Kilde 303 - Kvinder kan stå for deres egen tilværelse

I en artikel i Kvinder fik en kommende kursist på det første kursus på Kvindehøjskolen lejlighed til at spørge to af "udflytterne", det vil sige to af de kvinder der var med til at starte Kvindehøjskolen og boede på skolen, om Kvindehøjskolens ideologi.

Stina, Anja, Birgitte, Mie Petersen og M. T.: "Kvinder kan stå for deres egen tilværelse". Kvinder nr. 23 dec.1978/jan 1979, s 22-24

"KVINDER KAN STÅ FOR DERES EGEN TILVÆRELSE"

Bevægelsen bag Den nordiske Kvindehøjskole har købt den tidligere Visby Kro i Bredebro kommune ved Tønder for her at oprette Danmarks første kvindehøjskole.
En udflyttergruppe på seks kvinder er flyttet ind på kroen, og fra d. 15. november, hvor den egentlige overtagelse fandt sted, og til 1. januar forestår en større ombygning, før Kvindehøjskolen d. 8. januar 1979 er klar til at tage imod de første kursister.
Højskolen starter med kurset: "Kvinders krop og kvinders arbejde". Holdet er opdelt i to grupper omkring henholdsvis jordbrug og byggeri. Kurset er på fem måneder, og der er plads til ialt 24 kursister. I løbet af sommeren skal der udbygges, så der bliver plads til 40 kursister.
Foruden fem-måneders kurset "Kvinders krop og kvinders arbejde" er Kvindehøjskolen allerede ved at planlægge en række kortere (14-dages) kurser, der skal afvikles i løbet af sommeren 1979. Til afholdelse i efteråret -79 planlægges desuden 1- og 2-måneders kurser.
En af de 24 kursister, der har tilmeldt sig på det første pionérhold, er Stina Pedersen, 23 år og medlem af Rødstrømpebevægelsen. Stina har været med til nogle møder i højskolebevægelsen i København og læst pjecen "Tag med på Kvindehøjskolen". Men som mange andre kvinder, der også har hørt om højskoleprojektet, har hun en del supplerende og uddybende spørgsmål, hun gerne vil have belyst, inden hun den 8. januar rejser til Visby.
KVINDERs redaktion har derfor arrangeret et møde mellem Stina og Anja Hass og Birgitta Due Kjeldsen, begge udflyttere på Kvindehøjskolen. Vi bringer her et referat af deres samtale

Stina: "Jeg kunne godt tænke mig at få belyst fordelingen mellem praktisk og teoretisk arbejde på Kvindehøjskolen. Jeg har nemlig selv været bange for, at det praktiske arbejde skulle dominere det teoretiske. Det er vigtigt for den kursist, der kommer fra en halvanden værelses i København, at hun kan rejse hjem med noget, hun kan få brug for i sin hverdag. En teoretisk viden og ikke kun en masse erfaringer med fysisk arbejde."
Anja: "Forårskurset er i sit udgangspunkt praktisk, og det handler selvfølgelig om, at der er meget bygge- og jordbog