Kilde 398 - Det drejer sig om ligeløn

Ved overenskomstforhandlingerne i 1973 samlede Kvindernes Initiativgruppe for Ligeløn i København fakta om kvinders og mænds lønninger og argumenter for ligeløn i en pjece om ligeløn.

Ligelønspjece udgivet af Kvindernes Initiativgruppe for Ligeløn, 1973

Det drejer sig om ligeløn

Ved overenskomsten nu til foråret skal løftet om ligeløn indfries. Vi
har det på prent i protokollatet fra sidste overenskomst.: "Parterne er
enige om at søge ligelønsproblemet løst, hvor dette endnu ikke er sket..
Disse udvalgs arbejde skal være afsluttet i god tid inden næste
overenskomst indledes."
Siden dengang er der blevet talt meget om ligeløn, men der er ikke sket
ret meget. Det ser ud til, at de andre har troet, at vi endnu engang
ville falde til føje og lade os nøje med de smuler, der nu kan blive til
os.

Men det drejer sig om LIGELØN - NU!

Vi har den fordel, at vi kender modstandernes - arbejdsgivernes -
nedslidte argumenter. Det gør det lettere at imødegå dem. Denne piece er
tænkt som en huskeseddel med modargumenter.

Selvfølgelig er det urimeligt, at vi overhovedet skal begrunde vores
krav om ligeløn. Det er omtrent som at skulle forklare, at vi også er
mennesker.

Men så længe man affinder sig med, at vi lønmæssigt er højst ni tiendedelsmennesker, er det nødvendigt.

Arbejdsgiverne tror, at vi stille vil høre på snakken om, at hvis man nu ser tilbage i tiden, så er der sket meget.
Men når vi ser tilbage, kan vi konstatere, at man aldrig har taget
kravet alvorligt i de snart 100 år, der er gået, siden det blev rejst
første gang. Dennegang vil de få at se, at vi mener kravet helt
alvorligt.

Dir. J. Ammundsen, Arbejdsgiverforen. (i NB juli 1970): "Man må ikke
glemme den udvikling, der har fundet sted; men de utålmodige synes
selvfølgelig, det går for langsomt. Om kvindelønningerne engang når op
på de 100% af mandslønnen ved jeg ikke. Jeg tvivler."

Det gør vi ikke. Kravet er stillet. Og det skal opfyldes nu.

På DISA i Herlev er timelønnen lige nu:
for ufagl. m. 21, 93
for ufagl. kv. 16, 34
Forskellen: 5, 59
På Danfoss giver akkordaftalerne mænd 3 kr. mere i timen ved samme arbejde.

Hvor stor er forskellen hos jer ?

Man siger, vi hele tiden nærmer os mændenes løn. Men mændene får mere
ved lønglidning i overenskomst perioden, viser statistikken. Stigningen i
gennemsnit er fra jan. 68 til jan. 72:
for fagl. Mænd : 7,16
for ufagl.mænd : 6,36
for kvinder : 5,38!
Så forskellen i den reale timeløn er altså blev et større!

Løgnen om den ene krones forskel

Og det er kun, hvis man er meget blåøjet, man tror på de ni tiendele - altså på at vores løn i Danmark er 90% af mandslønnen.

Det hedder sig ganske vist, at vi er meget nærmere end alle andre ved at
have opnået den ligeløn, som den internationale aftale (Det
internationale LOs konvention nr. l00) fra 1950 og forresten også
Romtraktatens artikel 119 påbyder. Det hedder sig, at vi ved sidste
overenskomst nåede op på 90% af mandslønnen. Men det gælder kun, hvis
man ser på overenskomstens timelønninger, dengang den blev afsluttet -
og hvis man ser helt bort fra lønglidning, akkordtillæg og alle andre
tillæg.

Vi tror på en løgn, hvis vi stoler på, at der kun er en krones forskel i timen.

Gennemsnitslønnen for ufaglærte i hele landet var i januar kvartal 1972:
19,95 i timen for mænd og
16,18 i timen for os.
3,77 er altså den faktiske forskel!
(Arbejdsgivernes statistik)

Det hænger sammen med, at der er meget få mænd på lavtlønsgrænsen, mens de fleste af os befinder os der.

Men vi vil ikke nøjes med en udligning af timelønssatsen. Vi vil ikke
nøjes med den ene krone. Vi forlanger SAMME AKKORDSATSER, SAMME TILLÆG,
SAMME ADGANG TIL ALT UFAGLÆRT ARBEJDE. Det er det, vi forstår ved
ligeløn.

Vi er mange

Hvad ville der ske, hvis alle vi kvinder blev enige om at blive hjemme fra arbejdet på en gang?

40% af alle pladser i erhvervslivet ville stå tomme, og så er det jo et
spørgsmål, hvor meget de andre 60% ville kunne udrette den dag. Alene
industrien måtte undvære næsten hver tredie af sine ansatte. Maskinerne
ville stå stille.

Danmark ville gå i stå.

Vi er så mange, at vi ikke kan undværes. Det er en af grundene til, at
vi ikke længere vil finde os i at blive betragtet som en reserve, man
kan skalte og valte med efter forgodtbefindende. Og underbetale.

Toni Grøn :
Ligeløn! -ellers strejker vi

- Edith Olsen har sagt, at ligelønnen ikke er lige om hjørnet. Skal vi ha´ et nyt mæglingsforslag uden ligeløn?

- Nej, det da ved Gud vi ikke skal. LO har gennem sit protokollat

forpligtet sig til at stå fast på ligelønnen i næste
overenskomstsituation. Og naturligvis bliver det et ufravigeligt krav
fra vor side.

- Og hvis der nu alligevel er længere rundt om "hjørnet" end man regner med?

- Så bliver der aktion fra hele landet. Så strejker vi! Kvinderne kan nemlig ikke undværes i industrien.

Fagbladet nr. 20 25.oktober 1971

- og det er her, vi er

Men det er nok rigtigt, at vi ikke er placeret særlig klogt på det
arbejdsmarked, der ikke kan undvære os: Vi udgør næsten halvdelen af
alle ufaglærte, men kun en tyvendedel af alle faglærte.

Vi er altså næsten lige så mange ufaglærte kvinder som mænd, men vi er
ikke at finde lige så mange steder som mændene. Vi er isoleret i visse
brancher, fortrinsvis i eksportindustrien, der har tjent tykt på den
billige kvindelige arbejdskraft.

LO består af 53 organisationer. Vi kvinder er i flertal i 14 af dem. Det
ku måske være meget godt at vide, hvor det er, vi er flest.
Følgende medlemstal er fra Statistisk Årbog 1971 - men Kvl.
Arbejderforbund er siden steget til 62.000 medlemmer, og Husligt
Arbejderforbund til ca. 20.000.

Ved afstemningen om det sidste mæglingsforslag havde kvinderne i HK
ingen mulighed for at stemme nej. En kompetent forsamling stemte ja på
hele forbundets vegne - i den forsamling sad en kvinde og mange, mange
mænd.

Hvor er vi så i LO

Vores indflydelse svarer ikke til vores antal. På arbejdsmarkedet som i
alle andre dele af samfundet gælder det, at jo højere man går op i
graderne, des færre kvinder er der med og des flere beslutninger
træffes, som har følger for os allesarnmen.

Vi behøver såmænd ikke gå udenfor vores egne rækker:

I LO ser det sådan ud:

Indenfor LO er der 14 forbund, hvor vi er i flertal. 93% af alle LO´s kvinder er medlemmer af disse 14 forbund.
Men kun 4 af forbundene har en kvindelig formand.

Lavtlønnede:

(fra DASF´s lavtlønsrapport 1971)

Hvor ulige er lønnen
og hvor er den mest ulige?

Lad os se på gennemsnitslønnen på to områder, der beskæftiger mange kvinder.

Tallene stammer fra arbejdsgivernes lønstatistik, januar kvartal 1972.

Er det forresten ikke helt urimeligt at overlade alle de statistiske
beregninger af løn og forsømmelser til arbejdsgiverne? Ville vi ikke få
flere nuancer med, hvis vi selv tog fat?

U-ligeløn

Da Danmarks Radio begyndte at sende fjernsyn og ansatte fotografer
(udelukkende mænd) og filmklippere (udelukkende kvinder) blev disse to
ufaglærte grupper aflønnet næsten ens.
Fotograferne er stadig ufaglærte, medens filmklipperne har fået en
toårig uddannelse. Og dog er klippernes (kvindernes) løn nu kun omtrent
det halve af fotografernes (mændenes) løn.
Det ovennævnte mener jeg er et udslag af diskrimination, og håber på
hjælp fra ligelønsforkæmpere for at få dette misforhold rettet.
TOR SCHELKE (filmklipper)
Krabbesholmvej 19
Brønshøj

Hvad er ligeløn?

Der er mange, der påstår, at det ikke er så ligetil endda med den ligeløn.

Det er som regel dem, der er interesseret i, at uligelønnen bevares.
Arbejdsgiverne kan kun have gavn af, at andre synger med på sangen om,
at det er så forfærdelig indviklet at løse ligelønsproblemet. Hvorfor
kalder man i øvrigt ikke problemet ved dets rette navn:
Uligelønsproblemet?

I virkeligheden er det meget enkelt.

Mest enkelt selvfølgelig, hvor kvinder udfører nøjagtig det samme
arbejde som mænd - står ved det samme transportbånd eller samme maskine
og gennemfører den samme arbejdsproces. Det er ubegribeligt, at
ligelønnen ikke forlængst er indført de steder - men det er den ikke.
Betalingen kan være forskellig alligevel, både timelønnen og
akkordbetalingen, så kvinderne der holder samme tempo som mændene eller
et hårdere tempo, må gå hjem med en mere slunken lønningspose.

HK indførte som det første forbund ligeløn - på papiret. Lønforskellen
mellem mænd og kvinder på samme alder er i butiksfaget: 1000 kr i
kontorfaget: 800 kr. (HK-undersøgelse i Helsingør, 1971)

Ligeløn er -

Vi har allerede forklaret, hvad vi forstår ved ligeløn, men vi gør det igen:
SAMME TIMELØN
SAMME AKKORDSATS
SAMME TILLÆG
SAMME ADGANG TIL ALT ARBEJDE

Det er givet, at kønsbetegnelserne forsvinder fra tarifferne fra næste overenskomst.

Men det er ikke nok.

Det er ikke nok, at gruppebetegnelserne: faglærte, ufaglærte og kvinder
reduceres til: faglærte og ufaglærte, hvis vi stadig skal blive
stikkende i de dårligst betalte jobs. Hvis en arbejdsvurdering skal
forsøge at retfærdiggøre fortidens uretfærdighed ved at vurdere
kvindearbejdet lavest hver gang og hele vejen igennem.

Det drejer sig om mere end kroner og ører. Det drejer sig om den fri adgang til alt ufaglært arbejde.
Men det drejer sig sandelig også om kroner og ører.

Ligeløn er enkel, men -

Ligelønnen er altså Ligetil.

Men arbejdsgiverne spræller med mange forklaringer på begrebet ligeløn.

Ligeløn betyder ens løn for ens arbejde, siger de - og sørger
omhyggeligt for at holde grænserne mellem mandsarbejde og kvindearbejde
så skarpe som muligt. I håb om, at vi skal affinde os med den lavere
løn, fordi vi ofte kun har "lige arbejde" med andre kvinder.

Ligeløn betyder samme lønudgift pr. produceret enhed, siger de - og stryger hver gang rationaliseringsgevinsten til sig selv.

Ligeløn betyder samme løn for arbejde af samme værdi, siger´ de - og de
har protokollatets ordlyd i ryggen, når de siger sådan. Men vi spørger:
af samme værdi for hvem? For os arbejdere eller for arbejdsgiverne ?

Arbejdsgiveren vil altid forsøge et skaffe sig arbejdskraften så billigt
som muligt, og det er ham, der bestemmer, hvad arbejdet er værd. Måske
ved hjælp af en arbejdsvurdering. Men den er også lavet af mænd. Det er
derfor ansvaret for maskiner tæller mere end ansvaret for andres
sikkerhed, det er derfor råstyrke giver flere point på skemaet end
fingersnilde.

Vi kan godt lade spørgsmålet gå videre til LO, der jo ikke har modsat
sig de produktivitetsfremmende lønsystemer: Hvem er det, arbejdet skal
være af samme værdi for? For endnu har vi ikke fået en forklaring på, at
fagbevægelsen går ind for forskel på lavtlønnen for mænd og kvinder.

To slags eksistensminimum?

Da de ufaglærte mænd fik fastsat en mindsteløn, skete det uden den
arbejdsvurdering, man nu truer os med. Mindstelønnen skulle "garantere
et eksistensminimum", som det hed, da kravet blev formuleret og
imødekommet.

Men tror LO da også, at huslejen er billigere for kvinder? At det er billigere at eksistere? At købe ind?

Åbenbart, for i mange år fandt man sig i, at dyrtidsreguleringen var forskellig og selvfølgelig lavest for os.

Det blev for grelt, for uretfærdigt. Det sprang for meget i øjnene. Men
det er nøjagtig ligeså grelt og ligeså uretfærdigt at tro, at vores
eksistensminimum er lavere end mændenes.

HVAD DE DOG SIGER

Arbejdsgiverne siger:
Kvinder forsømmer mere end mænd - de bliver gravide og skal passe børn.

Vi svarer:
Akkordræs og skiftehold og arbejdsulykker fører til forsømmelser, det
ved vi. Vi ved også, at vi må holde et hårdere tempo end mænd, fordi
deres akkorder betales bedre. Det er en af forklaringerne på det højere
fraværstal for kvinder. Men forøvrigt siger fraværsstatistikkerne noget
forskelligt hver gang. De duer ikke rigtigt.
Kvinder bliver gravide, javist, men det vil ingen vel bebrejde os, at vi
sørger for nye samfundsborgere. Og forresten føder vi jo ikke børn
uafbrudt fra vi er 15 til 65.

Arbejdsgiverne siger:
Kvinder er ustabile og flakker.

Vi svarer:
Det er os, der har det mest monotone og kedelige arbejde til den laveste
løn. Mange gange er vi nødt til at skifte arbejde for ikke at blive
kørt helt ned. Det er ikke usædvanligt, at kvinder på en arbejdsplads
skal arbejde i hvert fald 140% for at nå op på samme løn som mændene på
100%.

Thomas Nielsen sagde:
"I øvrigt kunne tekstilindustrien måske slippe for sin ret betydelige -
og dyre - personalegennemtræk ved at give bedre lønninger. Det er en
måde at spare penge på. " (Politiken den 28. maj 1972)
Arbejdsgiverne kan altså ligefrem spare penge på at betale os ligeløn. Man forlader ikke en god arbejdesplads.
(Side 7)

Arbejdsgiverne siger:
Kvinder er ikke så stærke som mænd.

Vi svarer:
Det hårdeste slæb har maskinerne taget. Råstyrken er ikke nødvendig ret
mange steder. Og argumentet den manglende styrke halter. Den
arbejdsgiver, der bebrejder os, at vi ikke kan løfte så meget, kan jo
sjældent selv gøre det.
Forresten løfter kvinder meget - bare ikke på en gang. På Carlsberg
løfter kvindelige bryggeriarbejdere op til 2, l tons i timen. Men når
det er os, der har styrken, betales den ikke. Så er det bare et tegn på
manglende kvalifikationer. Det er som om, alt hvad vi kan, er manglende
kvalifikationer.

Arbejdsgiverne siger:
Hvis kvinderne skal have ligeløn, så må mændene holde igen med deres lønkrav. (Solidaritet kalder Leif Hartwell det).

Vi svarer:
Arbejderne skal vel ikke lønne hinanden. Vore krav er krav til arbejdsgiverne, ikke til vore mandlige kolleger.

Det indledende trin til ligelønnen må være, at der først skabes een
lavtlønsgrænse fælles for mænd og kvinder. Og at kvinderne bliver hævet
op til denne grænse, skal ikke gå ud over mændene. De lavtlønnede skal
ikke holde pause.
Thomas Nielsen (Politiken, 28.5. -72)

Arbejdsgiverne siger:
Der er mange kvinder i de virksomheder, der producerer til eksport, og
industrien kan ikke klare den udenlandske konkurrence hvis kvinderne
skal have ligeså meget i løn som mænd.

Vi svarer:
Vi kender truslen om, at virksomhederne må nedlægges, hvis vi skal have
mere i løn. Vi kender den altfor godt, men hvor er arbejdsgivernes
beviser? Vi har aldrig set dem.
Vi vil ikke finde os i Hongkong-lønninger, for at tekstilindustrien fortsat kan konkurrere.

"Hvis befolkningen havde sagt nej (dvs. til EF), ville de danske
virksomheders økonomi have været hårdt trængt, og der var ikke blevet
råd til ligeløn. Nu har vi store muligheder for at få gennemført
kravet." Thomas Nielsen (BT, 3.10. -72).

Arbejdsgiverne siger:
Det er nødvendigt at vise samfundssind. Hensynet til betalingsbalancen og bruttonationalproduktet kræver det.

Vi svarer:
Så vis da det samfundssind!
Det har vi altid gjort ved at gå for de laveste lønninger. Men vi vil
ikke blive ved med det. Vi vil ikke fortsat finde os i, at det altid er
de lavestlønnede, der alene skal vise samfundssind.

Arbejdsgiverne siger:
Kvinderne ønsker - og bør have - frit valg mellem at arbejde og gå
hjemme, og erfaringerne viser, at de ofte foretrækker hjemmearbejdet,
når de har mulighed for det.

Vi svarer:
Vi bliver modtaget med åbne arme af arbejdsgiverne, når der er mangel på
arbejdskraft - og bliver sendt hjem igen, når der ikke mere er brug for
os. Arbejdsgiverne har råd til, at konen går hjemme. Men vi som er
lønmodtagere - og ikke arbejdsgivere - har brug for begge parters løn
til at forsørge familien. Derfor dækker snakken om "det frie valg" over
skjult arbejdsløshed.

"Vi har altid vist samfundshensyn, og det gør vi også denne gang. Hvis
vi ikke stillede disse krav, ville vi f.eks. være skyld i, at
profitterne i jernindustrien ville stige yderligere."
Anker Jørgensen (Information, 29.10.-70)

Fra jan. 70 til okt. 70 mistede ca.1100 kvinder deres arbejde på Carmen
Curlers i Kalundborg. Det betød en halvering af den kvindelige
arbejdsstyrke! (Inf. 1.10.1970)

sang

Fra gammel tid bar kvinderne det tungeste læs

Fra gammel tid bar kvinderne de tungeste læs
vi stred i mange tusind år, før manden opfandt stress.
Bag hjemmets fire vægge er vi træl for mand og børn
og nøglen har han brækket, men nu sprænger nogen dør´n.
Det er kvinderne fra Jylland, det er kvinderne fra Fyn,
det er kvinderne fra landet, det er kvinderne fra by´n,
ja det er kvinderne der bare ikke mer vil jokkes på.
Og vi si´r det klart og jævnt, så selv en mand kan det forstå.

Fabrikkens gale verden med maskiner og med skift
butikkens otte timer, hvor vi står og smiler stift
kontorets grå rutine - der er tusindvis af job.
De værste gir man kvinderne - men nu sir nogen stop:
Det er kvinderne fra Jylland, det er...........................

At pigeløn er ligeløn - ja den er meget køn
men hvorfor får vi ikke allesammen menneskeløn?
Vi skaber selv værdierne - lad os få dem igen
det´ klassekamp det gælder - hvem forlanger plads i den?
Det gør kvinderne fra Jylland, det gør kvinderne fra Fyn,
det gør kvinderne fra landet, det gør kvinderne fra by´n.
Ja det´ kvinderne, der bare ikke mer vil jokkes på
og vi sir det klart og jævnt, så selv en mand kan det forstå.

Melodi: Det er flickorna från Småland…

Arbejdsgiverne ELSKER os

Det er rart at være elsket, men ikke på den måde, arbejdsgiverne elsker
os på. De elsker os, fordi vi let kan erstattes uden at vi gør vrøvl.
Når murerarbejdsmændene er ledige, ved hele landet det. Når kvinder
rationaliseres væk fra en virksomhed, hører vi ikke noget om det.

Kvindeindustriernes arbejdsprocesser er enkle, og det betyder ikke så
meget for arbejdsgiveren, om nogle bliver utilfredse, for de kan let
erstattes. Og der vil altid være andre, der har lyst til at prøve den
anden side af "det frie valg".

Med særlige kvindelønninger er vi fastholdt i særlige områder, hvor vi
får overdraget det simple arbejde og en dag kan erstattes af dyre
maskiner, når det kan betale sig for arbejdsgiveren.

Automation kan blive farlig for os, hvis vi ikke følger kravet om ligeløn op med kravet om lige adgang til alt arbejde.

Det er også vigtigt for mændene, at vi får ligeløn

Det er arbejdsgiverne og dem alene, der har fordel af forskelslønnen. Vi
fungerer ufrivilligt som løntrykkere, sålænge vi går for en lavere løn
end mændene.

Mændene kan ikke gå med til, at vores løn ligger under den grænse, de selv har fastsat som eksistensminimum.

Med ligelønnen sikret, kan vi sammen stå fast ved nye fælles krav med ny
styrke: Vi er ufaglærte - mænd og kvinder - og vi kræver
lavtlønsproblemet løst.

Solidaritet er at kæmpe for de samme interesser. Vi har samme
interesser, kvinder og mænd. Mange mænd viste sig aktivt solidariske med
os ved sidste overenskomst. Der bliver mange flere denne gang.
Arbejdsgiverne skal ikke en gang til slippe godt fra at fortælle os
eventyret om den faste lønkage. - og på den måde spille os ud imod
hinanden.

Til mæglingsforslaget sidste gang stemte mange nej: 79% af Kvl.Arb.forb. 45% af Smede- og Maskinarb. 40% af DASF.

Formanden for Dansk Smede- og Maskinarbejderforb. Paulus Andersen: "Den
kønsdiskriminering, som findes inden for arbejdsmarkedet, må simpelthen
bringes til ophør nu. Kravet om ligeløn er det, vi prioriterer højst ved
denne overenskomstsituation, og Kvl. Arbejderforbund kan helt regne med
Dansk Metalarbejderforbunds støtte i denne sag." (Ekstrabladet, 21. l0.
1972)

EVENTYRET
om den faste lønkage

Arbejdsgiverne hævder, at der kun er en kage, og den må vi pænt deles
om. De fortæller ikke noget om alle de kager, de har gemt inde i skabet.
Udbyttekagen til aktionærerne, kagen der stå "Eventuelt" på, kagen de
har gemt til investeringer her eller i udlandet, kagen der er bagt af
strukturrationalisering og strøet med godter som tempogevinst og
rutinegevinst. Så længe vi tror på eventyret om, at der kun er en kage,
så længe vil vi være nødt til at slås indbyrdes.

Vi vil stå sammen med alle vore kolleger og med dem forlange vore krav
opfyldt. Og så overlade det til arbejdsgiverne selv at finde ud af,
hvilke kager inde i skabet, de skal skære i.

Allerede spist

- Den oversenskomstkage, der skal sættes på forhandlingsbordet, er i

realiteten allerede spist, understreger Leif Hartwell. Det har
dagpengereformen og det økonomiske demokrati, hvis principperne i LO´s
forslag føres igennem.

Al den snak om uddannelse

Arbejdsgiverne siger til os, at vi skal gøre os fortjent til ligeløn. At vi skal uddanne os.

Men hvorfor skal vi uddanne os for at opnå samme betaling som mændene
for det samme slags arbejde, som de ikke har uddannet sig til? At snakke
om uddannelse er at snakke udenom. Vi gør et stykke arbejde, og det vil
vi have betalt. Vi vil ikke længere finde os i at være underbetalt.

28.000 piger forlod i 1971 skolen. Deraf kunne kun 10.000 få en
læreplads. Til det siger arbejdsformidlings chef Lauge Kallestrup:
"Desværre må nogle afvises. Og nogen piger skal da også giftes uden at være faglærte."
(Ekstrabladet, 30.6. 1971)

Det er nu, det gælder

Det er nu meget snart, at kampen for vores ligeløn skal vindes.

Vi har mange med os. Vi har brug for endnu flere. De skal nok komme.

Kvinderne på Danfoss gik i strejke en dag for at vise, at de mener deres
krav alvorligt. Kvinderne på General Motors fulgte eksemplet. Der er
meget, der tyder på en varm vinter og et hedt forår.

I 1970 strejkede kranførerne på B&W, fordi deres første kvindelige
kolleger ikke fik samme betaling som mændene og altså var løntrykkere.
Statsminister Anker Jørgensen var dengang formand for DASF og dermed
også for de strejkende kranførere. Anker Jørgensen sagde ved den
lejlighed:

"Hvorfor taler man altid om, hvorvidt en aktion er lovlig eller ulovlig.
Det er da fornuftigere at spørge, om den er rimelig." (NB den 17. juli
1970)

Anny Bengtson, Da. Beklædningsforb.: Det er ligeløn nu og her. Ellers vil det blive et samlet nej til mæglingsforslaget.

Egertha Jensen: Koste hvad det koste vil: Denne gang skal vi have ligelønnen igennem.
(Land og Folk, 26-27.8,1972)

Thomas Nielsen: Nu skal vi have i ligeløn

Se her, piger, så stærkt har LO-formanden Thomas Nielsen, aldrig sagt det før:
Nu skal vi have ligeløn. Kravet er ufravigeligt. Det står øverst på listen over LO´s krav ved de nye overenskomstforhandlinger.

Pris: 2 kr.
udgivet af Kvindernes Initiativgruppe for Ligeløn, København, (c/o Kryger, Saxogade 58,1662 V)

N O T E R

1. Toni Grøn
Toni Grøn (1912 - 1995) var forbundsformand og politiker. Efter en lang karriere i Kvindeligt Arbejderforbund blev hun i 1971 valgt til KADs forbundsformand, en post, hun bestred frem til 1978. Fra 1972 var hun også medlem af LOs forretningsudvalg. I 1950 valgtes hun ind i Borgerrepræsentationen, hvor hun sad til 1970 som repræsentant for Socialdemokratiet.

Læs mere om Toni Grøn i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

2. Edith Olsen
Edith Olsen (1901 - 1996) var forbundsformand. Edith Olsen kom fra arbejderklassen og gjorde faglig karriere i Kvindeligt Arbejderforbund. I 1948 blev hun valgt til formand og beholdt posten frem til 1971. En af hendes fagpolitiske mærkesager var ligelønnen.

Læs mere om Edith Olsen i biografien fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

3. Thomas Nielsen
Thomas Nielsen (1917-1992) var formand for LO fra 1967-82

4. Leif Hartwell
Leif Hartwell (1918-2004) var bogtrykker og direktør. Han var formand for Dansk Arbejdsgiverforening 1970-77.

5. Anker Jørgensen
Anker Jørgensen (1922- ) er tidligere statsminister, politiker og fagforeningsformand. I 1956 blev han formand for Lager & Handelsarbejdernes Fagforening og i 1968 formand for Arbejdsmandsforbundet - det senere SiD. Han sad i Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet 1961-64, og blev i 1964 valgt til Folketinget. Han var statsminister fra 1972-73 og 1975-82. Han var partiformand 1973-87.

Moderpublikation:

Forfatter: Kvindernes Initiativgruppe for Ligeløn

År: 1973