Kilde 11 - Om Kvindens Stemmeret ved de kommunale Valg

D. 9. januar 1887 bragte "Dagbladet" et indlæg om kvinders kommunale valgret. Indlægget var skrevet af Caroline Testman, mangeårigt medlem og medstifter af Dansk Kvindesamfund. Ligesom flere af tidens kvindelige skribenter, skrev hun under pseudonym.

"Om Kvindens Stemmeret ved de kommunale Valg".
Indlæg i "Dagbladet"

Af CAROLINE TESTMAN.
I Januar Maaned d. A. vil Folke-tinget sandsynligvis komme til at be-handle Fr. Bajers Forslag om Valg af Borgerrepræsentanter i Kjøbenhavn, hvortil or knyttet don kommunale Stemmerets Udvidelse til Kvinder under lige Vilkaar med Mænd.*) Vedtages Forslaget, vil dette have til Følge, at Kvinder ogsaa blive valgbare, da der i den paagjældende § af Loven af 23de December 1865 staar: valgbare ere de Samme, som ere valgberettigede".
Medens der øjeblikkelig raabes Vagt i gevær mod Kvindens Deltagelse i det sociale Livs Bevægelser, Kampe og Arbejde, har dette Forslag vakt yderligere Forbitrelse, og man hører flot henkastede Paastande om det Ubetimelige i at give Kvinden kommunal Valgret; men i virkelige og vægtige Grunde derimod skorter det rigtignok paa.
Vi skulle i dot Følgende søge at Tiso, hvorfor nævnte Forslag bør vedtages, baade som en simpel Retfærdigheds Handling og for Samfundets Skyld, der saare vel har Anvendelse for enhver brugbar Kraft, der findes i det.
Al Valgberettigelse og Valgbarhed er knyttet til Skatteydelsen til Kommunen, og udelukkede derfra ere per-sonlig og økonomisk Umyndige, Forbrydere og Kvinder. Betingelsen for at vælges og vælge er altsaa nu knyttet til Skatteydelsen, og da Kvinden lige-saa fuldt deltager i denne, som Manden, idet hun maa betale Indtægtsskat, Kirke- og Præstepenge og, dersom hun har Grundejendom i Byen, alle deraf flydende Skatter, saa opfylder hun alle de Krav, hvortil de nævnte Rettigheder knytte sig; men hun er udelukket fra disse.
Dersom alle Kvinder vare umyndige for Loven, vilde der være en Slags formel Ret herfor, men det er ikke Tilfældet, den ugifte Kvinde er myndig med sit fem og tyvende Aar, Enken uden Hensyn til Alder; desuagtet stilles hun med Hensyn til kommunal Valgréttighed i lige Række med Umyndige og Forbrydere.
Efter statistisk Tabelværk for 1880 findes i Byen Kjøbenhavn at Mænd opført som Hovedpersonar 39,926 og af Kvinder 16,030. Hvor mange af disse der have saa stor Indtægt, at do ere skatteydende, haves ingen Fortegnelse over, men gaar man ud fra Forholdene i andre Hovedstæder, kan man mindst antage en Fjerdedel, saa det bliver c. 4000 skatteydende Kvinder, der bære Alle kommunale Byrder med Manden uden at have hans Rettigheder i Selvstyret.
Baade statlig og kommunalt eje vi en repræsentativ Forsamling, og i den skulle og bør alle Klasser af Landets Borgere have Sæde, naar de forresten opfylde de Krav, hvorpaa Berettigelsen dertil hviler.
Ved Valget af Borgerrepræsentanter søges altid Folk, der sidde inde med Fagkundskaber til en af Kommunens mange Slags Forvaltningsgrene, som Fattig-, Fæng-sels- og Skolevæsenet, Skatte-, Formue- og Bygningsvæsen m. M., og der spørges ikke, om Borgerrepræsentanten kjender dem alle, men, om han har en Specialitet, eller han vælges ogsaa. for at repræsentere en enkelt Stand. Det er berettiget; thi derved opnaar Kommunalbestyrelsen i sin Midte at faa den fornødne Fagkundskab, og enhver Stand bliver repræsenteret. Men saa kommer Spørgsmaalet: Hvorfor er Kvinden udelukket? Hvem varetager hendes Ret og Tarv?
En Mand kan ligesaa lidt repræsentere en Kvinde, som en Stand den anden, den Udelukkede kommer altid til at lide derunder. Er hun udelukket, fordi hun ikke ejer nogen Kundskab, som kan komme Kommunens Bestyrelse tilgode, hverken direkte ved at have Sæde i den, eller indirekte ved at vælge Medlemmer dertil, som varetage deres og hendes Tarv?
Man kan med det daglige Livs Erfaringer for Øje ikke nægte, at Kvinden sidder inde med specielle Kundskaber i flere af de under Kommunen hørende Forvaltningsgrene, som Undervisningsvæsenet, hvor der vilde være særlig Anledning baade til, at hun valgtes og selv kunde blive valgt, da Kommunen har et ligesaa stort om ikke større Antal Pigers som Drenges Skoleopdragelse at varetage. Her skulde det synes, som om der maatte være Brug baade for hendes pædagogiske Erfaring og for hendes kvindelige Evne til at gribe det for Børn Fastende.
Ligesaa er det med Fattigplejen, hvori allerede et stort Antal Kvinder i en Række af Åar med udmærket Dygtighed og Iver deltage. De lade sig ikke blænde af utidig Medlidenhed eller forføre til kun at høre paa Hjertets Stemme, som man saa gjerne beskylder Kvinden for. De undersøge skarpsindig og bringe Hjælpen paa rette Maade. Understøttelsesforeningen bar nogle af sine bedste Undersøgere blandt Kvinderne, og tror man ikke, at Kommunen, der har hele Fattigvæsenct under sig samt Tilsynet med de under dette hørende Børn, vilde finde en fortrinlig Hjælp hos hende?
Gjentage vi nu Spørgsmaalet: hvorfor Kvinder hverken kunne vælge eller vælges til Borgerrepræsentationen, uagtet de fuldt ud opfylde Lovens Krav dertil og have Betingelserne derfor, bliver Svaret: "De ere Kvinder".
Man kan ikke undgaa i dette Svar at finde en komisk Lighed med Frederik VI.´s bekjendte Svar til Deputationen: "Vi alene vide osv.". Som ban, Enevoldskongen, alene vidste, hvad der baadede Folket, saaledes veed den Dag idag Manden ene, hvad der er til Kvindens Tarv, men der er gaaet henved to Menneskealdre siden hint Kongesvar. Tiden or gaaet frem, og saa lidt som et Folk nu vil finde sig i Enevoldsmag-ten, vil dot nittende Aarhundredes Kvinde bøje sig under Mændenes "vi alene vide".
Dog skulde det muligvis alligevel være sandt, at Manden alene vidste og burde raade, og Kvinden var udelukket fra al anden Deltagelse i det kommu-munale Liv, ond "den, at betale sine Skatter? Heldigvis kan Spørgsmålet besvares ad Erfaringens Vej.
I England, Østerrig, Sverig, Finland og Island, for slet ikke at tale om det fjerne Amerika, have Kvinderne Stemmeret og tildels Valgbarhed. l England, Sverig og Finland sidde de i Skolekommissioner, og i det første Land ogsaa i Fattigbestyrelser og Ligningskommissioner. Det franske Senat har nylig vedtaget en Lov om, at dér skal sidde to Kvinder i hvert Departements Undervisningsraad. Overalt har man kun iagttaget heldige Indvirkninger deraf, og Erfaringerne datere sig ikke fra igaar, men gaa for ét enkelt Lands Vedkommende tilbage til Sextierne, og det er ikke rimeligt, at den danske Kvinde skulde være Udlandets underlegen i saa Henseende, vi tor nok slutte fra Udlandets Erfaringer og nægte Berettigelsen af Mandens Eneherredømme.
I nogle af de nævnte Lande have kun den ugifte Kvinde og Enke, som opfylder de i Loven fordrede Betingelser for Valg og Stemmeret, denne, og Folketingsmand Strøm har i Tinget fundet sig foranlediget til at dvæle ved, don Tanke, at naar Hustruen ogsaa havde Valgret, maatte man tage under Overvejelse hvilke Forandringer der skulde gjores i de ægteskabelige Forhold paa Grund af divergerende politiske Meninger blandt Ægtefolkene.
Lovgivningsmagten kan i saa Henseende vistnok ganske rolig lægge Hænderne i Skjødet. Divergerende Meninger findes paa alle Omraader blandt Ægtefolk - den politiske findes allerede nu - men Erfaringen viser, at disse bedst jevnes, naar de To faa Lov til i Ro og Mag selv at løse dem.
En anden Følge turde derimod resultere af gift Kvindes Valgret, og den er, at den Umyndighedstilstand for Loven og i det borgerlige Liv, hvori Hustruen nu er, blev ophævet, da hun ellers ikke efter Valgloven af 1865 kan blive stemme- og valgberettiget.
Foruden den Indvending, at Kvinden qua Kvinde ikke skulle kunne vælge eIler vælges til en repræsentativ Forsamling, er ogsaa den bleven gjort, at hun i Almindelighed mangler Modenhed dertil. Den samme Indvending fra de Regerendes Side er altid bleven gjort mod det menige Folks Deltagelse i Styrelsen.
I 1848 stod Flertallet af det danske Folk ogsaa umodent ligeoverfor vor Kon-stitution, maaske mere, end Kvinden nu gjør. Det var ligesaa uvant til at deltage i Regeringsarbejdet, som hun, men det har arbejdet sig op dertil, og det Samme vil blive Tilfældet med hende, naar hun faar Anledning til at deltage offentlige Tillidshverv; thi med Arbejdet naas Udviklingen og Dygtigheden.
Ved at skrive om "Tillidshverv" kommer Erindringen om en anden Skare af Indvendinger, der hvile paa den forældede Anskuelse af Kvinden, som ene henvist til Hjemmet.
Hvad skal der blive af Tilsynet dermed, dets Fred, Ro og Hygge, naar Husmoderen ogsaa kastes ud i det sociale Livs Arbejder, deltager i kommunale og tilsidst maaske ogsaa i det uhyggelige politiske Livs- Kampe? spørger man.
For det Første ere, ikke alle Kvinder Hustruer eller have Pligter, som knytte dem til et Hjem. Her i Kjøbenhavn er der f. Ex. efter stat. Ta-belværk fra 1880 af Kvinder paa over 20 Aars Alderen 37,713 gifte, medens 44,714 eller over Halvdelen ere ugifte, Enker eller Fraskilte, og gaar man op til 40 Aars Alderen, er der kun 16,763 gifte, men 19,740 ugifte og Enker eller 54 pCt., der tildels ikke ere bundne af et Hjems Pligter. Dog, selv om Alle vare bundne til et Hjem, tror man da for Alvor at kunne være gjældende, at de absolut maatte forsømme det ved at blive Vælgere?
At ofre en Time eller to, naar Valgene skulle finde Sted, eller Valgmøder afholdes, kunde vistnok ske uden Skade for Hjemmets Pligter, man tænke kun paa, hvor ofte en selv meget omhyggelig og samvittighedsfuld Hustru og Moder er ude paa Visitter, i Selskaber eller til andre Forlystelser, og skulde det ske, at en Hustru indvalgtes i Borgerrepræsentationen, - det blev maaske en af Kjøbenhavns 16,763 gifte Kvinder over 40 Aar - saa fandt hun, dygtig og fremragende, som hun maatte være for at vælges, nok Tid til uden Skade for Hus og Hjem at o pfylde sine borgerlige Pligter. Vi se jo allerede nu det, daglige Liv, at Hustruer vide at skaffe sig Stunder til opofrende Virken i Veldædigheds Øjemed, for ikke at tale om de mange Tilfælde, hvor hun allerede nu har en Virksomhed udenfor sit Hjem, uden dog at forsømme dette.
Saavist som det er sandt, at i repræsentative Forsamlinger høre Medlemmer af alle Landets og Byens, Stænder hjemme, saavist er det ogsaa sandt, at det nu er betimeligt, naar der endelig vederfares Kvinden Retfærdighed, og hun ikke længere vedbliver at være et nyttigt Skatteobjekt, men ogsaa faar den Ret, der tilkommer hende som dette, til at deltage i An- vendelsen af Skatterne og Affattelsen at de Love, hun er underkastet.
Hvad der gjennem Aar er prøvet i andre Lande, hvorfra der foreligger l Erfaringer, som tale højt om den Nytte, Kvinden gjør, kan ikke i vort Fædreland forkastes som forhastet og ubetimeligt. Heller ikke kan man med skjellig Grund sige,, "det passer maaske for Udlandet, men ikke her";
thi vor egen Konstitution er ogsaa grundet paa de Erfaringer, man der har gjort, og Ingen vil vel driste sig til at paastaa, at der kun for Mænds, men ikke for Kvinders Vedkommende, kan gjøres universelle Erfaringer.
Nej, de somme gode Kræfter, Udlandets Kvinder sidde inde med, eje ogsaa vort Lands, og de ville blive anvendte til Samfundets Tarv, naar det vil modtage dem; thi Kvinden fordrer ikke alene sin Ret, men hun overtager ogsaa villig alle Pligter, som følge med;
da hun fuldt ud erkjender, at der aldrig bør findes nogen Ret uden tilsvarende Pligt.
Det Raab, der nu høres mod Kvindens Deltagelse i hele det sociale Livs Arbejde, bør ikke skræmme Nogen tilbage for at arbejde for Kvindesagen;
thi overalt, hvor dens Fremgang sporedes, har det lydt. Der er Strid mellem gamle Fordomme, Vaner og Skikke og den nye Tid med alle dens Omvæltninger i Samfundslivet, ikke mindst for Kvindens Vedkommende. Hun tvinges af Kampen for Existensen ud i Livet. Fortidens Ro indenfor de fire Vægge, med de stille Sysler i Fa-miliens Midte, trænges af den bydende Nødvendighed tilbage, hun maa, ud-danne sig til et Erhverv udenfor dem, hvis hun ellers vil leve. Nye Kræfter og Interesser vaagne derved op i hende, og hun føler sig som Borger i Samfundet istedetfor ene kun som Medlem i en Familie.
Raabet "smid hende ud", der jo ogsaa finder Gjenklang her hjemme, maa ikke skræmme, men kun vække hende til større Anstrengelse for at staa væbnet med flere Kundskaber og udrustet med en modnet og staalsat Villie til den Dyst, der forestaar hende inden hun naar frem til Ligeberettigelse med Manden i borgerlig Hcnseende.
Kampen maa. kæmpes, og den vil blive kæmpet tilende paa alle Omraader, ogsaa paa det, som denne Artikel omtaler.
Aar kunne maaske hengaa, inden den Lov om Kvindens Valgret og Valgbarhed vedtages, der nu indbragt af Kvindesagens varme og ridderlige Forkæmper, Fr. Bajer, foreligger for Rigsdagen. Men den vil gaa igjennem her, som andetsteds, og Kvinden vil ogsaa Danmark komme til at deltage i det fælles Arbejde for hele Samfundets Vel, hvortil hun medbringer sine friske, unge og endnu saa lidet brugte Kræfter.
Naar vi give den ærede Forkæm-perinde for Kvindesagen Ordet for ovenstaaende Indlæg, er det ikke, fordi vi i Et og Alt kunne tiltræde enten hendes Krav paa Kvindens Vegne eller hendes Argumentation, ejheller fordi vi kunne give hende Ret i, at de Grunde imod Kvindens Valgret, hun har søgt at gjendrive, ere de eneste, der kunne anføres; andre ville ganske sikkert komme frem. Men Sagen er af Interesse og Betydning, og i Adskilligt kunne ville godt finde Bestræbelserne for Kvindens Ligestil-ling med Manden berettigede og skjænke dem vor Sympathi. Uden iøvrigt at ville komme ind paa en saadan udførligere Drøftelse af Spørgsmaalet, som den ærede Forfatterindes Artikel kunde give Anledning til maa vi dog strax til hendes Udvikling føje nogle enkelte Beæerlnunger.
For det Første maa vi slaa fast, hvad C. T. vel har antydet, men ikke tilstrækkelig skarpt urgeret, at om man end vil gaa ind paa at give ugifte Kvinder Valgret til de kommunale Valg - og saa Henseende nære vi ikke megen Betænkelighed - vil der herfra være et stort Spring til at udstrække Valgretten ogsaa til gifte Kvinder, fordi der forud herfor maatte gaa en Forandring i hele den gifte Kvindes Civilretlige Stilling, som vilde kræve dybtgaaende Overvejelser, og imod hvilken der kunde anføres Grunde, der langtfra med samme Styrke kunne gjøres gjældende imod den ugifte Kvindes Ligestilling. med Manden i dette Forhold.
Dernæst skulle vi, for Sikkerheds Skyld strax erklære, at selv de, der ville være villige til at udvide den kommunale Valgret til Kvinden, saa-længe Valgretten da har den Begrænsning, der ligger i en fornuftig Census, for en meget stor Del vistnok ville bestemt modsætte sig, at der ogsaa gives Kvinden politisk Valgret. Den kommunale Valgret er baseret paa et Interessentskabsforhold mellem Skatteyderne, og der kan til Gunst for dens Udvidelse til. Kvinden anføres, at kvindelige Skatteydere i ligesaa fuldt Maal som de mandlige bære Kommunens Byrder. Men denne Betragtning gjælder ikke med Hensyn til den po-litiske Valgret i Lande, hvor der er indført almindelig Stemmeret, og imod Kvindens Deltagelse i de politi- ske Valg kan der anføres talrige Argumenter, hentede saavel fra hendes særlige Naturel som fra det gjennem Aarhundreder nedarvede Forhold, der kun gradevis og gjennem mange Overgange kan forandres saaledes, at det tør antages at ville blive til Samfundets Tarv-, om den Skranke, der nu ved politiske Valg holder Kvinden ude, blev borttagen. De ærede Damer, der med Varme og Iver kæmpe for Kvindens Ligestilling med Manden i alle Forhold, gjøre sig sik-kert ogsaa skyldige samme Fejl som man med Føje kan bebrejde Politikerne i 1848, idet de i deres Be-tragtninger kun lade sig lede af det Syn paa Tingene, som de have kunnet vinde fra deres egen Erfarings-kreds, men ikke gjøre sig klart, hvor-ledes det vilde stille sig, om den store Masse af Kvinder lige ned til de laveste Lag i Samfundet ligeledes fik Adgang til at deltage de politiske Valg og de dertil knyttede Kampe. Paris´s Petroløser afgive ret gode Exempler hvad Følgen kunde blive, om Skranken her faldt, og jo mere Ærbødighed og virkelig Interesse en Mand har for Kvinden, desto mere vil hun værge sig imod Tanken om, at hun ogsaa skulde rives ind i den politiske Malstrøm og alle de uhyggelige Forhold, den kan føre med sig. Overhovedet er det kjendeligt ogsaa paa ovenstaaenda Artikel, at Kvindesagens Forkæmperinder have et mere idealt Syn paa Tingene, end det er ønskeligt ved praktiske Overvejelser. C. T.´s gjentagne Henvisninger til den almindelige konstitutionelle Udvikling efter 1848 ere blandt Mere et Bevis derfor, og de Argumenter, hun vil hente fra denne Udvikling, kunne ikke let være uheldigere valgte. Om man i 1848 gjorde vel i at give hele Folket lige Adgang til Deltagelse i det politiske Liv, er et Spørgsmaal, som saare Mange, selv Saadanne, der da vare med, nu ville besvare benægtende. Og faktisk er det i ethvert Tilfælde, at var Folkets Flertal umodent i 1848, er det næppe synderlig mere modent nu efter snart 40 Aars Forløb. Snarest tør det siges, at Resultaterne af Valgrettens Benyttelse pege i modsat Retning, idet den store menige Almue næppe nogersinde mere end nu har givet sig Agitatorerne i Vold og blindt fulgt den af dem givne Parole. Alle Argumenter, der støtte sig til Almuens Benyttelse af de den givne Rettigheder, bør Kvindesagens Forkæmpere derfor helst lade ligge; de vende sig imod den og kunne kun forøge de i Forrejen tilstrækkelig store Betænkeligheder ved at vove et Spring, - der ligesom det, der skete i 1848 - er et "Spring i Mørket" og kan føre til noget Godt, men sandelig ogsaa kan virke fordærvelig.
Endnu Et: de ærede Kvindesags- Forkæmperes Begejstring for Hr. F. Bajer og hans Forslag er just ej heller skikket til at bibringe Andre nogen Forestilling om en fremtrædende Evne hos dem til at dømme om Forhold og Personer. De, der skulle vindes for Sagen, ville kræve en dybere gaaende Behandling af den, end Hr. Bajer med al sin Flid er istand til at yde.

 

Moderpublikation: Dagbladet d. 9. januar 1887

Forfatter: Testman, Caroline

År: 1887

 

 

KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K · Tlf: 33 13 50 88 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk