Kilde 519 - Uddrag af "2. behandling af Forslag til Lov om børne- og ungdomsforsorg i Folketinget 26.5.1964

Ole Vestergaard Poulsen fra Det konservative folkeparti udtrykte ønske om at husmødre kunne hellige sig pasningen af mand og børn, men gav alligevel arbejdsmarkedets behov for kvindelig arbejdskraft i kontorer, butikker og industri første prioritet da han ved Folketingets anden behandling af forslaget til Lov om børne- og ungdomsforsorg anbefalede et ja til udbygningen af den offentlige børnepasning.

Uddrag af "2. behandling af Forslag til Lov om børne- og ungdomsforsorg i Folketinget 26.5.1964" i "Folketingstidende 1963-64" sp. 5488

 

[Ole Vestergaard Poulsen ..]

Børne- og ungdomsforsorgen er blevet et stort område og et område med stærkt stigende budgetter. Lad mig i parentes nævne, at de samlede årlige udgifter for staten og kommunerne tilsammen antagelig i finansåret 1965-66 vil runde den kvarte milliard. Den stigende industrialisering har bud efter mangen en husmor, som til gengæld venter, at hendes børn, medens hun er på arbejde, kan have betryggende kår i daginstitutionerne. Forhøjede leveomkostninger og stigende krav til levestandarden i øvrigt gør det meget ofte nødvendigt for en husmor at deltage i indtjeningen til stabilisering af hjemmets økonomi. Selv om mange af os kunne ønske, at husmødre som regel kunne hellige sig pasningen af mand og børn, kan hverken kontorer, butikker eller industrien undvære den kvindelige arbejdskraft, og allermindst vor eksportindustri kan det. Det danske samfund har da også for længst accepteret denne tingenes tilstand, og udformningen af loven om børne-og ungdomsforsorg er en dokumentering heraf. Denne lov vil give en god ramme om det fremtidige arbejde. At loven føres igennem i enighed tværs over alle partiskel, anser jeg for meget værdifuldt. Ingen har helt fået sin vilje eller sine ønsker imødekommet, men vi fandt sammen.
Lad mig konkludere mine udtalelser således: med denne lov synes at være skabt nøglen, som i den rigtige hånd vil kunne åbne selv vanskelige døre, men her er samtidig nøglen, som i den forkerte hånd kan lukke døre i baglås, og her er endelig nøglen, som på en helt anden vis end tidligere vil kunne åbne i endnu højere grad for såvel statens som kommunernes pengekasser. Jeg vil tillade mig at forvente, at nøglen kommer i de rigtige hænder, så loven vil betyde et stort fremskridt inden for hele børne- og ungdomsforsorgsområdet.

N O T E R

1. Ole Vestergaard Poulsen
Ole Vestergaard Poulsen (1907-80) var politiker. Han var medlem af Folketinget for Det konservative folkeparti fra 1960-71.

 

Moderpublikation: Folketingstidende 1963-64, sp. 5488

Forfatter: Poulsen, Ole Vestergaard

År: 1964

 

 

KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K · Tlf: 33 13 50 88 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk