I artiklen "Om Huusvæsenet og Pigebørns Opdragelse" argumenterede Johanne Luise Heiberg, under pseudonymet Spectatrix, for at piger, af hensyn til deres natur og fremtidige bestemmelse som hustru og mor, havde bedst af at blive undervist hjemme af deres mødre. Lærerinderne ved pigeskolerne anså hun for at være nogle stakkels gammelkloge kvinder, der levede et unaturligt og emanciperet liv.

Spectatrix: "Om Huusvæsenet og Pigebørns Opdragelse" i "Ugentlige Blade" nr. 16, 1859, s. 188-190, 192.

Af den ovenstaaende Titel sees det strax, til hvem min Tale er rettet - til hvem uden til Dig, hvis Væsen og Virksomhed er indeholdt i dette ene Ord: en Huusmoder, en Qvindes høieste og vigtigste Hverv. De Anskuelser for Børneopdragelsen, Du her vil støde paa, gjælde kun for smaa Pigebørns Opdragelse, og Du vil see, at denne, efter min Mening bør foregaae i deres Hjem og ved Dig. Dine Sønner kan Du sende i Skoler udenfor dit Huus; thi de kan ikke tidligt nok vænnes til at færdes i Livet, taale al Slags Temperatur; dine smaa Piger ere finere Planter, som bør groe under dine Øine, under din Opsigt, og ikke i vore Institutcaserner. De fleste af vore Pigeinstituter ere omtrent saa forkeerte som muligt. Betragt kun engang, hvor vore Instituter er placerede i Hovedstaden, og Du vil forbauses. Istedenfor at lægge dem paa stille, afsides Steder, har man dem midt i Commercen. "Det er nødvendigt," ville vore Institutbestyrerinder sige, "Thi Børnenes Forældre fordre det;" men de, som skulde være de Ledende og Styrende, bør ikke sætte deres Villie tilside, for at lade det Uvæsentlige blive det Væsentlige. Det er muligt, at dette ikke kan rettes, derfor behold din Datter hjemme. Det er ugracieust, at Pigebørn skulle vandre paa Gaden i hvad Veir det end er; de opdrages formeligt til smaa Gadestrygere, saa at Abraham af Santa Claras Ord kan anvendes paa dem: "Frauengassen, nicht Frauenzimmer." Ja, det er utroligt, hvor vidt Smagløsheden hos enkelte af vore Institutricer i dette Punkt kan gaae. Her var engang et af vore første og største Instituter paa Østergade, hvor der boede en Viinhandler i Kjelderen, en Conditor i Stuen og et Hotel var ligeoverfor, hvor Probenreutere fra alle Verdenskanter og andre lapsede Reisende og Dagdrivere hele Dagen laae i Vinduet og lorgnetterede deres unge Gjenboer. Disse smaa Piger, hvoraf nogle ikke vare saa smaa endda, skulde altsaa nu passere Østergade to Gange om Dagen, udsatte for at mødes med Gjæster fra Conditoriet, Viinkjelderen og Hotellet, hvilke godt vidste at passe den bestemte Tid, da de smaa Damer maatte passere Revue for deres profane Blikke. Skulde man nu ikke troe, at Forældrene til disse Børn havde havt så megen Tact, at selv om de ingen Anelse havde havt om Andet, end at deres Smaadøttre saaledes idelig maatte passere Østergade, havde taget deres Børn fra en Bestyrerinde, der saa lidet vidste, hvad der skikkede sig? Men nei! Havde en eller anden beængstet Moder henvendt sig til samme Dame med Besværinger over Skolens Beliggenhed, vilde hun upaatvivlelig have svaret hende: "Min Gud, de Børn! Hvem troer De seer paa Dem?" Luther har sagt: "Den evangeliske Præst bør være gift og Familiefader." Fra disse Forhold kan han komme som den Erfarne til dem, der trænge til hans Veiledning og Trøst, og som den Erfarne mødes han ogsaa med en hjerteligere Tillid. Det Samme gjælder om de Qvinder, der stille sig i Spidsen for den qvindelige Opdragelse. Have de ikke selv levet et frisk og normalt Liv med Alt hvad det fører med sig af Ondt og Godt, kan de ikke med Sikkerhed staae som Ledere for de Yngres Uddannelse. I enhver Skole findes en eller anden ung Elev, der saa at sige er kommen gammelklog og hvad man kalder begavet ud af Moders Liv. Det er sædvanlig disse Stakler, der dannes til Gouvernanter og Institutricer; paa Grund af deres Lethed til at lære blive disse unge Piger, ved den uhyre Proppen af Lærdom, berøvede den ungdommelige Duft, som netop hos dem, fremfor hos Nogen, burde pleies og udvikles. Deres Ungdom gaaer hen med at perfectionnere sig i alle Retninger; de høste Roes af Lærerne og Roes af Forældrene, der ikke betænke, at ved al denne for Qvinden overflødige Indsugen af gamle Lærdomme, forsømme de at udvikle Hovedsagen: det unge, friske Liv i dem selv; de opgive at leve, for at lære: de ere gamle og blive gamle, og af disse stakkels Qvinder udvikle sig da disse Institutricer, der svare: "Hvem troe I see paa de Børn?" Men nu, I Mødre! have I da reent glemt, hvilke Tanker, Følelser, Erfaringer I selv have oplevet i en Alder af ti á elleve Aar? Hvorofte I ere blevne forfulgte af Herrer paa Gader og Stræder; hvor ofte I med Hjertebanken have løbet, i Skræk for disse Uhyrer; hvorofte I gjerne vilde have fortalt det ved Eders Hjemkomst, men deels af en ubetvingelig Undseelse, og deels fordi det manglede Eder paa Ord til at udtrykke, hvorfor I egentlig vare angste, gjemte det taust hos Eder selv; hvorledes I ogsaa have mødt Blik af beskednere unge Herrer, Blik, som satte det lille Hoved og Hjerte i Bevægelse, og hvoraf der digtedes i al Uskyldighed Begyndelsen til en lille Roman; men Institutricerne blive ved at sige: "De Børn, hvem seer paa dem?" Og I troe dem paa deres Ord. - Ved denne idelige Løben paa Gaden udvikler sig desuden hos Skolepigen en coquet Forfængeligheds-Djævel, som ofte lægger Grundstenen for hendes øvrige Liv. Den forargelige Skik, som Forældre have, at maie deres Børn ud, saa de alle ligne Børn ved en Linedandsertroup, er af yderst skadelig Virkning for dem. At gaae bag ved et saadant pyntet Barn, og see de stjaalne Blik, det sender bagud, for at see, om ogsaa Pynten gjør den behørige Virkning pa de Forbigaaende, om de vende sig, for at betragte hende, er et smerteligt Syn. Man kan med Vished paastaae, at en eneste Spadseretour af denne Art, som blev kronet, hvis Virkning endogsaa har overgaaet Barnets dristigste Forventninger, kan lægge Spiren til Flauhed og Ublufærdighed for hele Livet; thi desværre, ikke mange af de kjøbenhavnske Børn sige som hiin lille Pige: "Gud veed, hvad Hundene ville sige til al denne Pynt?" Og saadan et Barns Abekattepynt kan desværre smitte en heel Skole, saa den faaer sine egne Moder; og de Børn, som ikke i deres Hjem kan sætte disse Moder igjennem, blive udleete af de Andre, - den, som bekjendt, største af alle Straffe. I vore Pigeinstituter læres paa eengang for Meget og for Lidet; for Lidt for at det kan fæste rigtig Rod, for Meget til at faae Pigerne selv til at troe, at de Intet kan. Ved at opdrages i disse Qvinde-Caserner blive de ganske rigtig smaa Soldater i det qvindelige Emancipations-Regiment. Med mandlige Fordringer til Livet, med Suk og Klager over, at de kun ere Qvinder, der ikke have Lov til at sætte sig ud over alle Former, staae de der fix og færdigt med højrøstede Meninger om Politik, Poesie, Kunst; sværme for berømte Personer, for Skuespillere og Skuespillerinder, sende anonyme Bouquetter til de første Acteurer, som de Eneste, hvori det Guddommelige aabenbarer sig for dem, og saaledes faaer Du dem trætte og blaserede til dit Hjem.
(...)

Det er min Overbevisning, at enhver Moder kan, ifald hun vil, selv oplære sine smaa Pigebørn i de Lærdomme, som i Almindelighed ere nødvendige for dem; og skulde hun i Et eller Andet trænge til Hjælp, vil den i al Fald blive saa ringe, at hun ikke derfor behøver at sende dem ud af Huset. Jeg mener, at naar en lille Pige har lært at læse, skrive sit Modersmaal, lidt Regning, og saa meget af Tydsk og Fransk, at hun kan læse inden i en Bog, da har hun for det Første lært hvad hun behøver af boglige Kunster; hvad der ellers hører til for at danne et Menneske bør hun selv kunne bibringe sig i en ældre Alder, ifald hun har Evne dertil, og har hun den ikke, saa ere disse Lærdomme dog døde Skatte for hende. Af Musik kan Du lære hende Noderne, en Scala, og et lille let Stykke efter Noder - kan hun dette, og ikke selv gaaer videre paa egen Haand, saa opgiv et Talent, som din Datter ikke har, og spild ikke Tiden paa en Færdighed, som hun ved første, bedste Leilighed lægger paa Hylden. Disse ringe, boglige Lærdomme mener jeg kan gaae for sig som en Leg, og uden at Du eller Barnet ret veed, hvorledes det er gaaet til; men begynd saa tidligt som muligt derpaa. (...)

Spectatrix

Spectatrix: "Om Huusvæsenet og Pigebørns Opdragelse" i "Ugentlige Blade" nr. 16, 1859, s. 188-190, 192.

N O T E R

1.Johanne Luise Heiberg

Johanne Luise Heiberg (1812-1890) var skuespiller og forfatter. Hun debuterede på teatret i 1826 og blev i årene 1829-1864, hvor hun var ansat på Det kongelige Teater, en af Danmarks mest feterede skuespillerinder. Som forfatter er hun i dag mest kendt for sin bog om svigerforældrene "Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg. En Beretning støttet paa efterladte Breve", 1882 og selvbiografien "Et Liv gjenoplevet i Erindringen" 1-4, 1891-1892.

2. Abraham af Santa Clara

Abraham af Santa Clara er klosternavnet for Augustinermunken Ulrich Megerle (1644-1709) Megerle var i sin samtid især kendt for sine gode talegaver og hans taler var fyldte med morsomme historie og satiriske angreb.

3. "Frauengassen, nicht Frauenzimmer"

Gassen er det østrigske ord for gade. Frauenzimmer betyder Fruentimmer, mens zimmer også betyder værelse. Der opstilles således en modsætning mellem gade og værelse, ude og inde. Lidt frit kan ordspillet oversættes til "Gadetøs, ikke Fruentimmer".

4. Probenreutere
Probenreutere er en nedsættende betegnelse for en udenlandsk handelsrejsende.

Moderpublikation: Ugentlige Blade, nr. 16, 1859, s. 188-190, 192

Forfatter: Spectatrix (Johanne Luise Heiberg)

År: 1851