Kilde 85 - 3 indlæg i Politiken: Engle, Det ottende Bud og En sidste Udluftning

De 3 indlæg i "Politiken" fra Georg Brandes´ hånd var et aggressivt angreb på "handskekvindernes" syn på kønsmoral og seksualitet.

"Engle" af Lucifer (pseudonym for Georg Brandes) i "Politiken" d. 6. juli 1887

"Det ottende Bud" af Georg Brandes i "Politiken" d. 7. juli 1887

"En sidste Udluftning" af Georg Brandes i "Politiken" d. 8. juli 1887

"Engle"

I de to sidst udkomne Hæfter af Kvinden og Samfundet har tre Damer, Frøknerne Grundtvig, Aggersborg og Sannom udtalt sig paa en i alt væsenligt overensstemmende Maade om den Materie, der i visse distingverede Kredses Frimurersprog kaldes det sædelige Lighedskrav.
Ikke lidet i det af disse Damer Fremførte giver Anledning til Grublen og Spørgen, men kun med Hensyn til et eneste Punkt tillader Undertegnede sig afgjort at være af modsat Mening, det er, naar det i den sidste Afhandlings Slutning med et vist Eftertryk hedder:
Thi Engle er vi alligevel ikke! For det er netop det, som de ærede Damer er. Og ved de det ikke selv, saa er dette kun en himmelsk Ynde mere, som jeg end ikke berøver dem ved at modsige hin Paastand; thi deres Beskedenhed forbyder dem at tro mig. Men hvad der er sandt, er ligefuldt sandt.
Alle Damernes Udgangspunkt er det samme: "Kulturkvinderne" (Frk. Aggersborg foretrækker Udtrykket "de normale Kvinder" eller Normalkvinderne,) er ovemaade sædelige Personer; Kulturmændene, Normalmændene derimod usædelige Personnager. Hvad skal der gøres ved denne Kalamitet? Bør Kvinderne "nu blive som Mænd" (: usædelige), eller Mændene som Kvinder (: Liljer)? Og Spørgsmaalet besvares, som det da var at vente af pæne Damer, ens af dem alle, til Fordel for Sædeligheden. Mændene bør blive som Kvinder, det er udlagt: rene Væsner, hvad i det moderne Sprog kaldes Handsker (i gammelt Dansk: Haandstrømper).
Efter Frk. Grundtvigs første fortræffelige Krav af den sædelige Lighed viste det sig i sin Tid ret kraftigt i Dansk Kvindesamfund, hvor høj Uskyldens Barometerstand indenfor Samfundet var. Den ene modne Kvinde efter den anden traadte frem og lagde Vidnesbyrd af om sin Renhed. Eller som Frk. Sannom træffende udtrykker det: "Her kom den ene Dame efter den anden og fortalte os, at de ikke kendte noget til Driftslivet og aldrig havde følt noget i den Retning ..." Alle som én protesterede Damerne ligefuldt mod Benævnelsen defekt, som en Uværdig (G. Brandes) har villet paatrykke dem. Frk. Sannom viser med Rette, at langtfra at være defekte henhører disse Damer til hvad Martensen i sin Etik betegner som angeliske Naturer.
Med overdreven, men ægte religiøs, Ydmyghed tilføjer hun saa: "Men at just Flertallet af os skulde være Engle, det kan jeg ikke tænke mig." Heri har hun Uret, himmelraabende Uret endog. Enhver Mand med nogen Erfaring overfor Kvinder vil havde, at Flertallet af dem, netop Flertallet, er simpelthen Engle, hverken mindre eller mer.
Det er saa anerkendt, at selv Sprogbrug har fastslaaet Tiltaleformen:
Min Engel!
Englene er ikke blot Engle, fordi de er kønsløse. De er hævede over Sygelighed og Svaghed. Naar Frk. Sannom siger om sig selv: "Jeg fejler ikke det ringeste, ikke engang en Smule Mavekatarh; jeg er et fuldstændig sundt Menneske", saa beviser hun ikke alene, som hun vil det, at "et afholdende Liv" saa lidt gør Kvinden defekt som det gør hende dum (Frk. Sannom sprudler af Aand) men hun vækker overhovedet en stærk Formodning om, at hun i visse Maader er Fuldkommenheden selv, ikke den blotte "Normalkvinde" eller "Kulturkvinde" (den der har gennem gaaet en højere Dannelsesanstalt), men Mønsterkvinden, som ellers kun findes i Romancer og Romaner, og for hvem Ordet Engel er den eneste slaaende Benævnelse. Man tænke sig: End ikke en Smule Mavekatarh!
Engle kan være mere eller mindre flyvedygtige. Frk. Aggersborg er den, der svinger sig højst.
Hun fyldes, siger hun, med Bekymring ved den Fare, der ligger i den overhaandtagende Vantro og udraaber: "Lad os holde Idealet oppe!" I Virkeligheden holder hun dets Fane højt.
Saa højt, at man undertiden taber Virkeligheden en Smule af Syne. Ikke naar hun med Strænghed og Fasthed lader "vor Tid" i al Almindelighed høre, at "den er sædelig slap og har følelig Mangel paa Aand Og Idealitet" Hun selv har fuldt op af begge Dele. Men hendes Sjælelære tager undertiden en Himmelflugt, som gør det svært at følge med.
Hun siger: "Naturen har ved at tildele Mand og Kvinde ikke alene fælles, men ogsaa forskellige Livsopgaver, udrustet dem med baade fælles og forskellige Naturdrifter. Navnlig tror jeg, at Mandkønnet har - som den fysiske Krafts Indehaver og paa Grund sin udaddragende Natur - sin Styrke i fysisk Kønsdrift, medens Kvinden -- ved sin finere Natur og sit indaddragende Følelsesliv - væsenlig har sin Kønsdrift paa sjælelig Maade".
Man skønner straks, at der hér er set paa Kønsforskellen med et næsten overmenneskeligt Blik. Overfor det, som her er dunkelt, maa det gælde, at Englenes Tanker er ikke vore Tanker. Men man tror at skimte noget. Og naar det hedder, at Manden har sin Styrke i fysisk Kønsdrift (hvad er fysisk Kønsdrift ?) saa maa man ikke indvende, at det er en trist Monsieur, som har sin Styrke i den. Det Hele er, naar det opfattes sympatetisk, klart: Manden er udaddragende, Kvinden indaddragende, Mandens Kønsdrift sanselig, Kvindens sjælelig, Forstaa det, hvo som kan. Men symmetrisk og stilfuldt er det.Nu hedder det videre om Kvinden:
"For hende er det en ubestemt Følelsestrang, en længsel efter at elske og blive genelsket. Dermed er der ikke Meningen at ville frakende vort Køn Skyld (?) overfor Manden men denne har mest sin Grund i Kvindens Karakterfejl og Svaghed. [Har Mandens Skyld (?) ikke sin Grund i Karakterfejl og Svaghed?] Heller ikke skal det benægtes, at Kvindens Kønsdrift er sanselig."
Denne sidste Sætning forbavser unægtelig et Verdens Barn. For han troede, at det var netop dette, som blev benægtet. Men det benægtes ikke, det bortforklares paa den yndigste og mest sjælfulde Maade:
"Heller ikke skal det benægtes, at Kvindens Kønsdrift er sanselig; thi ogsaa det sanselige har sit Sæde i det sjælelige; men paa Grund af hendes finere Natur ytrer den sig ikke paa fysisk Maade."
Der kommer herved nogen Forstyrrelse Ind, ikke i Logiken, men i Symmetrien: Mandens Kønsdrift var sanselig. Kvindens sjælelig. Nu skal pludselig Kvindens ogsaa være sanselig. Men Symmetrien og Modsætningen genoprettes let, naar man betænker, at Kvindens Drift er sanselig, fordi det sanselige har sit Sæde i det sjælelige, Mandens Drift sjælelig, fordi det sjælelige har sit Sæde i det sanselige, og begges sædelig, forsaavidt det det sædelige har sit Sæde i det sjælelige. Alt er forsaavidt fortræffeligt ordnet, hvis det blot ikke hed, at Kvindens Kønsdrift "paa Grund af hendes finere Natur ikke ytrer sig paa fysisk Maade". Dette er engleligt talt og tænkt. Det støtter alle gamle og smukke Legender om Storken. Det stemmer med alle gamle og sjælfulde Sagn om Peblingesøen. Men det kommer maaske en Smule i Strid med den Naturkundskab, som visse "den frie Kærligheds Apostle" pukker paa.
Saa følger denne i Sandhed angeliske Forklaring af Kvindens Elskov: "Elsker hun, da er det den Elskedes Blik, hans Aasyns Udtryk og det Æmne, hvorom, han har udtalt sig, der bliver en Kilde til Glæde eller Sorg, eftersom det stemmer med, hvad hun ønsker. Hos Kvinden sammensmelter det erotiske med det sædelige".
Vi erindrer ikke at have læst noget smukkere, noget svanehvidere, noget mere himmelsk rent, end ikke i Mynsters Betragtninger. Ve den Mand, som ikke føres ved slige Sandheder af Kvindemund!

Lucifer.

Det ottende Bud.
I Artiklen "Engle" blev der gjort Løjer med noget, som dog ogsaa har sin alvorlige Side. Den Afhandling om Nutidens sædelige Lighedskrav, som Frøken Elisabeth Grundtvig har høstet Bifald for i Dansk Kvindesamfund og andensteds, er et lærerigt Produkt ikke i og for sig, men for det Vidnesbyrd, den afgiver, om dannelsestrinet hos dem, der i Forf. ser deres Ordførerinde.
Det Pjattede i dens Indledning og hele Tone virker pinligt, Raaheden i dens Tankegang forbavser; dens Bevisførelse, om hvilken man aldrig ved, hvor Perfidien holder op og hvor Enfoldigheden begynder, forskrækker ved sin Løsagtighed. Men lærerig er den, fordi den afslører den Brutalitet i Opfattelsen, som i Reglen ligger bagved den officielle Dydsprædiken med dens obligate Æreskænderi af de Skribenter, der ikke vedkender sig den officielle Moral.
Under Skin af at hævde et nyt, moderne Standpunkt forkynder Frk. Grundtvig - med det Mod, som dertil udfordres - det sjette Bud. Som om der var Nogen, der ikke kunde forkynde det; som om der var Nogen, der ikke prædikede det - uden de, som ikke gider.
Allerede J. L. Heiberg har sagt om den Art Personer, til hvilke Forfatterinden hører; "Slige Folks Moral er meget kort; den bestaar kun Af sjette Bud; de i andre ni behøves ikke."
Der er dog ogsaa andre Bud, som moralske Damer kunde lægge sig paa Hjærte. Der er f. Eks. det ottende, der til Frk. Grundtvigs Underretning lyder: "Du skal ikke aflægge falsk Vidnesbyrd om Din Næste." Dette tilsidesættes af hende med en Frejdighed, der synes regnet efter Mønstret af de mest fedtede Højrejournalister.
Frk. Grundtvig fortæller til Indledning, at "der gives maaske kun en eneste Ting, som alle Mennesker uden Undtagelse er fuldt enige om". Ordene "alle Mennesker" forklares saa med den aandfulde Vending at paa dette Punkt mødes "De og jeg i Enighed baade med Simon Søjlehelgen og med Alexander den Store, baade med Zulukafferen og med Pariseren". Punktet er det, at Formaalet er Lykke. Frøkenen synes absolut uvidende om, at der har eksisteret og eksisterer store Religionssamfund, talrige Sekter, hele Folkeslag og en Række af filosofiske Skoler, der aldrig i Verden vilde opstille Lykke som Formaalet, men med Lidenskab bekæmpe en saadan Definition af Menneskehedens Maal.
Om Middelalderen har Frk. Grundtvig den Mening, at naar paa Korstogenes Tid alle (?) raabte: Gud vil det! saa var det "for at være lykkelige". De gode Damer i Kvinden og Samfundet har overhovedet ret fantastiske Forestillinger om Middelalderen. En anden af dem, Frk. Aggersborg, synes at være af den Mening, at alle Mennesker i hin Tid aflagde Klosterløfte. Hun skriver; "Ser vi hen til Middelalderen, da er dens absolute Kyskhedsfordring en mægtig Støtte for Slægtens Vilje til Selvbeherskelse, og denne (Selvbeherskelsen ?) har altid sin store Indflydelse paa Individets Karakter og Aandsliv."Hendes Aandsfrænde bevæger sig i Spring fra Middelalderen til det forrige Aarhundrede, hvor Formelen for Lykken efter hendes Opfattelse var Oplysning, og derpaa til det indeværende, hvor Formelen siges at være den temmelig ferske og indbyrdes modsigende Frihed og Lighed. Saaledes naar hun til den nyeste Fordring i Lykkens Navn:
Lighed mellem Mand og Kvinde i sædelig Henseende. Man kunde være kommet kortere dertil.
Om denne Lighed hedder det derpaa til Læserens Forundring, at den kan naas ad to Veje: "Kvinderne kan blive som Mænd, og Mændene kan blive som Kvinder".
Men kan Ligheden kun naas ad disse to Veje, saa er den selvfølgelig uopnaaelig. For det ene er nøjagtigt saa umuligt som det andet Og selv naar man oversætter Sentensen paa Dansk, er den fornuftstridig. Den overvættes Sandsynlighed er naturligvis for, at hverken Mændene eller Kvinderne i Fremtiden forbliver ganske som de er nu, og den Lighed, "Nutiden" (a: Frøken Grundtvig og hendes Meningsfæller) tilstræber, maatte da rimeligst tænkes naaet under en Tilstand, i hvilken begge Kønnenes indre og ydre Liv her i Norden, saavel deres Følelser som deres Vaner og Vedtægter, havde undergaaet en betydelig Forandring.
I Steden derfor formulerer Frk. Grundtvig den Tankegang, hun vil angribe, saaledes:
"Den ene Lighedsfordring lyder saadan: Kønsdriften er uimodstaaelig, ikke blot for Manden, men ogsåa for Kvinden. Hun har hidtil ikke været sig dette fuldt bevidst, har været hildet i Fordomme og systematisk, forkuet paa Kønslivets Omraade. Dette bør forandres."
Man studser; man mindes ikke at have set dette enfoldige Vaas nogensteds. "Kønsdriften er uimodstaaelig". Hvad vil det sige? For alle Mennesker? Under alle Forhold? Til alle Tider? Ved alle Lejligheder? Eller vil det kun sige: den lader sig ikke udrydde?
Frk. Grundtvig fortsætter: "Maa jeg minde Dem om nogle af de Udtalelser, som ligger til Grund for min Gengivelse af denne Fordring".
Man spidser Øre og passer paa. Frk. G. har Bevissteder.
Arne Garborg siger i Nyt Tidsskrift i en Anmeldelse af Constance Ring:
"Læger og andre sagkyndige siger, at Kvinder med svagt udviklet Sanselighed forekommer temmelig hyppigt." Thi "Kvinderne opdrages, som om de ikke var Kønsvæsener. Den Side af deres Natur søges ved alle Midler undertrykt. Da dette gennemføres systematisk og Slægt efter Slægt, bliver Resultatet for flere og flere Kvinder Vedkommende, at Kærlighedens Nerve bliver lam." Og derved bliver de "Opløsningselementer i Samfundet, farlige og frygtelige Aarsager til Usædelighed."
En vakker Maade at citere paa. Talen er om en Kvinde, der ikke kan elske. Garborg skriver: "Mange vil paastaa, at den Kvinde ikke eksisterer. Ialfald ikke uden som ren Abnormitet. Læger og andre sagkyndige siger derimod, at Kvinder med svagt udviklet Sanselighed forekommer temmelig hyppig".
Heri øjnes endnu intet Spor af Frk. Grundtvigs Lighedsfordring til Bedste for almindelig Usædelighed. - Hos Frk. G. følger saa med spærret Skrift et Thi. De Ord, som følger paa dette Thi, findes hos Garborg 35 Linjer længere fremme i en helt anden Sammenhæng.
Garborg skriver; "Kvinderne opdrages systematisk i Uvidenhed om det, der vedkommer deres Opgave som Kvinder. De opdrages som om de ikke var Kønsvæsener. Den Side af deres Natur søges ved alle Midler undertrykt. Da dette gennemføres systematisk og Slægt efter Slægt, bliver Resultatet for flere og flere Kvinders Vedkommende, at Kærlighedens Nerve bliver lam. Den samme Omstændighed er Aarsag til at Kvinderne ogsaa paa anden Maade udygtiggøres for sin Opgave som Kønsvæsener. Formedelst Uvidenhed forspilder de i tusinde Tilfælde Livslykken baade for sig selv og andre, ja bliver Opløsningselementer i Samfundet, farlige og frygtelige Aarsager til Usædelighed."
Man sammenligne Frk. Grundtvigs Citat. Falsk slaar sin egen Herre paa Hals. Hvor er nu Fordringen paa lige Usædelighed? Frk. Grundtvig forsætter:
Og Georg Brandes uddrager i sin noksom omtalte Anmeldelse af Arne Garborg i "Tilskueren" følgende Tendens af et Par af Strindbergs og Arne Garborgs Fortællinger:
"Lad os ikke indbilde os, at Drifterne lader sig undertrykke eller udrydde, uden at Mennesket bliver defekt og [skal være: eller] fordummet. Askesen, som den for Øjeblikket øves af det store Flertal blandt de højere Stænders ugifte Kvinder, er en Ulykke, en naturstridig Ting, et Offer, som mange Gange bringes en værdiløs Fordom. Driftlivet er og bliver Jordbunden for Fantasiens og Skønhedens Blomst, ikke mindre end for giftige og stinkende Vækster. Købes aandelige Fortrin stundum for dyrt med et Offer af Renhed og Uskyld, saa kan den virkelige Renhed ikke mindre end den blot tilsyneladende ogsaa købes alt for dyrt, naar den medfører tærende Savn og al Goldhedens og de kvalte Længslers, Bornerthed".
Dette Citat er næppe mindre upaalideligt end det første. Thi Sætningen begynder ikke hvor Frøkenen klipper den over, men med de Ord: "Lad Opdragelsen ved naturlig og utilsløret Fremstilling af Kønsforholdene gøre sit til at tvinge Drifterne indenfor naturlige Grænser, men lad os ikke indbilde os osv. Dog toges Begyndelsen med, hvor blev da Doktrinen om Kønsdriftens Uimodstaaelighed og Nødvendigheden af den almindelige Usædeligheds Indførelse af? Derfor dette lille kvindelige Klip.
Og selv naar Klippet er gjort, hvad siger saa disse Par Linjer, som kvindelige Bannerførere og mandlige Pennehelte, rene Hansker og rene Vanter, nu have levet af i halvtredje Aar og som er citerte saa tidt, at man kan dem udenad? Hvad andet end at Askesen er en Ulykke, et Offer, som (ikke altid, men) mange Gange bringes en værdiløs Fordom, fordi Renheden kan købes for dyrt, naar den (o: i de Tilfælde hvor den) medfører tærende Savn og tyk Bornerthed. Hvor er her Fordringen paa en lighed i almindelig Usædelighed? Den gode Frøken bliver Svaret skyldig.*)
Der fortsættes:
Og E. B. siger i "Politiken" for 15de Decbr. 1886 i Anledning af Henrik Pontoppidans "Mimoser":
"Han (Henrik Pontoppidan) tvivler, om det er nyttigt at gøre Kvinderne til yderst følsomme Mimoser, saa længe Mændene ere saa haardhændede eller rettere, naar Naturen har skabt Mændede af saa skrøbeligt Stof."
Samtidig udtales, at Kvinder, i alt Fald saa henrivende Kvinder som de to i Mimoser, er skabt til at "lyksaliggøre" - maaske flere Mænd. - Og da Ægtemanden i "Mimoser" "lyksaliggør" flere Kvinder end sin Hustru, og Hustruen derfor forlader ham, lader E. B. Digteren spørge:
"Er der nogen Mening i dette"? og svarer selv: "Nej, naturligvis er der ingen Mening deri."
Det er allerede lidt vanskeligt at forstaa, hvorfor Anmelderen E. B. skal bære Ansvaret for Pontoppidans mulige moralske Kætterier. Han har intet andet gjort end at referere Bogens Indhold, og disse Liniers Forf., ved af bedste Kilde, at Hr. Pontoppidan vedkender sig denne Gengivelse af hans Mening med Bogen som nøjagtig og træffende korrekt. Som Frøkenen citerer, maa man nu absolut faa det Indtryk, at Anmelderen har villet udtale, sin Mening om Nytten eller Unytten af Kvindernes Kyskhed, og at det er hertil, der sigtes med Udtrykket Mimoser. Men i Anmeldelsen tales kun om den Anskuelse, at en Mand til Straf for visse Køns-Forseelser "ubønhørlig bør være udstødt af det moralske Samfund". Saa fortsættes: "Henrik Pontoppidan har sin betænkelighed. Han er bange for, at hverken Mænd eller Kvinder staar sig ved denne Lære. Han tvivler om Nytten o. s. v."
Hvor bliver Opfordringen til almindelig Usædelighed af? Dog perfidest er den næste Passus, hvor kun et eneste Ord er sat i Citationstegn, medens hele Sætningen iøvrigt er arrangeret rundt omkring det, for at faa ud hvad der passer i Frk. Grundtvigs Kram. Der udtales faktisk i Anmeldelsen ikke det Fjærneste om at Kvinder i Almindelighed er skabt til at lyksaliggøre flere Mænd. Der staar simpelthen: "Der er i Mimoser to unge Kvinder henrivende begge, skabte til at lyksaliggøre en Mand, maaske endog flere, og dog gaar det dem begge galt."
Frk. Grundtvig ved rimeligvis at Enker undertiden gifter sig paany; hun ved at Sligt forekommer i Naturen. Hun kan altsaa ikke heller godt gøre Anskrig over, at det om to Fruentimmer i en Bog siges, de maaske er skabt til at lyksaliggøre flere Mænd end en, og andet staar der ikke. Nogen Bestræbelse efter at indføre Flermænderi i vort stille, dydige Danmark, vil hun selv med den bedste Vilje ikke kunne vride ud deraf.
Efter disse Citater og endnu et (af Socialdemokraten) har Frk. Grundtvig den Koldblodighed at resumere saaledes:
"De vil se, at Lighedsfordringen [der ingensteds findes], som den fremkommer i de Udtalelser, jeg her har givet dem, begrundes paa dobbelt Maade: Der søges Støtte i dens Berettigelse dels i Mandens Natur og dels i Kvindens. Snart hedder det:
Det er nødvendigt for Manden med hans uimodstaaelige sanselige Drift, at Kvinderne - Kulturkvinderne - bliver mindre kyske, og snart: Det er nødvendigt for Kvindernes Helbred og Aandskraft, at de opgiver deres Kyskhed, som kun er Unatur og Tvang."
Allerede dette er stort, men det er endnu ikke komplet. Det, som kranser Værket, er den Fortolkning, han giver af de afvigende Meninger om det kønslige, som hun finder hos de Mænd, hun nedrakker, og hvem hun til Slutning ligefuldt gør den lille hykkelske Indrømmelse, at hun tror "adskillige af dem, som vil omdanne vor Bevisthed paa dette Omraade, er alvorlige Mennesker, som mener at virke for en god Sag."
Hun udleder deres vildfarende Meninger af en ustyrlig Kønsdrift hos dem. Hun indbilder sig, eller hun indbilder sine Læserinder, at naar visse Mænd finder den bestaaende Ordning af Kønnenes Forhold elendig, saa er det fordi den hindrer dem i at tilfredsstille deres ublu Drifter. Det hedder i hendes Sprog, at "enten det er Mændenes virkelige Natur eller ej, saa rører der sig for Tiden (!) et voldsomt Driftsliv hos mange af dem, saa voldsomt og saa ustyrligt, at de uden videre Tanke for Følgerne kræver Kvinderne og i hele Samfundsordenen omdannet, blot for at denne ene Drift kan blive tilfredsstillet".
Hvis Frk. Grundtvig, der lever i de høje Regioner, blot en eneste Eftermiddag, en eneste Aften, vilde gaa ned ad Strøget her i Kjøbenhavn og lukke sine Øjne vel op, saa vilde hun erfare at ingen Mand behøver at kræve Samfundsordenen omdannet af den Grund, hun er saa elskværdig at fastslaa, selv om han, en dobbelt Herkules, skulde ønske at gøre et helt hundrede unge og velklædte Kvinders nære Bekendtskab paå en eneste Dag. Det mangler under de nuværende Samfundsforhold ikke paa Imødekommen fra det smukke Køns Side. De, der ønsker Samfundsordenen omdannet, turde derfor rimeligvis have andre Grunde dertil end den ene, der har frembudt sig for Frøken Grundtvigs Fantasi.

*) Hendes Beundrerinde Frøken Aggersborg er endnu mere frodig. Hun citerer hint samme Sted saaledes:
Det er blevet sagt, at "skrøbelig Dyd", hvormed menes almindelig Usædelighed "er mange Gange at foretrække for unaturlig Last".

G. B.

En sidste Udluftning.
For Frøken Grundtvigs Øjne viser der sig det fantastiske Billede af en Frister; for hendes Øren lyder hans Ord; det er Hallucinationer altsammen, men hun synes at tro paa deres Virkelighed.
Der foresvæver hende noget dunkelt om, at Fristeren etstedsfra har rettet en Opfordring til hende og andre ærbare ugifte Damer om at indlade sig paa et højst forvorpent Levnet. Og atter og atter forsikrer hun os; at det vil hverken hun eller andre ærbare Damer indlade sig paa. Da det forekommer hende, at Fristeren har opfordret hende og de andre Vestalinder til at begaa noget Uhøvisk spørger hun ham tilbage "om mon egentlig den almindelige Sundhedstilstand mellem Kvinderne vilde blive bedre, hvis alle de Kvinder, der nu lever kysk, stiftede løse Forbindelser?" Hun hævder, at Fristeren byder hende og de andre "til Bod for et sjæleligt Savn TiIfredsstillelsen af Kønsdriften i løse Forbindelser" (stadigt de løse Forbindelser) og hævder at dette er "at give Stene for Brød". Og hun taler sig ind i stedse større Hede, indtil hun naar til "den Modbydelighed og Selvforagt, Kvinderne vilde føle ved at tilhøre snart en, snart en anden, de Misgreb, de vilde begaa, idet de kom til at knytte sig nær til en eller anden af de Mænd, de efterhaanden tilhørte, og for hvem de kan var et Redskab". Man skulde tro, dette var en Skildring af Tilstandene, som vi har dem; men nej det skal forestille Tilstanden, som den vilde blive, hvis det gik - efter Fristerens Ønsker.
Alt dette er nu gennemtrukket med Citatsstumper af hin vidtberømt Snes Linjer af Undertegnedes "noksaa omtalte" Artikel om Arne Garborg hvor der ikke findes en Stavelse af alt det Vrøvl, der læses ud af dem, og som de gode Damer heller i Stilhed skulde have overvejet end at spilde saa meget Blæk paa dem uden at rokke en Tøddel af deres Indhold.
Dog for hver Gang Frk. Grundvig har anført en Brokke i hin Passus, defekt eller fordummet eller kvalte Længsler eller lignende, udrettet af Sammenhængen og indført i en ny, faar hun Anledning til ny Deklamation om det sædelige Livs Velsignelser og Usædelighedens usalige Følger.
Hun nægter sig intet. Hun vinder den ene Sejr efter den anden over Fristerens dumt formulerede Fraser, som hun allesammen laver selv. F. Eks. Hun siger: "Saa skulde de højede Stænders ugifte Kvinder tillige være fordummede! og hævder naturligvis, at de er fuldt saa kloge som de gifte. Men hvem har sagt det anførte, hvem har kunnet mene, det i denne Almindelighed! Saa meget er vel klart, at de gifte Kvinder i Reglen har et Erfaringsomraade af i høj Grad menneskelig og væsenlig Art forud for de ugifte, og at Mangelen deraf for de sidstes Vedkommende kan have vidtrækkende Konsekvenser. Men paa det saa sjusket citerede Sted staar jo intet andet end at man ikke maa tro, Driftlivet lader sig udrydde uden at Mennesket (altsaa Mand saavelsom Kvinde) bliver defekt eller fordummet - en Sandhed, man skulde tro lige saa uimodsigelig som den er elementær.
For nu tilgavns at føre Beviset for at Kvinderne ikke bør billige sig til "Kønsdriftens" Dyrkelse - der tales med uforanderlig Raahed stadig om den, aldrig om den Tiltrækning, den Sympathi, den Elskov, den Lidenskab, hvis Ytring den overfor et bestemt Individ af et andet Køn dog maa tænkes at være - spørges der om Mændene "som tilfredsstiller deres Drift", er "saa lykkelige!". Og Spørgsmaalet besvares ved en Henvisning til Schopenhauer, der siges i sin Alderdom at have prist sig lykkelig over at være bleven Drifterne kvit, dernæst til Strindberg, der har skrevet en Fortælling Mot betalning som siges "at vride sig i Fortvivlelse over Mandens sanselige Afhængighed af Kvinden" og endelig til Arne Garborg med Udraabet: "Er det Lykke at væmmes saadan ved sig selv som hans Mænd gør?"
Med andre Ord: Frøkenen anfører, virkelige og opdigtede Mænds Væmmelse ved Samlivet med prostituerede Kvinder mod dem, der istedenfor den nuværende Tilstand: Ægteskab plus Prostitution, direkte eller indirekte har udtalt Sympatier for en Fremtidstilstand, hvor der hverken vilde findes Tvangs- og Fornuftægteskaber med i deres Maskepi med Kirken og deres kønslige Svineri, eller Prostitutionen med dens Maskepi med Politiet og dens kønslige Svineri, men hvor Kærligheden betragtedes som eneste Legitimation og hvor Staten ikke blandede sig i Individernes Kønsliv uden for at straffe Forbrydelser og for efter Evne at sikre Børnenes Vel. Men hvem i al Verden har vel opfordret Damerne til at prostituere sig? Man har end ikke opfordret dem til at gøre det literært. Naar de ligefuldt gør det, er det ganske af egen Drift.
Frøken Grundtvig maa blot ikke tro, at hun imponerer os anderledestænkende ved den stadige Pukken paa Kulturdamernes Dyd under den nuværende Tilstand.
Vi imponeres ikke af Dyden i det regulære Vane-Ægteskab, hvor Halvdelen af Damerne føder Børn i Samliv med en Mand, for hvem de slet intet føler, og hvor den af Frøkenen bekæmpede Kønsdrift altsaa er den eneste Faktor. Vi imponeres ikke af Dyden hos de ugifte Damer, der saa at sige aldrig fristes, fordi Prostitutionen i alle dens Former tager af for Damerne og sikrer dem mod Efterstræbelser. 0g vi imponeres ikke af Renheden i et Samfund, som er bygget paa disse to Hjørnestene, Ægteskab og Prostitution og hvis Stadsestue kun er eller synes ren, fordi Skarnet er fejet sammen i det lige saa store Pulterkammer. Vi holder overhovedet ikke det for Dyd, som Frk. Grundtvig kalder Dyd, vi anser meget for fuldt berettiget som Frøkenen fordømmer, og vi anser meget for modbydeligt som Frøkenen agter. Men vi taler ikke højt og ikke meget derom.
Jeg skal sige Frk. Grundtvig hvorfor. Fordi vi i saa lille og saa uoplyst et Samfund ikke kan det.
Er det aldrig faldet Frk. Grundtvig ind, hvorfor ingen kvindelig Stemme hævede sig mod hendes Foredrag i Dansk Kvindesamfund og hvorfor end ikke nogen Mand har følt Drift til at opponere, da hun dog maa vide eller ane, at Hundreder og atter Hundreder af Kvinder og Mænd staar paa et ganske andet Stade end hun? De har ikke gjort det, fordi de ikke kan, fordi de vil tabe mere derved end hele Sagen er værd. En Lærerinde, der havde modsagt Frk. Grundtvig, vilde have mistet sine Elever, en Skolebestyrerinde, der havde gjort det, vilde have set sin Skole gaa til Grunde, en kvindelig Læge vilde aldrig have faaet Praksis eller have tabt den, hun har. Og hvad Mændene angaar, saa vilde de se sig truede af ganske samme økonomiske Ruin og ganske lignende selskabelig Udespærring. De betragter desuden al Protest som ørkesløs og frugtesløs. De nærer i Reglen ikke ringeste Haab om at opleve nogen Forbedring i Tilstandene i dette Land og har af gode Grunde, siden de kom til Skels Aar og Alder, opgivet Ævret. De ved, at vil de sige, deres Mening, kan de ikke engang faa den trykt. Og fik de den trykt, blev den konfiskeret af Politiet. De lader Damerne præke, som de lader Præsterne præke. De holder deres Mund og tænker deres.
En særegen Naivetet, som udmærker alle disse moralske Indlæg, er den, som giver sig tilkende i Vendinger som Nutidens sædelige Lighedskrav, den moderne Stræben efter større Sædelighed og deslige. Der er Ravnekrogsluft i disse Talemaader. Menneskene heroppe i disse smaa skandinaviske Lande gaar endnu og bilder sig ind, at det, de laver af Krav og Regulatorer paa det kønslige Omraade, som paa alle andre, det er Nutidens, det er den moderne Aands Ytringsform. Jeg kan forsikre, at den moderne Evolution paa dette Omraade foregaar ganske andre Steder i Verden; man kan finde den i et Land som Rusland, men visselig ikke her.
Vi skulde imidlertid tage os iagt for at blive dummere end vi er. Vi kan ikke godt taale en yderligere Decadence. Og hvis vi virkelig i disse smaa Lande kom saa vidt at for os Ordet Dyd, der i gamle Dage betød Dygtighed, Tapperhed, Ævne til at udrette noget godt og nyttigt, skrumpede ind til at betegne den bare Afholdenhed i kønslig Henseende, saa var vi godt paa Vejen til at blive dummere end vi kan taale. Man tænke sig, at vi allerede næsten er naaet saa vidt i aandelig Henseende, at naar en Fremmed spørger En: Hvad sysselsætter nu mest Sindene deroppe i disse smaa Samfund, hvilke Ideer og Idealer har de? saa maa man bide sig i Læben for ikke at svare: "Jo, vi render rundt og passer paa hverandres Kønsdrift. Vor Hovedsysselsættelse er Bekymringen for at de andre ikke tilfredsstiller denne deres Drift."
Skal vi naa til det Punkt at hele vort Aandsliv gaar op i en Sædelighedspassiar, der er lige saa uanstændig som liderlig Snak er det? Andre Folkeslag præsterer noget, udretter noget; vi passer paa hinandens Køns-Moralitet; vi præker kønslig Afholdenhed for hverandre.
Selv højfrugtsommelige Damer sparer sig ikke, men vanker i den Tilstand rundt og forkynder de Ugifte Askesens glade Budskab.
I Sverig, vort største Land, har man Foreninger af Damer, der lover hverandre kun at ville ægte jomfruelige Mænd - de faar dem garanterede, som man garanterer Uhre, kun mangler desværre Fremtidsgarantien - man har Damekonfederationer, der paavirker Boghandlerne og forhindrer Udgivelsen af gode, frisindede Bøger, man har Professorkollegier som dét i Upsala, der nylig gik frem mod Foreningen Verdandi, saa det var, som saa man Middelalderen lyslevende gaa igen; man har Forlæggerforbund, som det, der nu har drevet det saa vidt, at Strindberg ikke mere har og ikke kan faa en Forlægger.
I Finland havde nylig den uskyldige Geijerstamms Optræden vakt en saadan Forfærdelse blandt Helsingfors´ Bedsteborgere og Borgerinder, at jeg, da jeg i April begav mig dertil for at holde et Par Foredrag, paa en Station før jeg naaede Staden blev modtaget af en elskværdig Udsending, der var taget mig imøde for at anmode mig om icke att beröra, sedlighetsfrågorna, da jeg ellers vilde skræmme alle bort.
I Norge blev Hans Jægers Bog konfiskeret, Kristian Kroghs Bog konfiskeret - og det af det liberaleste Ministerium, der hidtil har været at opdrive i Landet.
I Kjøbenhavn kunde Krohgs Maleri end ikke blive udstillet, ja vi er her for dydige til at spille Gengangere. Frk. Grundtvigs Forklaring af vor indenlandske Tilstand er den, at "det ustyrlige Driftsliv, der for Tiden er oppe hos mange af vore nordiske Mænd ikke er ganske naturligt for dem, men frembragt paa kunstig Maade, bl. a. vel nok ved Paavirkning fra fransk Literatur." Ja, lad Franskmændene have Skylden!
Allerede J.L.Heiberg skrev: "Jeg gad rigtignok vide, hvorfra den hos os udbredte Overtro rejser sig, at Kjøbenhavnerne er dydigere end Pariserne. ... Ifald Pariserne i deres Udyd er mere raffinerede, og vi følgelig mere raa i vor, saa er jo Fortrinet paa Parisernes Side, og de kan altsaa tage mere Skade af os, end vi af dem. Men Tingen er, at det netop er det Raa og Gemene, som vore liderlige Dydshelte finder Behag i, hvorimod det Forfinede er dem en Afsky." Men lad kun Indflydelsen fra Frankrig have Skylden! I vor Literatur vil fordærvelsen ikke trænge ind. Vi har en Højrepresse, der er den literære Uskylds Vogter, og en vis Venstrepresse, der er endnu mere sysselsat med Dyden end Højre. Desuden har vi Politicencur for fremmede Bøger og for de indenlandske en kraftig og stedse kraftigere Forlæggercensur, der nok skal sørge for, at det her i Landet bliver som det er.
Kort sagt, allevegne her i Norden er Dyden i Form af Fordummelse ovenpaa, mens Lasten i Form af Raahed tumler sig frit underneden. Og de, som sidder inde med en højere og friere Moral end Gennemsnittets Patentmoral, de tier klogeligt og Nødtvungent stille. De husker, at saa tidt de, engang hvert tredje, fjerde Aar, har været naive eller uegennyttige nok til at sige et Par Ord til Genmæle, har de faaet Bøtterne fra alle det herskende Systems Haandlangere over sig.

G. B.

N O T E R

1. Elisabeth Grundtvig
Elisabeth Grundtvig (1856-1945) var stenograf og kvindesagsforkæmper. I 1890 blev hun, trods modstand fra formanden for Landstinget, ansat som den første kvindelige stenograf i Rigsdagen. Hun var i mange år aktivt medlem af Dansk Kvindesamfund, hvor hun bl.a. fra 1885-1886 redigerede medlemsbladet "Kvinden og Samfundet". Elisabeth Grundtvig blev for alvor kendt, da hun i 1887 på et lukket kvindemøde holdt foredraget "Nutidens sædelige Lighedskrav". I foredraget slog hun til lyd for, at mænd, ligesom kvinder, skulle leve i cølibat indtil de indgik ægteskab.
Læs mere om Elisabeth Grundtvig i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

2. Martensen
Hans Lassen Martensen (1808-1884) var teolog. Et af hans vigtigste værker var "Den christelige etik. Bind I-III", der udkom i perioden 1871-1878

3. Mynster
Jakob Peter Mynster (1775-1854) var teolog og Sjællands biskop fra 1834-1854. Han skrev bl.a. "Betragtninger over de christelige Troslærdomme", 1833

4. Lucifer
Georg Brandes gemte sig i sit første indlæg i "Politiken" bag signaturen Lucifer. Georg Brandes (1842-1927) var kritiker og litteraturforsker. Brandes tilhørte den kulturradikale fløj. I 1871 holdt han en række forelæsninger på Københavns Universitet om "Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur". Her argumenterede han bl.a. for at forfatterne burde sætte problemer til debat i et realistisk og hverdagsagtigt sprog.

5. J. L. Heiberg
Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) var forfatter og kritiker.

6. Arne Garborg
Arne Garborg (1851-1924) var norsk forfatter. For en uddybende biografi se: Norsk Litteraturhistorie 1800-tallet

7. Constance Ring
"Constance Ring" var en ægteskabsroman skrevet af Amalie Skram, som udkom i 1885.

8. August Strindberg
August Strindberg (1849-1912) var svensk forfatter og ivrig samfundsdebatør. I 1880´erne bidrog han til debatten om kvindernes frigørelse med bl.a. novellesamlingerne "Giftas I" og "Giftas II".

9. E. B.
Edvard Brandes (1847-1931) var forfatter, avisredaktør og politiker. For en uddybende biografi se:
Silkeborg bibliotek

10. Henrik Pontoppidan
Henrik Pontoppidan (1857-1943) var forfatter. I 1917 modtog han Nobels litteraturpris for bl.a. værkerne "Lykke-Per", 1904 og "De dødes Rige", 1916. I 1886 udgav han romanen "Mimoser", der var et indlæg i sædelighedsfejden.

11. Schopenhauer
Arthur Schopenhauer (1788-1860) var tysk filosof. For en uddybende biografi se:
Friesian School

12. "Mot betaling"
"Mot betalning" var titlen på en af de 18 noveller, som August Strindberg publicerede i "Giftas II", 1886.

13. Verdandi
Verdandi var en svensk studenterforening, som blev startet af en række unge kulturradikale studenter i 1882. I 1887 afholdt foreningen et offentligt møde om sædelighedsspørgsmålet, som udartede sig til en offentlig skandale.

14. Geierstam
Gustaf af Geijerstam (1858-1909) var svensk forfatter. Han skrev bl.a. romanen "Erik Grane", 1885.

15. Hans Jæger
Hans Jæger (1854-1910) var norsk forfatter og den norske bohemes førende talsmand.
For en uddybende biografi se: Dokumentasjonsprojektet

16. Kristian Krohg
Christian Krohg (1852-1925) var norsk maler og forfatter. I 1886 udgav han romanen "Albertine", som handler om en ung pige, der uforskyldt havner i prostitution. Bogen blev straks forbudt af censuren og Krohg trukket igennem en lang retssag.

17. Maleri
Maleriet som Brandes refererer til er Christian Krohgs "Albertine i politilegens venteværelse", som han malede fra 1885-1887 og som kan ses som en slags illustration til hans roman "Albertine", 1886.

18. Gengangere
Brandes refererer her formentlig til Henrik Ibsens skuespil "Gengangerne" fra 1881.

Moderpublikation: Politiken, 6,. 7. og 8. juli 1887

Forfatter: Brandes, Georg

År: 1887