Med ironi sætter Maria Marcus i bogen ”Kvindespejlet” spørgsmålstegn ved det naturbestemte i at en kvinde skal være husmor og ved koblingen mellem kvindelighed og husmordyder.

Maria Marcus: Kvindespejlet, 1964 s. 22-25

Hvorfor havde jeg dog ikke været opmærksom på det før? Det ligger jo allerede i det rent sproglige. I selve ordene, der er udsprunget af folkets dunkle bevidsthed, og folket tager dog sjældent fejl. En mor - en husmor!
Det hele er sådan set et rent biologisk fænomen. Det er i virkeligheden nok at kaste blik på kvindens anatomi. Man må blot se klart og uden fordomme.
Er kvinden måske ikke skabt til at modtage mandens sæd og deraf føde ham børn? Og siden til at give dem die af sine bryster? Hvad skulle hun ellers have fået sit skød og sine bryster til? Nej, vel?
Og så følger resten ganske af sig selv. At give barnet mælk af sit bryst, og at give det mælk af en flaske hvis der ikke er mere i brystet. Og at rense flasken. Og at rense afløbet i vasken. At vaske bleerne. At vaske gulvet. At lave maden, stoppe strømperne, og gå ned med skraldespanden, og gå på posthuset, og være hjemme når varmemålerne skal aflæses. Det kan alt sammen logisk og lykkeligt føres tilbage til det skød og de bryster.
Hele denne biologiske sammenhæng er kommet til at stå så tydeligt for mig. Moderglæder og modersorger, hvor nært hører de ikke sammen! Barneplejerske, vaskekone, kokkepige, rengøringskone, syerske, bybud, vinduespudser, sygeplejerske, økonom, håndværker, vågekone, psykolog, legetante - en mor er alle disse mennesker i en person. Alt hvad man betaler fremmede for i dyre domme, det gør en mor med et smil uden at forlange en rød øre for det. Hun bare lykkelig for, at naturen har indrettet det hele så viseligt. For hun er en mor. Og kun en mor kan være en mor.
En far kan f. eks. aldrig blive en mor. Blodet taler ikke samme sprog i en fars årer som i en mors. Det er ikke en far, men en mor, der har denne medfødte, udefinerlige sjette sans for, hvornår der skal røres i en gryde med havregrød, så den ikke brænder på.
En far har heller ikke de samme kræfter som en mor. Eller ikke den samme slags kræfter, kan man måske sige. F. eks. til at bære sit barn på den ene arm og et kilo kartofler og et hvidkålshoved og en liter sød på den anden arm, på tredie sal. Det kan kun en mor gøre dag ud og dag ind, og det er godt og rigtigt at det er hende der gør det. Det har aldrig været meningen, at en far skulle bruge sine kræfter på den slags.
I det hele taget, så har en far slet ikke den praktiske sans, der kræves for at være en mor. Nu bare noget så fundamentalt som en opvask. Det er jo ikke fordi Peter i og for sig er upraktisk. Han er da glimrende til at sætte sikringer i, eller til at få skabsdøren op når den er gået i baglås, eller den slags ting der naturligt hører hjemme på hans domæne. Men han har simpelt hen ikke anlæg for at vaske op. De par gange jeg har set ham stå og fumle med børste og sulfo og kaffekopper, fordi jeg var syg, er jeg også altid stået op for at overtage det. Jeg har ikke nerver til at se ham stå der og øde sin maskuline energi på noget, der så åbenlyst er unaturligt for ham.
Men selv for en kvinde kan det altså være svært nok at blive en husmor i ordets dybeste betydning, når hun først er kommet skævt ind på det. Det gik op for mig i de forårsdage. Det var jo ikke bare julen, jeg nær havde snydt min familie for, hvis ikke de brune kager havde rørt ved min samvittighed. Der var tusind andre ting. Tusind ting betragtede mig med anklagende øjne, fra jeg stod op om morgenen til jeg gik i seng.
Ja - netop morgenmaden. Den var typisk: pulverkaffe i stedet for mors eget frisklavede bryg. Dåsemarmelade i stedet for mors eget uforfalskede solbærsyltetøj af håndplukkede bær. Færdigblandet pakke-øllebrød til børnene i stedet for mors egne gamle rugbrødsskorper.
Og Peters madpakke - jeg kunne græde ved tanken. Skiverugbrød i sølvpapir, belagt med købeleverpostej, købemayonnaise, købefrikadeller, nødtørftigt sminket op med karse - som ikke engang havde groet på mors egen karsegris.
For slet ikke at tale om middagsmaden. Dåsemad og dybfrost, smidt hen på en plasticdug garneret med papirservietter og gafler af rustfrit stål - bare for at jeg kunne slippe for at pudse de smukke sølvgafler vi havde arvet efter tante Helene. Det var som om det rustfri stål symboliserede hele den iskolde, sterile, umenneskelige atmosfære, der umærkeligt havde sneget sig ind i vort hjem.
Sådan var det hele vejen igennem. Når jeg blev træt af en kjole, så forærede jeg den væk med en flot gestus, i stedet for at sy den om til Susanne. Ikke en trøje havde jeg strikket til lille Mikael. Hvordan så mine børn ikke ud! Og hvad var det for stuer jeg gav dem at gå rundt i! Alle de antikke porcelænsfigurer og alle familiefotografierne fra mit eget barndomshjem havde jeg lagt på loftet, bare fordi de samlede lidt støv. Ikke en bordplade af mahogni, for jeg gad ikke polere. Og i badeværelset - i badeværelset stod et syntetisk plasticbadekar, der end ikke skulle skures for at blive blankt og skinnende! Hvad var jeg dog for en kvinde ...

N O T E R

1. Maria Marcus
Maria Marcus (1926- ) er forfatter, psykoterapeut og sexolog. Hun debuterede med ”Kvindespejlet” i 1964. Hendes mest kendte bog er ”Den frygtelige sandhed” fra 1974 om kvinders masochisme. Hun er en fremtrædende repræsentant for 1970’ernes nye kvindelitteratur og har skrevet en række bøger, blandt andet romaner, terapibøger, ungdomsbøger og erindringer.

Moderpublikation: Kvindespejlet, 1964 s. 22-25

Forfatter: Marcus, Maria

År: 1964