Kilde 168 - De vrede unge hustruer: Vi keder os til fortvivlelse

Interview med tre unge kvinder der keder sig som hjemmegående husmødre i en forstad. Selv om de har ”alt en kvinde kan ønske sig”, savner de intellektuelle udfordringer.

Robert Naur: ”De vrede unge hustruer: Vi keder os til fortvivlelse.” Politiken 18.1.1959 s. 10

De vrede unge hustruer: Vi keder os til fortvivlelse Civilisationen har gjort dem til arkitekter, sekretærer, tegnere og læger, naturen har gjort dem til husmødre og mødre med stadig mindre at bestille - og nu keder de sig i deres smaa udflytterhuse og føler, at livet har snydt og bedraget dem.

Af Robert Naur
SNEEN ligger som et slumretæppe over Sovebyen i denne tid. Her er tyst.
På den lille vej høres kun lyden af en kvinde, der fejer for sin dør, og i det fjerne koget fra børnene på skøjtesøen.

Det er et dejligt sted under skovbrynet. Op i snedriven ligger en kælk som et fartøj abandoneret af sit mandskab af vejens børn. Bag de nøgne tilsneede hække, skimtes de små to-families huse, der nænsomt er sået over dette landskab, hvor kreaturer græssede fredeligt for faa aar siden.

Sovebyen kaldes dette indbegreb af udflytterby. Ordet tilhører mandens verden. Det er ham, der sover herude. Kvinder og børn lever her.

Her skulle det menneskelige have en chance, som burde være enhvers. Men som endnu kun er for de faa. Tænk hvad man slipper for. Boligproblemerne ligger mange kilometer borte, storbyens jag er gearet ned til det andante, der passer sig bedst for mennesker på to ben. Naturen har man udenfor sit vindue, og omgangskreds skulle være inden for rækkevidden af en aftentur i dette miljø i en aldersklasse, hvis børn er
skolekamerater. Var det grundtvigske ”om faa har for meget og færre for lidt” nogen garant for jordisk lykke, skulle sovebyen være Paradiset selv.

Mens mændene er borte

Hvordan gaar da livet i Levebyen? Hvordan former tilværelsen sig bag de smaa vinduers blomsterpragt i dagtimerne, mens mændene, forsørgerne, skrivebordene, tegnebordene, skrankerne i det som er deres professioner?

Den praktiserende læge og apotekeren ved, at nervepillen har fået et marked her ude i idyllen. Smaa flasker med restenil anvises noget for ofte til fru saadan og fru saadan, og i Brugsen ved man ogsaa, at fru saadan har faaet fire halv flasker portvin ud sammen med kiks og sæbespaaner i denne uge.

I Levebyen bor de hundreder af overkvalificerede husmødre i deres eget indre helvede, et helvede der er hinsides det materielle og paa sin vis hinsides sund fornuft til en saadan grad, at mændene for længst er blevet trætte af at høre paa det. Men restenilerne, nervepillerne, sovepillerne og portvinen kan opgøres i talstørrelser, som ikke lader sig diskutere.

Disse tidens ”vrede unge kvinder” udsætter sig – ligesom ”de vrede unge mænd” – for at blive en lille smule til grin. Det ved de godt. Men fortvivlelse kureres ikke med latter eller overbærenhed, og skønt alt skulle være saa godt, er der noget i mønstret der slet ikke passer. En eftermiddag med tre af dem afslørede ganske klart, hvor det er mønstret ikke passer. Disse kvinder er utilfredse, fordi man – i al ligeberettigelsens navn – har uddannet dem til en tilværelse, der er langt mere afvekslende, hjernemæssigt langt mere krævende, end at passe hus og børn i en moderne rationaliseret husholdning.

Der er mange fællespunkter i disse tre kvinders situation. De er alle i trediverne, de er alle tilfredse i deres ægteskaber – ”mændene er der ikke noget i vejen med” – de har alle børn, den ene tre drenge paa 9, 8
og 5 aar, den anden to paa 9 og 7, den tredje en dreng på 9 og det andetbarn i vente.

Der er yderligere det fællestræk ved dem, at de alle er veluddannede i de fag, som rækker ud over det huslige. Og de har alle været i erhvervslivet gennem flere aar, inden de holdt op med at arbejde efter det første barn.

Fru Anna, som har to børn, har en højre akademisk teknisk uddannelse i lighed med sin mand. Fru Birte med de tre drenge maatte afbryde gymnasiet paa grund af sygdom, men blev kontoruddannet og sluttede i en
god stilling i administrationen. Fru Cecilie var uddannet som modetegner og havde egen virksomhed i modefagene gennem fem aar, indtil ægteparretflyttede ud i huset.

Saa sker der da noget

De tre kvinder talte gerne om, hvorfor de føler sig skævt anbragt i livet, skønt de paa mange maader har alt, hvad en kvinde kan ønske sig. Det er personlige anliggender, og de fandt det forbavsende nok, at nogen gad høre paa dem, men - ”saa sker der da noget”.

Fru Anna sagde: Jeg valgte min uddannelse, fordi den interesserede mig. Jeg var overbevist om , at jeg ville holde mit fag i gang, selv om jeg fik børn. Men da Peter kom, sluttede jeg og blev hjemme. Det fortryder
jeg paa en maade nu, for hvis jeg en dag kommer tilbage, er jeg kommet helt ud af det. Hvis jeg havde en datter, ville jeg raade hende at tage en uddannelse, som er forenelig med det at passe børn og mand, for det er jo det, vi kommer til, hvad enten vi er uddannede eller ej.

Fru Birte: Der er kvinder, der kan være tilfredse med at passe børn og huset, skønt det gøres lettere og lettere for os. Naar min mand er gaaetom morgen, begynder jeg nervøst at flytte rundt paa møblerne bare for at have noget at bestille. Børnene tager mindre og mindre tid, som aarene gaar, men man skal være om dem alligevel. Man støver af, klæder børn af og paa, tørrer den lille under næsen, har aldrig tid til at foretage sig noget samlet, og har sjældent saa meget at gøre at man virkelig er helt beskæftiget. - Det er ingen ære i at være husmoder, siger fru Cecilie. Det giver ikke den arbejdsmæssige tilfredshed, som gør en lykkelig. Vi taler meget lidt om, hvad der er bedst at pudse vinduerne med her i denne kreds, og
brødet køber man i pakker, saa man ingen gang behøver skære det i skiver. Man giver sig ikke til at bage bare for at faa tiden at gaa. Vi kender hvert skaar i hver tallerken, og det eneste der sker, er at
tallerkenen en dag gaar i stykker. I gamle dage var husførelse en besværlig ting. Man pudsede kobberkedler.
Fru Birte: Man bliver saa dødtræt af at kun tale med børn.

Hjernen – jeg kan ikke føle den

Fru Anna: Ja, det er i virkeligheden temmelig opslidende kun at maatte være paa niveau med sin ældste hele dagen. Man skulle holde kvinderne nede paa et stadium, hvor de endnu var beærede over, at der kom en mand og hævede dem op til sig. Der er nogle, der siger, at hjernen bliver tilbage – jeg kan ikke føle den. Jo ældre man bliver, jo dummere bliver man, og jo mere afhængig bliver man af familien. Dagen tilbringer man
med at jage støv væk i forventningen om, at min mand kommer hjem ved syvtiden. Han var træt og uoplagt, da han startede tidligt om morgenen. Kvinden er træt og udkørt af simpel kedsomhed, naar han kommer hjem om aftenen. Jeg har aldrig været saa lykkelig som den gang, da jeg studerede. Der var dage, hvor jeg følte jeg havde udrettet noget. Mine evner var forbrugt paa opgaver, som var en udfordring til mig. Fru Cecilie: Jo mere tid vi faar, jo mere pukler mændene. Vi har ikke andet at tage os til end at ønske os ting, som mændene skal slæbe penge sammen til at anskaffe. Det render jo, det forbandede liv. Intet kan mislykkes for den moderne husmor. Suppen serveres fra pose.

Fru Anna: Jo, bearnaise-sovsen.
Fru Cecilie: Vi er nødt til at sige til os selv hele tiden, at vi er lykkelige. Vi har alt, mand, børn, hus, helbred, mad paa bordet. Det regner ikke en gang ned i min seng. Min mor siger, at jeg skulle skamme mig, at jeg ikke har lov at klynke, og saa siger jeg igen, at jeg er lykkelig. Vi keder os, vi er ubrugte, og somme tider tænker jeg paa, at huset ude paa heden og et barn om aaret i virkeligheden er de fleste kvinders bestemmelse.
Fru Birte: Saa er vi oven i købet blevet alt for forkælede til et barn om aaret. Jeg var helt elendig efter to paa to aar.
Fru Anna: Det er ikke forkælelse alt sammen. Det er ikke noget forkælelse ved, at man er skævt anbragt i tilværelsen. Somme tider ønsker jeg, at jeg var blevet ved mit arbejde, bare den halve dag. Men naar vi nu ser os om – skal vi lade børnene gaa for lud og koldt vand, fordi vi vil holde vore fag i gang. Naar man bor herude, bliver jo et halvdagsarbejde snart til et heldags med en times transport ud og en time hjem.
Jeg vil egne mig til at være en rigtig luksuskvinde, siger fru Anna. Bruge mine kræfter til at samle mine gode venner til fest. Men den gaar ikke her i den bøde økonomiske mellemvare. Man har ikke raad til at tage til byen og se et teaterstykke, hvis en dag humøret er elendigt.

Brugsen og vaskeriet
Fru Birte: Herude flytter vi støv og møbler fra morgenstunden. Vi har to hovedforlystelser. Den ene er den daglige tur til Brugsen. Her staar vi og prikker til alt kødet og paa alle ostene, bare for at faa tiden til at gaa, indtil vi skal bag fire vægge igen. Den anden er en fjortendagsforlystelse. Det er turen til hurtigvaskeriet. Mange af fruerne pynter og netter sig, inden de drager af med vasketøjet. Paa vaskeriet paraderes høje hæle og smaa pynteforklæder.

Samtalen kunne gaa videre, som livet gaar videre derude i menneskebyen.
Er disse tre søde, velbegavede piger i den alder, der hævdes at være den bedste, da helt fra den? De har jo saa meget at takke for, vil mange sige.

De kan ikke gøre for det – hvem kan i det hele taget gøre for hvad. Man har gennem hele deres opvækst foregøglet dem noget helt andet, end det de – og flertallet af normale kvinder – er bestemt for. Man har trænet deres evner, deres intelligens, deres kunnen, til de krav, som livet i Levebyen ikke stiller.

De tilhører en generation, hvor begrebet det husmoderlige har faaet en komisk klang af strikse gamle tanter og deres julebagning. Men tag ikke fejl. Disse tre, som saa mange i en lignende situation, er mødre af hele deres instinkt og dertil udmærkede husmødre. De udfylder deres plads. Men deres plads udfylder ikke dem. De keder sig til taarer og galskab, til fortvivlelse og desperation, som harmonerer saa slet med hele dette yndige sceneri af pæne smaa nybyggerveje ude i naturen.

Vel er vore gave for tilfredshed eller vor hang til utilfredshed noget helt personligt. Det at være lykkelig er et af de væsentligste af alle talenter. Og vel er mange kvinder i en lignende situation lykkelige og tilfredse. Men bortset fra det temperamentsmæssige har disse tre og deres medsøstre en ganske paaviselig aarsag til at være uforløste i livet. For civilisationen har gjort dem overkomplette til de opgaver, som naturen har tildelt dem.

Det lille vedhæng

Utilfredsheden er et problem uanset utilfredshedens aarsager, og kedsomheds-neuroser kan være lige saa alvorlige som alle andre lettere sjælelidelser. Lad os ikke foregøgle os, at vi kan løse ethvert kompleks af problemer paa en søndag, og lad os først og fremmest overlade til andre den forkerte konklusion: at kvinderne skal sendes tilbage i det intellektuelle mørke, hvorfra de faa generationer siden rejste sig.

Det er nu fastslaaet, at der i det kvindelige cellevæv findes et lille vedhæng, som synes at have en væsentligere rolle end den lille forskel mellem kønnene, man hidtil har raabt hurra for. Maaske er tidspunktet
inde – som professor le Maire sagde det i et nytaarsinterview i Politiken – til en revision af selve
det mand-kvindelige lighedsbegreb. Maaske skulle nogle flere unge piger følge fru Annas raad: at uddanne sig i noget som ikke er uforeneligt med at passe mand og børn. Maaske skulle man – i erkendelse af, hvor
indviklet og omfattende hele denne sag er – nøjes med at pege paa, at en legetante ved et praktisk arrangement kunne sikre Levebyens mødre to fritimer hver eftermiddag. Saa kunne de sætte sig til at forbruge deres energi-overskud ved klaveret, i et fransk kursus, hos Søren Kirkegaard eller ved en væv. To timer mindre at kede sig fortvivlet i. ROBERT NAUR

- Vi keder os, lød det i kor lød det fra de tre mødre og husmødre i den københavnske udflytterby under interview med Politikens medarbejder.

N O T E R

1. Professor le Maire
Louis le Maire (1910-72) var professor og højesteretsdommer. Interviewet der henvises til blev foretaget af Knud Poulsen og bragt i Politiken 1.1. 1959, s 7-8. Her udtaler Louis le Maire sig om, at kvindens rette plads er hvor hendes hjerte er, nemlig i hjemmet.

Moderpublikation: Politiken 18.1.1959 s. 10

Forfatter: Naur, Robert

År: 1959

Open