Kilde 54 - En Reform af Sygeplejen i Danmark

Debatten i Berlingske Tidende marts 1906 mellem de to sygeplejersker Margrethe Koch og Cecilie Lütken og kirurgen E.A. Tscherning handlede om sygeplejefagets niveau og organisering i Danmark. Margrethe Koch og Cecilie Lütken, der begge var uddannet som sygeplejersker i udlandet efterlyste en statslig sygeplejeskole forestået af kvindelige lærerkræfter, mens E.A. Tscherning, ansat ved Kommunehospitalet i København, forsvarede den eksisterende 3-årige uddannelse ved hospitalerne med lægerne som tilrettelæggere og undervisere.

Margrethe Koch: "En Reform af Sygeplejen i Danmark" i "Berlingske Tidende" d. 10.3.1906

Naar vi Danske drager udenlands, og særlig naar Rejsen gaar til de engelsktalende Lande, da har de fleste af os vist en ubestemt Følelse af eller Frygt for, at alt vort eget hjemlige ikke kan staa Maal med det fremmede. I saa Henseende har gentagne kortere og længere Ophold, saavel i Storbritannien som i de Forenede Stater til en vis Grad ændret mit Syn. I det Hele og Store er mit Indtryk det, at vi ikke behøver at skamme os over vort Folk; paa de fleste Omraader er vi, saavidt jeg kan se, fulgte godt med, og i adskilligt er vi paa Højde med de Bedste - jeg nævner i Flæng vor Skoledannelse, vor sociale lovgivning, dansk Husdyravl, Mejeri o. m. a.
Ogsaa indenfor den danske Kvindeverden er der foregaaet en Udvikling henimod Frihed og Selvstændighed i Lighed med, hvad vi ser i hine Lande, en Udvikling, som - derom vil sikkert alle fordomsfrie Mennesker være enige - kun kan gavne og styrke vort Folk. Kvindens Arbejde, det være sig, af hvad Art nævnes kan, er kommet til en Hæder og Værdighed, som aldrig før. Ja, selv Husmoderens Gerning er nu atter begyndt, at blive respekteret, fordi der lægges Vind paa en grundig og systematisk faglig Uddannelse, som gør denne nye Tingenes Orden fuldtud berettiget.
Men der er een sørgelig Uddannelse, og det er den, som her skal omtales. Der findes jo i Danmark Skoler for snart sagt alt muligt under Solen. Men en Skole for Sygeplejersker har vi ikke. Jeg gentager det for Tydeligheds Skyld: Vi har ingen Skole for Sygeplejersker. Vi har Hospitaler og Kliniker, hvor unge Piger ansattes til at pleje de Syge og saa, alt efter deres Evner og aandelige Udstyr, samler sig en større eller mindre Erfaring og Dygtighed heri. Men i hvilket andet Fag vilde man vel gaa frem efter den Metode?
Og dog vil de fleste være enige om, at blandt alle kvindelige Arbejdsfelter indtager Sygeplejen den smukkeste og naturligste Plads. Derfor er det sørgeligt, at vi her staar saa langt tilbage - sørgeligt og beklageligt, ikke for vort Forhold til andre Lande, men for Gerningens og Kvindernes Skyld.
Jeg skal forklare nærmere, hvad jeg mener. Man taler om, at en Kvinde er "født Sygeplejerske", og hvis det betyder, at hun er opfyldt af Lyst og Trang til at tjene og opofre sig for sine lidende Medmennesker, da har hun sikkert ogsaa en af Grundbetingelserne for at kunne blive en dygtig Sygeplejerske. Men for at hun skal kunne opfylde de Krav, som moderne, tidssvarende Sygepleje stiller til sine professionelle Udøversker saa godt som overalt udenfor Danmark, saa maa hun gennemgaa en grundig og systematisk Uddannelse, saavel teoretisk som praktisk; hun maa oplæres i Sygeplejens Teknik saavel som i dens Etik. Det ene er lige saa vigtigt som det andet. Men hvad Uddannelse bydes der Sygeplejeelever herhjemme?
I New York og London, de to Steder, hvor man vel nok er naaet højest paa dette Omraade, har hvert af de store, ansete Hospitaler sin "Training School for Nurses", hvis Elever varetager Plejen af Patienterne. I Spidsen for Skolen staar en "Superintendent", d. v. s. en Dame, hvis alsidige Uddannelse og Erfaring gør hende skikket til at uddanne Sygeplejersker. Hun har til Hjælp, alt efter Hospitalets Størrelse, en eller to "Assistents", samt alle sine "Headnurses" Plejemødrene. Denne Stab af kyndige, fuldt uddannede Lærerinder varetager assisteret af Læger - bl. a. ved Forlæsninger -, Uddannelsen af Eleverne, som paa denne Maade er under uafbrudt Tilsyn og Belæring - praktisk og teoretisk. Undervisningen gaar systematisk og grundigt frem gennem Klasser, aldeles som i en almindelig Skole, og der vaages nøje over hver enkelt Elev - hendes Kvalifikationer og hendes Fremskridt, samtidig med at der drages Omsorg for, at alle i Løbet af den 3-aarige Læretid faar et ensartet, saa vidt muligt udtømmende Kendskab til Sygeplejens forskellige Grene.
I disse Skoler raader en Disciplin og en Tugt, som nærmer sig stærkt det militæriske og for en flygtig Iagttager kan tage sig noget rigoristisk ud, men som, naar man kommer i nærmere Berøring med den, afslører sig som Livsnerven i en god Sygeplejeskole. Der tales i vore Dage højt om Individualitetens Udvikling, personlig Selvstændighed og Frihed, og alt dette er godt nok. Men i en Sygeplejeskole gælder det, om man vil lade sig indrullere i Rækkerne og tjene i en Hær, hvis Kamp er saare vigtig og ansvarsfuld. Den amerikanske Kvinde beskyldes jo ellers ikke for Uselvstændighed eller Mangel paa Frihedsfølelse, men hun har indset, at i en saa alvorlig Gerning som Sygeplejen giver det en mægtig Støtte at være et veldisciplineret Led af et ordnet Hele, og at Ansvaret ved Gerningen er for stort til, af den paa noget Punkt kan overlades til den Enkeltes Eksperimenteren.
"The Superintendent" - Forstanderinden - er enebestemmende i alt vedrørende Plejerskerne - deres Ansættelse og Omflytning fra en Afdeling til en anden - det er hendes Departement. Alt øvrigt Hospitalets Drift vedrørende varetages af en mandlig Superintendent, der som oftest er Læge.
Det er en saadan Ordning, vi skal have herhjemme. Selvfølgelig er Mænd, og navnlig Mænd, der ingen speciel Fordannelse har paa dette Omraade, hvor praktiske og humane de end kan være, fuldstændig uskikkede til at være Sygeplejerskernes Overordnede eller til at lede deres Uddannelse. Men dette Misforhold er saa indlysende, at det forlængst maatte være blevet forandret, om vor Lægestand paa Sygeplejens Omraade var fulgt tilst