Kilde 189 - Forslag til ny formålsparagraf

Dansk Kvindesamfund fik i 1968 en ny formålsparagraf. Ifølge den nye formålsparagraf er mænds deltagelse i husarbejdet og kvinders økonomiske uafhængighed forudsætninger for fuld ligestilling mellem mænd og kvinder.

 

Forslag til ny formålsparagraf, Kvinden og Samfundet 5/1968 s. 65.

KVINDEN OG SAMFUNDET

Forslag til ny formålsparagraf

På landsmødet vil blive fremlagt følgende forslag til en ny formålsparagraf for DK:

Dansk Kvindesamfund arbejder for fuld ligestilling, så kvinder og mænd på lige vilkår kan gøre deres indsats i hjem, erhverv og det offentlige liv. Dansk Kvindesamfund er neutral i partipolitisk henseende.

Motivering:
Dansk Kvindesamfund vil ændre samfundet, så den fulde ligestilling bliver en realitet.

Dansk Kvindesamfunds målsætning er i overensstemmelse med FNs erklæring om menneskerettighederne, der fastslår alle menneskers fundamentale ligeret.

Kvindesagen henvender sig derfor både til kvinder og mænd.

Den formelle ligestilling, som nu stort set har været gennemført i Danmark i et halvt århundrede, har ikke ført til afgørende ændringer i kønsrollemønstret.

Gifte kvinder er, til trods for ægteskabslovgivningens ligestillingsbestemmelser, ikke økonomisk uafhængige.

Kvinder er som gruppe ringere uddannet end mænd. De har stadig det dårligst betalte arbejde, og lige løn er ikke gennemført.

Kvinderne gør sig ikke i samme grad som mænd gældende i det offentlige liv, i faglige eller erhvervsprægede organisationer, i videnskaben eller kunsten. Men blandt det sociale klientel er kvinderne i overtal.

På landsmødet fremlægges desuden et redigeret arbejdsprogram til orientering, ikke til afstemning.

 

N O T E R

1. DK
DK står for Dansk Kvindesamfund, som er Danmarks ældste kvindeorganisation, stiftet i 1871 af bl.a. Matilde Bajer og Fredrik Bajer.

2. FNs menneskeretserklæring
FNs menneskeretserklæring blev vedtaget i 1948. Det er en fortegnelse over alle menneskers basale rettigheder. FN blev grundlagt efter Anden verdenskrig i 1945 med det primære formål at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed. Danmark var blandt de 51 oprindelige medlemmer. I dag har FN næsten 200 medlemsstater. FN arbejder for at fremme fred, menneskerettigheder og udvikling i verden. FNs hovedkvarter ligger i New York og her samles medlemsstaterne til generalforsamlingerne.

 

Moderpublikation: Kvinden og Samfundet, nr 5, 1968 s. 65.

Forfatter: Dansk Kvindesamfunds bestyrelse

År: 1968

 

 

KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K · Tlf: 33 13 50 88 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk