D. 9. oktober 1907 blev der for første gang i Folketinget stillet forslag om kvinders politiske valgret, dvs. til Folketinget og Landstinget. Lovforslaget kom fra den socialdemokratiske gruppe og bestod af en række ændringsforslag til de paragraffer i Grundloven, der omhandlede valgret og valgbarhed.
De 3 hovedpunkter i lovforslaget var:
politisk valgret til kvinder
politisk valgret til tyende
nedsættelse af valgretsalderen fra 30 til 21 år
Socialdemokratiet var imod tokammersystemet og ville på længere sigt af med Landstinget. De forsøgte sig her med en mere begrænset reform i polemik med Venstre, som endnu ikke havde indfriet de løfter om en grundlovsændring, som regeringcheferne og I.C. Christensen havde givet efter Systemskiftet. Forslaget blev afvist af alle de øvrige partier, der ikke ville beskæftige sig med valgreglerne til Rigsdagen, før loven om kommunalvalg var vedtaget.
Forslag til lov om forandring af Grundlovens §§ 30, 31, 35-39 i "Rigsdagstidende 1907-08. tillæg A", s. 3203-3206
(Forelagt i Folketinget den 9. Oktober 1907 af Folketingsmændene for Københavns 5te Valgkreds [Borgbjerg], Præstø Amts 3die Valgkreds [Andreasen], Skanderborg Amts 5te Valgkreds [Jacob Christensen], Aalborg Amts 2den Valgkreds [N. C. Christensen], Københavns Amts 3die Valgkreds [Hyller], Københavns 9de Valgkreds [Hørdum], Københavns Amts 2den Valgkreds [K. M. Klausen], Københavns 10de Valgkreds [P. Knudsen], Odense Amts 1ste Valgkreds [Marott], Københavns 13de Valgkreds [Meyer], Randers Amts 2den Valgkreds [Mortensen], Københavns Amts 5te Valgkreds [H. Nielsen], Københavns 8de Valgkreds [Martin Olsen], Københavns 11te Valgkreds [Sigvald Olsen], Maribo Amts 4de Valgkreds [Valdemar Olsen], Frederiksborg Amts 1ste Valgkreds [Christian Rasmussen], Skanderborg Amts 2den Valgkreds [H. Rasmussen], Vejle Amts 1ste Valgkreds [L. Rasmussen], Aarhus Amts 2den Valgkreds [Sabroe], Aarhus Amts 3die Valgkreds [Samuelsen], Københavns 7de Valgkreds [Schmidt], Præstø Amts 2den Valgkreds [Stauning], Københavns Amts 4de Valgkreds [Wilmann] og Københavns 12te Valgkreds [Wiinblad].)
-----------
I § 30 ændres "Mand" til "Mand eller Kvinde"; ", naar han" ændres til "og"; "30te" ændres til "21de"; "han" ændres til "vedkommende"; "a) uden at have egen Husstand staar i privat Tjenesteforhold;" udgaar; "b)" ændres til "a)"; "c)" ændres til "b)"; ";" ændres til "."; "d) ikke har haft fast Bopæl i et Aar i den Valgkreds eller den Stad, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaar." udgaar. Som sidste Punktum indsættes: "Mandens Raadighed over Fællesboet bringer ikke Hustruen, ej heller den alene af Mindreaarighed følgende Indskrænkning i Myndigheden den mindreaarige ind under Bestemmelsen i Litra b."
I § 31 ændres "a, b og c" til "a og b"; "Mand" ændres til "Mand eller Kvinde"; ", naar han" ændres til "og".
I § 35 ændres ", medmindre han fyldestgør" til "uden at fyldestgøre" ; "Folketinget," ændres til "Folketinget."; Slutningen af Paragraffen fra "dog at" udgaar.
I § 36 indsættes foran sidste Punktum: "Naar en Ægtemand som Familieoverhoved har svaret direkte Skat af Ægteparrets fælles eller af Hustruens særlige Midler, betragtes de begge som Skatteydere."
l § 37 indsættes som nyt fjerde Punktum: "En Hustru betragtes som Skatteyder i samme Tilfælde som i § 36, næstsidste Punktum, anført".
I § 38 ændres ", naar han" til "og".
I § 39 ændres "Mænd" til "Personer"; det første "han" ændres til "vedkommende" ; Ordene "naar han kommer i det Tilfælde, at han mister sin Valgbarhed" ændres til "naar det Tilfælde indtræder, at Valgbarheden mistes".
Frederik Borgbjergs forelæggelsestale i Folketinget d. 9. oktober 1907 i "Rigsdagstidende 1907-08", s. 76-83
Borgbjerg: Paa Socialdemokratiets Vegne har jeg hermed den Ære at forelægge Forslag til Forandring af Grundlovens §§ 30, 31, 35-39. Det er de Paragraffer, der vedrøre Valgretten. Det drejer sig ikke om selve Landstingets Sammensætning, om Kærnepunktet i Forfatningen af 1866, Tokammersystem og den privilegerede Valgret. Vi have ikke ment, at netop dette Øjeblik var gunstigt til at forelægge Forslag om en total Forfatningsforandring, saaledes som den ganske vist kræves i Venstres Program af 1872 og ogsaa i Socialdemokratiets Program. Det er muligt, at den Tid snart kan komme, da det vil være heldigt at rejse dette Spørgsmaal, vi gøre det altsaa ikke i dette Øjeblik. Vort Forslag her gaar ud paa at ændre de Paragraffer, der vedrøre Valgretten til Folketinget og til Valgmandsvalgene til Landstinget, saa at vi faa virkelig almindelig Valgret. Det er nemlig Sagen, at det, vi kalde almindelig Valgret og som fra en vis Side set ogsaa er det, ikke fuldt ud er almindelig Valgret. Den ene Halvdel af Menneskeheden er udelukket derfra, nemlig Kvinderne. Folk, der paa Grund af deres sociale Stilling, som Tjenestefolk, ikke have egen Husstand, ere udelukkede, og endelig er som bekendt Valgretsalderen højere end i noget andet Land, saa at ikke blot de unge, men Folk i 28-29 Aars Alderen og mere ere udelukkede. Vort Forslag gaar ud paa at gøre Valgretten indenfor de Grænser, som Forfatningen af 1866 i øvrigt hjemler, virkelig almindelig.
Jeg tror, at Tidspunktet til at rejse et saadant Forslag netop nu er gunstigt. Det er for øvrigt kun en Udførelse af, hvad Chefen for det første Venstreministerium proklamerede den l. September 1901 i Kongens Have, da han lovede at gavne Smaakaarsfolk ved at udvide Borgernes politiske Rettigheder gennem den almindelige Valgret - saaledes lød hans Ord straks efter Systemskiftet. Det viste sig snart, at der i første Linie tænktes paa den kommunale Valgordning, men i Ordene laa et langt videregaaende Løfte, et Løfte om Udvidelse af den politiske Valgret.
Kravet om virkelig almindelig Valgret til Folketinget og ved Valgmandsvalgene til Landstinget vil jo, desværre kan man sige, fordre en Grundlovsændring. Vi have dog heller ikke taget i Betænkning at foreslaa en saadan. Ærede Medlemmer ville huske, at da Konseilspræsidenten for et Par Aar siden bebudede en Grundlovsændring angaaende 8 32, Valgkredsenes Ordning, og da stillede som Betingelse, at alle Partier gave Afkald paa videregaaende Krav paa dette Omraade, lovede de forskellige Partiers Ordførere at gaa ind paa denne Betingelse. Jeg lovede det paa Socialdemokratiets Vegne, men føjede til, at det var et stort Offer fra vor Side. Intet andet Parti var saa interesseret som vort i Valgrettens Udvidelse netop paa disse tre Punkter: til Kvinderne, Tjenestefolkene og Ungdommen. Vi gik alligevel ind paa Konseilspræsidentens Betingelse. Vi ville ved Valgkredsreformen opnaa saa meget, at vi mente at burde bringe Offeret for at naa frem ad den Vej. Vare vi komne frem ad den Vej, vilde det nemlig have lettet vore andre Krav om Almindeliggørelse af Valgretten. Men denne Grundlovsændring blev, som bekendt, forkastet oppe i Landstinget, uden at Regeringen gjorde et Skridt for at skaffe sig et andet Landsting, der mulig vilde vedtage en saadan Grundlovsændring.
Den af Konseilspræsidenten foreslaaede Grundlovsændring var altsaa død, og han bebudede da at ville gaa frem ad en anden Vej, søge at faa Grundloven opfyldt med Hensyn til Valgkredsene. Vi vare ikke kede deraf, vi finde, at det er den naturligste Vej at opfylde Grundlovens Ord, som de lyde. Forudsætningerne for det Løfte, vi gave for 2 Aar siden, ere altsaa bortfaldne, og vi have da ment, at Øjeblikket var modent til at rejse det Krav, der findes paa Socialdemokratiets Program, og som vi længe i Agitationen have virket for.
Jeg ser, at den konservative Presse straks stemplede vort bebudede Forslag som et Agitationsforslag. Det tage vi imod med et Smil og et Skuldertræk. Saadan har det jo lydt, hver Gang en Sag rejstes. Jeg minder om, at da Socialdemokraterne midt i Halvfemserne rejste Kravet om den lige og almindelige kommunale Valgret, lød det fra alle Sider: Agitationsforslag. Det var det ogsaa, det gik ind i Agitationen, og i dette Øjeblik er Spørgsmaalet om almindelig kommunal Valgret Midtpunktet i al dansk Politik, det maa løses i denne Samling, det sige alle Partier.
Da vi rejste Kravet om Hjælp til de arbejdsløse, lød det fra den daværende Højreminister, at det var et Omraade, hvor der overhovedet ikke kunde lovgives, og fra Ordføreren for Venstrereformpartiet lød der meget kølige Udtalelser. Alligevel fik vi i sidste Samling en Lov om denne Sag. Jeg tror, at det her foreliggende Forslag netop ogsaa er i Overensstemmelse med de Krav, der ere i Færd med at rejse sig i Befolkningen. Og det vil selv yderligere bidrage til at rejse denne Stemning, saa at Tiden snart bliver moden til Sagens Gennemførelse. I Fjor enedes jo alle Partier om et Forslag til Udvidelse af Valgretten til Kvinder og Tjenestefolk paa det kommunale Omraade. Vi fik ikke Valgretsloven gennemført. Men der var dog Enighed derom fra alle Sider. Nu mene vi, at Tiden er kommen til at rejse Fanen paa den næste Skanse, sætte det næste Maal op, nemlig Valgrettens Udvidelse ogsaa paa det politiske Omraade til Kvinder, hvad der er i Overensstemmelse med den almindelige europæiske Strømning. I Finland have Kvinderne faaet politisk Valgret fornylig, det er under selve Czardømmets Scepter, i Norge fik de kommunal Valgret for ikke saa mange Aar siden, og sidste Aar blev Retten udvidet til Valgene til Stortinget. Rundt om i alle civiliserede Stater er Kravet oppe og vokser sig stadig stærkere. Paa den socialdemokratiske Kongres i Sommer i Stuttgart vedtog Repræsentanterne for samtlige organiserede Arbejdere hele Verden over at skyde Kvindernes politiske Valgret i Forgrunden og sætte alle Kræfter ind paa Løsningen heraf. Og paa den skandinaviske Arbejderkongres i Kristiania sluttede man sig til denne Beslutning.
Ærede Medlemmer ville have lagt Mærke til, at der ikke mindst sidste Sommer er gaaet en stærk Bevægelse gennem hele Landet for Kvindernes Valgret. Ikke blot her i København, men ogsaa i Provinsbyerne og ude paa Landet er der dannet Kvindevalgretsforeninger, og det er ikke blot af socialdemokratiske Kvinder eller Arbejderkvinderne, det er af Højrekvinder og Venstrekvinder, Kvinder i alle Samfundslag og alle Partier. Ogsaa af den Grund tror jeg, at det nok skal lykkes at skaffe Ørenlyd for dette Forslag.
Vi foreslaa dernæst den politiske Valgret udvidet til Tjenestefolk. Der opnaaedes ogsaa Enighed mellem de forskellige Partier om at udvide den kommunale Valgret til Tjenestefolk, og vi mene nu, at Tidspunktet da maa være kommet til ogsaa at arbejde for Tyendets politiske Ligestilling. Det er en vældig Stand. Der er her i Danmark 240,000 Tjenestekarle og Tjenestepiger, i By og paa Land, mest paa Land, en vældig Underklasse, der endnu ikke er hævet op til borgerlig Ligestilling med de øvrige Samfundsmedlemmer. Der er ogsaa i denne Samfundsklasse en glædelig Gæring, der begynder at røre paa sig baade her og der. Jeg tror, at naar man yder den Retfærdighed ved at give den Valgret sammen med de andre Medborgere, vil man bidrage til, at den rejser sig og myndiggøres. Derved vil den faa Lejlighed til videre Udvikling og Uddannelse.
Vil man sige, at Tiden ikke er moden til at udvide Valgretten til Kvinder og Tjenestefolk, vil jeg dertil svare, at i dette Øjeblik er den danske Kvindebefolkning og Tyendestand betydelig bedre skikket til at modtage den almindelige Valgret, end Befolkningen var i 1848-1849. Jeg tror, den er fuldstændig moden dertil, og giver man den Ligeberettigelse, vil det yderligere virke modnende og opdragende.
For Nutidsmennesker er det vistnok overflødigt at anføre, hvorfor Kvinder skulle stilles lige med Mænd, baade kommunalt og politisk. Vi betragte det som en Selvfølge. Jeg skal derfor ikke komme nærmere ind derpaa. Men vil man sige, at det er dog gaaet ganske godt hidtil, saa længe Mændene have været eneraadende i det offentlige Liv, vil jeg protestere derimod og sige: De Samfundstilstande, vi have med Militarisme, med Krigsmuligheder, med Undertrykkelse af de fattige og Udbytning af de ubemidlede ere slet ikke tilfredsstillende Samfundstilstande, saa værre end det er gaaet i den Tid, da Mændene have været eneraadige, kan det ikke godt gaa. Det er min fulde Overbevisning, at det vil blive bedre, at det vil bidrage til en Bedring af Samfundstil-standene, naar den Halvdel af Menneskeheden, der hidtil har været udelukket fra at gøre sin Indflydelse gældende, kommer med. Ja, jeg mener, at Kvinderne, der jo siges særlig at have Følelse og at have Hjerte i Livet, trænge vi netop til i Samfundsliv og Politik. Socialfølelse, Hjerte for de fortrykte og de udbyttede trænge vi netop i høj Grad til at faa stærkere repræsenteret i Lovgivnings- og Samfundsliv. Og jeg tror, at vi vel kunne trænge til at faa de gærende, de ubrugte Kræfter, der ligge i Tyendestanden, denne 1/4 Million store ny Hær, som er i Færd med at rykke frem, og som ogsaa Tidens mest moderne Digtere ser hen til med Begejstring og ønske at række en hjælpende Haand - Skjoldborg, Jeppe Aakjær, Kristen Bundgaard o. s. v. -, repræsenterede i denne Sal og i det andet Ting. Jeg tror, at denne Villie til social Rejsning, til Fremskridt og Frihed bør imødekommes i stærkere Grad end nu. Derfor bør Valgretten udvides paa dette Omraade.
Endelig tror jeg, at vi trænge til at faa Ungdommen stærkere med i dansk Politik og Samfundsliv, end det for Tiden er Tilfældet. Jeg har allerede nævnt, at Valgretsalderen hos os er højere end i noget andet Land. Vi foreslaa den nedsat fra det 30te til det 21de Aar. Om den Grænse, vi her have sat, kan der naturligvis altid strides. I Socialdemokratiets tidligere Program var 22 Aars Alderen anset som den passende. Man gik ud fra, at den Alder, som Staten ansaa for den passende til at kræve Værnepligten opfyldt af de unge, ogsaa burde være passende for Valgrettens Indtræden. Vil Staten lægge Beslag paa den unge til Fædrelandets Forsvar, maa den vel ogsaa være forpligtet til at unde ham et Ord med i Laget om, hvordan Staten skal styres. Naar vi nu have valgt 21 Aars Alderen, saaledes som Socialdemokratiets Program nu lyder - Forskellen er jo ikke stor -, ligger det i, at det er den almindelige europæiske Myndighedsalder, og at i en Række Lande indtræder Valgretten ved 21 Aars Alderen, ikke blot i Frankrig og andre sydlige Lande, men ogsaa i Sverige. Men er den svenske Ungdom moden til at blive valgberettiget i den Alder, tror jeg, at den danske ogsaa er det, og jeg mener, at vi trænge til at faa Ungdommen med ind i dansk Politik og Samfundsliv i endnu højere Grad end nu. Der er Konservatisme og Træghed, Oldinge-agtighed og Forsigtighed nok i dansk Politik. Ingen behøver vist at mene, at der trænges til mere af den Slags. Nej, hvad der trænges til, er Ungdommens Villie og Begejstring, og det tror jeg, vi ville bidrage til at faa ind i dansk Politik og Samfundsliv ved at sætte Valgretsalderen saa langt ned, som her er foreslaaet.
Skulle vi nu røre ved Grundlovens § 30 og de følgende Paragraffer paa disse tre Valgretsomraader, have vi anset det for rigtigt at medtage et fjerde Punkt, som ganske vist er af langt mindre Betydning. Det er Spørgsmaalet om Opholdsbetingelsen. Ærede Medlemmer ville vide, at dette Spørgsmaal har været rejst i de sidste Rigsdagssamlinger. I Fjor var det vistnok det ærede Medlem for Kalundborg (Krabbe), der indbragte et Forslag om, saavidt det var gørligt indenfor Grundlovens Rammer, at komme bort fra den Ulempe, der nu knytter sig til den Omstændighed, at man ved Flytning kan miste sin Valgret. Men skal man holde sig indenfor Grundlovens Rammer, kan man kun til en vis Grad komme ud over denne Ulempe. Vi have ment, da vi nu skride til en Ændring paa dette Punkt, at kunne fjerne hele sidste Litra af § 30, Litra d., der som Betingelse for Valgret kræver fast Bopæl i I Aar i den Valgkreds eller den Stad, hvori man opholder sig paa den Tid, Valget foregaar. Ved at fjerne hele denne Passus undgaar man alle de Ulemper, som nu knytte sig til Flytning. For mig er det en rimelig Ting, at enhver Borger - efter vort Forslag nu ogsaa Borgerinde - i Landet har Valgret fra en vis Alder af, fra Myndighedsalderen, uden Hensyn til, hvor vedkommende bor. Det er det rimeligste, saa maa Valgloven nærmere ordne, i hvilken Valgkreds denne Ret skal gøres gældende.
Det er altsaa vore Ændringsforslag til § 30. Ændringen af § 31 gaar kun ud paa at gennemføre Betingelserne for Valgret ogsaa for Valgbarhed. Kun have vi dér holdt paa det 3die Punkt, nemlig paa Bestemmelsen om de 25 Aar. Det er jo en forholdsvis passende Valgbarhedsgrænse, der er ikke meget at sige til den, saa den lade vi staa. Der har jo hidtil været den mærkelige Anomali, at Valgretsalderen indtraadte 5 Aar senere end Valgbarhedsalderen.
Ændringsforslagene til §§ 35 og 39 ere saa godt som udelukkende af redaktionel Natur. Navnlig gælder det her om at faa Ordene "han" og "hans" ud af Valgretsparagrafferne og erstattede af neutrale Ord, der kunne rumme baade Mænd og Kvinder. Man kunde mene, at det burde gennemføres hele Grundloven igennem, og at der altsaa maatte røres ved adskillige flere Paragraffer. Det have vi dog ikke ment var nødvendigt. Vi have ment, at det var nok, naar vi her fik "han" og "hans" ud af selve Valgretsparagrafferne. Der findes ganske vist ogsaa Ordene "han" og "hans" i ret rigelig Udstrækning indenfor Kapitel 5, hvor der er Tale om Folketinget, om Rigsdagsmændene og deres Pligter, hvor der er Tale om Folketingets Formand, saaledes i § 60, hvor der siges: "Ethvert Ting vælger selv sin Formand og den eller dem, der i hans Forfald skal føre Forsædet". Man kunde sige, at strengt taget burde det forandres til "hans eller hendes". Det er imidlertid næppe nødvendigt, for senere hen i Grundloven, i § 80 f. Eks. - en Paragraf, der handler om de anholdte - bruges Ordene "han" og "hans", hvor der ingen Tvivl er om, at Sagen ogsaa gælder Kvinder. Vi have altsaa ment, at naar vi tydeliggjorde det i det Kapitel, der omhandler Valgretten, følger det af sig selv, at hvor der senere i Grundloven bruges Ordene "han" eller "hans", er det ligesom nu, at det dér maa omfatte alle dem, som ifølge Valgretsparagrafferne have Valgret eller ere valgbare.
Hermed skal jeg paa Socialdemokratiets Vegne anbefale dette Grundlovsforslag til det høje Tings Velvillie.
N O T E R
1.Frederik H. J. Borgbjerg
Frederik H. J. Borgbjerg (1866-1936) var journalist og politiker. Han var medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 1898-1936, socialminister 1924-1926 og undervisningsminister 1929-1935. Hans journalistike virke foregik på partiavisen "Social-Demokraten", først i mange år som avisens vigtigste politiske pen, siden som redaktør.
2. Tidens moderne forfattere
Johan Skjoldborg, Jeppe Aakjær og Christen Bundgaard var nogle af de mange danske forfattere, der omkring århundredeskiftet beskrev de kummerlige forhold, som den fattige by- og landbefolkning levede under.
Moderpublikation: Rigsdagstidende 1907-08. Tillæg A, s. 3203-3206
Forfatter: Sørensen, Enevold
År: 1907