Versions Compared

Key

  • This line was added.
  • This line was removed.
  • Formatting was changed.

...

Kennedy, Erlander og Gerhardsen har og havde deres kvindekommissioner, sådan en skal også Krag ha´, og naturligvis må dette blad i høj grad hilse initiativet med tilfredshed. Men der er trods alt ingen grund til at tro, at kommissionen bliver i stand til at løse alle problemerne, så kvindesagens opgaver forsvinder, og Dansk Kvindesamfund kan indkalde til landsmøde med opløsning af foreningen som eneste punkt på dagsordenen.
Det går nok sådan, at kvindekommissionen gennem sit sekretariat får samlet et udmærket materiale sammen til belysning af kvindernes placering i det danske samfund, et materiale som fortæller om den diskriminering, der finder sted, om kvindernes ringere uddannelse og derfor mindre indtægter, om enlige mødre, om fraskilte kvinders kår, osv.
Men når kommissionen først er nået så langt, bliver det meget spændende, om den kan enes om lovforslag eller lignende, der kan føre kvinderne henimod reel ligestilling. Vi kan for eksempel tage tjenestemandslovens 30 lønklasser og sygeplejerskernes placering i dem. Det bliver ikke nogen nem opgave at finde det rigtige sted at anbringe dette store kvindeerhverv - i alt fald ikke at opnå enighed herom. Og så er dette vel endda et spørgsmål af større håndgribelighed end mange andre blandt dem, kommissionen bliver nødt til at beskæftige sig med, som f. eks. den måde hele vort samfundsmønster presser piger og drenge ind i gamle hjulspor, der er dannet af bl. a. tidligere tiders arbejdsfordeling mellem kønnene og fører til, at alt for mange piger ikke får brugt deres evner, så de når den tilfredsstillelse dette giver. Gennem lovgivning kan de traditionelle kønsroller ikke ændres, hertil kræves noget i retning af en revolution af de gængse idealer, og der kan sættes et stort spørgsmålstegn ved, hvordan kommissionen vil trylle den frem - hvis medlemmerne kan enes om, at det er dette, som skal ske.
Det kan de nok ikke, for ca. 40 personer repræsenterende vidt forskellige organisationer fra kvindesags- og husmoderforeninger til arbejdsmarkedets økonomiske interesseorganisationer vil nok have svært ved at følges så forfærdeligt langt på disse områder.
Der er ikke spor grund til at misunde Edel Saunte formandsskabet i kvindekommissionen. Kommer den frem til epokegørende resultater, er hun noget af en heksemester. Men mindre forbedringer i kvindernes situation vil vi foreløbig gerne tro, kommissionen kan forårsage, og de er også værd at tage med! I. D.

...