Kilde 41C - Af Biskop Brammers Erklæring af 3. Februar 1859

Forslaget om oprettelse af en formaliseret lærerindeuddannelse blev i 1859 sendt til høring til en række eksperter, herunder bl.a. direktøren for Københavns kommunes skolevæsen, V.A. Borgen og biskoppen for Århus stift, G.P.Brammer

"Af Biskop Brammers Erklæring af 3. Februar 1859" i "Bog og Naal", 1917 s. 8-10.

Af Biskop Brummers Erklæring af 3. Februar 1859.

- - „For saa vidt Talen er om det ønskelige i, at der raades Bod paa de Savn, nogle Børn maa lide, fordi de fattes den Paavirkning, som det er Kvindens Kald at give Barnehjertet, er jeg aldeles enig med de ved ovennævnte Møde forsamlede Lærere. Men denne Paavirkning, som efter sin Natur mere hører ind under den egentlig pædagogiske end didaktiske Del af Opdragelsen, kan kun i en ufuldkommen Grad finde Sted i en Skole. Den har sin rette Virkekreds som i katolske Nonneklostre saaledes i evangeliske Pensionsanstalter og for de ringere Stænder i

Waisenhuse eller, efter en mindre Maalestok, i et Institut som Børnely ved Kongens Lyngby. Den rigtige Tanke, som ligger til Grund for hin Udtalelse om Nødvendigheden af den kvindelige Medvirkning ved Opdragelsen, maa snarere gøre det til en Opgave for den private Godgørenhed at stifte og understøtte saadanne Opdragelsesanstalter eller i hvert Fald Asyler for mindre Børn med en Læremoder, end til en Opgave for Undervisningsministeriet at indordne Lærerinders Virksomhed under det offentlige Almueskolevæsen. Dette har under vore nuværende Skoleforhold snarest Tilskyndelse og Lejlighed til at antage sig Sagen ved at tillade Kvinder, som dertil egne sig, at forestaa Smaaskoler (man kalde dem nu Pogeskoler eller Pugeskoler), der oprettes i Henhold til Lov af 8. Marts 1856 § l. Under særegne Omstændigheder tør jeg tilraade, at man gaar et Skridt videre ved at tillade Skolelæreren at benytte en Lærerindes i Steden for en Underlærers Bistand ved Undervisningen, især i nederste Klasse. Som saadanne særegne Omstændigheder tænker jeg mig, at Læreren er en duelig, erfaren og paalidelig Mand, som selv er i Stand til at besørge den væsentligste Del af Undervisningen og til at have tilbørlig Opsigt med hele Skolen, samt at Lærerinden staar i et saadant Familieforhold til ham, at hans Embedsstilling til hende paa den ene Side kan blive saa meget virksommere og paa den anden Side ej give Anstød eller forargelige Rygter. En Lærerinde, der skulde antages i Steden for en Underlærer, maatte formentlig underkaste sig en Prøve af Skoledirektionen, paa hvis Resolution det skulde bero, om hun maatte ansættes eller ikke, hvor megen Del i Undervisningen, der maatte betros hende, og paa hvor lang Tid hendes Ansættelse - naturligvis altid paa Lærerens An- og Tilsvar - skulde være gældende. Hvor vidt Skoledirektionen skulde for hvert enkelt Tilfælde have Ministeriets Bemyndigelse til at lade saadan Anbringelse af Lærerinder finde Sted, maa jeg allerærbødigst henstille.
Derimod har jeg Betænkeligheder ved at understøtte Forslaget om Ansættelse af Andenlærerinder i Steden for Andenlærere. De for dette Forslag fremførte Grunde synes mig ikke at have megen Vægt; thi fra Skolevæsenets Standpunkt, som her maa fastholdes, kan det ikke komme i Betragtning, at denne nye Organisation af Skolerne vilde kunne skaffe nogle agtværdige og trængende Kvinder en for dem ønskelig Næringsvej eller nogle Sogne en i hvert Fald ubetydelig Lettelse i deres Skoleudgifter. Og hvor vidt den muligvis større Udsigt til i længere Tid at beholde en Lærerinde end en Andenlærer ved en Skole, vilde være et virkeligt Gode eller ej, maatte bero paa, om Skolen var bedre tjent med at have en Lærerinde end en Andenlærer. Men dette maa jeg meget betvivle vilde i Almindelighed være Tilfældet, uagtet jeg antager, at Lærerinder kunne egne sig til at ansættes i Steden for Underlærere som Hjælperinder; thi en Lærerinde, der skulde træde i Steden for en Andenlærer, vilde have ganske andre, til Dels berettigede Fordringer end en Skolelæreren aldeles underordnet Hjælpelærerinde, og hun vilde komme i mangen et for en Kvinde vanskeligt Forhold til Sogneforstanderskabet og Sognebeboerne. Det vilde f. Eks. være en for en Kvinde mislig Sag, om hun - naar Skolelæreren ej vilde lade hende faa Kosten i sit Hus (hvortil han billigvis ej kan tvinges) - skulde gaa ud i Sognet for sine Maaltiders Skyld. Ligesom hendes Fordringer som en for sin Del af Skolearbejdet ansvarhavende Person vilde blive større end en Hjælpelærerindes, saaledes maatte ogsaa Skolebestyrelsens Fordringer til hende blive større. Hun maatte kunne - i Lighed med Andenlærerne - vælges iblandt flere Supplikantinder og have underkastet sig en Eksamen, der kvalificerede hende til at søge Embede med Seminarister. Saa vidt gaar ikke det ved Skolemødet frembragte, af Hr. Kraiberg til Overskoledirektøren indsendte Andragende. Men saa vidt gaar Institutbestyrerinde P. Worm i sine Forestillinger om Kvindens Kald til at ansættes i det offentlige Skolevæsens Tjeneste.
Dersom Jomfru P. Worm, der uden Tvivl selv er en kundskabsrig Dame og øvet Lærerinde med en for Kvinder ualmindelig energisk Karakter, havde begrænset sin Polemik mod Fortiden og mod det bestaaende til Angreb paa det kvindelige Institutvæsen, som det drives i adskillige Købstæder, vilde jeg ikke have fundet, at denne Polemik var ubeføjet. Og dersom hun havde foreslaaet, at hvo, der vil oprette et Pigeinstitut, der ej kan betragtes som en udvidet Gouvernante-Virksomhed, saasom for flere end 12 Elever, skal underkaste sig en Eksamen, der i Forbindelse med Vidnesbyrd for moralsk Vandel kan godtgøre hendes Duelighed og Værdighed dertil, saa vilde jeg have understøttet et saadant Forslag, idet jeg antager, at Bestemmelserne af 15. Decbr. 1845 for dem. der søge Tilladelse til at oprette Undervisningsanstalter i København, kunne nu saa meget lettere blive anvendelige for Købstæderne, som den i § 9 omtalte Eksamens-Komité kan dannes af Censorerne ved den Eksamen, som Loven af 15. Februar 1857 har anordnet for hvem, der uden at have frekventeret noget Skolelærerseminarium ønsker Adgang til at søge Skolelærerembede. Men Institutbestyrerinde Worms Forslag indskrænke sig ikke hertil. Hun synes som Talsmandinde for sit Køn ikke tilfredsstillet, førend der oprettes Lærerindeposter til de kvindelige Elevers Undervisning (ikke i kvindeligt Haandarbejde, hvilket er i sin Orden, men i de sædvanlige Lærefag) ved alle Borger- og Almueskoler, hvor der behøves flere end een Lærer, ja endog Embedsstillinger for Overlærerinder Saadanne radikale Planer, om ikke til Skolevæsenets Forbedring, saa dog til Kvindens Emancipation, fattes vistnok ikke i vor Tid Forsvarere, navnlig blandt Tysklands Skolemænd, f. Eks Fr. Kørner i Halle, men jeg holder mig med Chr. Palmer i Tübingen forvisset om, at Pigeskolerne vilde baade i didaktisk og pædagogisk Henseende lide ved Udførelsen af disse Planer, som desuden let vilde have en uheldig Indflydelse paa Lærerindernes Karakter ved deres Fremtræden i det offentlige Liv. Jo mere mandig denne Karakter var eller blev, jo mere den altsaa havde til fælles med en dygtig, kraftig Lærers Egenskaber, desto mindre vilde Lærerinden ved sit Væsen og sit Eksempel være egnet til at danne kvindelige Karakterer. Og det skulde dog være hendes Fortrin fra denne Side, der skulde erstatte, hvad der efter Naturens Love fattes hendes Køn i Lærerens objektive Forhold til Læregenstanden og Gave til ved sin Personlighed at holde Disciplin i en talrig Skole. At ansætte Lærerinder (af højere og ringere Grad) i Steden for Lærere ved Borger- og Almueskolernes Pigeklasser, maa jeg følgelig med ovennævnte berømte Pædagog fraraade som et farligt Eksperiment.*) Og herved har jeg sikkerlig ikke forset mig mod det af Jomfru Worm for sit Forslag anførte, men til at forsvare det ubrugelige Skriftsted: „Gud haver udvalgt det i Verden Ringe og Foragtede." Thi det paulinske Sted, hvortil hun sigter (l Kor. 1,27.28), handler om Udvælgelsen til Kristendom og Salighed, ikke om Udvælgelsen til offentlige Lærerposter, hvilke Apostelen netop ikke vilde have betroet Kvinder (l Kor. 14, 34, l Tim. 2, 12)."

"Af Skoledirektør Borgens Erklæring til Ministeriet af 11. Juni 1859" i "Bog og Naal", 1917 s. 12-13, 19-21.

Skoledirektør Borgens Erklæring til Ministeriet af 11. Juni 1859.
Direktionen har i Henhold til Skrivelse fra Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet af 20. Marts d. A. forlangt min Erklæring angaaende Spørgsmaalet om Lærerinders Ansættelse ved Almueskolerne og deres Uddannelse samt speciel Oplysning om, i hvilket Omfang og med hvilken Virkning Lærerinder anvendes i Pigeinstitutterne her i Staden. Foranlediget heraf skal jeg give mig den Ære at ytre følgende, i hvilket jeg skal tage det faktiske til Udgangspunkt.
Anvendelsen af Lærerinder ved Skoleundervisningen her i Staden er meget omfattende; ved de offentlige Skoler, Kirkeskoler og Fattigskoler iberegnede, ere saaledes ansatte omtrent 30 Lærerinder, i Regelen med et ikke ringe Timetal; i de ikke offentlige eller private Skoler, hvis Tal ved Udgangen af 1857 var 128, underviste der hen ved 300 Lærerinder. For den allerstørste Del give disse Damer Undervisning i Pigeskoler, dog var der ogsaa nogle (16), der underviste i Drenge-Forberedelsesskoler, og 27, der underviste i Opsynsskoler for Drenge og Piger i Forening. Hvad Undervisningsgenstandene angaar, da vare de ved offentlige Skoler ansatte Lærerinder indskrænkede til Haandarbejde alene; i de private Skoler give Lærerinder Undervisning i samtlige Fag, som ere anførte i den schematiske Del af Direktionens Aarsberetninger med Undtagelse af Naturlære, Matematik og Gymnastik. Det er en Selvfølge, at ogsaa i disse Skoler en stor Del Lærerinder beskæftige sig med Haandarbejde, hvilket navnlig i Pigeskoler af 2den og 3dje Rang optager en ikke ringe Del af Skoletiden (1/3 à 2/5); dog er der ogsaa et betydeligt Antal, der underviser i de øvrige Genstande, fornemmelig i de fremmede Sprog, ogsaa Historie og Geografi, hvorimod Undervisning i Modersmaalet sjældent gaar ud over de elementære Læseøvelser. I de saakaldte Forberedelsesskoler underviser Lærerinden - som oftest er det en Dame, der har underkastet sig den for København gældende Prøve - i Regelen selv i alle Fag, ogsaa i Religion, der i disse Skoler er indskrænket til Bibelhistorie; i nogle faa højere Skoler give enkelte Damer efter speciel dertil meddelt Bevilling ogsaa Undervisning i den dogmatiske Del af Religionslæren. Undervisning i Sang gives nu meget sjældent af Damer og i Regning ikke udover den elementære Del, i Skrivning derimod undertiden gennem hele Skolen.
Spørges der om Virkningen af denne Anvendelse af Lærerinder, da maa den, om end forskellig efter Individualiteternes Forskellighed, i det hele taget og naar der henses til Resultatet af Undervisningen som saadan, betegnes som tilfredsstillende.
(...)
Naar jeg saaledes i det foregaaende har bestræbt mig for at vise Hensigtsmæssigheden af Lærerinders Benyttelse til Undervisningens Meddelelse i Almuepigeskolen, er jeg dog bestandig gaaet ud fra den Forudsætning, at Kvinden kun burde faa Adgang til Skolen under den ueftergivelige Betingelse, at hun til dette betydningsfulde og vanskelige Kald medbragte den fornødne Dannelse, Indsigt og Dygtighed, d. v. s. den Karakterens, Anskuelsens, Følelsens Udvikling, Modenhed og Renhed, der er Frugten af en alvorlig Stræben efter Sandheden, den specielle Fagkundskab, der giver fuldkomment Herredømme over Undervisningsstoffet, samt den Gave til at behandle og meddele Undervisningen og indvirke paa Eleverne, som skal skaffe Skolens Lære Indgang hos Barnet. Alt baaret af et kristeligkærligt, gudhengivent, tillidsfuldt Sind. Kun naar Lærerinden er udrustet med disse Egenskaber, bør hun betræde Skolens Enemærker; mangler hun enten Dannelse eller Kundskaber eller Undervisningsgaver, vil Skolen ikke kunne bruge hende; hun vil nedbryde i Stedet for at oprejse, skade ubodeligt i Stedet for at gavne. Til sin Betryggelse i denne Henseende maa Skolen derfor fordre, at Lærerinden, førend hun ansættes, skal have godtgjort, at hun er i Besiddelse af de fordrede Egenskaber; dette kan vel, hvad de moralske Kvalifikationer angaar, ske, ja kan vel næppe ske paa anden Maade end ved paalidelige Mænds Vidnesbyrd, med hvis Vurdering Skolen dog maa være i højeste Grad nøjeregnende; til Konstatering af Kundskaberne og Undervisningsdygtigheden vil derimod Aflæggelse af en saavel teoretisk som praktisk Prøve formentlig være det eneste betryggende Middel; dels er der nemlig her noget, som kan bedømmes ved en Prøve, dels har Erfaring lært, hvor glimrende Vidnesbyrd endog middelmaadige Personer kunne erholde i den her omhandlede Retning af ukyndige eller alt for godmodige Forældre, hvis Børn de har undervist, og som derfor ikke ere „uvillige" Vidner, - eller af andre Personer, der have staaet i Forhold til Undervisningen.
Hvad Prøvens Omfang og Beskaffenhed angaar, kan jeg slutte mig til det i Ministeriets Skrivelse derom fremførte, dog maatte vel ogsaa Matematik bortfalde som Eksaminationsgenstand.
Men hvorledes skal Lærerinden modtage den nødvendige Forberedelse til at underkaste sig en saadan Prøve? Svaret maa vel, i det mindste for Tiden, blive, at hun maa søge den ad privat Vej. Skulde det imidlertid vise sig, at der var Anledning til Ansættelse af Lærerinder ved de offentlige Skoler i et større Omfang, vilde det formentlig blive Statens Pligt at sørge for, at der til deres Forberedelse, ligesom til Lærernes, oprettedes offentlige Dannelsesanstalter, kvindelige Seminarier, saaledes som sket er andensteds.
Hvad Lønnen angaar, da kunde den, hvis Lærerindens Undervisning var indskrænket til Haandarbejde alene, passende fastsættes saaledes, som sket er for Hovedstadens offentlige Skoler, til 20 B pr. Time, hvilket for 36 ugentlige Timer giver 360 Rdl. aarlig. Derimod vilde det være billigt, at den Lærerinde, som kunde paatage sig andre Undervisningsfag, ogsaa fik Udsigt til at opnaa en højere Løn, og kunde det da maaske bestemmes, at hvis en Lærerindes Undervisningstimer i de andre Fag var lige saa stort eller større end Haandarbejdstimerne, skulde Lønnen for samtlige Timer begynde med 20 B pr. Time, efter 4 Aars Forløb stige til 24 B og atter efter 4 Aar til 28 B pr. Time, hvilket for 36 ugentlige Timer vilde give en Løn af resp. 360, 432 og 504 Rdl. aarlig; hvor der var Lejlighed til flere Lærerinders Ansættelse ved en Skole, kunde derhos den ene af disse som Overlærerinde erholde fri Bolig imod at føre et nærmere bestemmeligt Tilsyn med Pigeklasserne i det hele taget, navnlig ogsaa med Haandarbejdet. Derimod vilde det utvivlsomt være et Misgreb at overdrage selve Skolens Bestyrelse til en Dame som Inspektrice, da der til at gøre Fyldest i en saadan Stilling udfordres Egenskaber, som ligger den kvindelige Natur alt for fjerne, - som der da overhovedet ikke let vil kunne blive Tale om at træffe en saadan Foranstaltning for vore Almueskoler, der, foruden at være meget talrige, omslutte baade Drenge- og Pigeklasser. Endelig skal jeg bemærke, at med Hensyn til Pensionsberettigelse stiller Anordningen af 20. Marts 1844 § 54 Lærerinder lige med Lærere.
I Henhold til hvad jeg har udviklet, vilde jeg saaledes anse det for ønskeligt, om Direktionen kunde blive bemyndiget til i Almuepigeskolerne til Undervisningens Meddelelse, ej blot i Haandarbejde, men ogsaa i andre Genstande, saasom i Religion, Dansk, Historie, Geografi, Skrivning, under de i det foregaaende omtalte Lønningsvilkaar at benytte Lærerinder, som bl. a. ved Aflæggelse af en i dette Øjemed anordnet Prøve havde godtgjort, at de vare i Besiddelse af de til at træde i et saadant Forhold til Skolen nødvendige Egenskaber, dog saaledes, at Direktionen i hvert enkelt Tilfælde beholdt sin fulde lovhjemlede Frihed, saa vel i Valget af Personer (Lærer eller Lærerinde) som i Bestemmelse af Undervisningsgenstande, Timetal og desl.

København, d. 11. Juni 1859.

Ærbødigst V A Borgen.

Til Direktionen for Borger- og Almueskolevæsenet i København (Efter at Skoledirektionen, Borgerrepræsentationen og Magistraten havde sluttet sig til Borgens Erklæring, indsendtes denne til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet.)

N O T E R

1.Biskop Brammer
Gerhard Peter Brammer (1801-1884) var fra 1845-1881 biskop i Århus. Inden da havde han bl.a. været forstander for Seminariet i Snedsted og skrevet en meget benyttet lærebog om pædagogik. Brammer var kendt for sine meget konservative og højkirkelige synspunkter.

2. Waisenhuse
Vajsenhuse var stiftelser for forældreløse børn.

3. Chr. Palmer
Christian Palmer (1811-1875) var tysk teolog.

4. Skoledirektør Borgen
Vilhelm August Borgen (1801-1884) var lærer og medlem af Landstinget. Fra 1844-1859 var han ansat som direktør for Københavns kommunale skolevæsen.

Moderpublikation: Bog og Naal, Januar 1917 s. 8-10

Forfatter: Biskop Brammer

År: 1859