Er kvinden vokset fra rollen som husmor

  Eva Bendix refererer Betty Friedans synspunkter i bogen ”The Feminine Mystique”. Hun konstaterer, at Betty Friedans bog har vagt bestyrtelse i USA og konkluderer, at den måske har ”det lillebitte gran – den ganske lille procent af sandhed – der skal til for at synspunkt kan índignere for alvor”.

 

Eva Bendix: ”Er kvinden vokset fra rollen som husmor” i Aktuelt 20.10.1963 s. 7

SKARPT ANGREB PÅ HUSMORGERNINGEN:
Er kvinden vokset fra rollen som husmor?

I en række udtalelser, der har vakt opsigt og er blevet diskuteret i hele USA, hævder den amerikanske sociolog Betty Friedan, at kun hvis man er passiv, barnlig og afhængig, kan man i vor tid holde ud at være
udelukkende husmor.

- Intet voksent menneske kan føle det tilfredsstillende at nøjes med at snakke med mand og børn og få sit eget hjem til at skinne... Den moderne husmors tilværelse er så utilfredsstillende, at hun må finde
tilfredsstillelse ved stadig at købe nye ting og ved at gøre sin mand og sine børn til statussymboler...

ER KVINDEN lykkeligst ved at have et erhverv? Er husmoderen, der udelukkende er husmor, lokket i en fælde ved at man har foregøglet hende, at det er "naturligt" for hende at være husmor, at husmorgerningen er den rigtige ramme om hendes kvindelighed? Er en husmor, der falder til som husmor, i fare for at miste sin identitet som menneske?

- Gennem de sidste 50 år har kvinder, fra alle sider fået at vide, at deres hedeste stræben må gå ud på at kapre en mand, og hvordan, man derefter holder på ham.

DEN amerikanske forfatterinde og sociolog Betty Friedan er kommet med et af de skarpeste angreb på husmodergerningen, der har været fremme siden suffragetternes tid omkring århundredskiftet. Hun har skrevet det som en lang artikel i McCalls og har uddybet det i bogen The Feminine Mystique, som er kommet hos W. W. Norton.

Hendes synspunkter har vakt opsigt over alt i USA og vil formentlig også gøre det i Europa. De går nemlig kort sagt ud på, at husmodergerningen, som den former sig i dag med alle vore tekniske hjælpemidler (i USA ser de flere end her) må være utilfredsstillende for et sundt, voksent menneske med en uddannelse. Kun hvis man gør sig passiv, barnlig og afhængig kan man holde ud at være husmor, siger hun.

- Mens den amerikanske forstadshusmor reder senge, går til købmanden, spiser syltetøjsmadder med børnene, når de kommer fra skole, kører dem til spejdermøder og dans og ligger ved siden af sin mand om natten, har hun ikke turdet stille sig selv det tavse spørgsmål, som ligger og lurer i hendes underbevidsthed: Er dette alt? Er dette det hele? Skulle der ikke komme mere ud at mit liv?
Man har givet pigernes uddannelse skylden for, at husmødrene bliver utilfredse ved ”kun”, at være husmødre.

- Men, siger Betty Friedan, hvis en uddannelse giver mennesket udsyn og menneskelig rækkevidde, har fået flere og flere amerikanske kvinder til at føle, at de er gået i en fælde, så de føler sig frustrerede og skyldige - ja, så er det, ikke uddannelsen, der er noget i vejen med.
For så er det det klare signaler til, at kvinderne har vokset fra rollen, hvor man udelukkende er husmor.

Mødre, der udelukkende lever for deres børn, kan nemt komme til at overbeskytte dem. Overbeskyttede børn tør ikke gå alene ud i livet. Derfor skynder døtrene sig at gifte sig som purunge.

Feminin - barnlig

- Husmoderen har lukket sig ind i et irreel verden. Hun spiller mere umoden, end hun er, bare for at være tilstrækkelig ”feminin”. Feminiteten har trukket kvinderne nedad. I de sidste halvtreds år har
eksperter fortalt dem, hvordan man fanger en mand og beholder ham, hvordan man giver barn brystmælk, hvordan man bager brød, tapetserer sit eget hjem, klæder sig, ser ud. De har lært, hvordan må, gør sit ægteskab spændende hvordan m skal tale til sin mand for at holde på ham, hindre ham i at dø ung, og hvad man skal gøre for, at undgå, at sønnen bliver en ungdomsforbryder. Husmødrene har lært at have ondt af de
"stakkels, neurotiske ulykkelige" kvinder, som ville være digtere, psykiatere eller præsidenter. Forstadshusmoderen i USA har arbejdsbesparende køkkenmaskiner, hun er smuk, sund og veluddannet.
Hun kan vælge mellem biler, klæder og supermarkeder. Hun har alt det, en kvinde kan drømme om. Men hun lever en snyltertilværelse, siger Betty Frieden. Hun snylter på sin mands og på sine børns tilværelse. Det er ikke et liv for et voksent menneske. Hendes tilværelse får hende til at føle, at hun ikke rigtig eksisterer. Hun begynder at søge tilfredsstillelse i ting, anskaffe sig nye ting - og jo mere hun går i stå og mister i menneskelig potens, desto mere må hun spille på sin seksuelle potens.

De utilfredse kvinder - er der flest af dem blande de amerikanske forstadshusmødre?

Børn for at udfylde tomheden
Betty Friedan har selv hjem, mand og tre børn. Mens de var små, led hun af skyldfølelse over, at hun gik på det arbejde, der interesserede hende, og som hun var uddannet til. Siden har hun studeret "det problem,
som jeg ikke har noget navn for”, blandt tusinder af de hjemme-husmødre, som burde missundes, men som er triste og menneskeligt utilfredsstillet. I længden mener hun ikke, at det kan give kvinder, der har været på college bare et år (vi kan vel sammenligne det med vores sidste mellemskoleklasse) tilfredsstillelse nok, at hendes hjem skinner så flot som det hår, hun vasker i den bedste shampoo to gange om ugen.

-Hun (den amerikanske husmor) søger at understrege sin egen berettigelse ved at få mange børn, men én baby må blive, den sidste, og hun hænger sig fast ved dette sidste barn for at udfylde sin tomhed og følelse af overflødighed. Hun kommer til at lide af søvnløshed, nervøsitet, og uro og ofte er det, som om det fremskynder hendes overgangsalder.

Hun får for mange børn for hurtigt, mens hendes egen personlighed udvikler sig for langsomt. En kvindes huslige arbejde kan ikke give hende en virkelig status, husarbejde i eget hjem gi’r ikke noget
rigtigt, mener Betty Friedan. Det, hjemme-husmoderen skal have i så henseende, må hun finde hos sin mand. Både manden og børn ene bliver hendes statussymboler. Hvis hendes mand ikke kan skaffe hende materielle
goder nok, begynder hun at se ned på ham som skaffer og derefter som seksuel partner. Hun søger at få sit utilfredsstillede åndelige liv tilfredsstillet ved et seksuelt. Hun kræver for meget af manden, mere end han kan klare.

Ikke vant til at klare sig selv
Betty Friedan, mener også at der skulle være nogen forbindelse mellem kvinder, der udelukkende lever som husmødre, og det stigende antal homoseksuelle mænd. Som bekendt er homoseksuelle mænd altid stærkt
knyttet til deres mødre, identificerer sig ofte med deres mødre, og Betty Friedan mener, at de homoseksuelle mænd ofte er sønner af disse husmødre, der lever snyltertilværelse gennem deres søn. De børn, der
ikke bliver homoseksuelle, er med den mor, der har brugt alt for megen tid til at være til deres disposition altid, så uegnede til livet, at de ikke tør stå alene og derfor af lutter passivitet gifter sig i 18-19 års alderen. De kan ikke klare problemerne alene. De store børn søger den letteste vej ind i ægteskab og fast seksualpartner, og når de får børn, leger de bare Far-Mor-Børn.

Kulten af barnet
De store piger oplæres til at føre sig frem og få sig en mand så tidligt som muligt. Så skal de sørge for at opgive deres egne drømme og give sig til at leve gennem deres børn, som meget let bliver en samling
passive, bløde, vege små væsner, der keder sig, hvis ingen tager initiativet for dem. TV har ikke hele skylden. Husmoderen, der ikke har nogen rigtig alvorlige interesser uden for hjemmet, og som har gode hjælpemidler, kan næsten helt give sig hen i Kulten af Barnet. Og i en tid, hvor man nu så længe har påpeget nødvendigheden af at tage sig af sine børn, er det nye toner at høre at hverken mor eller børn har godt
af, at de kun lever for hinanden. Halløj, folkens - der er en verden udenfor ..

Kvinden, husmoderen, moderen skal passe på at hun ikke standser åndelige vækst ved hundrede procent at sætte sig på barnestadiet. Det er hverken hun eller barnet tjent med. Så længe man identificerer rollen som
husmoder med rollen at være rigtig kvinde - lige så længe vil husmødrene gå rundt med denne totale følelse af tomhed, mener Betty Friedan. Og først når hun har fundet sig selv og det skabende arbejde, som svarer
til hendes evne, først da vil hun være i stand til at give sig helt hen seksuelt, mener Betty Friedan, idet hun vel her tager munden lovlig fuld.

Husmorfælden. Betty Friedan vil derhen: Kvinden såvel som manden bliver først helt voksen og helt glad, når hun har fundet et arbejde, der svarer til hendes evne og uddannelse. Hun henviser til den
beskæftigelsesterapi, man giver på hospitaler og som har så stor psykisk værdi for patienterne. Sunde, raske, velbegavede kvinder skal ikke have terapi, men rigtigt arbejde, der tjener et virkeligt formål i samfundet. Kun ved et arbejde, der interesserer, og som svarer til evnerne, kan den amerikanske kvinde bryde ud af husmorfælden, hævder Betty Friedan. Man kan ikke leve sit liv gennem andre mennesker, ikke en gang gennem sine børn. Man må ikke fordybe sig så meget i deres liv, at man glemmer sit eget - for det giver tomhed!

Hvordan rent praktisk? I sine hårde betragtninger tænker Betty Friedan først og fremmest på kvinder med en eller anden form for uddannelse. Hun ønsker ikke kvinderne ud på et hvilket som helst arbejdssted, ikke på mørke fabrikker med hårdt arbejde, ikke på de triste kontorer. Hun foreslår, at man starter med seks ugers kursus over hele USA med et stort anlagt nationalt program, hvor husmødre bliver skolet, og man finder frem til deres egne interesser – ”hvis man altså kan komme igennem det hul af tomhed, der er kommet inden i enhver kvinde, der har været husmor længe nok”! Husmødre skal ud på laboratorier, på institutioner, de skal give sig af med forlagsarbejde og musik, videnskab, litteratur - de skal være med til at skabe noget, ikke så meget fordi det vil gavne samfundet (hvad det vil!), men for at de kan blive voksne og finde sig selv, leve i sig selv. Men først må husmødrene kæmpe sig ud af deres vaneforestillinger om kvindelighed og
den hellige husmorgerning.

Hvis vi fortsætter med at producere millioner af unge husmødre og mødre, som standser deres uddannelse og vækst, som mister deres identitet, og som ikke får noget menneskeligt og stadigt voksende at give videre til deres børn, så begår vi genocide - et folkedrab - der starter med en massebegravelse af den amerikanske kvinde, mener Betty Friedan i sine opsigtvækkende udtalelser, der har vakt bestyrtelse mange steder i USA,
men som måske har det lillebitte gran - den ganske lille procent af sandhed - der skal til for at et synspunkt kan indignere for alvor -.

Hjemmehusmoderen kommer let til at føle, at hun ikke eksisterer i sig selv. Hun søger tilfredsstillelse i anskaffe sig nye ting, og mand og børn bliver hendes statussymboler, mener Betty Friedan. (Vignetter af Lollesgaard).

 

N O T E R

1. Eva Bendix
Eva Bendix (1925- ) er journalist og forfatter. Eva Bendix har arbejdet på Aktuelt og andre socialdemokratiske aviser gennem hele karrieren. Hun er aktiv socialdemokrat, har været opstillet som folketingskandidat og var medlem af Ritt Bjerregaards strikkeklub. Eva Bendix har også været aktiv inden for kvinde- og fredsbevægelsen.

2. Betty Friedan
Betty Friedan (1929- ) er amerikansk feminist og forfatter. Hendes bog ”The Feminine Mystique”, 1963, om frustrerede unge hjemmegående forstadskvinder i USA fik en enorm gennemslagskraft og var et af startskudene til den nye kvindebevægelse i USA. Bogen udkom på dansk i 1964 med titlen ”Farvel kvindesag?”. Betty Friedan er en af grundlæggerne af NOW, National Organization for Women i USA.

 

Moderpublikation: Aktuelt 20.10. 1963, s. 7

Forfatter: Bendix, Eva

År: 1963