I mæglingsforslaget ved overenskomstforhandlingerne i 1973 indgik så endelig ligeløn for kvinder og mænd. Forslaget indeholdt både regler for ligeløn på normallønsområdet, mindstelønsområdet og for akkordbetalinger samt kvinders adgang til at udføre arbejde på lige fod med mændene.

"Uddrag af mæglingsforslaget 1973". Kvindernes Fagblad nr. 4 1973, s. 3.

Mæglingsforslagets tekst vedrørende ligeløn og kvinders adgang til at udføre arbejde på lige fod med mænd. Det var et resultat af Kvindeligt Arbejderforbunds pression gennem år.

I. Ligeløn for kvinder og mænd.

1. Tidløn.

a. Normallønsområdet.
I overenskomstforhold, som omfatter såvel kvinder som mænd, fastsættes de overenskomstmæssige normallønssatser for kvinder med virkning fra den 10. april 1973 til samme beløb som for mænd inklusive dyrtidstillæg og andre overenskomstmæssige tillæg, der ydes til samtlige tidlønstimer, bortset fra genetillæg.
I overenskomstforhold, som alene omfatter ikke-faglærte kvindelige arbejdere, forhøjes de overenskomstmæssige normallønssatser med virkning fra den 10. april 1973 til kr. 14,10 pr. time inklusive dyrtidstillæg og andre overenskomstmæssige tillæg, der ydes til samtlige tidlønstimer, bortset fra genetillæg.

b. Minimallønsområdet.
De overenskomstmæssige minimallønssatser, herunder mindstebetalingssatser, for voksne arbejdere fastsættes med virkning fra den 10. april 1973 ens for kvinder og mænd, normalt til kr. 13,40 pr. time inklusive dyrtidstillæg.

c. Dag-, uge- og månedslønninger reguleres efter samme retningslinier.

2. Akkord- og bonusordninger.

Betalingssatserne fastsættes uden hensyn til køn, hvilket indebærer, at hvor mænd og kvinder udfører samme arbejde, aflønnes de efter samme sats.
Såfremt tilpasning af denne bestemmelse kræver forhandlinger, skal disse afsluttes snarest og så vidt muligt inden 1. juli 1973. Dette gælder, hvad enten ordningerne er aftalt lokalt eller ved overenskomst. Opnås der ikke enighed mellem parterne, underkastes sagen sædvanlig fagretlig behandling.

3. Lige adgang til arbejde.

Alle begrænsninger på grund af køn i adgangen til at udføre arbejde af enhver art bortfalder ved ligelønnens gennemførelse.
Det følger heraf, at arbejdsbestemte tillæg på den enkelte virksomhed fastsættes uden hensyn til køn.

Moderpublikation: Kvindernes Fagblad nr. 4 1973, s. 3

Forfatter:

År: 1973