...
På DKs landsmøde den 25. maj 1968 sagde konstitueret landsformand Grete Munk
i sin beretning: „Med stor glæde kan vi konstatere, at indførelsen af
særbeskatning nu nærmer sig. Der er opnået bred politisk enighed om
sambeskatningens ophævelse."
Landsmødet hyldede skatteudvalget og dets utrættelige formand Jytte Christensen. Fra salen, blev der spontant sat en indsamling i gang til en ,,jubelgave" til DK.
Og fra 1. januar 1970 er gifte kvinder skatteborgere. Man kan imødese
den dag, da alle rester af umyndiggørelse af hustruer med hensyn til
skat er borte.
Der er sjældent sagt „goddag mand - økseskaft" så konsekvent i et
kvindesagligt spørgsmål som i debatten om sambeskatning - særbeskatning
af en gift kone. Et ønske om at få lov til at betale skat, når man kan
slippe for det, er åbenbart i sig selv så excentrisk i et moderne
demokratisk velfærdssamfund, at det er uforståeligt, selvom denne pligt i
øvrigt er grundlaget for de demokratiske rettigheder.
DKs synspunkt har altid været det ganske enkle, som et menigt medlem udtrykker i et læserbrev til „Kvinden og Samfundet" midt under den vilde debat i 1963:
,,Endnu har ingen minister eller folketingsmand forstået, at det ikke
alene er et spørgsmål om økonomi, men også om at være ligeberettiget
medarbejdende borger i vort samfund".
...
Særbeskatning/sambeskatning er blevet gjort til et højt etisk spørgsmål:
skal ægteskabet reddes eller eventuelt bekriges over skattebilletten?
Til et håndfast økonomisk spørgsmål: skal „de små i samfundet" eller „de
højtuddannede rige kvinder" belastes hårdest? Til et
arbejdsmarkedsspørgsmål: skal skattebilletten dirigere de gifte kvinders
„arbejdskraftreserve"? Til et trivselsspørgsmål: bliver henholdsvis
kvinden, børnene, manden lykkeligere eller ulykkeligere, ved at
skattebilletten holder mor hjemme? Til et personalespørgsmål: kan de
offentlige kontorer finde ud af at sende flere skatteblanketter ud og
behandle dem bagefter? Til et EDB-spørgsmål: kan hulledamer og programmører bære at de gifte kvinder også ulejliger dem?
Lejlighedsvis er ønsket om særbeskatning blevet udlagt som en
partipolitisk manøvre og har gjort skiftende politikere dybt bedrøvede
over deres kvindelige kvindesaglige partifæller.
Det hele er blevet yderligere kompliceret ved den nationaløkonomiske
overtro om, at „kvindepenge" har deres egen farve og cirkulerer
feminint, så at man nødvendigvis må komme til at være ond ved den ene
gruppe kvinder for at kunne være retfærdig mod den anden.
Selv FNs Kvindekommission har foreløbig givet op over for problemet. Der
er ingen tvivl om, at det er diskriminering at umyndiggøre en gruppe
borgere skattemæssigt på grund af status i samfundet (ægteskab). Man så
på sagen i 1962, men fandt det helt urealistisk at arbejde på at
opstille en konvention, der kan tilfredsstille på den ene side lande som
Vesttyskland og Østrig, der har domstolsafgørelser for, at
sambeskatning er grundlovsstridig, og på den anden side medlemsstater
der må respektere sæd og skik og følelser hos befolkningsgrupper, hvor
høvdingen er skattemæssigt overhoved for hele stammen og alene ordner
skatteforholdet til myndighederne, som hos visse beduinstammer i Israel.
...