Kilde 451 - Folketingets 17 kvindelige medlemmer april 1965 i fællessalen på Christiansborg

Der var 17 kvindelige medlemmer af Folketinget i 1965.

Ellen Strange Petersen: "Kvinderne og valgretten", 1965, s 218.

Folketingets 17 kvinder april 1965 i fællessalen på Christiansborg foran Oscar Matthiesens freske af den grundlovgivende rigsdag i 1915. I forreste række ses fra venstre Gerda Møller, Grethe Philip, Else-Merete Ross, Astrid Skjoldbo, Nina Andersen, Marie Antoinette von Lowzow og Clara Munck, i bageste række Viola Nørløv, Hanne Budtz, Camma Larsen-Ledet, Lis Groes, Erna Sørensen, Bodil Koch, Grete Hækkerup, Ellen Strange Petersen, Gunhild Due og Nathalie Lind.

 

N O T E R

1. Gerda Møller
Gerda Møller (1914-2004 ) var politiker. Hun var medlem af Næstved byråd fra 1950-54 for Det Konservative Folkeparti. Hun var medlem af Folketinget fra 1962-63 og 1964-81 og medlem af Borgerrepræsentationen fra 1978-85. Hun var medlem af Det Kongelige Teaters tilsynsråd fra 1974-81, medlem af Nordisk Råd 1968-77, delegeret til FN i 1977 og 1981 og medlem af Europabevægelsens hovedbestyrelse 1979-2000.

2. Grethe Philip
Grethe Philip (1916- ) er politiker og økonom. Hun var medlem af Folketinget for Det radikale venstre fra 1960-79. Hendes politiske interesseområder har været finanspolitik, socialpolitik og bistandspolitik. Hun blev i 1962 den første kvindelige finanslovsordfører. Hun var medlem af den centrale socialreformkommission 1964-72 og af Kvindekommissionen 1965-74. Hun var medlem af Sparekassen SDS bestyrelse fra 1975-86, fra 1984-86 som formand. Som den første modtog hun Dansk Kvindesamfunds Mathildepris der blev indstiftet i 1970.

Læs mere om Grethe Philip i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

3. Else Merete Ross
Else Merete Ross (1903-76) var gymnasielærer, politiker og kvindepolitisk aktiv. Fra 1951-62 var hun formand for Danske Kvinders Nationalråd og fra 1960-73 sad hun i Folketinget som repræsentant for Det Radikale Venstre.

Læs mere om Else Merete Ross i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

4. Astrid Skjoldbo
Astrid Skjoldbo (1898-1973) var politiker. Hun startede sin politiske karriere i Socialdemokratisk Ungdom i 1910´erne. Hendes politiske mærkesager var reformpædagogik og kvindepolitik. Hun var medlem af Borgerrepræsentationen fra 1938-70, af Landstinget fra 1947-53 og af Folketinget fra 1957-68.

Læs mere om Astrid Skjoldbo i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

5. Nina Andersen

Nina Andersen (1900-90) var politiker. Allerede som ung blev Nina
Andersen aktiv inden for den socialdemokratiske bevægelse. Hun var
medlem af Folketinget fra 1936-43 og 1950-66 og af
Borgerrepræsentationen 1933-54 og bestred også en lang række andre
tillidsposter. Hun var stærkt inspireret af det svenske par Alva og
Gunnar Myrdals teorier om velfærdsstat og familiepolitik.

Læs mere om Nina Andersen i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

6. Marie Antoinette von Lowzow

Marie Antoinette von Lowzow (1899-1985) var politiker og kommandør.
Hendes baggrund var højadelig. Hun var formand for Danske Kvinders
Beredskab i København under besættelsen 1940-45. I 1946 blev hun
korpschef for Kvindeligt Marinekorps og fra 1962-66 var hun kommandør i
Hjemmeværnet. Hun var medlem af Borgerrepræsentationen for Det
Konservative Folkeparti 1950-54 og fra 1950-68 var hun medlem af
Folketinget.

Læs mere om Marie Antoinette von Lowzow i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

7. Clara Munck
Clara Munck (1914-84) var politiker. Hun var medlem af Frederiksberg kommunalbestyrelse fra 1946-81 for Det Konservative Folkeparti. Hun var rådmand fra 1950-54 og 1958-78. Hun var medlem af Landstinget et halvt år, til det blev opløst i 1953. I 1960 blev hun valgt til Folketinget, hvor hun sad til 1973. Hun markerede sig særligt inden for socialpolitik.

Læs mere om Clara Munck i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

8. Viola Nørløv
Viola Nørløv (1900-93) var politiker og gymnastiklærerinde. Hendes politiske mærkesager var ligestilling og forbrugerspørgsmål. Hun var formand for Socialdemokratiske Kvinders Fællesudvalg i København 1937-54 og fungerede som redaktør for partiets kvindeblad "Frie kvinder". Hun var medlem af Borgerrepræsentationen fra 1944-50 og af Folketinget fra 1948-68. Hun var leder af Danmarks Radios Gymnastik for Husmødre fra 1941-55. Hun blev medlem af Statens Husholdningsråd i 1946. Fra 1955-65 var hun formand for Danske Husmødres Forbrugerråd. Sammen med Poul Henningsen var hun redaktør af Forbrugerrådets blad "Tænk" fra 1964-66.

Læs mere om Viola Nørløv i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

9. Hanne Budtz
Hanne Budtz (1915-2004) var landsretssagfører og politiker. Hun var landsformand for Dansk Kvindesamfund fra 1951-56. I 1953 blev hun valgt til Folketinget for Det Konservative Folkeparti. Hun var særligt interesseret i familie- og kvindepolitik og var medlem af Kvindekommissionen 1965-74. Hun var formand for Det Konservative Folkepartis kvindeudvalg 1964-74. Hun var landsretssagfører i København fra 1947-90 og havde tillige møderet for Højesteret. Hun forlod Folketinget i 1973. I to perioder fra 1958-64 og 1974-78 var hun medlem af Frederiksbergs kommunalbestyrelse.

Læs mere om Hanne Budtz i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

10. Camma Larsen-Ledet
Camma Larsen-Ledet (1915-91) var socialdemokratisk politiker, minister og borgmester. Hun kom i Folketinget i 1964, hvor hun bl.a. var partiets ordfører vedr. familiepolitik. I 1967 blev hun udnævnt til minister for familiens anliggender i regeringen Krag og fra 1970-86 var hun borgmester i Åbenrå.

Læs mere om Camma Larsen-Ledet i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

11. Lis Groes
Lis Groes (1910-74) var politiker og minister. Hun blev uddannet cand.polit. men stiftede derefter familie og fik 9 børn. Ved siden af familien arbejdede hun dog politisk, dels kvindepolitisk, i Dansk Kvindesamfund, dels med forbrugerpolitiske spørgsmål. I 1953 blev hun udnævnt til handelsminister. Hun forlod ministerposten i 1957. Derefter var hun medlem af Folketinget 1960-71 og formand for Dansk Kvindesamfund 1958-64.

Læs mere om Lis Groes i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

12. Erna Sørensen
Erna Sørensen (1896-1980) var landsretssagfører og politiker. Hendes arbejde som jurist, fra 1952 som landsretssagfører, vakte hendes social- og kvindepolitiske engagement. I 1945 blev hun valgt til Folketinget for Det Konservative Folkeparti. Hun var landsformand for Dansk Kvindesamfund fra 1948-51. Hun forlod Folketinget i 1965.

Læs mere om Erna Sørensen i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

13. Bodil Koch
Bodil Koch (1903-72) var teolog, politiker og minister. I 1944 grundlagde hun foreningen Folkevirke for at mobilisere kvinder til at deltage i politik og i udviklingen af samfundet. Engagementet i Folkevirke gav hende en politisk platform og i 1947 blev hun valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet. I 1950 blev hun for en kort bemærkning Danmarks første kirkeminister. Hun blev kirkeminister igen i 1953 og beholdt denne gang posten uafbrudt i 13 år.

Læs mere om Bodil Koch i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

14. Grete Hækkerup
Grete Hækkerup (1914-95) var politiker. Hun startede sin politiske karriere som sognerådsmedlem i Lillerød fra 1954-63 for Socialdemokratiet. Hun var kvindepolitisk aktiv, blandt andet som formand for Hillerødkredsens kvindeudvalg fra 1953-65. Fra 1964-66 og 1970-81 var hun medlem af Folketinget. Hun var medlem af Statens Husholdningsråd fra 1959-68 og Foreningen Nordens hovedstyrelse fra 1959-80.

Læs mere om Grete Hækkerup i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

15. Ellen Strange Petersen
Ellen Strange Petersen (1913-84) var journalist og politiker. Hun var medlem af Folketinget 1959-73 for Det Konservative Folkeparti. Hendes politiske virkefelt var skole- og socialpolitik, kvindepolitik og kultur. Hun var medlem af Kvindekommissionen 1965-74. Ved 50-året for kvindevalgrettens indførelse redigerede hun bogen "Kvinderne og valgretten", 1965.

Læs mere om Ellen Strange Petersen i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

16. Gunhild Due
Gunhild Due (1929- ) er politiker. Hun blev engageret i Socialistisk Folkeparti, da partiet blev grundlagt i 1959 og var valgt til Folketinget fra 1964-71. Hendes politiske mærkesager har blandt andet været ligeløn, udviklingen af den kommunale hjemmehjælp og kulturpolitik. Hun var medlem af byrådet i Kolding fra 1978-90.

Læs mere om Gunhild Due i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

17. Nathalie Lind
Nathalie Lind (1918-99) var advokat og minister. Hun var uddannet jurist og arbejdede som landsretssagfører i Ålborg og senere som advokat i Virum og Lyngby. Nathalie Lind var kvindepolitisk aktiv bl.a. som formand for Dansk Kvindesamfund 1966-68. Hun var medlem af Folketinget for Venstre fra 1964-66 og igen 1968-81. Hun var socialminister 1968-71, justits- og kulturminister fra 1973-75 og justitsminister 1978-79. Hun afsluttede sin karriere som chef for Den Sociale Ankestyrelse 1982-88.

Læs mere om Nathalie Lind i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

 

Moderpublikation: Ellen Strange Petersen: Kvinderne og valgretten, 1965, s 218

Forfatter: Petersen, Ellen Strange

År: 1965

 

 

KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K · Tlf: 33 13 50 88 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk