Kilde 41B - Overlærer N. Kraibergs Skrivelse til Overskoledirektøren af Oktober 1858

På skolemødet i 1858 tilsluttede deltagerne sig Pauline Worms forslag om oprettelse af en formaliseret lærerindeuddannelse. Argumenterne var bl.a., at kvinder var bedre end mænd til at undervise de yngste børn, og at det gav enlige kvinder mulighed for selvforsørgelse.

"Overlærer N. Kraibergs Skrivelse til Overskoledirektøren af Oktober 1858"
i "Bog og Naal", 1917 s. 6-7.

Ved et sidstafvigte 3die Pinsedag afholdt Skolemøde i Aarhus blev der blandt flere Forhandlingsgenstande ogsaa forhandlet om Ansættelse af Lærerinder ved Almueskoler og deres Dannelse samt om Hensigtsmæssigheden af at udelade Undervisningen i den kantede Skrift i Elementærundervisningen, og blev det tillige vedtaget at udtale de ved Forhandlingerne vundne Resultater for Deres Højærværdighed, hvilket Bestyrelsen for nævnte Møde herved paa sammes Vegne underdanigen skal tillade sig.
Med Hensyn til den førstnævnte Forhandlingsgenstand, da udtaltes det som en Mening, hvori alle de tilstedeværende vare enige, at det vilde være meget ønskeligt, om de Børn, der nu stundom maa savne den kvindelige Undervisning og Dannelse, i Fremtiden dog maatte, i det mindste for en Del, erholde denne, da det er Kvindens Kald at give Barnehjertet de første ømme og blide Indtryk. Flere udtalte derfor den Mening, at ved de større Landsbyskoler, hvor ellers Andenlærere maatte ansættes, vilde det være ønskeligt, at der i Stedet for disse ansattes Lærerinder til at undervise dels de yngste Børn af begge Køn, dels de ældste Pigebørn baade i Haandarbejde og andre af Skolens Discipliner, fordi en Lærerinde bedre kunde stadig beholdes ved en Skole end en Andenlærer, og foruden flere Grunde ogsaa, fordi mangen begavet ubemidlet Kvinde derved vilde vinde passende Erhverv, og fordi hun muligen ogsaa kunde lønnes noget billigere end en Lærer. Uden at Forsamlingen indlod sig paa at ytre nogen bestemt Mening om, hvorledes denne Sag i Enkelthederne bedst kunde iværksættes og gennemføres, enedes man om for Hr. Overskoledirektøren at udtale sin Overbevisning om Sagens særdeles Vigtighed for Skolen og Folket, ligesom det vedtoges med Forfatterindens Tilladelse at fremsende en i denne Anledning affattet og Mødet tilstillet Afhandling af Institutbestyrerinde, Frøken Worm i Aarhus, hvilken Afhandling vi derfor herved lige underdanig tillade os at vedlægge.

 

N O T E R

1.Overskoledirektøren

D.G. Monrad (1811-87) blev i 1855 udnævnt til overskoledirektør, den øverste embedsmand for skoleområdet i undervisningsministeriet. 1859 blev han kirke- og undervisningsminster.

 

Moderpublikation: Bog og Naal, Januar 1917, s. 6-7

Forfatter: Kraiberg, N.

År: 1858

 

KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K · Tlf: 33 13 50 88 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk