Kilde 182 - Blåstrømper, rødstrømper, uldstrømper

Eva Hemmer Hansen gennemgår Dansk Kvindesamfunds lange kamp mod sambeskatning af ægtefæller. Hun konkluderer, at særbeskatning har været den sag, hvor Dansk Kvindesamfund har mødt størst modstand overhovedt.

 

Eva Hemmer Hansen: ”Blåstrømper, rødstrømper, uldstrømper”, 1970 s. 83-86

OTTENDE KAPITEL

På DKs landsmøde den 25. maj 1968 sagde konstitueret landsformand Grete Munk i sin beretning: „Med stor glæde kan vi konstatere, at indførelsen af særbeskatning nu nærmer sig. Der er opnået bred politisk enighed om sambeskatningens ophævelse."
Landsmødet hyldede skatteudvalget og dets utrættelige formand Jytte Christensen. Fra salen, blev der spontant sat en indsamling i gang til en ,,jubelgave" til DK.
Og fra 1. januar 1970 er gifte kvinder skatteborgere. Man kan imødese den dag, da alle rester af umyndiggørelse af hustruer med hensyn til skat er borte.
Der er sjældent sagt „goddag mand - økseskaft" så konsekvent i et kvindesagligt spørgsmål som i debatten om sambeskatning - særbeskatning af en gift kone. Et ønske om at få lov til at betale skat, når man kan slippe for det, er åbenbart i sig selv så excentrisk i et moderne demokratisk velfærdssamfund, at det er uforståeligt, selvom denne pligt i øvrigt er grundlaget for de demokratiske rettigheder.
DKs synspunkt har altid været det ganske enkle, som et menigt medlem udtrykker i et læserbrev til „Kvinden og Samfundet" midt under den vilde debat i 1963:
,,Endnu har ingen minister eller folketingsmand forstået, at det ikke alene er et spørgsmål om økonomi, men også om at være ligeberettiget medarbejdende borger i vort samfund".

Særbeskatning/sambeskatning er blevet gjort til et højt etisk spørgsmål: skal ægteskabet reddes eller eventuelt bekriges over skattebilletten?
Til et håndfast økonomisk spørgsmål: skal „de små i samfundet" eller „de højtuddannede rige kvinder" belastes hårdest? Til et arbejdsmarkedsspørgsmål: skal skattebilletten dirigere de gifte kvinders „arbejdskraftreserve"? Til et trivselsspørgsmål: bliver henholdsvis kvinden, børnene, manden lykkeligere eller ulykkeligere, ved at skattebilletten holder mor hjemme? Til et personalespørgsmål: kan de offentlige kontorer finde ud af at sende flere skatteblanketter ud og behandle dem bagefter? Til et EDB-spørgsmål: kan hulledamer og programmører bære at de gifte kvinder også ulejliger dem?
Lejlighedsvis er ønsket om særbeskatning blevet udlagt som en partipolitisk manøvre og har gjort skiftende politikere dybt bedrøvede over deres kvindelige kvindesaglige partifæller.
Det hele er blevet yderligere kompliceret ved den nationaløkonomiske overtro om, at „kvindepenge" har deres egen farve og cirkulerer feminint, så at man nødvendigvis må komme til at være ond ved den ene gruppe kvinder for at kunne være retfærdig mod den anden.
Selv FNs Kvindekommission har foreløbig givet op over for problemet. Der er ingen tvivl om, at det er diskriminering at umyndiggøre en gruppe borgere skattemæssigt på grund af status i samfundet (ægteskab). Man så på sagen i 1962, men fandt det helt urealistisk at arbejde på at opstille en konvention, der kan tilfredsstille på den ene side lande som
Vesttyskland og Østrig, der har domstolsafgørelser for, at sambeskatning er grundlovsstridig, og på den anden side medlemsstater der må respektere sæd og skik og følelser hos befolkningsgrupper, hvor høvdingen er skattemæssigt overhoved for hele stammen og alene ordner skatteforholdet til myndighederne, som hos visse beduinstammer i Israel.

DKs synspunkt har måske haft den fejl, at det er for enkelt: den der tjener pengene, betaler skatten.

Hvis man vil være diskriminations-pedant, er særbeskatning slet ikke et spørgsmål om ligeret uanset køn. Enker har altid selv betalt ejendomsskat. Ugifte kvinder har gjort det siden 1859, da de fik adgang til at blive personligt myndige. Allerede i 1886 forsøgte DK at bruge denne borgerlige forpligtelse som murbrækker. „De bajerske forslag" gik ud på valgret til borgerrepræsentationen i København for de ca. 4000 selvstændige kvindelige skatteydere i byen. Det blev bakket op af DKs ,,listedamer". De indsamlede underskrifter fra 619 kvindelige skatteydere, og ca. 1000 skatte-umyndige gifte kvinder. Folketinget vedtog forslaget, Landstinget forkastede det. I næste samling kom Bajer igen. Denne gang gjaldt forslaget hele landet. Det blev støttet af 20.000 underskrifter indsamlet af DK plus de 1207 navne fra Varde-egnen, som Ploug ikke troede på. DK afleverede adressen med den oplysning, at både Island, Norge, Sverige og Storbritannien gav sådanne kvindelige skatteydere kommunal valgret. Folketinget sagde igen ja, Landstinget igen nej. Det var ved den lejlighed, digteren Carl Ploug formulerede den berømte udtalelse: „Da Landstinget formener, at det hverken vil være i kvindernes eller samfundets interesse, at der tildeles dem valgret, går tinget over til dagsordenen".
Efter denne tilkendegivelse af, at borgerpligt ikke nødvendigvis giver borgerrettigheder, opgav DK at liste valgret ind ad bagdøren.
Særbeskatningen er vel det spørgsmål, hvor kvindesagen har stået mest alene udadtil, og hvor sammenholdet har været ude for de hårdeste prøver. Ingen kvinder fandt på at protestere voldsomt mod DKs tidlige arbejde for at skaffe kvinderne ud af juridiske barnekår og åbne uddannelsesmuligheder, og DK havde god praktisk hjælp af mænd til disse sager. DK var vel nærmest for længe om at turde stille det åbne krav om valgret, både kvinder og mænd blev utålmodige. Ægteskabslovene gav kun anledning til de sædvanlige gnavpotte-bemærkninger. Kvindelige tjenestemænds ligelønskamp vakte kun den helt hårde modstand hos visse af deres mandlige kolleger og de administrative myndigheder, der skulle forhøje deres lønningsbudgetter. Der har altid været sympati for ligeløn udenfor kvindebevægelsen, selv om der har været et utal af organisatoriske, definitionsmæssige, traditionsmæssige og følelsesmæssige vanskeligheder ved at gøre noget alvorligt ved det. Man kunne ikke rejse alvorlige indvendinger mod det saglige samarbejde mellem kvindesagen og de kvindelige politikere for at "forbedre kvinders og børns kår ad lovgivningens vej". Da de hårde vinde begyndte at blæse mod "dobbeltbeskæftigelse" i 1930´erne, stod DK aldrig alene om at forsvare kvindens ret til at være på arbejdsmarkedet. Deltidsarbejde vakte modstand. Men det blev accepteret, da forholdene forvandlede det fra en tanke til en kendsgerning.
Men med hensyn til sambeskatningen har mænd på den mest forbavsende måde accepteret, at de ikke alene havde æren af at betale deres kones skat, men også besværet med at opgive den, og risikoen for at blive straffet, hvis deres koner ikke var mere ærlige overfor dem, end mange mænd synes de behøver at være overfor skattevæsenet. Kvinder har indbyrdes fromt ladet sig sætte op på „kvindevippen". De har troet, at det var dem og deres børn, der direkte kom til at betale for, at andre kvinder satte deres børn i børnehave og gik ud og tjente penge. Og de har lejlighedsvis troet på, at det var kvindesagen, der afgjorde om man var mest værd hjemme eller ude, mens det dog er samfundet der fastslår, at en "hjemmearbejdende husmoder", trods ægteskabsloven, er mindre værd end ingenting. At hun er en byrde, der giver sin forsørger ret til skattelettelse. Ligningsmyndigheder, der har båret det utroligste i retning af at administrere, hvad lovgivere fandt på at pålægge dem på andre punkter, har sagt, at det gik over deres evner at klare. Særbeskattede hustruer. Selv EDB hoster åbenbart over problemet.
Spørgsmålet synes at egne sig til psykoanalyse.

Kravet om særbeskatning af gifte kvinder bliver ikke rejst af DK før i 1913, på landsmødet i Rønne. Dels vel fordi gifte kvinder med egen indtægt endnu var ret få (1.), dels fordi personlige skatter ikke spillede samme rolle før skattereformen af 1903. Men derefter steg skatter på indtægt og formue og andre afgifter på 10 år fra 41 til 75 millioner. Det kunne mærkes på en helt anden måde i familiens daglige økonomi.
Punktet på dagsordenen i 1913 hed: „Beskatning af familielivet". Det synes ikke at have vakt stor debat. Gyrithe Lemche nævner det slet ikke i sin beretning om „de skønne mødedage" på Bornholm.
I 1915 sendte DK sit første andragende om sagen til det landstingsudvalg, der arbejdede med revision af den kommunale beskatning. Man bad om at få § 1, stk. 2 ændret. Det lød: „Den gifte mand beskattes af hele sin og den med ham samlevende hustrus indtægt." Man foreslog: ,,Hustruen beskattes uafhængigt af manden, både af arbejdsindtægt og af sær- og fællesformue." Motiveringen var, at dels er det „ydmygende",
(1.) De 40.000-50.000 kvindelige industriarbejdere i 1910 var næppe allesammen frøkener.

 

N O T E R

1. Eva Hemmer Hansen
Eva Hemmer Hansen (1913 - 1983) var forfatter og politiker. Hun debuterede 1939 med en fagbog om arbejderbevægelsen i dansk litteratur. Hendes første skønlitterære roman ”Helene” udkom i 1944. Hendes historiske romaner vandt et stort publikum, blandt andet bøgerne om Grevinde Danner. Hun var frem til 1970 socialdemokrat og kvindepolitisk og kommunalpolitisk aktiv i Århus, derefter medlem af Retsforbundet. Hun oversatte engelsk litteratur til dansk og arbejdede som lektor på Danmarks Journalisthøjskole.

Læs mere om Eva Hemmer Hansen i Dansk Kvindebiografisk Leksikon: http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/393/

2. Grete Munk
Grete Munk (1928-1976) var småbørnspædagog og borgmester. Hun var konstitueret forkvinde for Dansk Kvindesamfund i 1968, fra 1971-1974 valgt forkvinde. Hun var borgmester for Det radikale venstre i Roskilde 1974-76.

3. Jytte Christensen
Jytte Christensen (1921-2000) var jurist og ekspeditionssekretær i skatteforvaltningen. I Dansk Kvindesamfund var hun hovedkraften i foreningens arbejde mod sambeskatningen af ægtefæller.

Læs mere om Jytte Christensen i Dansk Kvindebiografisk Leksikon: http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/610/

4. DK
DK står for Dansk Kvindesamfund, som er Danmarks ældste kvindeorganisation, stiftet i 1871 af bl.a. Matilde Bajer og Fredrik Bajer.

5. Kvinden og samfundet
”Kvinden og samfundet” er Dansk Kvindesamfunds medlemstidsskrift.

6. EDB
EDB er en forkortelse af elektronisk databehandling.

7. Hulledamer
Hulkortmaskinen var en forløber for computerne. Hulledamer er kvinder, der arbejder ved en hulkortmaskine.

8. ”De bajerske forslag”
Forslag om kvindelig valgret, stillet af Fredrik Bajer. I november 1886 forhandlede Folketinget om ændring af reglerne for valg til Borgerrepræsentationen i København. Fredrik Bajer, der også var folketingsmedlem for Venstre, benyttede lejligheden til at foreslå kvinder inkluderet i vælgerkorpset. Forslaget fik en forholdsvis velvillig behandling i Folketinget, men nåede ikke frem til Landstinget, da der blev udskrevet valg i januar 1887. Bajer fremsatte derfor et nyt forslag, nu om kommunal kvindevalgret for hele landet, men kun for ugifte kvinder. Dette forslag blev vedtaget i Folketinget i oktober 1887, men afvist under behandlingen i Landstinget i februar 1888. Først 20 år senere i 1908 blev lov om kvindens valgret til kommunale valg vedtaget.

9. Listedamer
Kvinder, der indsamlede underskrifter til støtte for kvinders valgret.

10. Bajer
Fredrik Bajer (1837-1922) var politiker og forfatter. Fra 1872-1895 sad han i Folketinget valgt for partiet Venstre. Bajer var en engageret og ihærdig fortaler for kvindesagen og i rigsdagen fremsatte han gang på gang lovforslag, der skulle sikre kvinder samme demokratiske rettigheder som mænd. Fx stod han bag loven om gifte kvinders ret til rådighed over egen indtjening i 1880 og bag en række forslag om valgret til kvinder. Sammen med sin hustru Mathilde Bajer stiftede han i 1871 Dansk Kvindesamfund, ligesom de begge i 1886 i protest mod Dansk Kvindesamfunds holdning til bl.a. valgretsspørgsmålet, stiftede den mere radikale forening, Kvindelig Fremskridtsforening. Fredrik Bajer var også pacifist og hans store arbejde inden for fredssagen blev i 1908 honoreret med Nobels Fredspris.

11. Carl Ploug
Carl Ploug (1813-1894) var journalist, nationalliberal politiker og forfatter. Han var med i Den Grundlovsgivende Rigsforsamling 1848-49 og derefter medlem af først Folketinget 1854-58, derefter Landstinget 1859-90. Gennem 41 år var han redaktør af ”Fædrelandet”.

12. ”dobbeltbeskæftigelse”
Med dobbeltbeskæftigelse mener man her, at både mænd og kvinder var på arbejdsmarkedet. Der var stor arbejdsløshed i 1930´erne og derfor var der politiske kræfter der mente, at kvinderne burde opgive deres stillinger på arbejdsmarkedet så mændene kunne få arbejde og forsørge deres familier.

 

Moderpublikation: Blåstrømper, rødstrømper, uldstrømper, 1970 s. 83-86

Forfatter: Hansen, Eva Hemmer

År: 1970