Eva Mobergs bog ”Kvinnor och människor” vakte stor opmærksomhed da den udkom i 1962 i Sverige. Jytte Kaastrup Olsen refererer Eva Mobergs synspunkter og den svenske debat.
Jytte Kaastrup Olsen: ”Storm omkring den gamle kvindesag”. Informations kronik 28.7.1962.
Storm omkring den gamle kvindesag
Af JYTTE KAASTRUP OLSEN
I denne »artikel med unuancerede standpunkter« , men »inspireret af
medfølelse for mine medsøstre», refererer vor korrespondent i Stockholm
den svenske debat omkring Eva Mobergs bog »Kvinnor och Människor«
EVA MOBERG er et begreb i Sverige. Hun er blevet det i løbet af et aar.
Hun diskuteres, hendes meninger er samtalestof af den i vore dage
sjældne art, at alle kan tale med om dem. Eva Moberg har nemlig
præsteret det, de fleste ville have forsvoret var muligt: hun har rejst
en storm omkring den gamle kvindesag. Gamle, fordi hendes fremgangsmaade
er den samme, som de gamle glemte pionerers, hun gør ingen indrømmelser
over for sentimentaliteten omkring kvindens særret, hun bruger sin
logik og finder sig ikke i nogen udenomssnak. Reaktionerne paa hendes
raaben vagt i gevær har vist, hvor dybt sagen stikker. Eva Moberg har
nærmest optraadt taktløst ved at gøre opmærksom paa, at man kun er
kommet halvvejs i kvindernes emancipation, for alle felter staar jo
aabne for alle kvinder, saa det er bare at stige ind og tage for sig af
rettighederne. Hun har traadt husmødrene over tæerne og lagt sig ud med
»moderen« og med manden ogsaa, kan man gaa ud fra, skønt han ikke
aabenlyst har optraadt som saaret, men kun i indlæg forsøgt at
mistænkeliggøre Eva Moberg ved at antyde, at hun har en overlegen
indstilling til »hemmakvinnan«. Men manden behøver saamænd ikke vise, at
han er stødt over, at hans fine sabotage imod kvindens selvstændighed
afsløres bestemt og uafviseligt af en ung selvstændig kvinde, for der
har været nok af fornærmede kvinder, der holder paa status quo, det vil
sige ægtemandens interesser. Meget forbavser en i denne sag; særlig to
ting undrer man sig over. Hvorfor er det lykkedes netop Eva Moberg at
faa liv i kludene i diskussionen om blaastrømpens halvfærdige arbejde,
og hvorfor er der saa faa, som forstaar, at hun virkelig alvorligt er
ude for at hjælpe kvinderne? Det er lykkedes hende, fordi hun irriterer
med sin forenklede klarhed, og fordi hun er frygtløs og saglig. Hun kan
sagen paa sine ti fingre, hun underbygger sine meninger med citater fra
verdenslitteraturen, pressen og ugeblade. Hun er ikke ude i eget ærinde,
saa den plakat kan heller ikke sættes paa hende. Den standses i
opklistringen alene ved synet af hendes søde ansigt, af kendskabet til
hendes indsats som litteraturhistoriker og redaktør af »Hertha« - Frederika Bremer forbundets tidsskrift - og af den selvfølgelige selvstændighed, som hendes holdning over for problemerne udstraaler.
De væsentligste Eva Mobergs synspunkter staar i en lille bog, der nylig
er udkommet i Tribun-serien »Kvinnor och Människor« er dens titel.
Vanskeligheden ved et indlæg som Eva Mobergs er, at kvinderne behandles
som et homogent hele; det køn man vel ligesaa lidt gøre som at skære
congolesere, danskere og israelere over en kam. Men det gøres gang paa
gang, og endnu er kvindesagen ikke længere, end at det er svært at gaa
til værks paa anden maade, hvis man vil rense ud i dens mange
underjordiske gange. Men det har gjort, at Eva Moberg har maattet
forsvare sig paa saa mange fronter, fordi de protesterende hver har sit
»lag« kvinder, som de forsvarer, eller som de kender »indefra«. De
kvinder, Eva Moberg er mest ude for at hjælpe, er hende med
dobbeltarbejde og hende, der har faaet en uddannelse, som forfalder,
fordi hun gifter sig og dermed i de fleste tilfælde øjeblikkeligt
automatisk bliver placeret i samfundet som frue og husholderske og med
tiden børneopdragerske, skønt hun med sin uddannelse sigtede paa at høre
til ude i »cirkulationen« af arbejdende, moderne mennesker. Det er
ubegribeligt, at der skal være noget forkert ved at ville forklare folk,
at denne kvinde har ret til at udvikle sig som individ nøjagtigt, som
mændene har det. Men det har altsaa vist sig at være taktløst og
hjerteløst, og ingen er mere forbavset over det rabalder, hun har
foraarsaget, end Eva Moberg selv. Hun er en stilfærdig og beskeden ung
dame, som helst vil passe sine studier, saa hun kan blive færdig og
forsørge sig selv, og dermed faa sin frihed. Det er svært at sige med
sikkerhed, om den kendsgerning, at hun er datter af Greta og Vilhelm Moberg,
har en smule at gøre med den irritation, hvormed hun mødes af sine
ellers ret rethaveriske og over for uretfærdigheder meget følsomme
landsmænd, men man kan nu og da gribe sig i at tro, at det kan forholde
sig saadan. Eva Moberg har ellers ikke gjort andet, end hvad saa mange
debattører gør: at optræde med sikkerhed og i holdbart logisk panser -
man kan knap beskylde hende for at have brugt et i svensk debat ikke
ukendt kneb: at sætte tingene paa spidsen eller at overdrive for at faa
diskussionen i gang. Hendes krav til samfundet er ikke anderledes end
dem, enhver reformator eller socialt vaagen person stiller til
lovgiverne paa en eller anden forfordelt samfundsgruppes vegne, det være
sig enligtstillede mødre eller gamle. Men i modsætning til de her
nævnte samfundsgrupper, saa er det efter denne debat klart, at vælgerne
blandt kvinderne faar socialdemokraterne ikke i større udstrækning ved
at imødekomme Eva Mobergs krav om samfundsfordele for »hemmafrun«, for
at hun skal kunne komme »ud af hjemmet«, saaledes som de er sikre paa,
hvis de giver sig i lag med de gamles eller ungkarles eller
enligtstillede mødres problemer.
SELV en gammel kvindesagsveteran som »Bang«
(journalisten Barbro Alving) hører til mellem dem, der er rykket ud til
forsvar for kvindens hang til at hellige sig mand og barn. Hun
udtrykker meninger, der gør, at man synes, hun med aarene har
identificeret sig lidt vel meget med de mange læserinder; hendes
kongereportager har. Hun tager til orde for kvindens ældgamle rolle i
samfundet som menneskeplejerske; hun har den opfattelse at kvinden har
et rigere følelsesliv end manden; hun efterlyser et kvindeligt
»viljeliv« i en atomtid - en kvindelighed, i kraft af hvilken hun skal
kunne skabe fred og harmoni paa jorden, en Elin Vägnersk
kvindefront imod alt, som er menneskefjendtligt, og hun stiller et
bestemt krav til kvinderne som kvinder om at bremse en afsporet
civilisation. Dette samtidigt med, at hun paa de fleste saglige punkter -
kvindens ret til økonomisk uafhængighed af manden, til først og
fremmest at være menneske; dobbeltrollen; afskaffelse; mandens
»emancipation« - er enig med Eva Moberg. Hendes synspunkter forekommer
noget uklare. Hvis hendes krav om en kvindefront imod situationen i dag,
som kvinden ikke har noget ansvar for, at vi er havnet i, skulle gaa i
opfyldelse, skulle der skabes en kønsdiskriminering med modsat fortegn
end den, Eva Moberg kæmper for at faa bort. Manden skulle blive en
andenrangs person, mens kvinden med alle sine »fine« egenskaber skulle
lede verden i rigtig retning. »Bang, skriver i »Vecko Journalen«, og
samme ugeblad bragte en tør, men klar oversigt over Eva Mobergs
vigtigste synspunkter. Den skal her gengives med nogle faa kommentarer,
hentet fra Eva Mobergs bog. HVERT menneske skal have muligheder for at
udvikle sig frit i overensstemmelse med sine anlæg, interesser og
uafhængigt af race eller køn, som der staar i FNs deklaration om
menneskerettighederne. Kvinderne er forfordelt i forhold til mændene paa
dette punkt. De har næsten hele ansvaret for omsorgen og opdragelsen af
børnene. Denne opgave betragtes som indbygget i deres egenskab af
kønsvæsen, og indstillingen paavirker alle kvinders liv, hvadenten de
faar børn eller ej. Kvindens valgmuligheder er mere indskrænkede end
mandens. Pasningen og opdragelsen af børnene bør derfor deles lige
mellem mødrene, fædrene og samfundet. Mændene bør dele hjemmearbejdet
med kvinderne. Samfundet bør udbygge daghjem og forskoleinstitutioner.
Staten skal oprette en »børnetillægskasse«, der giver kraftige bidrag
til børn under tre aar. For dette bidrag har en af forældrene enten raad
til at blive hjemme fra arbejdet eller til at anskaffe en god hjælp.
Omsorgen og opdragelsen af børn er en menneskelig opgave, ikke en
»kvindelig«,. Naturligvis har fædrene samme forudsætninger for at tage
sig af børnene. Det faktum, at man har født et barn, siger intet om ens
psykologiske evner til at opdrage det. Det er ikke muligt for kvinden at
opnaa ligestilling, saalænge hun er økonomisk mere afhængig af manden,
end han af hende. Derfor bør ægteskabets mulighed som
forsørgelsesanstalt forsvinde. Ægteskab bør ikke have en social
tiltrækningskraft og maa ikke fortsætte at være en ungpigedrøm, som
skyder den faglige uddannelse til side. Naar ægteskabet ikke længere kan
slaa en streg over en faglig uddannelse, vil kravet om en uddannelse
automatisk forstærkes hos pigerne. De bliver nødt til alvorligere end nu
at tage stilling til deres anlæg og interesser, hvilket de ikke gør nu,
ofte af angst for, at drengene skal opfatte dem som
hvad-vi-vil-kvinder. Klapjagten paa en ægteskabspartner for den sociale
prestiges skyld vil dermed blive mindre. Eva Moberg kræver, at de
forestillinger og fordomme, som sætter lighedstegn mellem kvindelighed
og blidhed, enhed, omsorg, passivitet, spontanitet og varme og mellem
mandighed og mod, karakterstyrke, autoritet o. s. v., skal væk. Alle
disse egenskaber er først og fremmest menneskelige, og at hævde noget
andet er at presse baade mænd og kvinder ind i et mønster, som i mange
tilfælde slet ikke passer dem. FOR at kvinden skal have mulighed for at
udvikle sig frit, er det nødvendigt, at manden kommer hende i møde paa
halvvejen; hvis det ikke sker, begaar kvinderne det, som Eva Moberg
kalder »det naturlige forræderi« mod deres egen sag. Hun har nogle
eksempler paa, hvordan det naturlige forræderi bliver til. Det sker hos
kvinden, som klarer hele eller størstedelen af hjemmearbejdet til trods
for, at hun har heldagsarbejde (»for nogen maa jo gøre det«), hos
kvinden, der afbryder uddannelsen for at blive hjemme (»han vil have det
paa den maade« ), hos kvinden, som opgiver eget fag for med
hjemmearbejde at gøre hans karriere lettere (»den er meget vigtigere«),
hos kvinden, som gør nar af kvindebevægelsen (for at virke mere
feminin), hos kvinden, som udsletter sig selv og bliver en trofast
husbestyrerinde (for at beholde mand og barn). Det er naturligt, at det
sker; for i de allerfleste tilfælde er kvinden glad for manden og vil
holde sammen paa ægteskabet. Ogsaa fra samfundets side saboteres
kvindernes ligestilling, man behøver bare nævne ligelønnen, samt hvor
faa og hvor relativt daarlige daghjem og børnehaver som findes - for
slet ikke at tale om, at ideen med gode kollektivhuse fuldstændig synes
at være gaaet i sig selv. Kvinderne selv modarbejder ogsaa deres sag ved
f. eks. at »slaa mønt« af at være unge og smukke, mens de forlanger, at
mænd skal være sociale successer og dygtige - ved at »spekulere« i
ægteskab - ved først for sent at forstaa betydningen af at være
selvstændige økonomisk og intellektuelt - ved at se ned paa
kvindebevægelsen m. m. Mandens indstilling til kvinden er ofte den, at
han fylder hende med, at hjemmet er kvindens sande arbejdsomraade, og
hendes store opgave er at passe ham og børnene. Eva Moberg forundres
over, hvorfor manden sjældent forsøger at deltage i denne den største af
alle opgaver. Betragter han sig som for ringe til det? Nej, siger hun,
paa ham hviler en ældgammel konvention, hans opgave er at avancere paa
samfundsstigen, blive forfremmet, gøre karriere og hæve familjens
levestandard. Dette tryk paa manden bør lettes, og der har vi kvinder en
opgave, mener hun. Vi kan paavirke mandens opfattelse af sin rolle i
samfundet ved ikke at stille saa store krav om hans økonomiske og
sociale fremgang, men derimod at stille større krav om hans deltagelse i
hjemmets arbejde og børnenes opdragelse og til at skabe hygge og
hverdagsglæde i hjemmet. I sandhed en revolutionerende
atmosfæreforandring omkring familielivet, men sikkert en absolut
nødvendighed, hvis kvinden skal faa sin »menneskerolle« tilbage og holde
op med at være kvinden med den store livsopgave: mand og barn.
SAA langt Eva Moberg. Det er ikke rigtig retfærdigt imod hende at nøjes
med disse eksempler paa hendes varierede fremstilling og skudsikre
argumentation. Læs bogen! Hendes sag, vor sag, ser desværre ud til at
have lange udsigter - man fristes til at tro, at førend mændene i stedet
for at aftjene værnepligt kan »blive kvinder« et par aar, sker der ikke
noget, saa tilgroet med sentimentale floskler og strudsemanøvrer, som
denne diskussion har vist sig at være selv i et land som Sverige, der
dog hører til de mest kvindefrigjorte i verden, hvis det ikke ligefrem
kommer ind som nummer et paa det omraade. Findes der en maade at raabe
kvinderne op paa? Man tvivler paa det, naar man har læst angrebene paa
Eva Moberg! Nogle spredte træk fra vore dages hverdagsliv kan maaske faa
nogle til at nikke genkendende. Det er bagateller, som mange kender, og
som de fleste maaske vil smile overbærende ad, men mange bække smaa ...
Sofie Gren, datter af skibsreder Gren, indgik i gaar ægteskab med Søren
Næslund. Sofie faar et barn, da er det fru forpagter Søren Næslund, der
faar ungen. Naar hun har en rund fødselsdag, er det fru forh. forpagter
Søren Næslund, der fylder tres aar. Naar hun dør, har hun atter faaet
fornavn, men i nekrologen er hun ikke-eksisterende de første aartier af
sit liv. Hun er ingenting »født«. Bliver Sofie inviteret til middag med
sin mand, og Søren bliver syg, saa ringer hun og siger, at Søren er syg,
saa de kan ikke komme, hvilket er helt i orden. Hun findes ikke som
selvstændigt væsen! Til samme middag er der en fraskilt herre; han er
ungkarl, et sikkert jagtbytte. Men hans kone er altid svær at anbringe
ved en middag. Betegnelsen enkemand har en forjættende klang, mens en
enke er det tristeste ord, som findes. Til sidst en lille sød historie.
En lille engelsk dreng sendte sin danske mormor et postkort: A.B.C.D. I
am a boy, not a girl. Er disse faa tilfældige eksempler fra
hverdagslivet ligegyldige?
EN avis burde lave en enquete, hvor kvinder, der har haft en chance til
en uddannelse, fortæller lidt om deres daglige liv - det behøver ikke at
være livet i en soveby. Det ville være interessant at høre, om de ikke
har konstateret, at dørtrinet ud af hjemmet til omverdenen er et af de
højeste, som findes, naar man først har ladet sig lede ind paa
køkkenvejen. Dette er en artikel med unuancerede standpunkter, men vær
forvisset om, at den er inspireret af medfølelse for mine medsøstre -
selv om de slet ikke vil have den. Jytte Kaastrup Olsen.
N O T E R
1. Eva Moberg
Eva Moberg (1932- ) er svensk forfatter, journalist og foredragsholder. ”Kvinnans villkorliga frigivning” 1961 spillede en stor rolle i 1960’ernes debat om kønsroller i Sverige og Norden.
Læs mere om Eva Moberg på hendes hjemmeside: http://www.evamoberg.nu/
Eller i bogen "Prima materia: Texter i urval av Eva Moberg", 2003.
2. Fredrika Bremer Förbundet
Fredrika Bremer Förbundet blev stiftet i 1884 og arbejdede frem til 1919 for svenske kvinders valgret. Foreningen er opkaldt efter forfatteren og feministen Fredrika Bremer (1801-1865). Foreningen, der fortsat eksisterer, arbejder for ligestilling mellem mænd og kvinder. Det er en partipolitisk og religiøst uafhængig forening der er åben for både mænd og kvinder. Foreningen udgiver tidsskriftet Hertha.
3. Vilhelm Moberg
Vilhelm Moberg (1898-1973) var svensk forfatter. Han er mest kendt for sit store epos om svenske indvandrere i USA; ”Utvandrarna”, 1949, ”Invandrarna” 1952, ”Nybyggarna” 1956 og ”Sista brevet till Sverige”, 1959. Bøgerne blev filmatiseret i 1970’erne af Jan Troell. Vilhelm Moberg er far til Eva Moberg.
4. Bang
Journalisten Barbro Alving (1909-1987) blev kendt i Sverige under pseudonymerne ”Bang” og ”Kärringen mot stömmen”. Hun slog igennem som journalist med engagerede reportager fra Europa i 1930’erne. Oplevelserne under den spanske borgerkrig gjorde hende til pacifist. Folkekær blev hun gennem sine vittige klummer og mange hofreportager.
5. Elin Wägner
Elin Wägner (1882-1949) var svensk journalist og forfatter. Mest kendte er hendes romaner ”Norrtullsligan”, 1908 og ”Pennskaftet”, 1910 som fortæller om de nye erhvervsaktive kvinder på kontor og i journalistikken i begyndelsen af 1900-tallet. Elin Wägner var aktiv inden for kvinde- og fredsbevægelsen. I 1920’erne var hun medlem af den radikale Fogelstadsgruppen. Hun var medlem af Svenska Akademin, som den anden kvinde efter Selma Lagerlöf.
Moderpublikation: Information 28.7.1962