Kilde 354 - Lige Løn for lige arbejde

Redaktør Holger Jensen gjorde under parolen Lige løn for lige arbejde i et radioforedrag i 1959 status over ligelønsspørgsmålet og analyserede de argumenter, der blev brugt for og imod ligeløn.

Holger Jensen: "Lige Løn for lige arbejde". HK-Bladet nr. 5 1959, s. 70

Lige løn for lige arbejde

Redaktør HOLGER JENSEN, "Løn og Virke", beskæftigede sig i sit radioforedrag den 18. februar med to hovedspørgsmål: Arbejdsgivernes bidrag til sociale goder og princippet om ligeløn for mænd og kvinder. Nedenfor gengives indlægget om det sidstnævnte spørgsmål.
Den nuværende stilling på ligelønsområdet afhænger som så mange andre forhold af en historisk betinget faktisk udvikling; en udvikling, som det ofte tager tid at ændre i en helt ny retning, men som dog til stadighed undergår mindre forandringer. Her i landet er lønniveauet baseret på forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, og lønnens størrelse bliver derfor bestemt ud fra en lang række faktorer, i hvilke dog styrkeforholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere spiller en væsentlig rolle. Denne omstændighed har medført, at lønforhandlingerne gennem årene rent faktisk har givet til resultat - taget i grove træk - at der er skabt tre forskellige lønniveauer: et for faglærte arbejdere, et for ufaglærte mænd og et for kvindelige arbejdere. De tre niveauer er i hvert fald i princippet ikke baseret på en vurdering af de enkelte arbejdergruppers værdi.

Vil kvinderne blive fortrængt af mændene?
Forudsætningen for denne opbygning af det danske lønsystem er, at der har eksisteret og stadig eksisterer nogenlunde skarpt adskilte arbejdsområder for de nævnte grupper og således, at der inden for den enkelte kategori stort set gives samme løn ved udfø