...
Af Biskop Brummers Erklæring af 3. Februar 1859.
- - „For saa vidt Talen er om det ønskelige i, at der raades Bod paa de Savn, nogle Børn maa lide, fordi de fattes den Paavirkning, som det er Kvindens Kald at give Barnehjertet, er jeg aldeles enig med de ved ovennævnte Møde forsamlede Lærere. Men denne Paavirkning, som efter sin Natur mere hører ind under den egentlig pædagogiske end didaktiske Del af Opdragelsen, kan kun i en ufuldkommen Grad finde Sted i en Skole. Den har sin rette Virkekreds som i katolske Nonneklostre saaledes i evangeliske Pensionsanstalter og for de ringere Stænder i
Waisenhuse eller, efter en mindre Maalestok, i et Institut som Børnely ved Kongens Lyngby. Den rigtige Tanke, som ligger til Grund for hin Udtalelse om Nødvendigheden af den kvindelige Medvirkning ved Opdragelsen, maa snarere gøre det til en Opgave for den private Godgørenhed at stifte og understøtte saadanne Opdragelsesanstalter eller i hvert Fald Asyler for mindre Børn med en Læremoder, end til en Opgave for Undervisningsministeriet at indordne Lærerinders Virksomhed under det offentlige Almueskolevæsen. Dette har under vore nuværende Skoleforhold snarest Tilskyndelse og Lejlighed til at antage sig Sagen ved at tillade Kvinder, som dertil egne sig, at forestaa Smaaskoler (man kalde dem nu Pogeskoler eller Pugeskoler), der oprettes i Henhold til Lov af 8. Marts 1856 § l. Under særegne Omstændigheder tør jeg tilraade, at man gaar et Skridt videre ved at tillade Skolelæreren at benytte en Lærerindes i Steden for en Underlærers Bistand ved Undervisningen, især i nederste Klasse. Som saadanne særegne Omstændigheder tænker jeg mig, at Læreren er en duelig, erfaren og paalidelig Mand, som selv er i Stand til at besørge den væsentligste Del af Undervisningen og til at have tilbørlig Opsigt med hele Skolen, samt at Lærerinden staar i et saadant Familieforhold til ham, at hans Embedsstilling til hende paa den ene Side kan blive saa meget virksommere og paa den anden Side ej give Anstød eller forargelige Rygter. En Lærerinde, der skulde antages i Steden for en Underlærer, maatte formentlig underkaste sig en Prøve af Skoledirektionen, paa hvis Resolution det skulde bero, om hun maatte ansættes eller ikke, hvor megen Del i Undervisningen, der maatte betros hende, og paa hvor lang Tid hendes Ansættelse - naturligvis altid paa Lærerens An- og Tilsvar - skulde være gældende. Hvor vidt Skoledirektionen skulde for hvert enkelt Tilfælde have Ministeriets Bemyndigelse til at lade saadan Anbringelse af Lærerinder finde Sted, maa jeg allerærbødigst henstille.
Derimod har jeg Betænkeligheder ved at understøtte Forslaget om Ansættelse af Andenlærerinder i Steden for Andenlærere. De for dette Forslag fremførte Grunde synes mig ikke at have megen Vægt; thi fra Skolevæsenets Standpunkt, som her maa fastholdes, kan det ikke komme i Betragtning, at denne nye Organisation af Skolerne vilde kunne skaffe nogle agtværdige og trængende Kvinder en for dem ønskelig Næringsvej eller nogle Sogne en i hvert Fald ubetydelig Lettelse i deres Skoleudgifter. Og hvor vidt den muligvis større Udsigt til i længere Tid at beholde en Lærerinde end en Andenlærer ved en Skole, vilde være et virkeligt Gode eller ej, maatte bero paa, om Skolen var bedre tjent med at have en Lærerinde end en Andenlærer. Men dette maa jeg meget betvivle vilde i Almindelighed være Tilfældet, uagtet jeg antager, at Lærerinder kunne egne sig til at ansættes i Steden for Underlærere som Hjælperinder; thi en Lærerinde, der skulde træde i Steden for en Andenlærer, vilde have ganske andre, til Dels berettigede Fordringer end en Skolelæreren aldeles underordnet Hjælpelærerinde, og hun vilde komme i mangen et for en Kvinde vanskeligt Forhold til Sogneforstanderskabet og Sognebeboerne. Det vilde f. Eks. være en for en Kvinde mislig Sag, om hun - naar Skolelæreren ej vilde lade hende faa Kosten i sit Hus (hvortil han billigvis ej kan tvinges) - skulde gaa ud i Sognet for sine Maaltiders Skyld. Ligesom hendes Fordringer som en for sin Del af Skolearbejdet ansvarhavende Person vilde blive større end en Hjælpelærerindes, saaledes maatte ogsaa Skolebestyrelsens Fordringer til hende blive større. Hun maatte kunne - i Lighed med Andenlærerne - vælges iblandt flere Supplikantinder og have underkastet sig en Eksamen, der kvalificerede hende til at søge Embede med Seminarister. Saa vidt gaar ikke det ved Skolemødet frembragte, af Hr. Kraiberg til Overskoledirektøren indsendte Andragende. Men saa vidt gaar Institutbestyrerinde P. Worm i sine Forestillinger om Kvindens Kald til at ansættes i det offentlige Skolevæsens Tjeneste.
Dersom Jomfru P. Worm, der uden Tvivl selv er en kundskabsrig Dame og øvet Lærerinde med en for Kvinder ualmindelig energisk Karakter, havde begrænset sin Polemik mod Fortiden og mod det bestaaende til Angreb paa det kvindelige Institutvæsen, som det drives i adskillige Købstæder, vilde jeg ikke have fundet, at denne Polemik var ubeføjet. Og dersom hun havde foreslaaet, at hvo, der vil oprette et Pigeinstitut, der ej kan betragtes som en udvidet Gouvernante-Virksomhed, saasom for flere end 12 Elever, skal underkaste sig en Eksamen, der i Forbindelse med Vidnesbyrd for moralsk Vandel kan godtgøre hendes Duelighed og Værdighed dertil, saa vilde jeg have understøttet et saadant Forslag, idet jeg antager, at Bestemmelserne af 15. Decbr. 1845 for dem. der søge Tilladelse til at oprette Undervisningsanstalter i København, kunne nu saa meget lettere blive anvendelige for Købstæderne, som den i § 9 omtalte Eksamens-Komité kan dannes af Censorerne ved den Eksamen, som Loven af 15. Februar 1857 har anordnet for hvem, der uden at have frekventeret noget Skolelærerseminarium ønsker Adgang til at søge Skolelærerembede. Men Institutbestyrerinde Worms Forslag indskrænke sig ikke hertil. Hun synes som Talsmandinde for sit Køn ikke tilfredsstillet, førend der oprettes Lærerindeposter til de kvindelige Elevers Undervisning (ikke i kvindeligt Haandarbejde, hvilket er i sin Orden, men i de sædvanlige Lærefag) ved alle Borger- og Almueskoler, hvor der behøves flere end een Lærer, ja endog Embedsstillinger for Overlærerinder Saadanne radikale Planer, om ikke til Skolevæsenets Forbedring, saa dog til Kvindens Emancipation, fattes vistnok ikke i vor Tid Forsvarere, navnlig blandt Tysklands Skolemænd, f. Eks Fr. Kørner i Halle, men jeg holder mig med Chr. Palmer i Tübingen forvisset om, at Pigeskolerne vilde baade i didaktisk og pædagogisk Henseende lide ved Udførelsen af disse Planer, som desuden let vilde have en uheldig Indflydelse paa Lærerindernes Karakter ved deres Fremtræden i det offentlige Liv. Jo mere mandig denne Karakter var eller blev, jo mere den altsaa havde til fælles med en dygtig, kraftig Lærers Egenskaber, desto mindre vilde Lærerinden ved sit Væsen og sit Eksempel være egnet til at danne kvindelige Karakterer. Og det skulde dog være hendes Fortrin fra denne Side, der skulde erstatte, hvad der efter Naturens Love fattes hendes Køn i Lærerens objektive Forhold til Læregenstanden og Gave til ved sin Personlighed at holde Disciplin i en talrig Skole. At ansætte Lærerinder (af højere og ringere Grad) i Steden for Lærere ved Borger- og Almueskolernes Pigeklasser, maa jeg følgelig med ovennævnte berømte Pædagog fraraade som et farligt Eksperiment.*) Og herved har jeg sikkerlig ikke forset mig mod det af Jomfru Worm for sit Forslag anførte, men til at forsvare det ubrugelige Skriftsted: „Gud haver udvalgt det i Verden Ringe og Foragtede." Thi det paulinske Sted, hvortil hun sigter (l Kor. 1,27.28), handler om Udvælgelsen til Kristendom og Salighed, ikke om Udvælgelsen til offentlige Lærerposter, hvilke Apostelen netop ikke vilde have betroet Kvinder (l Kor. 14, 34, l Tim. 2, 12)."
...