne det politiske Liv for Kvinderne, betyder at rive dem bort fra Familjen. Men denne Indvending er kun tilsyneladende vel begrundet. For det første rammer den ikke de Kvinder, som ikke er gifte; og dernæst, hvis den var afgørende, saa maatte man ogsaa forbyde dem alt Haandværk og al Handel; thi disse Virksomheder fjerner Tusinder fra Familjelivet, medens den politiske Virksomhed ikke vilde beskæftige 100 i hele Frankrig." Condorcet indskrev da ogsaa kvindelig Valgret i den Forfatning, som Konventet vedtog 1793, men som aldrig blev gennemført. Snart efter kom Kvindeklubberne i Konflikt med Jakobinerne og blev lukkede. I Tiden efter den store Revolution fik Mændene Valgret i Land efter Land, og denne Valgret har bestandig nærmet sig mere og mere til at blive almindelig. Det er den umiddelbare Følelse af, at Deltagelsen i Statsstyrelsen er en naturlig Menneskeret, der har ført fra den ene Valgretsudvidelse til den anden. Men i lang Tid kom Kvinderne slet ikke med, og da de fra det 19. Aarhundredes Midte hist og her begyndte at rejse deres Fordringer, opfattedes dette næsten overalt som en Kuriositet, et besynderligt Lune. Men imidlertid foregik der en praktisk Kvindebevægelse af de mest vidtrækkende Følger. Maskinerne overflødiggjorde en Mængde af det tidligere Kvindearbejde i Hjemmene. Der blev ikke længere Brug For de mange Tanter, unge Piger i Huset, Husjomfruer og Tjenestepiger. I de velstillede Familier følte Døtrene sig tilovers; nogle af dem søgte Arbejde for Tidsfordriv og som Bifortjeneste, andre for at sikre sig en selvstændig Existens. Og fra Arbejderhjemmene drog Tusender af Kvinder ind paa Fabrikerne, hvor de kom til at leve under lignende Kaar som Mændene. Med det nye Arbejde fulgte ny Trang til nyttige Kundskaber og en Selvstændighedsfølelse, som kun faa Kvinder tidligere havde besiddet. Endnu i 1887 mente August Strindberg, som var opfyldt af Forfærdelse over Kvindernes Indtrængen paa Mandens Enemærker, at man passende kunde indskrænke Kvindernes Erhverv til følgende: Kejserinde, Dronning, Abbedisse, Lærerinde, Kunstnerinde, Modehandlerinde, Syerske, Jordemoder, Frisør, Husholderske og Tjenestepige. Hørup svarede dertil ligesaa hvast som rammende: "Det falder i Øjnene, at der blandt disse er nogle, som synes meget eftertragtelsesværdige, men til Gengæld temmelig vanskelige at faa fat i, medens andre, der er lettere at naa, ikke frembyder nogen Tillokkelse, der kan sættes ved Siden af hine, og han føjede til: "hvorfor skulde i denne omskiftelige Verden, der paa alle Omraader har sit daglige Slid med at flytte Grænsepælene, hvorfor skulde netop paa dette Punkt alene Pælene være salte for evigt?" Vist er det, at de er blevet flyttet ustandselig siden da; det ene Sæt af Vanens eller Lovens Grænsepæle er faldet efter det andet; flere og flere Erhverv er aabnede for Kvinder, ogsaa af dem, der ikke byder de mindste Tillokkelser. Dog maa det ikke overses, at Kvinderne paa de fleste Omraader har maattet købe deres Adgang til de nye Erhverv dyrt ved at arbejde for lavere Løn end Mændene. Lidt efter lidt er da ogsaa Kvindernes lovmæssige Rettigheder blevet forøgede. Herhjemme hos os bragte Frederik VII´s Tid dem lige Arveret med Mændene, medens en Broderlod tidligere havde været dobbelt saa stor som en Søsterlod, og de ugifte Kvinder vandt paa samme Tid Myndighed. Siden er i 1899 de gifte Kvinder ogsaa naaet frem dertil. Og saaledes er det gaaet overalt, nogle Steder langsommere, andre Steder hurtigere. Overalt vil en Gennemgang af Lovenes Historie vise, at Kvinderne vinder frem, langsomt men sikkert. Men endnu er der alle Vegne langt igen, før den virkelige Lighed er naaet. Stemmeretsbevægelsen bar først senere Frugt. I 1869 fik Kvinderne politisk Ligeberettigelse i Wyoming, enkelte Steder naaedc de kommunal Valgret, men ellers er det først i den sidste halve Snes Aar, der rigtig er kommet Gang i Reformerne. Til Gengæld synes det nu, at Stenen virkelig er begyndt at rulle med en saadan Fart, at den ikke let lader sig standse igen. Den kommunale Valgret har Kvinderne naaet helt eller delvis i Australien, Norge, England, Sverige, Finland, Island og nogle af de nordamerikanske Stater; den politiske Valgret har de opnaaet i 4 af Pristalerne og i Australien, og dertil kommer nu Finland, hvis Ruslands Zar da ikke nægter Finlands Kvinder den Ret, deres Hjemlands Mænd har været rede til at yde dem. Ogsaa herhjemme begynder Kvinderne saa smaat at faa Foden indenfor Døren. Ved Menighedsraadsvalgene har de faaet Valgret og det Forslag om Kommunevalgretten, Regeringen har forelagt og Folketinget vedtaget, rummer kommunal Valgret for Kvinder, baade gifte og ugifte. Og endelig har begge de to Fremtidspartier: det radikale Venstre og Socialdemokraterne paa deres Program optaget Fordringen om Valgret og Valgbarhed for Kvinderne, gifte og ugifte, i Kommune og i Stat. Naar dette er naaet, saa skyldes det selvfølgelig ikke Kvindebevægelsen alene, ikke Kvindeforeningernes egen Magt. Mænd, der besjæles af samme Retfærdighedskrav som det, der dikterede Condorcet hans Udtalelser, har medvirket dertil af rent principielle Grunde. Men sikkert er det dog, at det er Kvindernes egen Agitation i Skrift og Tale, gennem Blade og Foreninger, der har været den drivende Kraft. Derfor er det saa betydningsfuldt, at den sidste Tids Sejre er gaaet Haand i Haand med en stærk Fremgang for Kvindeforeningernc rundt om i den civiliserede Verden. Og i bestandig stigende Grad har disse rakt hinanden Haanden til Samarbejde, tværs over Landegrænserne, tværs over Verdenshavene. Som Socialdemokraterne slyngede deres Kampraab: "Proletarer i alle Lande forener Eder !" ud i Folkene, saaledes lyder det nu Verden over: "Kvinder i alle Lande, forener Eder!" Sine Steder har Agitationen i den sidste Tid faaet en forhen ukendt Voldsomhed. Især gælder det England, der ellers har Ord for at være den rolige Værdigheds Land, medens dets Kvinder regnes for de mest ladylike i Verden. Her greb Kvinderne under den nys afsluttede Valgkamp ind med en agitatorisk Energi, der tit medførte højst bevægede Optrin, og bagefter er jo Demonstrationerne fulgt Slag i Slag, beskyttede, ja undertiden endog ledede af Landets højfornemme Damer. Her i Danmark har, lige siden Kvindespørgsmaalet blev levende gennem Georg Brandes´ Udgave af Stuart Mills grundlæggende Indlæg, en Kreds af Kvinder gjort et energisk Arbejde. De har længe været faa og har haft svært ved at vinde Opmærksomhed. Men ogsaa her har de sidste Aar bragt nyt Liv. Den gamle Organisation "Dansk Kvindesamfund" optræder med forøget Energi. Et Vidnesbyrd derom fra den sidste Tid er det Møde, hvormed man fornylig greb vejledende ind overfor den opskræmte Stemning, de jyske Mord fremkaldte. De kvindelige Fagforeninger faar en stadig voksende Tilslutning. Og fornylig er der nu til de andre Kvindeforeninger kommet en "Politisk Kvindeforening" i København, med det bestemt udtalte Formaal, at dygtiggøre Kvinderne til politisk Arbejde, samt en Stemmeretsklub. Men alligevel faar det indrømmes, at meget vidt er vi ikke naaet. Der findes i Danmark 7-800,000 Kvinder over 20 Aar. I den største af vore Kvindeforeninger "Dansk Kvindesamfund", der har 30 Filialforeninger rundt om i Landet, er der nogle faa Tusind Medlemmer. Og i de andre Kvindeforeninger med politisk Anstrøg, er der - bortset fra Fagforeningerne - kun faa Medlemmer. Vi har nylig haft en Valgkamp, hvor Spørgsmaalet om Kvindernes, især de gifte Kvinders kommunale Valgret, i mange Kredse var et Emne, der ivrig diskuteredes paa Vælgermøderne. Alligevel deltog kun faa Kvinder i disse Møder; der var mange Møder, hvor ikke en eneste Kvinde var til Stede. Og det var meget sjældent, det hændte, at en Kvinde traadte frem og talte Kvindernes Sag eller paa anden Maade ydede sit Bidrag til Diskussionen om de Spørgsmaal, som bragte Mændene til at debattere med saa stor Hæftighed. Heller ikke blev den Interpellation, som "Dansk Kvindesamfund" og Kvindeligt Valgretsforbund" havde besluttet at stille, bragt frem paa alle Landets Valgtribuner. Det kan ikke nægtes, at, Kvindernes ringe Deltagelse i dette Aars Valgkamp giver det Indtryk, at et meget stort Flertal af dem endnu staar ligegyldige med Hensyn til deres egne Rettigheder og ret uinteresserede overfor de store politiske Spørgsmaal, hvoraf deres Folks Velfærd afhænger. Og mange af dem, hos hvem Interessen er vaagnet, holdes af den almægtige Ærbødighed for Skik og Brug, tilbage fra at lægge den for Dagen. Det er da at haabe, at det Møde, som nu skal holdes i København, maa give den danske Valgretsbevægelse et stærkt Stød fremad. Valgretsarbejdet har hidtil været temmelig uorganiseret herhjemme. Foreninger med andre Formaal, der ogsaa har Valgretten paa deres Program, har ved Lejlighed samarbejdet gennem Udvalg. Men Maskineriet har virket tungt. Man har nu bestemt at indlede Forhandlinger mellem de forskellige Foreninger om nye Former for dette Arbejde. Det er jo muligt, at det kan lade sig ordne med Held saaledes, at disse Foreninger under en eller anden Form slutter sig sammen om en særlig Valgretsagitation. Men det er et Spørgsmaal, om det bedste ikke vilde være, at Lederne af alle de bestaaende Foreninger enedes om at lade hver af disse virke videre paa sin Maade, som den har gjort det hidtil, medens saa de forskellige Foreningers Ledere i Fællesskab indbød til Dannelsen af en ny hele Landet omfattende Valgretsforening, som udelukkende samlede sig om Arbejdet for Valgrettens Gennemførelse. Blev en saadan Forening sat i Gang med tilstrækkelig Kraft, under lidt opsigtvækkende Form, vilde den allerede derved, at den havde Nyhedens Interesse, have Udsigt til med et Slag at vinde et stort Medlemstal. Og det er altid lettere at samle en talrig Forening om et enkelt skarpt begrænset Maal, end at faa Folk med til Foreninger med en mangeartet Virksomhed. Det vilde da ogsaa være lettere at give en saadan helt ny Forening de mest praktiske Former fremfor at tvinge de mange uensartede Foreninger ind under samme Hat. Og her vilde det utvivlsomt være af Betydning, at Formerne saa meget som mulig kom til at svare til de politiske Partiers Vælgerorganisationer. Der burde være en kvindelig Valgretsforening i hver Folketingskreds. Den maatte søge sine Medlemmer i alle Lag af Befolkningen. Hvis man, som det i saa stor Udstrækning er Tilfældet i England kunde faa nogle af de rigeste Damer med, vilde dette naturligvis ikke være at foragte. Og meget nyttigt vilde det jo være at faa en forøget Tilslutning fra den borgerlige Middelstand, som hidtil har været bærende i Kvindesagsarbejdet. Men det kan ikke nytte at standse herved. Det vil være fornødent at naa ud til Hustruer og Døttre i Gaardmands- og Husmandsbefolkningen. Mange af dem er jo med i hele den folkelige Oplysningsbevægelse, ikke faa af dem har en Del politisk Interesse. Blot der i hver Kommune fandtes en eller to, der vilde sætte sig i Spidsen for en Sammenslutning mellem dem, vilde det vel mange Steder være muligt at faa ikke saa faa med. Og der er sikkert, i de fleste Egne en Lærerinde eller en anden Kvinde, der havde Lyst til at tage fat i et saadant Arbejde, naar hun havde Følelsen af, at hun ikke stod ene deri, men at det samme skete samtidig mange andre Steder. Derved bliver det saa meget lettere at komme ud over de Skranker, Hensynet til det passende, Frygten for Latter og Omtale ellers sætter. Lettere vilde det utvivlsomt endda være at faa Tilslutning fra Arbejderhustruer og selvstændige Arbejdersker, naar de først følte, at Kvindebevægelsen betød noget. Og dette Indtryk maatte paa alle Maader fremmes. Foreningerne i de enkelte Folketingskredse maatte gøre det klart for alle, at de vilde kaste sig ind i Valgagitationen og anvende deres Indflydelse til Skade for den Kandidat, som ikke vilde fremme deres Sag. Og endelig kunde man gaa et Skridt videre. Det vilde være en Selvfølge, at Valgretsforeningerne i de forskellige Kredse af og til lod Udsendinge mødes til et Fællesmøde for hele Landet. Et saadant Møde kunde holdes aarlig og formes som en Art Kvinderigsdag. Det vil sige, at de Delegerede ikke blot drøftede selve Kvindeinteresserne, men at man tillige gennem Diskussion og Afstemning udtalte sin Mening om enkelte vigtige Lovforslag og politiske Stridsspørgsmaal, der stod paa Dagsordenen: Forsvarssagen, den almindelige Valgret og lign. Der vil jo indenfor Kvindeforeningerne findes Tilhængere af alle de forskellige Partier; der vil være dem, der er enige med de demokratiske Partier om Valgretten, med Højre om Forsvarssagen; en af de Damer, der er optraadt som Taler ved et af Aarets Vælgermøder, har været et Eksempel derpaa. Det er sandt, at saadanne Forhandlinger og Afstemninger vil rumme Fare for Splid og Uenighed indenfor Kvindeorganisationen. Men er de Kvinder, som samles i disse Foreninger, virkelig besjælede af Interesse for Kvindernes Ret, da vil de let komme ud over disse Farer. De vil kunne drøfte alle, Spørgsmaalene ud fra forskellige Standpunkter og saa dog forenes i Arbejdet for den fælles Sag. Og sikkert er det, at en saadan Kvinderigsdag, gennemført blot med noget Held og nogen Dygtighed, vilde virke i højeste Grad til at vække Opmærksomhed for Kvindebevægelsen. Partierne, der er saa lydhøre overfor alle Stemningstilkendegivelser, vilde blive interesserede, selv de Partier, der er imod kvindelig Valgret. De vilde søge at faa deres Meningsfæller ind i Foreningerne. Der vilde komme Liv og Røre i disse, naar hvert Medlem kom til at arbejde for at faa sine Anskuelser saa stærkt repræsenterede paa Kvinderigsdagen som muligt; og det vilde være en nyttig Forskole for Kvinderne paa en saadan Kvinderigsdag at drøfte de Spørgsmaal, som de forhaabentlig om ikke altfor længe vil kunne tale med om i Landets Rigsdag. Den Fremgangsmaade, her er peget paa, vil selvfølgelig have sine Vanskeligheder. Det er muligt, at andre Midler sikrere kan føre til Maalet. Men hvad enten man nu vælger denne eller andre Veje, saa bør denne Sommers Møde mellem danske og fremmede Kvinder blive Indledningen til et enigt, planmæssigt og maalbevidst Arbejde for de danske Kvinders Valgret og Valgbarhed til Statens og til Kommunens Raad.

 

N O T E R

1. Condorcet
Condorcet (1743-1794) var fransk filosof, matematiker og revolutionsmand.

2. August Strindberg
August Strindberg (1849-1912) var svensk forfatter og ivrig samfundsdebatør. I 1880´erne bidrog han til debatten om kvindernes frigørelse med bl.a. novellesamlingerne "Giftas I" og "Giftas II".

3. Viggo Hørup
Viggo Hørup (1841-1902) var medstifter og redaktør af dagbladet "Politiken" fra 1884-1901. I 1901 blev han udnævnt til minister for offentlige arbejder i den første venstreregering.

4. John Stuart Mill
John Stuart Mill (1806-1873) var en engelsk filosof, som bl.a. skrev bogen "The Subjection of Women", 1869. Bogen blev samme år oversat til dansk "Kvindernes underkuelse" af Georg Brandes. I 1867 havde Mill, som medlem af det engelske underhus, i lighed med Bajer stillet forslag om kvinders kommunale valgret.
Se også:
a. Biografi i The Internet Encyclopedia of Philosophy
b. The Subjection of Women i fuld tekst

5. Jyske mord
I foråret 1906 blev 2 kvinder og 1 pige udsat for seksuelle overgreb og myrdet i Østjylland. Befolkningen var i oprør over retssystemets behandling af gerningsmændene og Dansk Kvindesamfund indkaldte d. 26. juni 1906 til et møde om sagen i Koncertpalæet i København. På mødet, hvor bl.a. Helene Berg, Astrid Stampe Feddersen og en række mandlige eksperter inden for jura og medicin talte, blev der vedtaget en resolution, hvori det bl.a. lød:
"Foranlediget ved de hyppigt forefaldne grove Sædelighedsforbrydelser opfordrer Forsamlingen på et af Dansk Kvindesamfund afholdt offentlig Møde i København Regering og Rigsdag til snarligt at tage under alvorlig Overvejelse, hvilke Foranstaltninger det maatte være nødvendigt at træffe til Værn mod saadanne Forbrydelser". Kilde: Kvinden og Samfundet nr. 13/14, 1906.

6. Mødet
Mødet som Elna Munch omtaler, er den internationale paraplyorganisation The International Women´s Suffrage Alliance´s møde i København, 1906.

 

Moderpublikation: Det ny Aarhundrede

Forfatter: Munch, Elna

År: 1906