Reformdragten

Reformdragten

Reformdragten, også kaldet Bloomer-dragten efter den amerikanske feminist Amelia Bloomer (1818-1894), blev introduceret i USA allerede i 1849. I bladet "Lily" omtalte Amelia Bloomer brugen af den nye kvindedragt, der bestod af bukser i tyrkisk snit med et kort skørt over. Ideen om en reform af kvinders klædedragt bredte sig herfra til Europa via artikler, foredrag mv.

Anna Ancher vender hjem fra marken. Billede af Michael Ancher, 1902.
Skagens Museum. 

I midten af 1880'erne blev spørgsmålet om kvindernes klædedragt taget op af de kvindesaglige kredse herhjemme og i de øvrige skandinaviske lande. Dansk Kvindesamfunds blad "Kvinden og Samfundet" bragte indlæg, der slog til lyd for at kvinders emancipation, ikke kun skulle foregå på det lovgivningsmæssige område, men også burde indbefatte et opgør med "den franske Modes Tyrani". Kvindeidealet og moden dikterede svage, blege og æteriske kvinder med hvepsetalje og tournure. Tournuren var en pude eller et stålstativ, der blev hæftet til taljen. Derefter blev tournuren skjult af adskillige skørter og endelig blev kjolen draperet hen over hele herligheden. For at opnå det eftertragtede taljemål var et korset nødvendigt.
Det var ikke ualmindeligt, at borgerskabets døtre allerede i 5-6 års alderen blev udstyret med deres første korset. Fra 12 års alderen var indsnøringen obligatorisk, så brystkassens udvikling kunne hæmmes i tide.

Fortalerne for korsettet pegede på, at det beskyttede kroppen mod de mange bånd og bændler, der skulle bindes omkring taljen, og at det var med til at fordele vægten af de mange skørter. Modstanderne bandlyste korsettet på grund af dets deformering af den naturlige kvindekrop. Indsnøringen af brystkassen betød, at ribbenene blev klemt, lungefunktionen nedsat og de indre organer som lever og nyre blev deforme og delvist ødelagte.
I januar 1887 oprettede Dansk Kvindesamfund et Dragtreformudvalg. Samme år udgav udvalget pjecerne "Om Sundheden og Kvindedragten" af læge J. Frisch samt "Forslag til en Dragtreform" af Henny Diderichsen. Den første argumenterede for en dragtreform ud fra et sundhedsmæsssigt synspunkt, den anden pjece var en vejledning i, hvordan en reformdragt med alt fra undertøj til yderkjole kunne syes.

Kravet til reformdragten var først og fremmest, at den skulle være løstsiddende. For det andet skulle tøjets vægt bæres af skuldrene og ikke være koncentreret om livet. For det tredje og det var det mest revolutionerende skulle undertøjet bestå af en buksedragt med bukseben til knæene, hvorpå man knappede strømpebåndene. Inspirationen hentede man i Amelia Bloomers model fra 1849, blot med den ændring at bukserne i tyrkisk snit blev skjult af en reformkjole eller "reformsæk" som den blev kaldt af dens modstandere.
For at få skabt opmærksomhed om reformdragten, udskrev Dansk Kvindesamfund i 1888, i forbindelse med den Nordiske Kunst- og Industriudstilling i København, en designkonkurrence, hvor kvinder kunne indsende forslag til nye snitmønstre og modeller. Initiativet indbragte 11 færdigsyede dragter og 8 modeller, hvoraf 5 blev valgt til udstillingen. De udstillede dragter omfattede en selskabsdragt, en dagligdragt, en turist- og rejsedragt, en sportsdragt og en arbejdsdragt. Selv om udstillingen skabte en del opmærksomhed, var det først i midten af 1890'erne, at damebladene begyndte at skrive om reformdragten.

Reformdragten blev aldrig moderne, men blev i høj grad "stil". Den blev skabt i en tid, hvor kvinderne begyndte at få adgang til en række uddannelser og dermed arbejde uden for hjemmet. For reformdragtens kvindepolitiske tilhængere blev kravet om ændringer i klædedragten et symbol på kvindernes nye muligheder for selvbestemmelse. Tilstedeværelsen i det offentlige rum forudsatte nemlig både i konkret og overført betydning, at klædedragten, gav mulighed for en vis bevægelsesfrihed.
Feminister og kunstnere tog den til sig både som en praktisk klædedragt, der kunne honorere de krav til et aktivt liv, som den "moderne" kvinde stillede og som et politisk udsagn. Reformdragten sendte signal om bærerens kvindepolitiske holdning og moderne livssyn og blev dermed et stykke agitation, ikke mindst når den blev båret i selskabslivet.
Korsettet var imidlertid yderst sejlivet. Først omkring 1915, da moden skiftede til løstsiddende kjoler uden taljemarkering, blev det skiftet ud med hofteholderen.

Friluftsliv, gymnastik og sport blev i samme periode introduceret som sunde og morsomme aktiviteter også for kvinder. I flere pigeskoler blev gymnastik sat på skoleskemaet, ligesom en del højskoler fik særlig pigegymnastik på programmet. En af pionererne i udbredelsen af kvindegymnastikken var gymnastikpædagogen, Erna Juel-Hansen. I 1884 oprettede hun sit eget gymnastikinstitut, hvor hun underviste efter det Lingske gymnastiksystem, som var specielt designet til kvinder.
Også cykling, svømning og fægtning var nogle af de idrætsgrene, kvinder tidligt var aktive inden for. For at kunne deltage, måtte kvinderne opgive korsettet og iføre sig de nye gymnastikdragter, cykeldragter mv., som både imødekom tækkelighedskravet og kravet om bevægelsesfrihed. Det skortede ikke på advarsler fra læger, der anså det for særligt farligt for kvinder at dyrke idræt og cykling. De mente, at de indre organer kunne tage skade og dermed hæmme forplantningsevnen.
Andre bl.a. Erna Juel-Hansen og Hans Kaarsberg forsvarede i bl.a. "Husmoderens Blad" de sportslige aktiviteter, når blot kvinder undlod at dyrke dem under menstruation og graviditet.

Forslag til videre læsning om reformdragten:

Hanne Frøsig: Korset eller reformdragt i: Vore bedsteforældres tid. Red. og tilrettelæggelse: Erik Kjersgaard. Kbh: Nationalmuseet, 1969, 115 s.

Kildeliste til reformdragten:

Tegning af Amelia Bloomers reformdragt, 1850 Se pdf.

"Hvem skal tage Spørgsmaalet om en Reform af den kvindelige Klædedragt i sin Haand?", "Kvinden og Samfundet", 1887, s. 55-58 Se pdf.

Billede af en tournurekjole i "The Fashionable Lady in the 19th Century", 1960 Se pdf.

J. Frisch: "Om Sundheden og Kvindedragten", Dansk Kvindesamfund, 1887 Se pdf.

Billeder af reformdragter med snitmønstre i pjecen "Forslag til en Dragtreform", 1887 af Henny Diderichsen Se pdf.

Fanny Tuxen: "Den kvindelige Klædedragts Reform", København, 1888, s. 1-8, 12-15, 18-35 Se pdf.

Edith Rode: "Der var engang. Et kig tilbage", København, 1951, s. 81-84, 85-86.
Snitmønster og tegning af cykelbenklæder i "Husmoderens Blad", 1896 Se pdf.

Erna Juel-Hansen: "Om Damernes Sport. Cykler og Cykling", "Husmodernes Blad", 1896, s. 161-162 og Hans Kaarsberg: "Kvinden og Cyklen", "Husmoderens Blad", 1896 s. 193, 203-204 Se pdf.

KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K · Tlf: 33 13 50 88 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk