Kilde 129 - Jeg anklager århundreders forløjede kvindeverden skabt og beskrevet af mænd - fortiet af kvinder

Mette Ejlersens bog "Jeg anklager…" var et opgør med den eksisterende seksualoplysende litteratur skrevet af mænd. Hendes hovedbudskab var, at skedeorgasme var en fiktion skabt af mænd og at kvinder kun kunne få orgasme gennem stimulation af clitoris.

 

Mette Ejlersen: "Jeg anklager århundreders forløjede kvindeverden skabt og beskrevet af mænd - fortiet af kvinder", 1. kap. s. 5-10 + bogomslag, 1967

 

  1. KAPITEL

Udbredt overtro

 

- Hvorfor kommer der ikke en bog om kvindens forløjede sex-verden? spurgte jeg en forlagsdirektør under et interview. Rent en passant ganske vist, derved at interviewet drejede sig om en helt anden sag.

- Skriv De den, sagde forlæggeren.

- Aldrig! sagde jeg.

- Man skal aldrig sige aldrig. Lad mig høre fra Dem, hvis De ombestemmer Dem.

For forståelsens skyld bør medtages, at denne samtale fandt sted, adskillige år før vi skrev 1967, hvorfor min vægring ved at skrive bogen fortrinsvis udsprang fra den overbevisning, at jeg ville blive udskreget som fantasifuld for ikke at sige direkte forløjet, om jeg publicerede min faste overbevisning: at kvindens skedeorgasme kun er en fiktion, skabt og beskrevet af mænd - og at kvindens seksuelle følelser har sæde et ganske andet sted end sædvanligvis udbasuneret, hvorfor de færreste i virkeligheden er frigide.
Fejt eller ikke fejt: Jeg havde simpelt hen ikke mod til at gå mod denne fast sammensvejsede mandsverdens forestilling om kvindens sex-verden. En forestilling, der var blevet godtaget gennem århundreder, blandt andet ifølge "Kama Sutra", kærlighedens lærebog, det klassiske indiske værk, skrevet of Vatsyayana i det 4. århundrede og omtalt som følger: Den bygger på generationers og atter generationers erfaringer og anses med rette på grund af sin almenmenneskelige visdom for et af verdenslitteraturens store værker.
Eller den arabiske elskovslære fra 1500-tallet, begået af Sheik Nefzaoui. Navnet er "Den duftende have", og den er blandt andet anmeldt således: Ynde og naivitet har her indgået en sælsom forbindelse med kyndighed og lærdom.
Og fra disse ældgamle "lærebøger udi elskovskunst" over lystelige erotiske fortællinger og romaner i hobetal til Van de Veldes "Det fuldkomne ægteskab", efterfulgt af nok nogle seksualoplysende bøger - udelukkende skrevet af mænd. (Muligvis forefindes - udover Inge Hegeler, der har skrevet sammen med sin mand - en enkelt kvindelig seksualoplysende skribent. Jeg har dog ikke kunnet opspore en sådan, men skulle det være tilfældet, vil jeg tillade mig at betragte hende som den undtagelse, der blot bekræfter reglen.)
Bemærk: talen er om bøger udkommet indtil begyndelsen af tresserne. Og det skal så sandelig ikke forties, at visse går stærkt ind for hensynet til kvinden - men ud fra sådanne forudsætninger og forestillinger, at det næsten udelukkende kan være mændene, der boltrer sig i vellyst og orgasme, mens utallige kvinder uden tvivl blot har underkastet sig denne vise mandsverdens opfattelse af, hvordan de som en ganske naturlig ting ville få orgasme.
Nej - jeg turde simpelt hen ikke gå imod alle disse vise mænd udi elskovskunst.
Og alligevel kunne jeg ikke helt slippe tanken om at skrive bogen, hvorfor jeg ved enhver given lejlighed nævnte det for diverse kvinder på min vej - som alle sagde: - Gør det dog, den burde for længst være skrevet! Hvorpå jeg i mange tilfælde fik begrundelsen i form af deres egen historie med på vejen.
Disse historier, som hver og en blev mig tilladt at bringe i min eventuelle bog, forekom mig at være en meget væsentlig dokumentation af kvindens sande sexverden, da selv relativt få betroelser kvinde og kvinde imellem utvivlsomt giver et anderledes ægte billede af hele problemet end skæppevis af udfyldte spørgeskemaer.
Og så - for et års tid siden - kom en kvindelig bekendt og sagde: - Der er noget, jeg længe har gået og spekuleret på. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal gribe sagen an ...

- Spyt ud, sagde jeg.

- Det drejer sig om Marianne. - Hun har faet seksualundervisning i skolen - den gode, gammeldags oplysning, sa vidt jeg forstod - hun har hørt om pessar i en fjernsynsudsendelse, og vi er enige om, at jeg ringer til vores læge, når det bliver aktuelt for hende. Vi snakker rent ud om det hele - undtagen et: hvordan en mand skal tilfredsstille hende - jeg mener - så hun ikke går rundt og tror, hun er unormal eller frigid, hvis hun ikke føler noget. Du ved, hvad jeg mener ...

- Ja, sagde jeg.

- Jeg kan ikke komme ind på det - det er for intimt. Tror du i det hele taget, der er nogle mødre, der kan? Tror du ikke, de føler, at de krænker både datterens og deres egen blufærdighed?

- Uden tvivl, sagde jeg.

- Jamen, hvad gør jeg? Selvfølgelig spiller følelser og alt det en kæmpemæssig rolle, men der er trods alt noget, der hedder det rent tekniske, og der synes jeg, at alle lister uden om det springende punkt. Nu har jeg ikke læst de allersidste seksualoplysende bøger, men jeg tvivler på, at man kan finde noget om det -

- Jeg ved ikke, sagde jeg, - men jeg skal maskinskrive nogle af de udtalelser, jeg har - så kan du give hende dem at læse. Og så vil jeg tro, den er klaret -

Hun fik dem med, da hun gik.
Dagen efter ringede jeg forlæggeren op - og ugen efter begyndte jeg på bogen.
Det vil sige: ikke direkte at skrive den, men at arbejde mig gennem striben af erotiske og seksualoplysende bøger for med vægt at kunne skubbe til deres fundament, hvis det forekom mig vaklende.
Ved gennemlæsning af de første 25-30 bøger faldt mit øje kun på en, som denne dame kunne have overrakt sin datter til belysning af omtalte problem, nemlig Hegelernes "Kærlighedens A B Z", hvoraf følgende uddrag bringes:

Enhver orgasme hos en kvinde er en clitorisorgasme. Som regel ret direkte, sjældnere indirekte. Det er væsentligt for forståelsen af orgasmens natur at forstå denne tankegang. Orgasme mærkes i næsten hele kroppen, også i musklerne, også i skedevæggen, der trækker sig sammen under orgasmen. Men orgasmen opstår ikke som følge af påvirkninger oppe i skeden. Heller ikke ved stød på livmoderen, som mange tror. Det er den lystfølte påvirkning af clitoris, indirekte eller oftest direkte, der kulminerer i orgasmen.
Der har været en overtro, en misforståelse, der gik ud på, at skedeorgasme skulle være finere end clitorisorgasme. Men skedeorgasme eksisterer ikke. Det, som man
tror, er en skedeorgasme, er en indirekte påvirkning af clitoris gennem muskelfibre og nerveender i indgangen til skeden. Denne og andre former for indirekte clitorisorgasme er ret sjældne i forhold til den direkte påvirkning af clitoris, som er den almindeligste.

Jeg opdagede pludselig, at jeg ikke stod alene.
At andre alligevel havde sagt det før mig.
Derfor kommenterer disse "andre", Inge og Sten Hegeler, denne bog.
Og lad mig da slutte denne introduktion med Hegelerne nok engang, nemlig i deres egenskab af brevkasseredaktører for ugebladet "Femina". Under overskriften "Udbredt overtro" spørger en kvinde, der benævner sig Dandelion:

Der er en ting, jeg meget gerne vil ha´ svar på fra Dem.
Jeg er fast engageret med alle tiders herlige fyr. Vi er ikke forlovede og bor ikke sammen, men næsten. Vi har det godt, virkelig godt sammen seksuelt. Ja, det bliver bedre og bedre. Nu har det varet næsten 1 år. Men her kommer "problemet". Jeg har aldrig prøvet at få orgasme fra skeden. Dette generer ikke mig, men min ven er ked af det og tror, han er en klovn. Jeg har forsikret ham, at "alle" de piger, han påstår får det, enten må være gode aktører eller temmelig sjældne. Selvfølgelig ville det være rart, men da ikke afgørende. Heller ikke er det afgørende at få udløsning hver gang ... men du godeste, hvor jeg nyder det! Når jeg får udløsning, er han i hvert fald aldeles ikke i tvivl. Ikke noget småpjat her, men det helt store nervesitrende øjeblik, som ikke kan beskrives. Og tænk, at man skulle være gift i 9 år og skilt i 4 år, før man oplevede dette!
Nå, det er jo sagen uvedkommende. Men vil De være så rar at berolige min elskede
med, at intet er galt? Han skal nødigt betvivle sine udmærkede evner - - -

Svar:
Kære Dandelion.
Vi er henrykte for Deres brev. Det giver os mulighed for at hamre en tyk pæl igennem en dum og sejlivet overtro.
De skriver, at De aldrig har prøvet at få seksuel udløsning i selve skeden. Det er der heller ikke nogen andre kvinder, der har! Men det er en udbredt overtro blandt mænd. Og det er, som nævnt, en dum overtro, at der skulle findes noget, der kunne kaldes skedeorgasme.
Det er en dum overtro, fordi den har givet hundredtusindvis af kvinder mindreværdskomplekser, fordi de troede, at de "kun" fik clitorisorgasme. Alle kvinders udløsning udløses ved pirring af den lille knap, lige over indgangen til skeden. Det er den knap, der tænder for lystfølelsen, den hedder clitoris. Men uvidende mænd og ydmyge kvinder har i mange år brugt tonsvis af energi på helt forkerte steder. Dejlige, søde, varme, henrykte piger har troet, at der manglede noget. Desværre er det meget, meget få - og kun de allernyeste seksualoplysningsbøger, der er opmærksomme på denne misforståelse. At omstyrte den overtro vil medføre en revolution til det lykkeligere i de allerfleste ægteskaber.
De fleste mænd tror, at det kan da enhver idiot finde ud af. Men det kan de ikke! Vi ønsker ham tillykke med Dem.
i. & s. h.

 

N O T E R

1. Mette Ejlersen

Mette Ejlersen (1916-95) var forfatter og freelance-journalist.

2. Inge og Sten Hegeler

Inge Hegeler (1927-96) og Sten Hegeler (1923-), begge psykologer, blev for alvor kendt i offentligheden, da de i 1961 udgav sexleksikonet "Kærlighedens ABZ". Leksikonet, der blev oversat og udgivet i 15 lande, var det første af slagsen i Danmark, der gav klare og utvetydige svar på seksuelle spørgsmål. Fra 1968-71 havde ægteparret en sexbrevkasse i Ekstra Bladet.

Læs mere om Inge Hegeler i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

 

Moderpublikation: Mette Ejlersen: "Jeg anklager århundreders forløjede kvindeverden skabt og beskrevet af mænd - fortiet af kvinder", 1. kap. s. 5-10 + bogomslag, 1967

Forfatter: Ejlersen, Mette

År: 1967

 

 

KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K · Tlf: 33 13 50 88 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk