Kilde 330 - Langt til ligeløn
Ved ligelønslovens 25 års jubilæum i 2001 fremgik det af en artikel i Jyllandsposten, at uligelønnen stadig var på 12-20 procent.
Maria Jacobsen: "Langt til ligeløn". Jyllands-Posten 4.2.2001, Karriere og penge, s 3
Langt til ligeløn
I dag fylder loven om ligeløn mellem kønnene 25 år. De færreste kvinder mener dog, at der er meget at fejre. Kvinder i Danmark tjener fortsat mellem 12-20 pct. mindre end deres mandlige kolleger.
Af Maria Jakobsen
Intet nyt under solen, kunne man fristes til at skrive. For selv om dagen i dag er ægte jubilæumsdag for ligelønslovens 25 år, kan der i dag ikke tilføjes meget, som ikke tidligere har været skrevet. 25 år er gået - og der er stadig en stor forskel mellem mænd og kvinders løn. På nogle områder er løngabet mellem mænd og kvinder endda øget i løbet af 1990erne. Og det på trods af lovgivning, bedre uddannelse og årtiers kamp for ligestilling.
Men kampen er endnu ikke tabt. Og de tilsyneladende hårde odds bør ikke få kvinderne til at opgive kampen om at opnå lige løn. "Det der foregår på arbejdsmarkedet er himmelråbende urimeligt. For en ting er det kønsopdelte arbejdsmarked, men der er stadig 12 pct. forskel på hvad mænd og kvinder tjener for det samme arbejde, og det er ikke rimeligt," siger minister for ligestilling, Lotte Bundsgaard (S). Ligelønsloven fra 1976 siger, at der skal betales den samme løn for et stykke arbejde af samme værdi eller for arbejde af sammenlignende karakter. Problemet med at opnå ligeløn er minimalt, når det handler om det samme arbejde ved eksempelvis et samlebånd.
Lønforskel på 12-20 pct.
Vanskeligere bliver det, når man skal prissætte mænd og kvinders arbejde på en kontorarbejdsplads. Beskrivelsen af jobbet er sandsynligvis den samme, men mænd og kvinder laver alligevel ofte forskelligt arbejde - og har det så den samme værdi? Den seneste store undersøgelse af lønforskellen mellem mænd og kvinder er lavet af Socialforskningsinstituttet (SFI). Analysen viser, at lønforskellen mellem mænd og kvinder er på mellem 12 og 20 pct. Størst er forskellen i den private sektor. Her udgør kvindernes løn pr. time i 1999 ifølge Danmarks Statistik 82 pct. af mændenes. Forfatterne bag SFI-analysen har endnu ikke kunnet finde forklaringerne på, hvorfor det er sådan, at kvinder får mindre end mænd for arbejdet. Kun en lille del forklares af, at mænd er højere uddannede og befinder sig i højere stillinger. Og glem alt om, at lønforskellene alene skyldes diskrimination fra arbejdsgivernes side. Eksperterne er enige om, at den største enkeltforklaring på lønforskellen mellem kønnene er det kønsopdelte arbejdsmarked. Kvinderne vælger typisk en karriere i et traditionelt kvindejob, og indtil videre har det vist sig, at kvinderne oftest er i funktioner, som er lavere lønnet. "Det er et af de store knudepunkter. For jeg tror ikke så meget på, at man kan lov