Kilde 255 - Kvinden i klassesamfundet

 Karen Jespersens og Tinne Vammens anmeldelse af Hanne Reintofts bog "Kvinden i klassesamfundet" i Rødstrømpebladet er overvejende positiv. Men de mener også, at Hanne Reintoft, ved at udelukkende at se kvindekampen som en del af klassekampen, ikke anerkender at kvinder, netop som kvinder, har fælles interesser på kryds af klasseskel.

Karen Jespersen og Tinne Vammen: "Kvinden i klassesamfundet". I Rødstrømpebladet nr. 9. December 1972, s. 18-22

 

kvinden i klassesamfundet
Nogle betragtninger i anledning; af 
 Hanne Reintofts bog:
Hanne Reintofts bog "Kvinden i klassesamfundet" er skrevet ud fra to grundforudsætninger: hun er en kvinde, der er bevidst om vort køns undertrykkelse, og hun er aktivt medlem af Danmarks kommunistiske Parti. Det følgende er nogle betragtninger over, hvordan disse forudsætninger er bestemmende for bogens indhold, og hvad det betyder for arbejderklassens kvinder, som bogen er tilegnet, og for kvindebevægelsen.
Størstedelen af den kvindelitteratur, der er skrevet og oversat inden for de seneste år, beskæftiger sig mest med vores psykologiske og seksuelle undertrykkelse og hvordan den opleves, og har for det meste undladt at sætte den ind i en samfundsmæssig sammenhæng. Her udfylder Hanne Reintofts bog noget af et tomrum, idet hun med statistikker og andet konkret materiale klart dokumenterer, hvordan vi - og især arbejderklassens kvinder - diskrimineres i dagens Danmark.
Bogens kapitler behandler kvindernes stilling under uddannelse, i lærepladser, som lønarbejdere, samt i det offentlige og politiske liv. Hanne Reintoft beskriver, hvordan kvinder diskrimineres i lovgivningen og hvordan vores sundhed og sygdom er betinget af vores klassemæssige placering. Det er her beklageligt, at hun taler om vores "biologiske handicaps" og om graviditet, fødsler og menstruation som sygdomme. Herved kommer hun til at anlægge en kapitalistisk betragtning, der alene vurderer mennesker ud fra deres værdi som arbejdskraft i produktionen. Kapitlet "Kvindens stilling indenfor fællesmarkedet" giver en klar forståelse af, hvor nødvendig vores økonomiske og sociale undertrykkelse er for opretholdelsen af det kapitalistiske system. Noget påklistret virker kapitlet "Socialismen og kvinden", der indeholder en traditionel og ukritisk gennemgang af ledende marxistiske teoretikeres syn på kvindefrigørelsen.
Hverken disse temmeligt abstrakte og retoriske udgydelser eller de eksempler fra Østlandene, som Hanne Reintoft flere steder trækker frem, overbeviser os om, at et socialistisk samfundssystem i sig selv medfører kvindernes frigørelse. Kate Millet har i "Seksualpolitik" redegjort for, hvordan en reaktionær seksualpolitik udmærket kan trives i et socialistisk land, således som det var tilfældet i Sovjetunionen i årene 1926-1943.

Bogens forklaring på kvindeundertrykkelsens opståen er hentet fra Engels, der hævdede, at den var et resultat af "urkommunismens" afløsning af privatejendom. Ifølge denne teori skulle kvindeundertrykkelsen ophøre i og med privatejendommen afskaffes. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at Hanne Reintoft uden videre godtager denne teori, fordi en entydig sammenhæng mellem kvindeundertrykkelse og privatejendom (kapitalisme) begrunder og retfærdiggør, at kampen for vores frigørelse udelukkende gøres til en økonomisk og politisk kamp, til en del af klassekampen. Vejen til frigørelse går efter hendes opfattelse over gennemførelsen af en række reformkrav, såsom ligeløn, øgede uddannelsesmuligheder og forbedret barselshjælp, - krav, der alle er vigtige og nødvendige. Det betyder videre ud fra en DKP-synsvinkel, at kvindekampen skal føres gennem de faglige organisationer og politiske partier, der traditionelt hævder at varetage arbejderklassens interesser. Det er DKPs opfattelse af klassekampsstrategien, der kommer til orde, når Hanne Reintoft (s. 120) taler med beklagelse om disse års "venstrefløjskrukkeri (der er) båret oppe af den almindelige despekt for de politiske partier og arbejdet inden for disse rammer". Paradoksalt nok indrømmer hun umiddelbart derefter, at den borgerlige parlamentarisme, der i stigende grad "afsløres som kulisser for kapitalens jernhårde ledelse", er grundlaget for "denne angst for partipolitik og den modsvarende tendens til lige som at søge ind i politiske blindgyder" (s. 121).
Vi kan ikke blive uenige med Hanne Reintoft om, at det først i et socialistisk samfund er muligt at skabe ligestilling, fordi den ikke der, således som det er tilfældet i det kapitalistiske, vil være i modsætning til det totale samfundssystem. Men selv om samfundsmæssig ligestilling er den helt fundamentale forudsætning for vores frigørelse, medfører den den ikke automatisk. Vores psykologiske og seksuelle undertrykkelse er nemlig ikke blot et symptom på vores samfundsmæssige undertrykkelse, men forudsætningen for den.

Manden som undertrykker
Ved udelukkende at gøre kvindekampen til en del af klassekampen kommer Hanne Reintoft ud i en række modsigelser. Hun taler om, at også manden er undertrykt og at mænd og kvinder spiller deres samfundsbestemte kønsroller. Det er klart, at manden også er et produkt af samfundet, men det betyder ikke uden videre, at han er lige så undertrykt som kvinder eller på samme måde. Mand/kvinde - realitioner er magtrealitioner, ikke rollespil. Det er magtrealitioner, hvor manden har magten til at undertrykke kvinden - og derfor gør det. Om arbejdermanden siger Hanne Reintoft selv, - pænt indpakket, at når "man selv kun har lidt overskud af kræfter og energi, skal man i hvert fald have en ret høj bevidsthed om samfundet og menneskene for at opgive sine beskedne privilegier" (s. 94). Ingen mennesker afgiver deres magt, med mindre de bliver tvunget til det eller indser det vil tjene deres egne interesser. Hovedårsagen til, at mændene ikke har afgivet nogen magt til kvinderne, er dels at vi kvinder hidtil har været ude af stand til at tvinge dem, dels at det stadig tjener mændenes interesser at holde tilværelsen opdelt i en privat og offentlig sfære. Mændenes dominans i den offentlige sfære giver dem hele den samfundsmæssige magt, der sætter dem i stand til at binde kvinden til den private sfære og begrænse hende til opfyldelsen af visse "trivselsfunktioner".
Det er denne opdeling, der bl.a. kommer til udtryk i det, Hanne Reintoft kalder kvindens dobbeltarbejde og gang på gang anfører som den væsentligste årsag til vores ringe indflydelse i samfundet. At dobbeltarbejdet ikke alene kan bestemmes som samfundsbetinget undertrykkelse, kommer også sporadisk frem der, hvor Hanne Reintoft taler om manden som undertrykker og endog (s. 134) kalder "frigørelseskampen i forholdet til manden i det daglige samliv, hvilket bliver en kamp i vore hjem" for den hårdeste af alle.
Hanne Reintofts politiske tilhørsforhold er grunden til, at hverken kvindernes dobbeltarbejde eller de anklager mod mændene, dette afføder, aldrig bliver sat i sammenhæng med den økonomiske og sociale undertrykkelse. Accepterede hun denne sammenhæng, ville konsekvensen blive en række krav> som hverken ville kunne stilles i eller gennemføres af et traditionelt politisk parti (DKP) eller de faglige organisationer.

Uhistorisk analyse
Den betydning, Hanne Reintoft tillægger arbejderklassens kvinder, er betinget af hendes opfattelse af arbejderklassen som det eneste revolutionære potentiel. Hendes klasseanalyse er uhistorisk, fordi den overser mellemlagenes voksende betydning og savner forståelse for den specifikke kvindeundertrykkelse, som blot opfattes som symptomer på den økonomiske og sociale undertrykkelse. I sin klasseanalyse taler Hanne Reintoft kun om kvinders klassetilhørsforhold, som var det udelukkende bestemt af vores forhold til produktionen, hvorved hun overser, at mange kvinder er født eller gift ind i den klasse, som de identificerer sig med. Hertil kommer, at hun har undladt at analysere, hvorfor kvindebevægelsen netop er begyndt i 6o-erne 7o-erne og netop blandt de såkaldte mellemlags kvinder. Med sin hidtidige basis blandt de relativt højtuddannede kvinder synes kvindebevægelsen at demonstrere, at oprøret dels er betinget af tilstedeværelsen af visse objektive økonomiske og sociale faktorer, dels af modsætningen mellem det borgelige samfunds ideologi om frihed og lige muligheder.
I det kapitalistiske samfund, hvis opretholdelse i stadig stigende grad er baseret på øget forbrug, får mellemlagene en central placering ikke blot som konsumenter af sociale og materielle goder, men også som formidlere af den ideologi, der legitimerer produktionen heraf. Mellemlagenes bevidstgørelse om, at den groft sagt er med til at producere ris til sin egen rumpe, og her ikke mindst kvindernes erkendelse af "forbrugerismens" konsekvenser og kapitalens interesse i kernefamiliens opretholdelse, kan meget vel blive en faktor, der kan medvirke til en svækkelse af det kapitalistiske system.

Kan alle kvinder samarbejde?
Hanne Reintoft tager flere steder afstand fra tanken om, at kvinder har fælles interesser på tværs af klasseforskellene og at vi organiserer os som kvinder. Denne modvilje er betinget af hendes frygt for, at dette ville indebære en splittelse af arbejderklassen som det eneste revolutionære potentiel og være til fordel for de bedrestillede kvinder, således som hun rigtigt påpeger, det har været tilfældet med Dansk Kvindesamfund.
Det er da også et spørgsmål, om alle kvinder på nuværende tidspunkt kan arbejde sammen om gennemførelse af fælles krav udover dem, Hanne Reintoft selv nævner: fri abort (s, 18), sociale serviceforanstaltninger (s. 79) og ufarlig og gratis prævention (s. 86). Men et af de problemer, bogen ikke giver nogen løsning på alle de steder, hvor arbejderkvinden opfordres til at gøre dette eller hint reformkrav gældende er: hvordan får vi - hvadenten vi er arbejderkvinder eller ej - en fælles bevidsthed om, hvad der tjener vores interesser? I redegørelsen for kvindernes stilling inden for de politiske partier er antydningen af et svar på spørgsmålet om, hvordan vi skal gøre os selv og vore krav gældende. På basis af egne erfaringer taler Hanne Reintoft om, at vi selv må erhverve "mod os evne" til at lade vores røst høre (s.117 f) og at vi må være "villige til at bruge albuerne" for at klare os i politik (s. 125). Det er en borgerlig, individualistisk holdning, der dog mildnes noget af hendes opfordring til, at "kvinderne som helhed sammen med andre progressive kræfter" støtter deres kønsfæller, der kan og vil fungere på det politiske livs nuværende betingelser (s. 125).

Oprør mod den fælles undertrykkelse
Det er ikke den ny kvindebevægelses opgave og formål at gennemtrumfe reformer, der ensidigt begunstiger kvinder, ad ekstraparlamentarisk vej. Kvindebevægelsen er ikke, således som Hanne Reintoft er tilbøjelig til at opfatte den, en aflægger af Dansk Kvindesamfund garneret med en god del venstrefløjskrukkeri. Den er udsprunget af vores erkendelse af, at den psykologiske og seksuelle undertrykkelse er fælles for alle kvinder, omend den fungerer forskelligt afhængig af vores klassetilhørsforhold.
Kvindebevægelsen er et oprør mod vores fælles undertrykkelse på alle planer. Den er ikke blot et sted, hvor vi rent midlertidigt øver os på hinanden for bedre at kunne leve op til mændene og samfundets forventninger til os, men et udtryk for, at vi ikke længere vil være "en undertrykt gruppe, der derfor lettere kommer i splid indbyrdes", (s. 115) Når "kvinde har været kvinde værst" hænger det sammen med, at vi hidtil har opfattet hinanden som konkurrenter og ligget under for selv- og kvindeforagt. Først når vi begynder at respektere hinanden og arbejder sammen, vil vi blive i stand til at bekæmpe vores personlige og samfundsmæssige undertrykkelse og benytte de formelle rettigheder, vi allerede besidder.

Kvindekamp og klassekamp - både-og.
Et andet hovedspørgsmål, bogen rejser, er hvorvidt kvindebevægelsen i sin nuværende form kan være et brugbart udgangspunkt for arbejderkvindens frigørelseskamp eller om den over hovedet kan blive det. Mens den umiddelbare ekspansionsmuligheder vel nok ligger i de dele af mellemlagene, som den hidtil kun mere sporadisk har haft kontakt med, er det nok for tidligt at udtale sig om de mere langsigtede perspektiver. Hanne Reintofts bog er væsentlig, fordi den påpeger nødvendigheden af, at vi både teoretisk og praktisk i langt højere grad, end vi hidtil har gjort, beskæftiger os med, hvordan kvindeundertrykkelsen manifesterer sig i de forskellige klasser.
Hvis søstersolidariteten ikke blot skal gælde de få og frigørelsen skal omfatte os alle, må vi forene kampen mod vores psykologiske og seksuelle undertrykkelse med kampen mod kapitalismen. Der er ikke tale om noget enten-eller, men om et både-og.

Karen Jespersen
Tinne Vammen

N O T E R

1. Karen Jespersen
Karen Jespersen (1947 - ) er journalist og politiker. Karen Jespersen var med i Rødstrømpebevægelsen fra begyndelsen. Hun kom første gang på avisernes forsider, da hun på Rådhuspladsen 1. maj 1970 erobrede talerstolen fra LO-formanden for at stille krav om ligeløn. I 1970´erne var hun aktiv i Venstresocialisterne, men meldte sig i1980 ind i Socialdemokratiet og blev valgt ind i Folketinget 1990. Hun var socialminister fra 1993-2000 og indenrigsminister 2000-2001.

Læs mere om Karen Jespersen i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

2. Tinne Vammen
Tinne Vammen (1942 - ) er forskningslektor og historiker. Hun har været en af pionererne inden for den nyere kvindehistoriske forskning i Danmark. Hendes første bog "Rent og urent", 1986, handler om hovedstadens tjenestepiger og fruer i perioden 1880-1920. Siden begyndelsen af 1990´erne har hun især beskæftiget sig med køn, religion og filantropi og været leder af flere nordiske forskningsprojekter.

Læs mere om Tinne Vammen i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

3. Hanne Reintoft
Hanne Reintoft (1934- ) er socialrådgiver, forfatter og brevkasseredaktør. Hun blev valgt ind i Folketinget for Socialistisk Folkeparti i 1966. I 1967 forlod hun SF og var med til at danne Venstresocialisterne, som hun repræsenterede 1967-1968. I 1970 blev hun medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og indgik i partiets Folketingsgruppe 1970-1971 og 1973-76. I 1983 blev Hanne Reintoft formand for den nystiftede Mødrehjælpen af 1983, fra 1987-95 fungerede hun som daglig leder. Mest kendt er Hanne Reintoft dog nok for radioprogrammet "Hvad er min ret og hvad er min pligt", hvor hun fra 1976-87 ugentlig fortolkede sociallovgivningen for lytterne.

Læs mere om Hanne Reintoft i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

4. fællesmarkedet
Fællesmarkedet står for den interne handel inden for EF, de Europæiske Fællesskaber, der blev oprettet med Rom-traktaten i 1957. Danmark blev medlem i 1973 efter en folkeafstemning i 1972. Fra oktober 1993 overgik EF til navnet EU, den Europæiske Union. Siden 1986 går fællesmarkedet under navnet det indre marked.

5. Kate Millett
Kate Millett (1934 - ) amerikansk forfatter og feminist. Hendes bog "Sexual politics", 1970 udkom på dansk som "Seksualpolitik", 1971, og er en feministisk klassiker. I bogen analyserer hun værker af samtidige mandlige forfattere, bl.a. Norman Mailer og påviser den kvindeforagt, der gennemsyrer bøgerne.

6. Engels
Friedrich Engels (1820-1895) var tysk socialist og teoretiker. Engels samarbejdede gennem 40 år med Karl Marx om det praktiske og teoretiske arbejde for socialismen. Hans bog "Familiens, privatejendommens og statens oprindelse", 1884 har været af særlig interesse for kvindebevægelsen. Heri forsøger Engels at forklare familiens, klassesamfundets og statens oprindelse i lyset af den kapitalistiske økonomiske udvikling, og han mener, at familien ikke er en naturlig og uforanderlig størrelse.

7. Dansk Kvindesamfund
Dansk Kvindesamfund er Danmarks ældste kvindeorganisation, stiftet i 1871 af bl.a. Matilde Bajer og Fredrik Bajer.

 

Moderpublikation: Rødstrømpebladet nr. 9. December 1972, s. 18-22

Forfatter: Jespersen, Karen og Tinne Vammen

År: 1972

 

 

KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K · Tlf: 33 13 50 88 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk