Kilde 358 - Skal der lovindgreb til for at skaffe ligeløn?

Da ligelønnen ikke blev gennemført ved overenskomstforhandlingerne i 1967, stillede Dansk Kvindesamfund i en leder i "Kvinden og Samfundet" spørgsmålstegn ved, om arbejdsmarkedets parter selv var i stand til at forhandle et resultat eller om der skulle lovgivning til.

"Skal der lovindgreb til for at skaffe ligeløn?" Kvinden og Samfundet 7/8 1968 s. 99

Skal der lovindgreb til for at skaffe ligeløn?
En kvindelig arbejder fik i 1967 i hovedstaden gennemsnitlig 27.J øre mindre i timen for sit arbejde end sin ufaglærte, mandlige kollega. I provinsen fik hun 200 øre mindre.
Tallene stammer fra Dansk Arbejdsgiverforenings lønstatistik. Timelønnen var i hovedstaden 1413 øre for en faglært arbejder, 1180 øre for en ikke-faglært og 905 øre for en kvindelig arbejder. De tilsvarende tal for provinsen er 1182, 980 og 780 øre, siger statistikken videre.
Det kan altså gøres op i kontante beløb, hvad det koster at være kvindelig arbejder på arbejdsmarkedet. Lønnen er generelt lavere, uanset om man er ene-forsørger for en børneflok eller ej.
Det er i sig selv en diskrimination, at lønstatistikker overhovedet skal nævne arbejderens køn. Skal der vare en gruppe-inddeling må den vare efter saglige kriterier. Det er ikke længere sagligt - hvis det overhovedet nogensinde har varet det - at generalisere og sige, at kvinder er én slags arbejdskraft og mænd en anden.
Mange kvinder kæmper i disse år med sig selv for at få mod og kræfter til at tage springet ind i det ligeberettigelsens samfund, som er ved at opstå. De er opdraget i og har levet i et mandssamfund en stor del af deres liv. Omgivelserne er måske imod deres ønske om ligestilling, forstår ikke eller foregiver ikke at forstå, hvad sagen drejer sig om. Og under de vilkår er springet stort.
Mangelen på ligeløn er en stopklods i denne udvikling. Den er en uretfærdighed, en af mandssamfundets stærke våben. Den kan friste til at mene, at kvinder ikke behøver at leve op til de samme arbejdskrav som mænd, for det påskønnes alligevel ikke. Og når det sker, forsinkes udviklingen mod ligeberettigelse endnu en tid.
Man fristes til at spørge, om ligelønspørgsmålet burde falde udenfor det område, der dækkes af den frie forhandlingsret mellem arbejdsmarkedets parter, og gøres til et princip, en elementær, lovfæstet rettighed, som det allerede er sket i andre lande.
Netop i år fastslår FN i erklæringen om afskaffelse af diskrimination mod kvinder, at kvinder har ret til samme løn som mænd for arbejde af samme værdi. Samtidig siger erklæringen, at FN´s medlemmer snarest muligt skal gennemføre ligeløn. Det er fjerde gang siden vedtagelsen af erklæringen om menneskerettighederne i 1948, at dette er vedtaget af FN med dansk tilslutning.
Går udviklingen så trægt, at lovindgreb bliver nødvendige?
Kan samfundet ikke uden tvang finde ud af at fjerne en så indlysende uretfærdighed mod en befolkningsgruppe?
T. M.

 

N O T E R

1. FNs deklaration om afskaffelse af diskrimination mod kvinder
FNs deklaration om afskaffelse af diskrimination mod kvinder blev godkendt af FNs generalforsamling i november 1967. Deklarationen var en forløber for CEDAW-konventionen, FNs konvention om afskaffelse af al diskrimination mod kvinder, også kaldet kvindernes grundlov fra 1979. Deklarationen fastslår, at kvinder har ret til lige løn for arbejde af samme værdi.

 

Moderpublikation: Kvinden og Samfundet 7/8 1968 s. 99

Forfatter: T.M.

År: 1968