Kilde 340 - Uenighed om, hvad ligeløn vil sige

Et udvalg bestående af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter kunne ikke blive enige om en definition af ligeløn i 1962.

B.H.: "Uenighed om, hvad ligeløn vil sige". Aktuelt 29.8.1962, s. 3

UENIGHED OM, HVAD LIGELØN VIL SIGE
Arbejdere og arbejdsgivere uenige om definitionen af ligeløn - Arbejderkrav om faste mindstelønsatser for alle og samme akkord-grundlag for mænd og kvinder

Arbejderne og arbejdsgiverne har ikke kunnet blive enige om, hvad der forstås ved ligeløn for mænd og kvinder.
Ligelønskravet var fremme ved den sidste overenskomstsituation, og forligsmanden bestemte i mæglingsforslaget, at parterne skulle nedsætte et udvalg om spørgsmålet. Dette udvalg fik til opgave at gennemdrøfte og belyse ligelønskravet. Desuden skulle det fremkomme medet forslag til en rammeaftale om ligeløn, og endelig skulle Udvalget give de fornødne oplysninger til bedømmelse af ønsket om, at der over en 5-årig periode gennemføres samme dyrtidstillæg for mænd og kvinder.
Udvalget har nu afsluttet sit arbejde, uden at det har kunnet nå til enighed.
Der er for det første uenighed om, hvad der ligger i selve begrebet ligeløn.
I Den internationale Arbejdsorganisation (ILO)s ligelønskonvention tales der om ligeløn til mænd og kvinder for arbejde af samme værdi.
Rom-traktaten taler om ligeløn for samme arbejde og svenskerne har siden 1950 anvendt definitionen "likvärdig arbetsinsats" - det defineres som ligeløn for arbejde af samme værdi for arbejdsgiveren.
Der er betydelig forskel på indholdet af de tre definitioner. Rom-traktaten synes således efter sin ordlyd kun at gælde, hvor mænd og kvinder udfører nøjagtig samme arbejdsoperationer, men ILO-konventionen forudsætter aflønning efter en objektiv vurdering og den svenske definition forudsætter en eller anden form for arbejdsvurdering.
Hvis Danmark bliver medlem af Fællesmarkedet, skal vi også opfylde Rom-traktatens ligeløns-bestemmelse.
Arbejdersiden i udvalget har fortolket Rom-traktatens bestemmelse sådan, at man ikke snævert tænker på helt de samme arbejdsoperationer, men på arbejde inden for samme industri, f.eks. ved bearbejdning eller frem