Kilde 306 - Kvindebevægelsen bor i mit hjerte

Vibeke Nissen fortæller sin personlige beretning om hvordan mødet med den ny kvindebevægelse forandrede hendes liv grundlæggende.

Vibeke Nissen: "Kvindebevægelsen bor i mit hjerte". Kvinders hæfte, 1984 s. 68-72
Da nogle af jer startede den ny kvindebevægelse herhjemme var jeg 23 år og helt optaget af lige at have fattet "socialismen" - lave studenteroprør og spændende projekter på Psykologisk Laboratorium - være kæreste med Klaus - rejse ud i verden og hjem igen - og begynde at leve kollektivt.
Da jeg kom hjem fra et år i Rumænien var der et hus i en gammel gade i København, der var "kvindehus". Jeg undrede mig, nysgerrig og misundelig, udspurgte min bedste veninde, men kom aldrig selv derhen - før jeg som gravid marcherede op ad trapperne til Lises fødselsforberedelsesgruppe, som jeg var sikker på ville handle om mig.
Med mave på turde hun!
Det var ligesom at komme hjem.
Det med undertrykkelsen rørte mig ikke så dybt - det var jo bare ligesom arbejderklassen henne på psykologi - det var samfundsmæssigt. Men det var sjovt, det var gladt og rart, det var luksus at være sammen med kvinder - bare - ligesom at lege og være på spejderlejr som barn.
Jeg fødte min unge og Lise fra fødselsgruppen var med, og jeg elskede hende og mig og kvindelivet for, at en fremmed kvinde kunne dele den dag med mig.
Næsten to år efter, i 74, ovre i Tarm i Vestjylland, var jeg med til at starte en kvindegruppe, fordi jeg fik desperat behov for væsentligt samvær. Vi var helt elektriske. Jeg gloede på de kvinder. Nogle af de store piger fra min ungdomsklub, nogle af deres mødre og naboer, nogle af lærerne fra gymnasiet.
Det var ligesom juleaften - og meget mere.
Det var at gå indad og langt langt ud på én gang. Ind til mine legekammerater og min egen krop - og ud, til kvinder, kvinder som gruppe, allevegne. Ligesom når jeg tog en dosis stof og var på trip. Jeg kunne overskue uendeligt langt og se mine forbindelseslinjer derud, mærke slægtskab - og samtidig hver fiber i mig, mine hænder, min lyst, mit blod, min kvindeviden, hver en bittelille del af mig blev tydelig, virkelig, og var med.
Den oplevelse kunne jeg ikke dele med mænd. Ikke fordi jeg ikke ville. Jeg kunne ikke.
Efter kvindemøderne i Tarm skulle jeg køre 14 km hjem til Finn som jeg levede sammen med, og Hannibal min unge. Luften blev tykkere og tykkere derudad, bilen kunne dårligt mase sig vej igennem og ofte kunne jeg slet ikke mærke om jeg kom fremad. Tågen lå.

Hvad skulle jeg sige! Det kom ikke ham ved. Det var vores. Kvindernes. Den kvindernes verden som var adskilt fra mænd kom ikke mænd ved - kunne ikke komme mænd ved - var en anden verden. For fanden, jeg ville gerne dele mit liv med ham Finn, men pludselig var der, pludselig opdagede jeg, en hel verden som også var min, som også