Også løndiskrimination hos det offentlige

Inger Schwaner gjorde i socialdemokratiske kvinders blad "Frie Kvinder" opmærksom på, at det ikke kun var det private, men også det offentlige arbejdsmarked, der manglede ligeløn.

Inger Schwaner: "Også løndiskrimination hos det offentlige". Frie Kvinder, nr. 2/1971, s. 5

FOCUS på ligeløn

Også løndiskrimination hos det offentlige

Kun ligeløn for de højtgagerede. Hvorfor har manden - og ikke kvinden - ret til anciennitet?

 

Det offentlige kan ikke bryste sig med, at man her har ligeløn, for det passer ikke, i hvert fald kun for de højtgagerede. Nogle eksempler fra de ved stat og kommune lavestlønnede taler sit tydelige sprog:

1. For ufaglærte mænd og ufaglærte kvinder, der uddannelsesmæssigt og arbejdsmæssigt kan ligestilles, følgende tal fra oktober 1970. Den ufaglærte mand - medlem af Kommunale Arbejdsmænd - får en løn på 14,20 i timen. Den ufaglærte kvinde - medlem af Kvindeligt Arbejder Forbund og Husligt Arbejder Forbund - arbejder for 9,68 i timen. Forskellen beløber sig til 180,07 om ugen og 9.363,64 kr. om året. Nu skal man ikke tro, at det er nok hermed. - NEJ manden har ret til anciennitet, hvad kvinden ikke har. Han stiger hvert andet år og efter 12 års trofast arbejde får han nu 13.241,80 kr. mere om året end den i 12 år trofast arbejdende kvinde.

Samme institution, nemlig det offentlige, det rimer ikke rigtigt med ligeløn. Af arbejde der takseres til nævnte beløb, kan nævnes rengøringsarbejde indendørs, der normalt udføres af kvinder til den lave takst. Rengøringsarbejdet udendørs udføres normalt af mænd men til den højere takst. Jeg kan ikke se, at man med nogen rimelighed kan vurdere nævnte arbejde som forskelligt, hvilket jo også understreges af, at det er ufaglært arbejdskraft, der bruges begge steder. At arbejdet er fordelt mellem kønnene på nævnte måde med hunkøn indendørs og hankøn udendørs må tilskrives gammel tradition. Værdien af arbejdet må være ens, rent må der være både ude og inde.
Om indendørs rengøring er tungere, vanskeligere eller usundere end udendørs rengøring, eller det omvendte er tilfældet vil kunne diskuteres. Men jeg kan nævne, at de moderne maskiner til rengøring indendørs ofte er meget tunge og uhåndterlige, især når de også bruges i de gamle fleretages ejendomme uden elevatorer, og man kan i hvert fald ikke sidde ned til arbejdet, som man kan på de nye græsslåmaskiner. Jeg vil hævde, at både arbejdets art, værdien deraf og kravene dertil er ens. Lønnen derimod afhænger af, om man er mand eller kvinde.

2. At det offentlige ikke går foran, når det drejer sig om lige forhold for mænd og kvinder viser § 8 i arbejdsministeriets bekendtgørelse af 7. oktober 1969 om adgang til omskolingsforanstaltninger, hvor man fastsætter omskolingsstøtten til mænd på 60 kr. pr. dag og til kvinder på 55 kr. Efter sidste dyrtidsregulering er beløbene vokset til henholdsvis 70 kr. og 60 kr. Om man kalder det omskolingsstøtte eller løn under uddannelse er ligegyldigt, det er blot farven, der har en anden lyd.

3. l lov dateret 30. juli 1970 om pensionering af civilt personale i forsvaret underskriver forsvarsministeren E. Ninn-Hansen en klar diskriminering af ufaglærte kvinder ansat ved forsvaret, idet den ufaglærte kvinde er placeret i 1. lønramme, medens den ufaglærte mand er placeret i 3. lønramme. På laveste og højeste pensionstrin betyder det en forskel på henholdsvis 893,96 kr. og 3.774,22 kr. om året.

Ovennævnte eksempler på manglende ligeløn i stat og kommune er ikke gamle - man må græmmes - uanset man ser det fra den synsvinkel, at den ufaglærte mand får for meget i løn, eller som jeg ser det: at det offentlige stjæler mellem 9.000-14.000 kr. om året fra deres ufaglærte kvindelige arbejdere.
Husligt Arbejderforbund i Odense udsendte følgende fra sin sidste generalforsamling (efteråret 1970): "Vi vil ikke mere tolerere, at der indenfor den offentlige sektor er en lønforskel på 4 kr. i timen for ufaglærte kvinder og ufaglærte mænd. Vi kræver, at forskellen udlignes ved de forestående forhandlinger".
Siden da er forskellen blevet til 4,52 kr. Nu er forhandlingerne for døren ?

Inger Schwaner

 

Moderpublikation: Frie Kvinder, nr. 2/1971, s. 5

Forfatter: Schwaner, Inger

År: 1971