Kilde 84 - Debat i "Social-Demokraten" mellem A.C. Meyer, Anne Bruun og Johanne Meyer, april 1887

Debatten i "Social-Demokraten" april 1887 handlede om, hvorvidt usædeligheden var et produkt af de økonomiske og sociale vilkår eller om det var et spørgsmål om mænds manglende viljestyrke og moral.

"Revolutionære Mænd og Sædelige Kvinder" af A.C. Meyer i "Social-Demokraten", 16. april 1887.

"Til den revolutionære Mand" af Johanne Meyer i "Social-Demokraten", d. 19. april 1887

"Nutidens Sædelighedskrav" af Anne Bruun i "Social-Demokraten", d. 23. april 1887

"Kønsmoral. Svar til Fremskridtskvinderne" I af A.C.Meyer i "Social-Demokraten" d. 27. april 1887

"Kønsmoral. Svar til Fremskridtskvinderne" II af A.C.Meyer i "Social-Demokraten" d. 28. april 1887

"Revolutionære Mænd og Sædelige Kvinder" af A.C. Meyer i "Social-Demokraten", 16. april 1887

Paa det Møde, som "Kvindelig Fremskridtsforening" afholdt i Rømersgade i Tirsdags, blev der fra de fleste af de Damer, som havde Ordet, fremsat Paastande der, i al Fald med den Motivering, vedkommende Damer gav dem, kunde trænge til en Imødegaaelse.
Hvor farlig en Sag det nu end kan være at polemisere offentligt med Damer om Sædelighedskravene, er det dog paa den anden Side utvivlsomt, at der netop kræves et kraftigt Ryk for at bortrive det Slør, som har tilhyllet Kønslivets Forhold. Den "revolutionære" Mand eller Kvinde bør optræde offentligt for at forsvare sin Mening, om end Hykleriet eller Snærperiet skriger aldrig saa højt.
Af den Grund vil Forfatteren af dette Indlæg hævde sin Livsopfattelse paa nævnte Omraade i Modsætning til Udtalelserne i "Kvindelig Fremskridtsforening".
I Følge "Social-Demokraten"s Referat af Mødet betonede Foredragsholdersken Frk. Elisabeth Grundtvig, særlig Spørgsmaalet: Skal Sædelighedsfordringerne strammes eller slappes? hvortil hun ubetinget vilde holde paa det første.
Ved Sædelighed forstaar Frk. Grundtvig selvfølgelig Afholdelse fra Tilfredsstillelsen af de kønslige Tilbøjeligheder, naar Tilfredsstillelsen ikke er bleven lovformig tilladt - den lovformige Prostitutionsbeskyttelse dog undtagen, idet Fremskridtsforeningens Møde jo i væsentlig Grad gik ud paa at fordømme den Art Nedværdigelse af Kvinden.
Men medens Frk. Grundtvig ubetinget anser en Kvinde for nedværdiget, naar hun udenfor Ægteskab har fulgt de kønslige Krav, som Naturen har givet hende til Slægtens Opretholdelse, hævder en anden Opfattelse, at et Menneske kun er nedværdiget, naar dets fysiske og dermed dets sjælelige Liv er udsat for ødelæggende Indvirkning.
Den ødelæggende Indvirkning ytrer sig imidlertid, saasnart de menneskelige Organer ikke faar den tilstrækkelige Udvikling og Øvelse, og Naturen kunde have sparet sig den Luksus at udstyre Mennesket med Drifter, dersom det ikke var dens Mening, at disse skulde have deres Virksomhed i det normale Menneskes Liv. Dette indrømmedes nu ganske vist paa Fremskridtsforeningens Møde, idet bl. a. Frk. Futrup og Fru Agier præciserede Maadeholdet. Den sidste antydede, at det var i Ægteskabet, at Maadeholdet var raadende, at "Ægteskabet var det sundeste og mest normale Liv."
Ægteskabet er saaledes den Udvej, som anvises de menneskelige Drifter paa det kønslige Omraade, det er Sædelighedens Nødhavn.
Herimod kan nu for det første indvendes, at Ægteskabet ofte giver Plads for større Forsyndelser mod det fysiske Velvære end den ubundne Omgang, og at Hensynet til Frugten af Forbindelsen bliver ringere end der, hvor mangeartede Vanskeligheder fremtvinger et saadant Hensyn. Men bortset herfra er det urimeligt at tale om Ægteskabet som Kønsdriftens Frelse, naar Ægteskabet til Dels faktisk er umuliggjort samt mere og mere umuliggøres for begge Køn.
Vi er her inde paa et af Samfundslivets mest betydningsfulde Omraader.
I Følge Meddelelser om Staden Københavns Forhold findes der i Øjeblikket her i Byen ca. 20.000 flere Kvinder end Mænd. Gik man ud fra, at alle modne Mænd og Kvinder var i stand til at gifte sig, vilde der dog blive flere Tusende Kvinder, som var udelukkede fra Ægteskab, indtil "Kvindelig Fremskridtsforening" havde faaet Balance i Spillet ved Indførelsen af et tilsvarende Antal Mandfolk. Thi disse Kvinder har jo efter Naturens Love og de simpleste Erfaringskendsgerninger ogsaa et uafvigeligt Krav paa et maadeholdent Kønsliv.
Denne Vanskelighed med Tallet er dog langtfra den væsentligste, som møder Iagttageren, naar han vil behandle Nutidens Sædelighedskrav.
Hvis man vil indrømme, at Ægteskabet er Idealet, maa man først se efter, hvilke Betingelser Samfundet byder for at denne "hellige" Handling kan indstiftes.
Man behøver ingen Statistik til denne Undersøgelse. Enhver kan fra sine Bekendtskaber paavise en Række af Eksempler, som konstaterer, at Ægteskaber hyppigt er ulykkelige, og Tilløbet til Ægteskab vanskeligt. Under de nuværende Samfundstilstande, hvor de økonomiske Hensyn taarner sig op paa alle Sider, er Ægteskabet nærved at blive et Prærogativ for de Formuende, saa at de i økonomisk Henseende daarligt situerede før at tilfredsstille deres kønslige Livs stærke Krav maa nøjes med de - af Præster og Sædelighedsvenner saa haardt angrebne - løse Forbindelser.
Men hvis man overhovedet skal gaa ud fra, at Slægtsopholdelsesdriften ikke er en Luksus, bliver det Sædelighedskrav, der stilles til hine, hvem økonomiske Hensyn tvinger til Cølibat, en Absurditet. Aarsagen til Mangel paa "Ægteskabskærlighed" ligger da ikke hos Individerne, men derimod i det vedkommende historiske Tidsafsnits økonomiske Karaktér.
Selve Ægteskabets Gehalt bliver under saadanne Tidsforhold som de nuværende ogsaa af en noget tvivlsom Karakter. Pengene regerer Verden, og forholdsvis sjældent faar Menneskets stærkeste Følelse, Kærligheden, Lov til frit at udfolde sig, idet de økonomiske Krav maa tages paa Raad. Den rige Fader gifter gennemgaaende helst sin Datter bort med en rig Bejler uden at tage den gensidige Tilbøjelighed først i Betragtning. Og selv blandt de mindre Bemidlede kommer Hensynet til det økonomiske som oftest forud. Den fattige Tjenestepige gifter sig for at faa Foden under eget Bord, den unge Haandværker for at leve under billigere Betingelser end dem Restaurationerne tillader.
Usikkerheden i Eksistensbetingelserne gør sig stærkt gældende, og en Sparekassebog med nogle Hundreder eller Tusinder vejer tidt mere end Hjærtets dybeste Følelser. At der i Kraft deraf fremstaar bitre Skuffelser særlig i de "fine", men ogsaa i de jævne Ægteskaber, er en Selvfølge. Vore Teaterstykker fortæller derom paa forskellig Maade, og de moderne Forfattere behandler fortrinsvis den Slags Æmner.
Selv det saa hidsigt bekæmpede Prostitutionsvæsen maa først anskueliggøres ud fra vort økonomiske Liv. Det er en Taabelighed at tro, at en Kvinde, selv om hun har fulgt sine stærke Drifter nok saa tidt uden Begrænsning og Selvbeherskelse, af pur Fornøjelse gaar hen og bliver prostitueret. Prostitutionen er et Værk af Kapitalismen og vil først forsvinde i sine forskellige Former med Kapitalismen. Opdragelsen spiller selvfølgelig ogsaa her en Rolle, men Opdragelsen har atter igen som Regel sit Præg af en Families økonomiske Forhold. Med Kapitalismen er særlig den arbejdende Kvindes Stilling bleven højst usikker, Arbejdslønnen er sunken til et Lavmaal, Konkurrencen gør den endnu uslere, og naar Spekulationen i en Kvindes Nød da viser sig, er Skridtet til Prostitution gjort. Hermed gaar Haand i Haand den i Samfundet værende Trang til Nydelser, og hvor Villiekraften ikke er stærk nok, falder de sidste Betænkeligheder. Men Villiekraften vil netop ikke let kunne udvikle sig, naar Opdragelsen er forsømt.
De strænge Sædelighedskrav falder saaledes paa næsten alle Omraader. Og endnu skal her bemærkes, at naar "Forførelsen" stadig lægges som en Dødssynd paa Mændenes Skuldre, kan disse med Rette forlange, at Kvinderne opfylde de samme Krav ved i Væsen, Paaklædning og Tale at værge sig mod Ophidselsen hos Mændene: Men i hvor Grad f. Eks Kvindens Slaveri af Moden virker irriterende paa følsomme Mænd, behøver næppe at fortælles.
Man kender nu de "sædelige Kvinders" Krav, saaledes som de er formulerede i "Kvindelig Fremskridtsforening", og man bør derfor ogsaa vide, hvad de "revolutionære Mænd" mener.
De "revolutionære Mænd" hævder ingen absolut Moral paa Kønslivets Omraade. De gør det ikke alene af den Grund, at Driftslivet ytrer sig vidt forskelligt hos de forskellige Mennesker, hvorved Regler herfor for Størstedelen er unyttige. Men de revolutionære (Socialdemokraterne) hævder, at Kvinden maa gøres et med Manden frit og ligestillet Væsen ved at hun bliver økonomisk uafhængig. Er dette sket, da bestemmer hun selv over sine Handlinger, og da vil det ikke være Samfundets Opgave at blande sig i de kønslige Forhold.
Samfundets opgave vil derimod ligge i Retning af Slægtens Opdragelse til et sundt fysisk og aandeligt Liv.

"Til den revolutionære Mand" af Fru Johanne Meyer i "Social-Demokraten" 19. April 1887

Det er ganske naturligt, at Hr. A.C. Meyers Angreb paa Kvindernes Udtalelser i "Kvindelig Fremskridtsforening" er kommen til at lide af Misforstaaelser, da Hr. M.. kun har havt korte Referater at holde sig til; desuagtet maa vi være Hr. M. taknemlig for, at han har taget Sagen alvorligt op, thi uden at Mænd og Kvinder i Fællesskab drøfter Sædelighedsspørgsmaalet, bliver det dog uden Betydning.
At det allerede ikke er gjort, ligger vel i for megen Ængstelighed fra Kvindens og i Utilbøjelighed fra Mandens Side. Meget faa Mænd ønsker at tale offentlig om den Sag.
Paa Foreningens Vegne kan og tør en enkelt ikke svare i denne Sag, da der kan være lige saa mange Meninger som der tælles Hoveder; men som et Menneske med en Del Erfaring, maa det være mig tilladt kun at belyse en indre Side af Sædelighedsspørgsmaalet.
Vi maa være enig med Hr. M. i, at om end Snerperiet skriger nok saa højt, maa vi tale og skrive offentlig om Kønslivets Forhold, dersom vi vil naa frem til sande og naturlige Tilstande.
De fleste Mennesker gaar vel endnu om med Samfundets Samvittighed i Stedet for deres egen. Imidlertid er der dog mange, for hvem det er bleven klart, at der maa være lige Ret for Mænd og Kvinder, saa vist som at de begge er Mennesker af Kød og Blod. Er det en Skam for en Kvinde i hendes borgerlige Liv at være usædelig, da det ogsaa en Skam for en Mand. Der er ingen Forskel paa den, der køber og den, som sælger.
Hr. M. mener, at "Naturen kunde spare sig den Luksus at udstyre Mennesket med Drifter, dersom det ikke var dens Mening, at disse skulde have Virksomhed i det normale Menneskeliv". - Jo, vist er det Naturens Orden, at al den Trang til Kærlighedsliv, der er nedlagt i Mennesket, skal have Næring og Udvikling og at et Menneske, Mand eller Kvinde, er bevidst eller ubevidst lidende, naar Kræfter og Evner i dets Natur ikke bliver taget i Brug i Livets Tjeneste.
Men Kønsdriften: Tilfredsstillelse, løsrevet fra Kærlighed, det er jo Usædelighed. Man kan ikke ustraffet skille Legeme og Sjæl fra hinanden, og da Kønsdriften er givet Mennesket til Forplantelse af Slægten, hvad vil Manden da hos Skøgen?
At den lovbeskyttede Prostitution maa bort er en Selvfølge; men jeg tror ikke, det er dér, vi skal begynde. Løgnen ligger dybere, Prostitutionen er kun Toppen af Ukrudtet. Løgnen ligger i de mange usande og unaturlige Ægteskaber og Samfundets forskellige Syn paa Mand og Kvinde.
Hvor megen Skyld vor økonomiske Tilstand end kan have baade med Hensyn til Prostitutionen og Ægteskabet som Forsørgelsesanstalt, da er dog Moralen i Samfundets Opfattelse Hovedsagen.
Ægteskab som Forsørgelsesanstalt er en saa almindelig Opfattelse, at Forældre taler højt og ugenert om den Ting for deres Døtre, men de glemmer, at der skal baade Sjæl og Legeme til et sandt Ægteskab; og selv om den legemlige Tilbøjelighed kunde være der, men de intet havde tilsammen uden Kønsdriftens Tilfredsstillelse, da er et saadant Forhold lige saa usædelig, som det købte. Jeg tror ikke paa levedygtige Slægter uden Sjæl i Kærligheden. Kun i den er der Liv og den kan ikke købes saa lidt som Glæden. Hører der altsaa baade sjælelig og legemlig Hengivelse til et fuldt Kærlighedsliv, hvor kan da Manden tro, at han fra sine første Ynglingeaar kan bortøsle Elskov i Kys og Favntag og endnu mere til den første, den bedste Kvinde, der sætter hans Sanser i Bevægelse? Hvor kan Manden da tro, at der i hans Væsen kan bevares Kraft til en sand og dyb sjælelig Kærlighed, som kan bære Livet ud i et fyldigt Samliv med en Hustru, naar hans Væsen er spredt og splittet. Al Skylden ligger saa vist ikke alene paa Mandens Side, deri har Hr. M. Ret, naar han siger, at Kvinden baade i Væsen, Paaklædning og Tale ophidser Mændene.
Det er sandt!
Men maa Kvinderne da ikke, om de ønsker at bevare sig selv, overvinde Fristelser, er de ikke af Kød og Blod, og har de ingen Brug for deres Villiestyrke?
Sagen er: det, der demoraliserer Manden, er, at han uden Skam i Samfundet kan drive sligt og der maa Kvinden stramme Fordringerne. Vi Kvinder véd, at for at vinde og eje en helstøbt Kærlighed kræves en stadig Selvfornægtelse og en stor Villiestyrke, men vi attraar lige saa fuld en Kærlighed og Troskab, som vi selv giver.
At der er og bliver megen Lidelse og Savn ogsaa i dette Forhold som i alle vore Forhold, det er sandt, men stilles da Savnet og Længslen ved en øjeblikkelig Sanserus, som Mændene ofte kaste sig i?
Kan der derimod vindes en fuld sjælelig Sympati og en legemlig Hengivelse; da er det sandt og skønt, enten de Paagældende er ægteviede eller ikke og maa absolut føde kraftigere Slægter end et Ægteskab, hvor der hykles Kærlighed.
Der tales jo haanlig om den frie Kærlighed; de fleste forstaar derved løse, usædelige Forbindelser. Her maa vi hævde en anden Betragtning, thi vi behøver ikke at være bange for, at ægte Kærlighed skal løses. Det er ikke Menneskets sande Natur at løbe fra det ene til det andet, kun i Troskab er der Hvile og Lykke, og Kærlighedens sande Væsen er Bestandighed, og den dør ikke, dersom den baade har taget Sjæl og Legeme i Besiddelse.
At saa et Par Folk, som ønsker at dele Livet med hinanden, ogsaa ønsker at vies borgerlig, er naturligt, ikke fordi de frygter for at løbe fra hinanden, men fordi de ønsker at være kendte i Samfundet som Ægtefolk.
Men - vil man maaske svare - alt Sligt er Idealisme, og det er derimod praktiske Raad, vi trænger til for at komme ud af vore forrykkede Tilstande; hertil vil jeg svare: praktiske Vink maa altid pege paa Idealet som Maal, om Folk skal faa Lyst til at følge dem. Vi Kvinder sætter vor Haab til Ungdommen med de gode Spirer i sig, den har vi altid hos os, og der tror jeg, vi skal begynde; vi skylder os selv og Samfundet at sætte al vor Kraft ind paa de Unges Opdragelse.
Pigerne skal oplæres til selvstændigt Erhværv, at de kan blive økonomisk uafhængige af Manden og tillige blive ham en Hjælp, saa han tidligere kan gifte sig. Den unge Mand maa gives et andet Sædelighedsbegreb end Samfundets sædvanlige Tankegang; hans Sind og Tanke maa fyldes med store Maal og gode Interesser, og fremfor alt maa unge Mænd og Kvinder have Lov at omgaas naturligt med hinanden. Fællesundervisning overalt i Barneskolen og i Ungdomsskolen, at de kan faa noget godt at tale med hinanden om, lære at kende og agte hinanden og tage et fælles Arbejde op i det sociale Liv, i Stedet for blot at pjanke og kurtisere ved Dans og Selskaber.
Hr. M. slutter med at sige: "Man kender nu de sædelige Kvinders Krav, som de er formulerede i "Kvindelig Fremskridtsforening"."Nej, det kender man ikke af et Referat fra en Aftens Diskussion. Hverken fik de Kvinder sagt alt, hvad de kunde og vilde sige, og endnu mindre bilder de sig ind at have sagt et afgørende Ord i den Sag, før de har faaet Manden i Tale herom. Nej, kun i Fællesskab og med lige Ret for Mand og Kvinde kan det store, alvorlige Spørgsmaal, Sædelighedskravet, løses.

"Nutidens Sædelighedskrav" af Frøken Anne Bruun i "Social-Demokraten" 23. April 1887

Hr. A.C. Meyer har i "Social-Demokraten" for Lørdag den 16de April givet en Fremstilling af det Kvindemøde, som afholdtes i Rømersgade 22, den 12te April. Hans Misforstaaelser af Frk. Grundtvigs Foredrag ved Mødet skal jeg ikke opholde mig ved, da det i disse Dage er udkommet paa Tryk og saaledes kan klare for sig. Men da der i Hr. M.s Fremstilling af Resultaterne af vor Diskussion er adskillige Fejltagelser, tillader jeg mig at udbede Plads i "Social-Demokraten" for et Par Bemærkninger.
Fru Agier præciserede ikke, at det var i Ægteskabet, at Maadeholdet var raadende, men hun talte tværtimod om "usædelige Ægteskaber", om at Maadeholdet ogsaa burde findes i Ægteskabet, og det er dog vel egentlig noget ganske andet.Vi kom ikke til det Resultat, som Hr. M. paastaar, at "Ægteskabet er den Udvej, som anvises de menneskelige Drifter paa det kønslige Omraade, at det er Sædelighedens Nødhavn" - og et andet Sted, "at Ægteskabet er Kønsdriftens (skal vel være Sædelighedens) Frelse". Vi kommer vist Sandheden nærmere ved at sige, at noget saadant forfladet Resultat af Mødet har vi hverken ønsket eller faaet, fordi vort Møde kun havde til Hensigt at sætte Kvindernes Tanker i Bevægelse, at faa dem til at spørge sig selv: Er det sandt, hvad der paastaas, at Sædelighedskravet til Kvinderne er for stort? Skal vi med Bjørnson forlange samme Renhed af Manden, som han forlanger af os; eller skal vi med andre Røster her hjemme stige ned til Mandens Standpunkt og blive Svin ligesom han?
Jeg tror, at det er på Tide, at det store Flertal af Kvinder kommer til at tænke alvorligt over disse Spørgsmaal, hvis Besvarelse sikkert vil have en overordenlig stor Del i, til hvilken Side den sædelige Samfundsudvikling i Fremtiden vil gaa.
Heraf vil Hr. M. forstaa, at det ikke er Tilfældet, som han udtaler, at "Mødet jo i væsentlig Grad gik ud paa at fordømme den Art Nedværdigelse af Kvinden" (Prostitutionen). At den blev nævnt er en Selvfølge, dels fordi man jo hver Gang man vil røre ved sædelige Spørgsmaal, render Panden mod den af Staten opretholdte - alene i Danmark lovhjemlede offentlige Prostitution, og dels fordi vi Kvinder endnu ikke ret har lært at føre en Diskussion om et bestemt Emne, men let strejfer ind paa et eller andet Naboterritorium. - Dog det kommer nok! Naar jeg tænker tilbage paa de første Kvindemøder, jeg overværede for 7-8 Aar siden, saa er vore Fremskridt paa det Omraade saa stort, at hvis vor Evne til overhovedet at holde Møde udvikler sig lige saa stærkt i de næste 8 Aar, saa kan Mændene til den Tid næppe maale sig med os i Dygtighed.
Dernæst siger Hr. M., at Ægteskabet er "nær ved at blive et Prærogativ for de formuende". Jeg er sikkert fuldt enig med Hr. M. i at haabe paa, at den Tid ikke maa være fjærn, da Fattighjælp ikke længere er en Hindring for Indgaaelse af Ægteskab. Men til Trods for denne Hindring siger min Erfaring mig, at det virkelige Forhold er dette, at det overvejende Antal Ægteskaber indgaas af Arbejdere, og det netop i den unge Alder, inden de i mindste Maade kan siges at være sikre paa at kunne ernære en Familie; mens det snarere er i Middelklassen, at Tanken om Fremtiden lægger Hindringer i Vejen for saa mange Ægteskaber.
Lad dem kalde de unge Arbejderes Ægteskaber letsindige, som tør det. Jeg har selv gjort det, før jeg fik Øjet op for de forfærdelige Sædelighedstilstande i vort Samfund. Nu ser jeg med andre Øjne derpaa. Jeg ser, at Strindberg imellem det meget Tøjeri, han siger, har en hel del Ret i at bebrejde den saakaldte dannede Klasses Kvinder deres store økonomiske Fordringer til Manden, som kan have stor Del i, at han ikke vover at stifte Familie. Dertil kommer, at Samfundet fra han var Dreng har fortalt ham, at Kønsdriften ikke som de andre Drifter skulde staa under Villiens Herredømme, at den ikke var Koblet til Slægtens Opretholdelse, men at Naturen har udrustet ham dermed blot for at han skal tilfredsstille dem.
Dette sidste er egentlig noget Snak; thi Driften tilfredsstilles jo slet ikke; den ægges blot. Saaledes ogsaa Driftslysten hos en Dranker. Han slukker ikke sin Tørst ved at drikke, men han bliver ved, saa længe han kan.
Tillige indretter Samfundet det saa bekvemt som muligt for ham, siger endogsaa til ham:
"Du skal ikke være bange for Følgerne. Jeg skal nok tage Ansvaret og garantere Dig din Sundhed til Trods for den Sygdom, som Naturen har ladet følge i Hælene paa det ubundne Kønsliv". Ja, kan vi undre os, naar han efter slige lokkende Tilbud giver Ægteskabet en god Dag og slipper for at blive Familieforsørger, uden at han just beregner, at han derved giver sin Skerv til at tvinge Kvinderne ind paa Arbejdsmarkedet, eftersom de dog maa have Lov til at ernære sig selv, i Stedet for at falde andre til Byrde.
Og her, mener jeg, har vi Grunden til de faa Ægteskaber i den saakaldte dannede Middelstand. Men imellem Arbejderne er Forholdet gennemgaaende langt bedre, og det, mener jeg, er netop paa Grund af de mange og tidlige Ægteskaber.
Endnu et lille Slutningsord til Hr. M.
Han mener, at vi paa vort Møde har hævdet, at Ægteskabet var Sædelighedens Frelse. Han siger ikke bestemt, hvad han selv anser for at være det; jeg kunde nok have Lyst til at nævne ham en hel anden Frelse for den, og den hedder Menneskevillien. Det er den, der skiller os fra Dyret. Det er den, Naturen har givet os til at tøjle Lidenskaberne med. Vi rummer alle baade ædle og uædle Drifter; men ved Siden deraf har vi faaet Evnen til at kunne styre dem og lede dem uden derfor at dræbe dem. Vi kender f. Eks. alle Driften til Gengældelse. Hvor Villien ikke er udviklet, bliver denne Drift til onde, uoverlagte Handlinger, men hvor Villien holder Tøjlerne, til Erhværvsdygtighed. Og vi kender alle Kønsdriften. Hvis vor Villie ikke behersker den uden at dræbe den, saa bliver den til Usædelighed; men hvis den staar under Villiens Herredømme, saa bliver den til - som jo ogsaa Hr. M. et Sted i Artiklen udtaler det, at Naturens Mening er - Midlet til Slægtens Oprettelse!
Den ødelæggende Indvirkning paa et Menneske ytrer sig , saa snart den menneskelige Villie ikke faar den tilstrækkelige Udvikling og Øvelse, og Naturen kunde have sparet sig den Luksus at udstyre Mennesket med en Villie, dersom det ikke var dens Mening, at den skulde have sin Virksomhed i det normale Menneskeliv.

"Kønsmoral. Svar til Fremskridtskvinderne" af A.C. Meyer i "Social-Demokraten" 27. April 1887

I.
Diskussionen her i Bladet om de i "Kvindelig Fremskridtsforening" behandlede Sædelighedskrav har bekræftet, hvad jeg fra først af udtalte, at det er en meget farlig Sag, naar man offentlig fremsætter "revolutionære" Tanker om Spørgsmaal af den Rækkevidde. Der er til Redaktionen i Alt indleveret 7 Bidrag til Spørgsmaalets Belysning, hvoraf de 4 har været offentliggjorte her i Bladet, men af alle disse var der kun et eneste, som forsvarede de i min første Artikel fremsatte Anskuelser, og dette Indslag var fra en Mand. Resten stillede sig køligt, afvisende eller ligefrem angribende overfor det "revolutionære Standpunkt".
At særlig Kvinderne stiller sig saaledes undrer mig ikke. Det er deres Køn, som har maattet underkaste sig det brutale Herredømme, der udøves af kønslig Frygt eller Uvidenhed, og det er forstaaeligt, at de har størst Antipathi mod revolutionære Principper, der dog har sat sig det samme Maal, som Fremskridtskvinderne mener at arbejde hen imod, nemlig: Menneskeslægtens Fremgang i fysisk og aandeligt Velvære.
Men ogsaa fra anden Side kan man høre Betænkeligheder fremsat i Anledning af den førte Polemik. Det anføres bl.a., at man ikke skal hævde noget Særstandpunkt i Spørgsmaal, som de fleste Mennesker paa Grund af indgroede Fordomme eller falsk Undseelse ikke vover at tale aabent om.
Men dette "gaa af Vejen" passer ikke i Socialdemokratiet. Man kan for mig kalde det klog Politik at tie om vanskelige Emner for ikke at støde Nogen, men for Bekvemmeligheds Skyld ofrer man ikke sin Mening, hvis man da har til Hensigt at ville være med til Bekæmpelsen af de Onder, som tyraniserer Menneskene.
Den her i Bladet førte Diskussion har efter min Mening ikke været uden Betydning for en større Aabenhjertighed paa Kønsforholdets Omraade. Tilbage staar der at opgøre Resten af Mellemværendet mellem Fremskridtskvindernes Opfattelse og min Opfattelse paa dette Omraade. Denne Rest kan endda være betydelig nok, men den udelukker næppe Muligheden af gensidig Agtelse, hvordan det saa end bliver med Forstaaelsen.
Baade Fru Johanne Meyer og Frøken Anne Brun mener nu, at jeg har misforstaaet Fremskridtkvindernes Udtalelser paa Mødet i Rømersgade. Men er dette Tilfældet, bærer den kvindelige Forening Skylden derfor, idet den selv har tilsendt "Social-Demokraten" Referatet af Forhandlingerne. Og i Følge dette Referat udtalte Frk. Grundtvig sig ubetinget for at stramme Sædelighedskravene; Frøken Futrup nedlagde protest mod de revolutionære Mænd, der forlanger en større Frihed med Hensyn til Sædelighedskravet, og Fru Agier fremhævede, at Ægteskabet var det sundeste og mest normale Liv, at altsaa Folk skulde gifte sig, fordi Kønslivet herved beherskedes af Maadehold.
Det var disse Udtalelser, som det første foranledigede mig til at præcisere Umuligheden af at gennemføre større Afholdenhed, større saakaldt "Kønslig Dyd", fordi jeg særlig i vore økonomiske Misforhold saa Aarsagen til de løse Forbindelser, til Prostitutionen og til de ulykkelige Ægteskaber og ikke troede det muligt at grundlægge en fri og sand Kønsmoral, førend det ene Menneskes Udbytning af det andet var umuliggjort.
Det har ikke for mig været om at agte at fremstille et aldeles ubundet kønsliv som Formaalet, men det er utvivlsomt, at der desuagtet gennemgaaende er stor Forskel paa Fremskridtskvindernes og mit Livssyn i denne Sag. Det, der af dem hævdes som Dyd, er for mig i mange Tilfælde en Forsyndelse mod Menneskets helligste Rettigheder.
Vi Mennesker har endnu ikke lært at respektere de Love, der behersker det menneskelige Legeme. Medens vi lidt efter lidt har opgivet Troen paa en overnaturlig Indgriben i Naturens store Mekanisme, har vi endnu ikke kunnet opgive den kristelige Sætning om "Aandens Redebonhed og Kødets Skrøbelighed", om "Nødvendigheden af at døve de kødelige Lyster" etc., og vi er derved kommen til at betragte Legemets Funktioner med Uvillie, har omgivet Kønsanliggender med et Hemmelighedskræmmeri, hvorved vore moralske Begreber er blevne unaturlige og Slægternes Fremskridt forsinket.
Som Modsætning til de strammede Sædelighedskrav, der opstilles uden nogensomhelst Betingelse, hævdede jeg, at Mennesket kun er nedværdiget, naar dets fysiske og dermed dets sjælelige Liv er udsat for ødelæggende Indvirkning, eller med Filosofen Kants Ord, at alt hvad der ikke skader et Medmenneske (heller ikke En selv) er moralsk.
Lad være, at det i Øjeblikket er vanskeligt at anvise Grænserne for denne Leveregel. Det vil dog være den, som kommer til at udgøre Kærnen i de sædelige Lighedskrav, naar Mand og Kvinde staar overfor hinanden som frie og ligestillede Væsner.
Fru Meyer fremsætter omtrent den samme Betragtning om end imod sin Hensigt og i en noget anden Form. Fruen siger, at "Kønsdriftens Løsrivelse fra Kærlighed er jo Usædelighed" og jeg giver hende Ret, naar hun ved Usædelighed forstaar det ene Menneskes Herredømme over det andet ved Køb, Trusler, Vold eller lav Beregning.
Og dog stilles der i mange af ovennævnte Tilfælde større Krav til vor Menneskeerfaring og Menneskekærlighed, naar vi skal udtale vor Dom, og vi bør i intet Tilfælde lade os lede af forudfattede Meninger til at fordømme vor Næste.
Udover den ovenfor nævnte Indrømmelse til Fru Meyer kan jeg med min Opfattelse ikke gaa, thi Kærlighed mellem Mand og Kvinde er altid Sanselighed i mer eller mindre tilhyllet Form, og hvor to beslægtede Naturer finder hinanden, dér er den naturlige Berettigelse tilstede til kønsligt Forholds Indgaaelse.
Fru Meyer vil i Kraft af sin egen Theori komme til at gøre mig denne Indrømmelse. Thi Kærligheden, som kun opstilles som Modvægt mod den blotte Sanselighed, er et noget elastisk Begreb. Der findes Mennesker, som har elsket for hele Livet, og der er andre, baade Kvinder og Mænd, som har havt Snesevis af Forbindelser, hvor Kærligheden dog har været raadende i hvert enkelt Tilfælde, men hvor Illusionerne hurtigt er bristede.
Ægteskabet i sin nuværende Form grunder sig paa den Forestilling, at kun stadig Kærlighed er moralsk. Men Kærligheden er lige som andre Drifter udsat for ydre Paavirkning. Dette viser sig netop i Ungdommens Dage, hvor Sanseligheden er stærkest, og dette er hverken Fordærvelse eller Arvesynd. Men skulde en ung Pige eller ung Mand holde sig til det første smukke Ansigt, de traf paa deres Vej, vilde de utvivlsomt, baade hvad Aandsbeslægtheden og kønslig Overensstemmelse angaar, ofte komme til meget bitre Erfaringer. Naturen synes saaledes selv at anbefale løse Forbindelser.
Sanseligheden afhænger af Temperament, Arvelighed, Opdragelse osv. Der findes Mænd og Kvinder, for hvem Lidenskab er et ukendt Ord, og der findes f. Eks. blandt Mænd saa sensible Naturer, at den Raslen, en smuk Kvindes Kjole frembringer paa et Stuegulv, straks sætter dem i Ophidselse.
Samfundet er ikke berettiget til at hade eller foragte Mænd eller Kvinder, hos hvem Driften ytrer sig paa forannævnte Maade. Det er hos det normale Menneske et Tegn paa fysisk Dyd, naar de kønslige Krav er stærke, og det gælder altsaa for Samfundet kun om at føre dem ind under saadanne Former, at de ikke virker som en Fare for Samfundets almene Velfærd.

"Kønsmoral. Svar til Fremskridtskvinderne" af A.C. Meyer i "Social-Demokraten" 28. april 1887

II
(Sidste Artikel)
Tilhængerne af de strammede Sædelighedskrav er altid tilbøjelige til at forglemme eller overse, at Farerne ved kønslig Afholdenhed selv under de nuværende Tilstande i Samfundet er mindst lige så store om ikke større end Farerne ved Udsvævelse. Desværre er hine Farer kun saa lidt paaagtede, og "Moralen" i Samfundet opfordrer til vedvarende Forsyndelse mod Naturens Krav. Den modbydeligste Unatur, Forbrydelser og hæftige Lidelser, der angriber baade Legeme og Sjæl, er bleven Følgen heraf.
Den frygteligste Epidemi vor Tid kender i Kønslivet kan ogsaa for en Del takke Samfundsmoralen og Afholdenhedsteorien for sin Udbredelse. Havde Menneske været opdraget i Ærbødighed for Naturens Mesterværk, det menneskelige Legeme, vilde Undseelse og Skam ikke have lettet Smitstoffet dets ødelæggende Erobringskrig og langt færre Kvinder vilde have faaet enerverede Ægtefæller. Det bør samtidig erindres, at Sygdommen ikke med Berettigelse kan kaldes for Udsvævelsens Straf, idet den netop væsentlig paa Grund af vore nuværende Tilstande som oftest gaar ud over aldeles Uskyldige, Børnene f. Eks.
Men dersom vi Mennesker mægtede at føre et dræbende Slag imod Hykleriet, Undseelse og Fordommene, naar altsaa Kvinde og Mand kom til at staa som ligestillede overfor hinanden, vilde Kønslivets Friheder med de i Artiklen i Gaar nævnte Begrænsninger blive sundt og Mennesket værdigt. Vi vilde træffe færre ødelagte Kvinder og Mænd, færre Forbrydelser mod Naturen, færre Barnemord, og Spekulationen i Utugt vilde have faaet sit Dødsstød.
Tag Forbandelsen og Skammen bort fra det "frie Kønsforhold" og lad os lære at agte det menneskelige Legemes Funktioner! Først derved vil vi grundlægge en virkelig Samfundsmoral.
Her er et stort Omraade for Opdragelsen. Jeg indrømmer Fru Agier, at det ikke alene er Konveniensen, som burde slappes, men at tillige de to Køn burde lære hinanden at kende fra Skolebænken af, og at Gymnastikhuse samt Badeanstalter i stigende Antal burde oprettes og af Samfundet anvendes som Midler for en fornuftig Opdragelse.
Men disse Indrømmelser til det forsømte menneskelige Legeme er trods deres store Fortrinlighed dog ikke nok. Vi maa have Driftslivet anerkendt og dets Love respekterede.
Fru Agier troer, at dette vil rumme en stor Fare for det økonomiske Liv, for den aandelige Forstaaelse og for Børnene.
Selv om dette undtagelsesvis kunde være Tilfældet, er det ingenlunde Reglen. Fru Agier kan nu ikke frigøre sig for den Tanke, at kun Ægteskabet er et sandt Forhold, og hun svæver i den Vildfarelse, at naar en Mand har haft Forhold til flere Kvinder, vil hans Karakter lide derunder. Snarere det modsatte er imidlertid Tilfældet, og man vil i mange udmærkede Mænd og Kvinders Liv finde en Bekræftelse herpaa.
Tilbage er der det store Spørgsmaal om Slægten. Men Selvopholdelsesdriften vil baade i Ægteskabet og i det friere Forhold finde en Begrænsning som er i Overensstemmelse med det økonomiske Liv og tager Hensyn til Kvindens Opgaver udenfor Hjemmet. Denne Begrænsning har Lægekunsten funden, men dens vigtigste Forudsætning er Menneskenes egen Forstaaelse af Organernes Love.
Der burde i denne Retning være Lærebøger, som enhver ung Mand og Kvinde fik udleveret som Konfirmationsgave tilligemed eller i Stedet for det nye Testamente.
Dermed vilde Faren for Slægtens Forsømmelse og Forsyndelse i alle dens forskellige Retninger mod Naturen falde væk.
Frk. Anne Brun, (som jeg i Parenthes sagt har gemt til sidst, fordi hun har været mest vred) anlægger særlig sin Kritik paa det kønslige Begærs Magtbrynde og Udskejelser, og Frøkenen finder disse mere almindelige i Middelstanden end hos Arbejderne, som gifter sig tidligere.
Frk. Bruns sidste Hypothese er urigtig. Arbejderne gifter sig ikke saa tidligt som de Bedrestillede, hvilket bl.a. fremgaar af Folketællingen i København. Ved at jævnføre denne med de statistiske Tabelværk er det beregnet, at der af Arbejdere over 18 Aar er 53,8 pCt. af Familieforsørgernes Klasse, medens de Bedrestillede opnaar over 70 pCt. Frk. Brun vil deraf se, at det nuværende Ægteskab ved Siden af sine andre Svagheder ogsaa har den, at være et Prærogativ for de Formuende.
Frk. Brun mener nu rigtignok, at Fattighjælps Eftergivelse vil fjærne dette Misforhold, men atter her konstaterer Frøkenen sit Ukendskab til Arbejderne. En Mand gifter sig nemlig ikke paa den blotte og bare Eftergivelse af Fattighjælp. Han fordrer ogsaa et Bo, samt af og til en god Ret Mad, men naar Arbejdet gaar sløjt og Fortjenesten er ussel, bliver Ægteskabet enten skudt ud i Fremtiden, eller ogsaa indstiftes det og skaber Elendighed. I alle Tilfælde er Økonomien den væsentligste Faktor.
Sin Artikel slutter Frk. Brun med et lille Kapitel om den frie Villie. Men Frøken B. udtaler, at vor Villie skal beherske Kønsdriften uden at dræbe den. Derved har hun imidlertid erkendt, at det overskydende Antal Kvinder og de i økonomisk Henseende daarligt stillede ogsaa har Ret til at tilfredsstille deres Kønsdrift i Stedet for at kvæle den. Altsaa vil Frøken B. ikke ubetinget holde paa at stramme Sædelighedskravene. Men har Frøken B. derved betænkt, at hun lægger sig ud med hele det kristelige Samfunds Livsanskuelse?
Tilbage staar det altsaa at klare, hvor stort et Maal af Tilfredsstillelse der maa tilstaas ethvert Menneske. Og her er det, at Mændene kaldes "Svin", fordi de ikke er saa bestandige i Kærlighed som Kvinderne.
Frøken Brun burde læse Schopenhauers Forklaring af Elskov, førend hun skældte Mændene ud. Det forekommer ikke mig at være et saa overordentligt Resultat af Kvindemøderne i de sidste 7-8 Aar, naar Frøken Brun ikke er naaet længere end til at kalde Mændene for Svin. Jeg skal imidlertid give Frøkenen Ret i, at hvis alle Fremskridtskvinder i de næste 7-8 Aar udvikler sig lige saa stærkt, vil Mændene til den Tid næppe kunne maale sig i Diskussionen med dem.
Den frie Villie er et lige saa elastisk Begreb som Kærligheden.
Jeg tror ikke paa noget Absolut i denne Verden. Frk. Brun maaske heller ikke. Er vi ædle Mennesker, lader vi saa vidt muligt vor Erkendelse og Pligtfølelse samarbejde og bryder os fejl om, hvad den offentlige Moral finder for godt at kunne fastsætte som Operationsbasis for Villien. Og naar vi endelig handler saaledes, er det dog et Spørgsmaal, om ikke den "sædelige" Mand og Kvinde mere har deres Villiestyrke som en medfødt Egenskab end som en tilkæmpet Dyd.
Det skal jo imidlertid erkendes, at Menneskene kan være ulykkelige ved at give efter for deres naturlige Drifter, hvilket Frk. Grundtvig f. Eks. har anført i sit Foredrag, men naar dette er Tilfældet, da er det meget hyppigt i Kraft af den Forbandelse, som Samfundet har hæftet ved den kønslige Kærlighed. Enkelte kan maaske opnaa en vis Beroligelse ved at hæmme Naturens Centraldrift, men for de Mange er Afholdenhed en Lidelse.
De samme Love gælder for Kvinder som for Mænd. Men at Kvinderne kender mindre til disse Love trods deres forholdsvis i økonomisk Henseende mere betryggede Stilling, der viser de store Byers mange blodfattige Kvinder, hos hvem et spinkelt Legeme, Frygtagtighed og svage Nerver, som oftest stammer fra en fejlagtig Opdragelse og den usalige Forestilling om Kyskheden som et helt Livs Højeste Maal.
Lad os derfor være revolutionære paa Opdragelsens Omraade samtidig med at vi er det paa Ejendomsbegrebets Omraade. Og lad os være det ved at hævde den store Sætning: Menneske, kend Dig selv!
Til Opnaaelsen heraf har måske Diskussionen i "Social-Demokraten" ikke været saa helt uden Betydning.

N O T E R

1. A.C. Meyer
Adolph Charles Meyer (1858-1938) var journalist og politiker. I 1884 blev han ansat som journalist på avisen "Social-Demokraten" og fra 1895-1932 var han socialdemokratisk medlem af folketinget. Han var en af partiets bedste agitatorer og rejste i perioder rundt i landet og talte den socialdemokratiske bevægelses sag. Derudover skrev han en række digtsamlinger med revolutionære digte og sange.

2. Kvindelig Fremskridtsforening
Kvindelig Fremskridtsforening blev grundlagt omkring årsskiftet 1885-86 af en gruppe udbrydere fra Dansk Kvindesamfund. De ønskede en mere radikal linie og havde kvindevalgretten på deres program. Første formand var Mathilde Bajer, tidligere medstifter af Dansk Kvindesamfund.

3. Elisabeth Grundtvig
Elisabeth Grundtvig (1856-1945) var stenograf og kvindesagsforkæmper. I 1890 blev hun, trods modstand fra formanden for Landstinget, ansat som den første kvindelige stenograf i Rigsdagen. Hun var i mange år aktivt medlem af Dansk Kvindesamfund, hvor hun bl.a. fra 1885-1886 redigerede medlemsbladet "Kvinden og Samfundet". Elisabeth Grundtvig blev for alvor kendt, da hun i 1887 på et lukket kvindemøde holdt foredraget "Nutidens sædelige Lighedskrav". I foredraget slog hun til lyd for, at mænd, ligesom kvinder, skulle leve i cølibat indtil de indgik ægteskab.
Læs mere om Elisabeth Grundtvig i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

4. Johanne Meyer
Johanne Meyer (1838-1915) var kvindesagsforkæmper, pacifist og redaktør. Som formand for bl.a. Kvindelig Fremskridtsforening 1889-1891 og som redaktør af foreningens blad "Hvad vi vil" fra 1888-1894 var Johanne Meyer en af kvindevalgretskampens og fredssagens mest kendte profiler.
Læs mere om Johanne Meyer i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

5. Anne Bruun
Anne Bruun (1853-1934) var lærer og kvindesagsforkæmper. Som første kvindelige medlem af Danmarks Lærerforenings styrelse fra 1900-1915, arbejdede Anne Bruun for, at de kvindelige lærere fik samme ansættelses- og lønvilkår som de mandlige. Derudover var hun bl.a. aktivt medlem af Dansk Kvindesamfund og Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed.
Læs mere om Anne Bruun i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

6. Sygdom
Sygdommen, som Anne Bruun refererer til, er kønsygdommen syfilis som var meget udbredt, og som på det tidspunkt var uhelbredelig.

7. Schopenhauer
Arthur Schopenhauer (1788-1860) var tysk filosof. For en uddybende biografi se: http://www.friesian.com/arthur.htm

Moderpublikation: Socialdemokraten, 16., 19., 23. , 27. og 28. april 1887

Forfatter: Meyer, A.C; Bruun, Anne; Meyer, Johanne

År: 1887

Open