Ulla Dahlerups forslag om at skolelægerne gratis skulle kunne uddele pessarer til de unge kvinder, gav anledning til en større debat i bl.a. dagbladet Politiken. En debat, hvor både de professionelle, lægerne og en række kulturpersonligheder deltog. Nedenfor er et udvalg af de mange indlæg.

Leif Panduro: "Et lille ramahvin fra gymnasierne", Politiken 15.12.1963
Gudrun Brun: "Kønsfrihed", Politiken 15.12.1963
Hans Bjerre: "Fra fortrop til bagstræv", Politiken 19.12.1963
Ulla Dahlerup: "Det omstridte problem", Politiken 21.12.1963
"Ingen revolution fra i dag til i morgen", Rundbordssamtale, Eksponent 2/1964

Et lille ramahvin fra gymnasierne
Af Leif Panduro
Kønslivet og kendsgerningerne

Et lillebitte ramaskrig, eller rettere -hvin, har lydt i den forløbne uge - men først lidt baggrund for hvinet:
Med overdådig vitamin- og hormonstruttende beslutsomhed har ungdommen det sidste par decennier vedtaget at nedsætte pubertetsalderen med indtil flere år - samtidig har samfundet vedtaget at forlænge skolepligten (jaja, vi ved det - end så længe på frivillig basis). Den slags skal naturligvis afføde nogle seksuelle besværligheder, men for at afbøde lidt på dem, har man fra autoritativt hold erklæret, at den åndelige modenhed så sandelig ikke behøver at følge den legemlige. Det er vi helt enige (i, med, om), ja, vi vil endda gå så vidt som at påstå, at den åndelige modenhed er noget af et særsyn. Nu er det ganske vist heller ikke den, man bruger til det (for så ville samtlige overbefolkningsproblemer forsvinde som dug for solen) men det er heller ikke den, det drejer sig om - det er den økonomiske modenhed: at man skal have råd for at løbe en risiko! Dette både i forretning og sex (og i blandinger). Synspunktet er oldgammelt og lyder således: Du må vente, til du har penge, så kan du købe dig fryd og betale, hvis det går galt! Penge er i vores samfundsform synonymt med ansvarlighed.
Men spørgsmålet er i grunden, om det er ungdommen, der skal have råd til at gøre, som den gør og altid har gjort, eller om samfundet efterhånden skulle være åndeligt modent nok til at have råd til det - på den ene eller anden måde. Nu har man gennem århundreder sagt til ungdommen, at den skal lade være med det frække, men se, om den retter sig efter det! Alligevel bliver man hårdnakket ved, for et eller andet princips skyld - og på dette princips alter ofrer man år efter år tusinder af unge kvinders lykke, dem det "gik galt for" - mændene slipper billigere. Til gengæld skal de ind som soldater.

Det lillebitte ramahvin lød i anledning af et nyt tidsskrift: EKSPONENT, som henvender sig til ungdommen på gymnasier og andre udklækningsanstalter, hvor ungdommen går rundt med masser af legemlig modenhed og sære fornemmelser, som ikke alle sammen kan dysses ned på boldbanen eller under den iskolde bruser. Ramahvinet, som viste sig at være noget af et reklamenummer, opstod, da den ansvarlige redaktør Ole Grünbaum lod meddele, at EKSPONENT havde delt den danske rektorstand lige midt igennem, i frådende modstandere og jublende tilhængere. De første nedlagde totalforbud, og de sidste sang æreshymner over højttaleranlægget. Næste dag viste det sig, at det var så som så både på den ene og den anden side - adspurgt erklærede de fleste rektorer sagtmodigt, at de såmænd hverken ville anbefale eller mis-, men helt overlade det til de unge mennesker, om de ville købe bladet eller lade være. Den slags kameler er jo af de sværtslugelige, når man gerne vil have rene linjer og vide, hvor man står og hvad man skal være vred over.

HVIN-ANLEDNINGEN var to artikler, en af Ulla Dahlerup om autoriseret måltagning af pessarer hos skolelægen for de piger, der måtte ønske det, den anden af Arne Herlev Petersen om marihuana - det første nok mere aktuelt i "vide kredse" end det sidste, som er et rent nydelsesmiddel, hvilket man trods alt ikke kan sige om kønslivet (selv om der er nogen, der siger det). Lad mig med det samme erkende, at visselig ved jeg ikke så forfærdelig meget om sex, men dog immervæk mere, end jeg ved om marihuana.
Der er ikke tvivl om, at Ulla Dahlerup piller ved et meget ømtåligt problem. I sig selv er hendes forslag meget realistisk, hvilket nok også skal forhindre, at det realiseres. Man kender indvendingerne, før de overhovedet er rejst, lige fra dem om det æstetiske og etiske og til de rabiat afvisende: "lad være", nappe sig en apollinaris eller tænke på noget andet! Men her som overalt gælder det om at se kendsgerningerne stift i øjnene: i Danmark foretages adskillige tusinde legale og illegale svangerskabsafbrydelser årligt, ligesom der fødes mange tusinde uønskede børn. Ser man kynisk, samfundsmæssigt på det, så kan det slet ikke betale sig, hverken økonomisk eller menneskeligt.

NÅR det alligevel fortsætter, så har det flere årsager. For det første den almindelige træghed. Det kræver en vis udfoldelse at anfægte de vedtagne normer. For det andet er det slet og ret misundelse: de fleste af os har haft det slemt hvad det anbelanger og føler ubevidst, at vores unger skal have det lige så slemt. (Måske for at "beskytte" dem). Og for det tredje, og det er måske det væsentligste, så er samfundet et mandssamfund. Den gamle flokhan ejede alle hunnerne, og sådan er det nok den dag i dag. De unge rivaler skal holdes fra fadet, og det gøres nemmest ved at "straffe" de unge kvinder, så de ikke indlader sig med dem.
Modellen kan beses i Zoologisk Have.

KØNSFRIHED

Overlæge, dr. med. Gudrun Brun sender os disse betragtninger:
I deres lange, seje kamp for frigørelse og ligeberettigelse har kvinderne i vid udstrækning nået deres mål. Der er dog et og andet at stræbe efter endnu, f. eks. at den gifte og navnlig den gifte, selverhvervende kvinde ikke som nu betragtes og behandles af skattevæsnet som en nærmest umyndig person.
På et andet område, det seksuelle, er friheden imidlertid i hvert fald i en henseende gået over gevind. Her har kampen formet sig på en ejendommelig måde, idet mændene snart har vist sig som hårde modstandere og snart som alt for villige hjælpere, hvilket har haft til følge, at friheden for de ganske unge kvinders vedkommende nærmest er blevet til tvang af en langt værre og mere nedværdigende art end den gammeldags "beskyttelsesarrest".
Når vi nu er blevet så "frigjorte", at man i blade beregnet på skoleungdommen kan gøre sig til talsmand for, at alle piger over konfirmationsalderen - uden deres forældres indblanding - skal have taget mål til pessarer, så må man endelig ikke tro, at denne tingenes tilstand er et frihedsgode; friheden er her i ganske overvejende grad en frihed for de unge mænd og en dertil svarende tvang for de unge kvinder. Der er nemlig ikke mange pigebørn i alderen 14-17 år, som føler den stærke trang til seksuel aktivitet, som er karakteristisk for de fleste drenge og unge mænd i samme alder.
Men i den gyldne friheds navn undser mange unge mænd sig ikke for at lægge et stærkt pres på deres kvindelige kammerater. For unge er det at være medlemmer af en gruppe og at være afholdt og respekteret af kammeraterne som regel af umådelig betydning. Noget af det værste, de ved, er at blive udstødt af gruppen og derved blive isolerede. I mange tilfælde har de unge mænd her et pressionsmiddel, som de udnytter hensynsløst, og som ikke står meget tilbage for fysisk vold. At kvindelige kammerater, som allerede er blevet ofre for denne primitive mandsmoral, kan være lige så slemme til at lægge pres på deres endnu ængstelige og betænkelige medsøstre, hører så at sige med til spillet og gør det endnu mere farligt.
Lovgivningen værner om kvindens kønsfrihed ved at straffe voldtægt, altså fysisk vold. Men den åndelige vold, som udøves over for ganske unge piger, og hvorved de tvinges ind i forhold, som mange og sikkert de fleste af dem er mere eller mindre ulykkelige over, bl. a. fordi de endnu ikke er fysisk og psykisk modne til denne form for samliv, denne form for vold er der næsten ingen, der træder op imod.
Når stærke seksuelle tilbøjeligheder hos ganske unge piger, og det forekommer naturligvis, fører dem ud i seksuelle forhold, så kan dette nok undertiden medføre alvorlige sociale problemer for de pågældende, men om sjælelige sår og skader er der kun sjældent tale, idet der ikke foreligger en tvang imod deres natur.
Det er tvangen, den fysiske såvel som den åndelige, man må vende sig imod. Her er det først og fremmest os kvinder, der må føre an i udviklingen. Ud fra kendskabet til vor egen natur og med fremhævelse af den modvilje mod tvang og vold, som er fremherskende hos begge køn i et demokratisk samfund, må vi kræve og hævde vore halvvoksne pigebørns ret til at følge deres egen natur også i seksuelle spørgsmål.

Fra fortrop til bagstræv
Af overlæge, dr. med. Hans Bjerre

BEKÆMPELSEN af viktoriansk moral kan gå over gevind. Forfatteren Leif Panduro har dummet eller afsløret sig i sin spotske kritik af den reservation og modstand, hvormed gymnasiebladet Exponent er blevet modtaget af rektorerne (Politiken 15.12.1963).
Det først udkomne nummers mest opsigtsvækkende artikel propagerer for, at skolelægen bag forældrenes ryg skal forsyne gymnasiepigerne med pessarer forud for skoleballerne eller i anden anledning. Hr. Panduro antager i sin anmeldelse (og sikkert med rette), at netop denne artikel giver skolemyndighederne betænkeligheder, og der er ingen ende på hans vid, hån og kritik af denne betænkelighed. Rektorerne bliver i hans fremstilling repræsentanter for abernes og andre dyrearters gamle flokhanner, der reserverer sig de unge hunner i kraft af magt og position. De pessarforsynede unge menneskehunner har mulighed for uden opdagelse og straf at bryde dette tyranni. Derfor bør man i fremskridtets navn - mener hr. Panduro - latterliggøre enhver modstand mod pessarets udbredelse.

UHELDIGVIS oplyser i samme nummer af Politiken overlæge dr. med. Gudrun Brun, som ved, hvad hun taler om, at hovedparten af ganske unge piger kun indlader sig på samleje under tvang - socialt-, miljø-, kammeratbestemt tvang, men dog tvang. Vil du være med i laget, så er det betingelsen.
Dr. Bruns ord har så meget større vægt, som enhver læges - ja, ethvert voksent menneskes erfaring
giver hende ret. Konfirmanden er besat af en rasende seksualtrang - hos konfirmandinden ligger hele spørgsmålet i svøb. Hendes erotiske trang tilfredsstilles ved de indledende skrabud, ved at have en opmærksom kavaler at vise sig med.
Det er jo da endelig også konfirmandinden, som alene må bære risikoen ved præventionens usikkerhed.
Og usikkerheden - afhængig som den er af forstand, selvbeherskelse og øvelse (for den kvindelige præventions vedkommende) skal man ingenlunde bagatellisere. Risikoen kan enhver gøre sig klar ved at sætte sig i en purung piges sted den dag, de ængstelige anelser er blevet til vished. Og det er ikke - som hr. Panduro og meningsfæller ynder at fremstille det - den persisterende viktorianske moral eller resterne af den, der gør hendes situation til en ulykke. Det er den kolde økonomi, omkalfatringen af hendes fremtidsudsigter.

DET, Leif Panduro - med sin kritik af modstanden mod pessarets udbredelse - agiterer for, er da, at de purunge piger imod deres egen natur værsgod (under pres af mandlige kammerater og fremmelige veninder, der ønsker at trække flere med) har at fremstille sig "sikrede" ved selskabelige lejligheder, for at deres mandlige kammerater ikke skal hindres af betænkeligheder under udfoldelsen af de dem iboende tilbøjeligheder.
Det er lige stærkt nok. Og endnu langt stærkere virker det på dem, der har indsigt i det rent tekniske ved anvendelsen af de præventive midler, der i dag står til rådighed.
For aggressoren, den unge mand, er anvendelsen af mandlig prævention i det afgørende øjeblik som fod i hose - for at bruge et rammende billede.
For ofret - den unge pige - er præventionen (pessaret) en meget delikat affære, der skal forberedes en grå hverdag ved en læges mellemkomst og arrangeres timer til dage før der måske bliver brug for den.
Hvilket kynisk udslag af mandfolkementalitet er det ikke at arbejde for, at præventionen væltes over på pigerne.
Den Panduros artikel ledsagende tegning af hvalros-hannen, hvis lorgnetter måske skal hentyde til rektorerne, antog under læsningen hans eget fysiognomi.
Hans Bjerre.

Det omstridte problem

(...)

Ulla Dahlerups forsvar

Fra forfatterinden Ulla Dahlerup har vi modtaget følgende:
Hr. overlæge Hans Bjerre.
Undskyld, at jeg blander mig i Deres indlæg til Panduro, men Deres brev er så væsentligt. Sjældent har man set en så enestående mangel på realisme samlet på ét bræt.
Der har aldrig nogen sinde været tale om at anbefale 14-årige piger at indlede samlejer med drenge efter skoleballet.
Det, sagen drejer sig om, er derimod:
a) I dag er antallet af ugifte mødre mellem 15 og 19 år omkring fire gange så stort som for 50 år siden.
b) Hvert eneste år foretages der landet over tusindvis af legale og illegale svangerskabsafbrydelser.
c) Tusindvis af unge ægteskaber indgås hvert eneste år, blot fordi pigen er gravid. Ægteskaber, hvor to mennesker, som ikke holder af hinanden, skal leve sammen.
d) Hvordan bliver mon tilværelsen for disse uønskede børn, som allerede hurtigt efter fødselen bliver belastet nervemæssigt?
Dette skulle vel ikke være nødvendigt at fortælle Dem som læge. Hvor mange piger tror De, der i dag går rundt med underlivsbetændelse - eller er blevet sterile på grund af forskellige former for svangerskabsafbrydelse. Hvor mange piger findes der, tror De, som aldrig retter sig psykisk, fordi de har været nødt til at få fjernet et barn, som de hverken havde modenhed eller mulighed for at føde og have hos sig? Hvor mange mislykkede mennesker bliver der mon ud af tvangsægteskaberne, hvor mange skilsmissebørn? Kan det virkelig tænkes, at De aldrig har haft en purung, gravid pige inde i Deres konsultationsværelse, en stump pige, som grædende har bedt om Deres hjælp?
Man må håbe på Deres uvidenhed, når De - trods disse kendsgerninger - tør tage det ansvar at gå mod udbredelsen af præservativet.
Ingen har sagt, at 14-årige skolepiger skal sendes til en skolelæge for at få et pessar. Tværtimod. Forslaget er, at de skal kunne gå til skolelægen, hvis de selv vil. Det er noget ganske andet. Naturligvis har et stort antal piger i konfirmationsalderen ikke lyst til seksuelt samliv. Men den dag, hvor de finder ud af, at nu er det rigtigt for dem, er det så ikke af allerstørste betydning, at de ved, hvordan de kan beskytte sig? Og er det ikke af allerstørste betydning, at de ved, hvor de kan henvende sig - for historier om læger, der nægter piger hjælp og oven i købet beskylder dem for umoralitet, når de beder om et pessar - er utallige.
De skriver til Panduro: "Hvilket kynisk udslag af mandfolkementalitet er det ikke at arbejde for, at præventionen væltes over på pigerne" - pigerne, som De endda kalder "ofrene". For det første har det tydeligt nok vist sig, at manden/drengen ikke har været sig sit ansvar tilstrækkelig bevidst. For det andet er det sikrere og behageligere for begge parter, hvis det er pigen, som beskytter sig. For det tredje må det være på tide, at piger holder op med at være naive pattebørn, men tager et ansvar.
Men med én sætning viser De, hvad det egentlig er, vi diskuterer.
De skriver, at Panduro agiterer for "at purunge piger imod deres egen natur værsågod ( under pres af mandlige kammerater og fremmelige veninder, der ønsker at trække flere med) har at fremstille sig som "sikrede". Dermed viser De, at hele spørgsmålet for Dem drejer sig om jomfrudyrkelse contra skøgefordømmelse. For sig mig engang, er disse "fremmelige veninder" ikke også purunge piger? For hvis De mente, at pigerne hørte til en ældre aldersklasse, var de jo ikke fremmelige. Næh, De inddeler ganske roligt piger i to kategorier, de, som er "uinteresserede" i seksualliv - og så det andet skravl. Hvad har De egentlig tænkt med disse så forargelige "fremmelige veninder", har de ingen ret til at vide, hvordan de undgår at få uønskede børn?
Altså den gamle indstilling til kvinden: jomfru eller skøge. Så er sagen klar. Vi diskuterer i virkeligheden ikke rimeligheden i, at unge piger ikke får uønskede børn. Vi er mange lag dybere nede. Det drejer sig om, hvorvidt piger i det hele taget har ret til at have et seksualliv. Og De må instinktivt have mærket, at når pigen selv kan beskytte sig, så nærmer vi os en seksuel ligestilling mellem manden og kvinden. Og det er farligt.
Panduro burde snarere have den største buket blomster, der findes.

INGEN REVOLUTION FRA I DAG TIL I MORGEN MEN FORELØBIG KAN VI LÆRE LÆRERNE NOGET OM SEXUALITET

illustration Steen Juhler

RUNDBORDSSAMTALE MELLEM ULLA DAHLERUP RACHEL BÆKLUND HENRIK HOFFMEYER OG TØRK HAXTAUSEN.

- Hvordan kan det være, at man har reageret så skarpt på Ulla Dahlerups artikel i sidste nr. af eksponent?

Tørk Haxtausen: Ulla Dahlerups forslag rører ved mandsregimentet. Man er bange for frie kvinder, der kan beskytte sig selv.

Henrik Hoffmeyer: Gudrun Bruns påstand er den, at det netop er udtryk for mandsregimente, hvis pigerne skal udstyres med pessarer i en tidlig alder, hvorved drengene kan få deres behov, som hun antager pigerne ikke føler på samme måde, tilfredsstillet.

Tørk Haxtausen: Man ønsker, at pigen ikke skal være et kønsvæsen. Derfor opdrager man hende sådan, at hun ikke bliver det Og derefter postulerer man, at hun ikke er det af naturen.

Henrik Hoffmeyer: Også Ulla Dahlerup og Gudrun Brun påberåber sig naturen. Ulla Dahlerup skriver, at naturen er det primære, som samfundet må rette sig efter. Gudrun Brun skriver, at pigerne skal have lov til at følge deres egen natur. For mig at se er al den snak om natur meningsløs. Der findes ikke naturlige mennesker. Mennesket er altid civiliseret, kultiveret og moralsk, og det, vi kan diskutere, er vores større eller mindre tilfredsstillelse med den kultur, civilisation og moral, vi har. Jeg vil gå så vidt som til at påstå, at victorianismen og hele den puritanske, asketiske og kvindesexualitetsfornægtende holdning, som den var udtryk for, sikkert har været en historisk nødvendighed under den industrielle revolution. Nu tror jeg iøvrigt, at den måtte kunne fungere varmere og mere menneskeligt i praksis dengang end det stive hylster, vi har fået overleveret i form af en tom cliche.

Ulla Dahlerup: Det er klart, at tidligere måtte det være anderledes. Pigen kunne ikke beskytte sig. I det øjeblik hun indledte et sexuelt forhold, måtte hun regne med at blive gravid. Men når vi piger nu har fået muligheder for at realisere en større sexuel frihed, må det hele naturligvis vende en gang. Lad os tage situationen helt konkret. Idag foregår der tusinder af legale og illegale aborter. Hvor mange piger er ikke blevet sterile på grund af sæbevandsindsprøjtninger og udskrabninger, foretaget af selv kyndige læger. Hvor mange uønskede ægteskaber indgås ikke, hvor ungen ligger og er et nervebundt efter ganske kort tid. Og antallet af de unge ugifte mødre er stigende. Efter min mening har vi en så grel situation, at det er på højeste tid, at der bliver gjort noget - og hvorfor ikke i skolen? Som Rachel Bæklund har skrevet i Ekstrabladet, har en ung pige ofte ingen mulighed for at få et pessar. Hun skal tigge sig til retten til at beskytte sig selv mod graviditet. En dreng kan trække et kondom i en automat.

Henrik Hoffmeyer: Så slemt er det ikke. De fleste læger er indstillet på at hjælpe gifte som ugifte, gamle som unge med pessartilpasning. Jeg tror derimod nok, at der er en del, som skammer sig, eller er for flove til at gå derop, hvor de i virkeligheden godt kunne få hjælp.

Rachel Bæklund: Pigerne under 18 år kan ikke lide at gå til sygekasselægen, fordi han kender deres familie, og så går det videre til forældrene.

Henrik Hoffmeyer: Lægen har tavshedspligt.

Rachel Bæklund: Pigen vil alligevel frygte det Og mange læger vil ikke hjælpe, fordi de føler, at de blander sig i forældrenes opdragelse. Det er meget almindeligt.

Henrik Hoffmeyer: Jeg tror ikke, at skolelægen vil vise sig at være den rette. Hos ham vil det blive endnu mere klinik-agtigt end hos den praktiserende læge, som i øvrigt vil være positivt indstillet. Men når det drejer sig om en ikke 18-årig, hvor det personretslige forhold er det, at forældrene har ansvaret for vedkommendes handlinger, vil lægen høre, om forældrene er indeforstået. Hvis de ikke er det, bør han respektere det. Han vil så prøve at finde ud af, om det er noget vedkommende har engageret sig i helt personligt. Hvis hun ikke er under pres eller lign., vil han give hende det. Og så er der jo osse klinikker. Foreningen for Familieplanlægning og Mødrehjælpen, der har åbent over hele landet.

Rachel Bæklund: Hvad siger Mødrehjælpen hvis en pige under 18 år kommer og vil have et pessar uden forældrenes tilladelse?

Henrik Hoffmeyer: Det samme som den praktiserende læge.

Rachel Bæklund: Den situation kommer drengene ikke ud for.

Tørk Haxtausen: Der er en anden forskel. Det, Ulla Dahlerup foreslår, er simpelt hen, at dette bliver en fuldstændig rutinesag, noget der behandles på samlebånd ligesom en koppevaccination, noget man bare skal have overstået. Det geniale ved Ulla Dahlerups forslag er, at vi her indfører en rent klinisk affære på et tidligt tidspunkt og derved løftes det hele ud af den sædvanlige generthedsatmosfære. Det bliver simpelt hen noget, som bare finder sted, noget som gøres uden videre.

Rachel Bæklund: Af pigen?

Ulla Dahlerup: Ja, af pigen.

Rachel Bæklund: Jeg kan ikke forstå, at det bare skal være pigen. I mange forhold vil det være mest hensigtsmæssigt, at drengen sørger for prævention.

Ulla Dahlerup: Resultatet af den praksis ser vi i et vist antal uønskede børn. I øvrigt må det snart være på tide, at pigen tager ansvaret for sig selv.

Tørk Haxtausen: Rachel Bæklund, har De tænkt over, hvor vanvittig genert en ung mand er de første par gange.

Rachel Bæklund: Er den unge pige mindre genert?

Tørk Haxtausen: Hun kan sætte pessaret op mange, mange timer inden. Inden hun går hjemmefra.

Rachel Bæklund: Så er der bare det, at pigen ved ikke, hvornår det kan ske, hun får brug for det.

Tørk Haxtausen: Netop derfor skal det være en automatisk handling, inden hun går hjemmefra.

Rachel Bæklund: Og en dreng, der møder en pige, der har sit pessar på plads, vil sige: Nå, er hun af den slags!

Ulla Dahlerup: Det er jo den moralopfattelse, vi skal væk fra ved at gøre det naturligt og almindeligt.

Henrik Hoffmeyer: Op til 16-17 års alderen er det i virkeligheden meget få piger her i landet, for hvem det ikke ville være at gøre vold på deres natur.

Ulla Dahlerup: De mener gøre vold på hendes opdragelse!

Henrik Hoffmeyer: Vi skal da heller ikke gøre vold på hendes opdragelse. Det gør vi hverken den eller hende bedre af.

- Hvis der alligevel bliver gjort vold på hendes "natur" ved, at hun "kastes" ud i sexuelle forhold?

Henrik Hoffmeyer: Så er sagen klar, men det er der heller ikke så mange, der gør. Men jeg synes også, at hvis hun vil, skal hun have adgang til at få et pessar. Det skal være oplyst i skolen, at når det bliver aktuelt ....

Rachel Bæklund: Netop, når det bliver aktuelt.

Ulla Dahlerup: Jeg har aldrig sagt andet. Når hun føler, at det er rigtigt for hende, så skal hun have lov, og det uanset, hvad forældre, læger og lærerstanden mener.

Henrik Hoffmeyer: Helt i orden, men det drejer sig faktisk kun om de færreste. Og så må man også huske på, at sådan noget er afbalanceret. Når vi laver propaganda forstyrrer vi en balance i samfundet. Også De, Ulla Dahlerup, påvirker denne balance, når de propaganderer for de unge, og pressen bakker dem op på en skæv måde. Så går der ligesom en begejstringsrus gennem mange grupper af unge.

Ulla Dahlerup: Er vi ikke enige om, at der må gives mere oplysning?

Henrik Hoffmeyer: Vi kan godt være enige om, at skolen skal give den oplysning, og det står jo også i vejledningen at det kan gives.

Ulla Dahlerup: Er det så ikke "kan", der skal forandres til "skal"?

Rachel Bæklund: Vi kan ikke tvinge lærerne.

Henrik Hoffmeyer: Nej, man kan ikke tvinge en skolelærer ude på landet, for hvem det er en fuldkommen unaturlig ting, til at give sexualundervisning.

Ulla Dahlerup: Det er også derfor, det skal være lægen, der er på afstand af eleverne og iøvrigt har en faglig viden.

Henrik Hoffmeyer: Han er i mange tilfælde endnu mindre pædagog. Vi kan ikke fra i dag til i morgen revolutionere verden på dette område. Det må tage sin tid. Men jeg synes nok, at ministeriet kunne gøre noget mere. Man kunne holde kurser for lærerne. Sexualundervisningen bør integreres på sin naturlige plads i dansk, historie, naturhistorie, geografi, biologi og gerne gennem undervisning i alm. hygiejne, hvorved skolelægen også kommer ind i billedet. Det er uhyre vigtigt at placere sexualiteten i sin sammenhæng.

Tørk Haxtausen: Ja, i stedet for at delegere den til et seperat område, en forlystelsespark. Den kan give os løsningen på himmelgåden og hvad som helst, men dagliglivet er der stadigvæk.

Henrik Hoffmeyer: Det vigtigste er først at lære lærerne noget om sexualitet, de ved simpelt hen for lidt.

- Vil det sige, at alle lærebøger, både for seminarier og universiteter, for grundskole og gymnasium, skal omskrives?

Henrik Hoffmeyer: Vi befinder os i en overgangstid.

Ulla Dahlerup: Og må vi så ikke råt og brutalt have råd til denne overgangstid, evt. betale den med, at nogle grupper løber løbsk. Piger har altid måttet betale for den herskende kønsmoral - i øjeblikket koster den uønskede børn, tvangsægteskaber eller fosterlig.

Henrik Hoffmeyer: Den betales af i små renter. Vi får ikke gennemført nogen pludselig revolution.

Rachel Bæklund: Vi må passe på, at vi ikke kommer til at foretage nye magtovergreb, når vi reformerer det gamle.

Ulla Dahlerup: Jeg vil da hellere end gerne trække mit forslag tilbage, hvis der var nogen, der ville komme med et bedre. Jeg har prøvet at være konstruktiv i stedet for bare at kritisere.

Rachel Bæklund: Der kommer ikke nogen med et meget bedre forslag. Det er et sådant forslag som Deres, Ulla Dahlerup, der sætter udviklingen i gang, fordi det får folk til at tale om tingene.

Ulla Dahlerup: Vi har snart talt os selv ihjel.

Henrik Hoffmeyer: Vi er skam nået et par skridt videre, mens vi har snakket. Der skete det for to år siden at Danske Kvinders Nationalråd og Mødrehjælpen i fællesskab gik til statsministeren og sagde: "Det kan ikke fortsætte. Vi vil ikke ekspedere aborter og aborter år efter år. Vi vil ikke se et stigende antal unge blive gravide og tvunget ind i ægteskaber. Der må gøres noget." Og statsministeren tog dog et initiativ og skaffede en masse penge til en undersøgelse, så vi kan få at vide, hvordan det gøres klogest og varsommest. Og jeg må sige, at jeg har været forbløffet, når jeg, og det har jeg gjort tit, har deltaget i et forældremøde på en skole. Jeg synes, at der hos forældrene er en udbredt velvilje for, at børnene lærer noget om prævention, samt at der hos de lokale læger og på klinikker er mulighed for personlig vejledning. Men somme tider er det også sådan, at forældrene stikker hovedet i busken, og tror, at skolen kan klare det hele. Det er det, vi ser i Mødrehjælpen. At hjemmene svigter.

Ulla Dahlerup: Kan vi ikke være enige om, at der altid vil være hjem, der vil være disharmoniske og svigte, og at der derfor må være steder, hvor man kan gå hen og få noget at vide?

Henrik Hoffmeyer: Vi er helt enige i dette.

RACHEL BÆKLUND er journalist ved Ekstrabladet og vil ikke oplyse andet om sig selv.

ULLA DAHLERUP har skrevet et par romaner, en masse artikler og sidst deltaget heftigt i "pessardebatten" i egenskab af ophav til denne.

TØRK HAXTHAUSEN er en af vore lovende filminstruktører. Har skrevet nogle noveller og en digtsamling. Er leder af Karoline Mælkepops underholdnings- og nyhedstjeneste.

HENRIK HOFFMEYER er overlæge ved Mødrehjælpen i København. Rejsende i sex-oplysning. Har skrevet et par bøger til samme brug.

Et anonymt brev

Normalt offentliggør vi ikke anonyme breve. Men i dette tilfælde kan det være gavnlig´. Brevet er typisk for 90 pct. af anonyme breve, og det kunne tyde på, at indsenderne inderst inde aner, at nedrigheden behersker dem. Men tro ikke, at de meninger, der kommer frem i anonyme breve, er noget yderst sjældent . Der findes stadig forældre, som bliver panikslagne, når datteren ikke arter sig efter deres planer, og så mister de besindelsen mere eller mindre.
,,Jeg tillader mig herved at bemærke, at forsiden af bladet den 18. december angående Ulla Dahlerups beskidte forslag ville det have klædt bladet at undgå. Aldrig har De bragt et så uappetitligt referat. At det har rystet både læger og forældre, kan jeg så godt forstå. Var hun min datter, ville jeg med største kraft trække hver en klud af hende og piske så længe, der endnu var en trævl hud på hende - inden jeg i for stedse smed hende ud af hjemmet. De´ havde hun inderligt fortjent, det abnorme hundyr.
Men at den slags kan blive udsendt i TV er endnu mere uforståeligt.
I stedet for at lære børnene noget de har brug for i livet, bliver den skønneste ungdom kun besudlet med´ seksualundervisning. At forældre ikke gør oprør imod det, kan jeg ikke forstå. Sover de da helt fra deres ansvar?" (Forkortet af red.).

1. A.

EKSTRABLADET
Fredag 20. december 1963

N O T E R

1. Leif Panduro
Leif Panduro (1923-77) var forfatter og dramatiker. Han blev i 1970´erne ekstremt populær for sine underholdende TV-spil, som udstillede de psykologiske dramaer bag borgerskabets idylliske facade.

2. Gudrun Brun
Gudrun Brun (1906-93) var læge og psykiater. I 1954 blev hun, som den første kvindelige læge i Københavns Kommune, udnævnt til overlæge på Bispebjerg Hospital. Udover sit store arbejde inden for børnepsykiatrien, var hun via sit konsulentarbejde for Københavns Overpræsidium meget engageret i børns vilkår ved skilsmisse.

Læs mere om Gudrun Brun i Dansk kvindebiografisk leksikon: http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/321/

3. Hans Bjerre
Hans Bjerre (1909-78) var læge, kirurg og gynækolog. Fra 1943-70 fungerede han som overlæge ved Fåborg Hospital.

3. Ulla Dahlerup
Ulla Dahlerup (1942-) er journalist, forfatter og debattør. Ulla Dahlerup agiterede i 1960´erne for kvinders ret til at bestemme over egen seksualitet. Hun blev landskendt som Pessar-Ulla, da hun i et tv-program i 1963 argumenterede for at piger, når de blev 15 år, skulle kunne anskaffe pessar uden forældrenes samtykke. Ifølge loven var grænsen 18 år.

Læs mere om Ulla Dahlerup i Dansk kvindebiografisk leksikon:http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/473/

Moderpublikation: Politiken 15.12.1963, Politiken 15.12.1963, Politiken 19.12.1963, Politiken 21.12.1963 og Eksponent nr 2, 1964

Forfatter: Panduro, Leif, Gudrun Brun, Hans Bjerre og Ulla Dahelrup

År: 1963 og 1964