Også tidsskriftet Kvinder havde en brevkasse. Besvarelserne af spørgsmålene betonende det frigørende i at tale om problemerne med andre kvinder og løse personlige problemer gennem at deltage i basisgrupper og kvindebevægelse.

"Brevkassen", Kvinder nr. 8, juni/juli 1976 s. 23-25

Prævention Kære Anse.
Jeg har hørt om et svangerskabsforebyggende middel, som hedder C-film og som bruges i Svejts og England. Kunne du oplyse mig noget mere om det? Det skulle være en slags film ligesom den man bruger til madvarer. Jeg har fået at vide, at både mænd og kvinder kan bruge den, og at den skulle være behagelig og meget nem at anvende for begge køn, da den ikke kan mærkes sådan som kondomer og pessarer, og da den er et engangsforetagende, som kvinden for sit vedkommende ikke engang behøver at fjerne, fordi den automatisk skylles ud. Derfor vil jeg spørge dig: Hvori består det svangerskabsforebyggende ved denne film? Hvordan ser den ud? Skal begge køn anvende den samtidigt? Hvordan anbringer man den og sikrer sig den blir siddende? Hvor stor er sikkerheden sammenlignet med andre svangerskabsforebyggende midler? Er den skadelig på nogen måde? Hvor dyr er den? - Hvorfor har vi ikke hørt om den her i Danmark, når den så længe har været brugt i Svejts f.eks.?
Jeg håber du kan give mig let svar, for jeg hører til dem, der er ked af at blive ved med at spise p-piller, men ikke kan finde en bedre løsning, fordi jeg ikke har en fast ven, ikke tror jeg vil have børn, ikke kan bruge spiral og ikke kan tage de fedtede pessarer. Er C-filmen en løsning?
Anne-Marie, 32 år

Kære Anne-Marie.
C-film kan endnu ikke købes her i landet, og det er tvivlsomt om det bliver tilfældet, idet den er blevet gennemprøvet på et københavnsk hospital med et nedslående resultat. Undersøgelsen er endnu ikke offentlig tilgængelig, men vi har fået oplyst, at der var væsentlig mindre sikkerhed end ved pessar og skum, og hvis den kommer i handelen, vil den i hvert tilfælde ikke blive anbefalet. Filmen er nærmest som fedtet cigaretpapir og skal kun benyttes af kvinden, den skal anbringes omtrent som et pessar.
Alt i alt minder det noget om pessaret blot med nedsat sikkerhed, så det er nok heller ikke den rigtige løsning for dig.
Lægegruppen

Ingen lyst til samleje
Kære Anse, Birgit, Lone og Katrine.
Jeg vil forelægge jer mit problem, fordi jeg ikke andre stedet har kunnet finde løsning på det. Jeg er 25 år og har været gift i 4 år. Min mand og jeg l har det virkelig rart sammen, i respekterer hinanden og vores forskellige interesser, lever uden særlige økonomiske problemer (vi er begge studerende, men har erhvervsarbejde deltids ved siden af), og vi føler os alt i alt privilegerede. Vi bor på andet år i kollektiv med meget gode venner og alt fungerer mægtigt.
Det vil sige: ikke alt fungerer. Jeg mangler nemlig totalt lyst til samleje. Det startede for snart 5 år siden. Som nævnt ovenfor var vi ikke gift på det tidspunkt, og da min menstruation udeblev, var vi temmelig nervøse for, at jeg var blevet gravid. Jeg var nemlig holdt op med at bruge p-pillen gynovin, fordi jeg fik meget stærke smerter i forb. med menstruation af dem (de var givet til dels for at afhjælpe disse smerter). På grund af graviditetsangsten, der var ubegrundet, begyndte jeg igen med p-piller, denne gang af mærket eugenon. Samtidig begyndte lysten, libidoen eller hvad l kalder den, langsomt at forsvinde. En af mine medsøstre brugte også dette mærke og konstaterede samme reaktion som min egen. Da hun holdt op med at bruge mærket, kom lysten igen, og jeg håbede på samme reaktion, da jeg holdt op, uden at håbet blev indfriet. Jeg søgte læge, der dels fuldstændig afviste sammenhængen med p-pillerne, dels mente, at vi nok havde for travlt. Deri var jeg uenig, idet vi i hvert fald nok aldrig ville få mindre travlt. Hun sendte mig også til en gynækologisk undersøgelse, hvor alt konstateredes normalt. Senere søgte jeg en anden læge, der rådede os til at blive skilt, da vi nok ikke passede sammen. Da jeg var langt fra enig i denne betragtning, gav han mig en henvisning til en psykiater, som jeg imidlertid ikke har opsøgt af flere grunde. 1) Han siges udelukkende at lægge vægt på at stille en diagnose for derefter at kunne behandle med medikamenter. 2) Jeg kan ikke sige mig fri for visse fordomme, der medfører at jeg hellere skyder det ind under noget fysisk end noget psykisk (selv om det vel kan være en blanding: fysisk pga. reaktionen ved p-pillen, psykisk pga. graviditetsangsten). 3) Og jeg har svært ved at være særlig ivrigt søgende efter noget jeg ikke har lyst til. Nå, lysten eller rettere den manglende lyst begrænser sig til samlejet. Jeg nyder f.eks. det der traditionelt henhører til forspillet. Problemet viser sig derfor overvejende at være min mands - af ovenfor nævnte og logiske grunde kan man ikke i særlig høj grad savne noget, man ikke kan lide, men da jeg faktisk elsker min mand, ville jeg selvfølgelig gerne at også dette samspil fungerede. Han har forsøgt at få sit fysiske behov tilfredsstillet ved et forhold til en anden kvinde, men han mener ikke, det er løsningen, da han helst vil dele også det seksuelle med mig, og min begejstring var heller ikke udelt, selv om det måske kunne synes at være den ideelle løsning. Jeg føler mig heller ikke særlig kold (frigid), f.eks. bliver jeg af og til tiltrukket af andre mænd, også fysisk, uden dog at have forsøgt samleje med nogen af dem. Grunden hertil er lidt svær at udrede. Dels er det et eller andet med, at jeg har vænnet mig til at tro, jeg ikke har lyst, dels "hensynet" til min mand set i forhold til min egen reaktion ved hans "utroskab" ("" angiver at jeg mangler ordentlige udtryk), dels at de mænd jeg føler mig tiltrukket af, og hvor jeg har vidst at dette var gensidigt, alle er gift, hvilket for mig har gjort spørgsmålet om samleje temmelig teoretisk, i alt fald for teoretisk til at jeg kan være sikker på en følelsesmæssig reaktion. I øvrigt har jeg glemt at fortælle, at jeg udmærket i kan få orgasme, hvilket viser i sig ved ganske vist sjælden masturbation.
Hidtil har der vist egentlig ikke været nogen spørgsmål, derfor: Hvad er der egentlig i vejen med mig? Hvorfor reagerer jeg som jeg gør? Hvad kan jeg gøre ved det? Hvor kan jeg evt. få hjælp til en evt. løsning?
Håber jeg nogenlunde har skitseret den baggrund, der er nødvendig for at svare! A.K.

Kære A.K.
Der er ligesom flere ting i dit brev - et rent lægeligt problem - og nogle menneskelige. Vi vil forsøge at svare dig også på de sidste, men vores svar på det menneskelige område er selvfølgelig præget af vores personlige erfaring og de få ting, vi har kunnet læse os til.
Først det lægelige - det har i flere tilfælde vist sig, at lysten til samleje forsvandt, når man begyndte på p-piller, nok kun med nogle præparater: samtidig med der også har været forskellige andre bivirkninger, men det har tit været sådan, at det præparat, der gav bivirkninger hos en person, ikke gav hos en anden og omvendt. Der er helt givet både psykiske og fysiske årsager, det hele er meget komplekst. Det mest almindelige er, at man får stigende lyst til
sexuelt samkvem - hvad der jo meget let kan hænge sammen med at graviditetsangsten forsvinder. Bivirkninger i øvrigt forsvinder, når man holder op med p-pillerne.
Vi mener, at når du har fået foretaget en grundig gynækologisk undersøgelse og ellers fungerer normalt - har regelmæssige menstruationer osv. - kan man med sikkerhed sige, at din manglende lyst til samleje ikke skyldes noget fysisk, men noget psykisk - men derfra og til at skulle behandles af en psykiater synes vi der er et stort spring, specielt da lægeuddannelsen så at sige ikke har beskæftiget sig med dette problem og den man evt. blev henvist til også måtte støtte sig til sine egne erfaringer og moralbegreber.
Det eneste rigtige, mener vi, er at tale tingene igennem med en gruppe mennesker eller for den sags skyld bare et, men det skal være nogen du har et godt og trygt forhold til. Vi synes en kvindegruppe er det bedste, men det er fordi vi tror, at du herigennem vil opleve, at det er et problem, du deler med en række andre kvinder.
Når vi læser dit brev, tænker vi uvilkårligt på, om du da du var i begyndelsen af dit forhold til din fyr, havde noget ud af at være sammen med ham - eller det bare var forelskelsens spænding, eller hvad du nu vil kalde det. Vi kan ikke sige, hvad du skal gøre - det mener vi i øvrigt ikke andre mennesker kan - man kan kun forsøge at hjælpe dig frem til, hvad du ønsker at gøre og mest har lyst til, men også dette vil du nok bedst kunne finde ud af i en gruppe, hvor du vil blive tvunget til at udtale dig og herigennem formulere dine ønsker og tvivl.
Af dit brev ser det ud som om du har et nogenlunde fortroligt forhold til din fyr, måske kunne du nå så langt, at du selv skaffede dig orgasme sammen med ham, at det hele blev led i en fælles leg.
Hvis du ikke har læst Maria Marcus´ bog "Den frygtelige sandhed" - så prøv det - den giver på mange punkter stof til eftertanke.
Lægegruppen

Hvem er jeg? Hvad er jeg?
Er jeg et frit, selvstændigt menneske, med evne og muligheder for at forme min tilværelse og træffe mine egne beslutninger, eller er jeg et anonymt, viljesløst, nærmest lidt besværligt og overflødigt vedhæng til min mand? Ja, dette spørgsmål må jeg have lov til at stille, når jeg tænker på, hvorledes man behandler mig i dette lands så højt besungne velfærdssamfund. Jeg har været vant til at arbejde hele mit liv, og myndighederne har naturligvis aldrig haft svært ved at finde mig, når jeg skulle betale min skat. Den har jeg også altid betalt villigt og gerne, bl.a. fordi jeg vidste, at en del af pengene var at betragte som en forsikringspræmie, der skulle sikre mig, hvis jeg blev ramt af sygdom eller invaliditet. I 1972 fik jeg så en discusprolaps, blev sygemeldt og gik til ambulant behandling, der ikke hjalp spor, og blev så indlagt på Kommunehospitalet. Derinde kunne man intet gøre for mig, men fandt så på - måske som en slags nødløsning - at det nok var noget med nerverne, og sendte mig hjem med et pillearsenal, der fik min egen læge til at ryste på hovedet og spørge, om de mon tænkte på at gøre mig til narkoman eller pillevrag. Mine nerver fejlede efter min og min omgangskreds´ mening intet, men naturligvis går man ikke rundt og stråler af glæde ved tanken om at være uarbejdsdygtig resten af sin tid. Min læge tilrådede mig meget kraftigt at søge invalidepension og hjalp mig på alle måder. Jeg er hende stor tak skyldig. Påny en lang række ambulante behandlinger af forskellig art, ja jeg har såmænd prøvet både kiropraktor, zoneterapi og akupunktur, for man griber jo efter alt, hvad der kan ligne et halmstrå. Men intet hjalp rigtigt, det kunne være lidt op og ned, men som helhed blev det ringere. Jeg måtte have hjælp til at klare det daglige husarbejde, og min familie var såmænd også flink til at give mig et nap med sengeredning og støvsugning. I 1975 blev jeg så igen indlagt, denne gang på Rigshospitalet, der skulle afgive attest til brug for invalideretten.
Lægerne der fortalte mig, at de anså mig for helt uegnet til enhver form for fysisk arbejde, og at de absolut ville anbefale, at jeg blev indstillet til invalidepension. Nå, så mente jeg jo, at den hellige grav var velforvaret, men ak, min optimisme var forhastet. Det viste sig nemlig, at der inde i invalideforsikringsretten sidder nogle overeksperter, der ganske hen over hovedet på den lægelige ekspertise er i stand til at se, hvorledes et menneske har det og om det i virkeligheden er fuldt arbejdsdygtig. Og endda uden så meget som at have et eller talt med vedkommende. Disse overeksperter er naturligvis guld værd for dette Glistrup-befængte samfund. Kan nogen forklare mig, hvorledes man i sparetider kan tillade sig at bruge dyr hospitalsplads til en undersøgelse, hvis resultat man så bare kasserer med et penselstrøg? Jeg finder det i hvert fald oprørende. Min egen læge trækker på skulderen og siger: Det er naturligvis ikke tilladt at tage hensyn til, at De er gift og på den måde forsørget, når man skal tage stilling til, om der skal tildeles invalidepension, me-en, jeg har jo set mærkelige tilfælde før, så…
Ja, det er jo en nem og billig løsning, ikke sandt? Og at de høje herrer skulle kunne se, at den er sjofel og uanstændig, det er måske ikke at forvente. De ord findes nok slet ikke i de rangklasser, når det drejer sig om retfærdighed for
j samfundets jævne borgere. Men jeg må altså konstatere, at jeg ikke længere er at betragte som et selvstændigt individ, jeg er bare en, der i kraft af en vielsesattest skal forsørges. Er der virkelig slet intet at gøre? Vi har naturligvis overvejet at lade os skille proforma. Ja, det er rigtigt, det ville være uanstændigt, men man skulle jo gerne på alle områder kunne hamle op med de toneangivende kredse i vort samfund, ikke sandt? Det er i hvert fald luset, at man overhovedet skal have nødigt at overveje den slags foranstaltninger, men det allersidste jeg gør, det er nu da at bøje nakken og finde mig ydmygt i at blive trådt på. Jeg må da retfærdigvis sige, at min mand bestemt ikke beklager sig, "det skal nok gå", siger han altid, men jeg bliver sur over, at jeg slet ikke kan bidrage lidt til, at økonomien ikke skulle være så stram. Det kan i forvejen være trist nok, både at være ørkesløs og døje med sine gebrækkeligheder, men dobbelt trist bliver det da, når man skal plages af næringssorger. Det er en dum fornemmelse, bare at være "forsørget". Er der ingen, der kan hjælpe mig?
Grethe, 57 år

Kære Grethe.
Tak for brevet. Jeg synes, at det var et fantastisk godt brev, taget lige på kornet - men jeg er samtidig ked af det på dine vegne - ked af, at du bliver så dårligt behandlet.
Efter d. 1/4-1976 er det Revaliderings- og Pensionsnævnet, der kan hjælpe dig - hvis de vil - og hvis de ikke vil, kan du klage til Den sociale Ankestyrelse, Amaliegade 25, 1256 Kbh, K. (Hvis man bor i provinsen, skal man klage til amtsankenævnet).
Man skal klage inden 4 uger efter, at man har modtaget afslaget på pensionen.
Det fremgår ikke at dit brev, at du har klaget over afgørelsen fra den gamle invalideforsikringsret. Det vil sige, at du igen må til din sygekasselæge og have en ny ansøgning, som så sendes til Revaliderings- og Pensionsnævnet, Kristinebjerg 6, 2100 Kbh. Ø.
Iøvrigt synes jeg som sagt, at det er en virkelig god beskrivelse af forsorgen i Danmark, som du kommer med i dit brev. Det er helt præcist, som systemet meget ofte fungerer, og din sygekasselæge tager sikkert heller ikke fejl, når hun antyder, at det at du er økonomisk sikret gennem din mand - kan spille ind i invalideforsikringsrettens afgørelse.
Selvfølgelig er du et selvstændigt menneske med evner og muligheder for at forme din tilværelse og træffe dine egne beslutninger, men det er kun til en vis grad, for hver gang dine beslutninger ikke passer ind i samfundets rammer, så er det dig, der må bøje af. Du er kun fri dertil, hvor andres penge og magt sætter ind.
Hvis du vil have mulighed for virkelig at fungere selvstændigt - så er det noget med at tage politisk stilling i hverdagen - for i det her system, har du ret i, at en kone på 57 år, der endda er uarbejdsdygtig, bestemt kun regnes for besværlig.
Hvis du kan holde til det, skulle du komme over til et af vore introduktionsmøder for "Kvinder over 40" i Huset i Prinsessegade 7 - en torsdag aften mellem 19 og 20.
Kærlig hilsen,
Annie

Er pengene tabt?
Til Kvindebladets brevkasse.
Vi skriver til jer, fordi vi mener, at en af vore gode venner er ved at komme i klemme. Hun er en kvinde på 50 år gift med en skolepsykolog; der er et adoptivbarn i ægteskabet. For ca. 2 år siden fik han et barn med en anden dame, og han forlod hjemmet og bosatte sig hos barnets moder. I år i febr. gik skilsmissen i orden, og adoptivbarnet er tilkendt moderen. Det viser sig nu, at manden efter at han har forladt hjemmet, har fjernet ca. 100.000 kr. fra deres fælles bankbøger - kan han det? Han hævder at have levet dem op. Moderen har talt med sin sagfører og har fået det indtryk, at disse penge for hendes vedkommende er tabt - kan det være rigtigt?
Manden tjener ca. 11.000 kr. om måneden - hvad er det normale hustrubidrag af sådan en indtægt? Manden har altid forlangt, at hans kone skulle gå hjemme, og derfor har hun ikke holdt sin laborantuddannelse vedlige. Et svigtende syn gør det i dag umuligt for hende at komme ind i erhvervet igen. Moderen får i dag 2.500 kr. om måneden, som er et foreløbigt bidrag.
I dag har hun været i forbindelse med amtet, hvor hun fik en "HERRE" i tale, som tydeligvis var forudindtaget gennem flere samtaler med manden; hun blev klar over, at der ikke var nogen hjælp at hente her - hvor mon hun så skal få hjælp?
Vennerne
I må råde jeres veninden til at søge bistand hos skiftedommeren. Historien med del 100.000 kr. kræver det. I skriver ikke hvor stort det samlede fællesbo er, så det er svært for mig at se, om hun måske har fået dækning i andre aktiver ved bodelingen. Hvis ikke åbner loven mulighed for at rejse et erstatnings- eller evt. vederlagskrav under skiftet.
Jeg vil godt understrege kraftigt, at man i forbindelse med opløsning af ægteskaber, hvor der er fælleseje og formue ALDRIG skal indgå privat-forlig med modparten og hans advokat, hvis man er utilfreds med resultatet. Lad skifteretten klare det, selvom det tager længere tid.
Men hensyn til størrelsen af bidraget og dets varighed kan jeg ikke give et bestemt svar. Det afgøres under hensyntagen til på den ene side hustruens erhvervsevne og mandens forsørgerbyrder iøvrigt. Men jeg tror ikke, hun vil få større bidrag end det nuværende, tværtimod. Derimod vil hun få et forhøjet børnebidrag.
I jeres sidste spørgsmål rører I ved noget væsentligt: Jeg aner ikke, hvor hun skal henvende sig, når såvel advokat som amtets embedsmænd i svigter. Det er en af de mest oversete skandaler ved Bistandsloven, at man ikke har sørget for at oprette juridisk rådgivning i tilknytning til socialkontorerne (centrene) selvom der er et både stort og veldokumenteret behov for det.
I København og enkelte større provinsbyer er der dukket en række alternative rådgivninger op, og hvis ikke andet giver resultat, synes jeg i jeres veninde skal henvende sig til en af dem, f.eks. Socialistisk Retshjælp, Refshalevej 2A, 1407 K. Tlf. (01) 57 08 31. Torsdag mellem 16 og 18.
Måske man her kan yde konkret hjælp.
Søsterlig hilsen, Mette

N O T E R

1. Glistrup-befængte
Mogens Glistrup (1926- ) er dansk politiker. Mogens Glistrup stiftede Fremskridtspartiet i 1972 for at afskaffe indkomstskatten. Han blev valgt ind i Folketinget i 1973 med en jordskredssejr hvor Fremskridtspartiet fik 28 mandater og blev Folketingets næststørste parti.

Moderpublikation: Kvinder nr. 8, juni/juli 1976 s. 23-25

Forfatter:

År: 1976